Indlægget er blevet til i samarbejde med Muusmann forlag og Marie Melchior.
Marie Melchior har skrevet kogebogen som jeg har tænkt på i årevis! Eller i hvert fald med nogenlunde samme overskrift for jeg er SÅ enig med Marie i at bønner, bælgfrugter og linser for mange er en ukendt størrelse i køkkenet. Mange forbinder bønner og bælgfrugter med 60´ernes hippie-kost eller som noget der bruges i mere eksotiske køkkener. Det synes jeg er synd og skam. Der er mange fordele ved at bruge bønner og bælgfrugter i sin madlavning, og netop det skriver Marie Melchior også i forordet i sin fine kogebog:
“Der er mange gode grunde til at kaste sig over bønner og bælgfrug- ter. De mætter godt, og de indeholder masser af kostfibre, vitaminer og mineraler. Bønner og bælgfrugter er en supergod proteinkilde. De udråbes også til at være en bæredygtig og miljøvenlig fødevare, da de er med til at forbedre jordens frugtbarhed. De er billige og nemme at opbevare i dit køkkenlager, da de har lang holdbarhed. Og endelig: De kan smage fantastisk, hvis blot man bruger dem rigtigt!”
Netop det sundhedsmæssige aspekt er en af årsagerne til at jeg selv har brugt dem i mit køkken, siden jeg som helt ung boede på indre Nørrebro og dermed havde let adgang til et stort udvalg i de mange grønthandlere der ligger der. Et andet argument er prisen. Når man sammenligner hvor mæt man bliver af f eks sorte bønner eller linser, set i forhold til mere klassisk stivelseholdig tilbehør sat op imod kiloprisen, ja så var valget let dengang jeg var på SU og er det sådan set stadig i dag. Derudover er der hele spørgsmålet om miljøvenlige fødevarer og der er bønner og bælgfrugter bare langt mere favorable at dyrke end eks vis kød.
Selv spiser jeg kød og der er ikke den fødevare der kan skifte mit kød decideret ud, men jeg strækker kødet om man så må sige, ved f eks at bruge den halve mængde kød af hvad der blev brugt i mit barndomshjem og som de fleste af os er (har været) vant til. I stedet tilsætter jeg eks vis linser i gryderetter, bønner i min gullasch, linser eller f eks kikærter i min kødfars. Ofte laver jeg også hele vegetariske retter, hvor jeg sørger for at få godt med umami smag og fylde i maden, og i mange tilfælde er jeg blevet mere glad for dem end de klassiske varianter. Men det er ikke madskribent Marie Melchiors mission, at gøre sine læsere til vegetarer og det er ret så befriende i denne bølge af sundheds-kogebøger. Nej hun ønsker at komme med idéer til hvordan du også kan bruge bønner og bælgfrugter i din madlavning.
Kogebogen er inddelt i afsnit hvor kikærter, linser, bønner, friske ærter, friske bønner og kakaobønner er overskrifterne. Indledningsvist er der fakta om de enkelte, hvordan de anvendes, tilberedes og opbevares. De sider er klart noget af det der er med til at gøre bogen meget anvendelig.
Nogle opskrifter er genkendelige, såsom hummus, falafel, dhal og chili con carne, mens andre er nytænkende og ret så inspirerende – f eks finder du en opskrift på lammekølle med chokoladesovs og kager bagt med enten bønner eller linser. Det gør nu ikke spor at der er opskrifter mange af os kender, og mange nok laver indimellem, for med sådan en kogebog her kan man jo free style og tilsætte det man nu synes. Det ville have klædt bogen, at der var små tips under opskrifterne.
Billederne i bogen er lækre, ikke for stylede og får klart mig lyst til at lege endnu mere med brugen af bønner, linser, ærter mv. De er taget af Betina Hastoft som også regelmæssigt leverer billeder og opskrifter sammen med Marie Melchior til bla Alt for Damerne, Hendes Verden, Isabellas mv.
“Vild med bønner og alverdens bælgfrugter” er til dig der ønsker at få idéer til at bruge de små næringsholdige sager i dit køkken, dig der gerne vil nedsætte mængderne af kød forbruget og dig som savner opskrifter til hvordan du får dem til at smage af noget. Bogen er udkommet på forlaget Muusmann og koster 199,95 kr.
GIVE AWAY
Er du tændt på at læse mere om bønner og bælgfrugter? Så smid en kommentar i kommentarfeltet herunder og vær med i lodtrækningen om et eksemplar af kogebogen ! Kommentaren skal lande på bloggen senest søndag d.14.10.18. Husk at angive mailadresse, sådan at jeg kan få fat i vinderen.
Konkurrencen er slut – vinderen blev Mai-Britt der skrev flg. kommentar: “Jeg tænker at ny inspiration altid er godt! De gamle “bønnebøger” ku godt trænge til lidt foryngelse.
Vi øver os stadig på de kødfri dage” – Stort tillykke og god fornøjelse med de kødfri bønnerige dage !
Vil du have dobbelt så stor chance for at vinde, så smut over på Instagram og deltag der også !