Møn Guide: The Coffee Connection – øens bedste kaffe.

Som Københavner er man ret forkælet hvad angår gode kaffe-spots rundt om i byen, og min absolutte favorit kaffebar er The Coffee Collection. Uden sammeligninger er det byens bedste bønner, ristninger og baristas. Savnet efter at få sådan én kop serveret kom forholdsvis hurtigt da jeg var flyttet her til Stege, og derfor satte jeg jagten ind på byens bedste kaffe. Og dér lå den, en næsten navne-søster: The Coffee Connection.

Egentlig er det en lille café, som ligger inde i gården ved den gamle arrest bag byens gamle rådhus. Der er ikke noget decideret køkken, men alligevel formår de at byde på det ejeren kalder Tostis, altså toasts – i ret så kreative udgaver, Crêpes og kage. Og det med kagerne, er et helt kapitel for sig, for ejeren udvikler nærmest ugentligt en ny slags Cheesecake.

På drikkevare fronten finder man både et udvalg af et af de bedste belgiske trappist øl-mærker, hvis du spørger mig, nemlig La Trappe, diverse alkoholiske drikke, toddys, iskaffe og kaffe i alskens udgaver.

Jeg har primært indtaget drikkevarer på The Coffee Connection og har nærmest et afhængighedsforhold til deres Cortado. Faktisk har jeg sjældent fået den bedre andre steder.

Udover den hyggelige stemning, de pudsige indslag og det gode værtsskab, så er gården et kæmpe attraktiv i sommerhalvåret. Med rustikke møbler, figentræ, rosenbusk og krukker med blomster, så er det et sted man har lyst til at slå sig ned og hænge ud. I fængselsgården ligger også Lene Evers chokolade, som afgjort er et besøg værd (det kan du snart læse mere om her på bloggen), og hey´kvalitets kaffe med et stykke chokolade til, meget bedre kan det da ikke blive ?

Adresse: The Coffee Connection, Storegade 39, 4780 Stege

Åbningstider:

Mandag – onsdag: 11.00 – 20.00

Torsdag: 11.00 – 22.00

Fredag: 11.00 – 23.00

Lørdag: 10.00 – 23.00

Søndag: 12.00 – 20.00