Nina´s citruseddike til rengøring

Er du også en klimatosse ? Eller ønsker du blot at gøre rent med mere miljøvenlige midler? Så er her et af de bedste tips jeg selv har fået og gør brug af: Husholdningseddike ! Det er effektivt og billigt. Klar husholdningseddike er sur og da den har en pH værdi på 3, har den en vis bakteriedræbende effekt. Men vær opmærksom på to ting: den har størst effekt i ren form (ikke blandet op med f eks vand) og når den får lov at trække*.

En ulempe ved brugen af eddike i rengøringen, er lugten. Nok mest af vane, hvis man er vant til at bruge rengøringsmidler tilsat duft. For mig hænger f eks et ny rengjort badeværelse sammen med at der også dufter friskt, ikke af parfume-lignende dufte, men bestemt ikke af eddike. Har du det også sådan, så gør brug af dette smarte trick, som jeg har lært af min veninde Nina:

Hæld husholdningseddike i en lufttæt beholder og kom citrusskaller ved. Lad det trække nogle dage før brug. Jeg lader skallerne blive i glasset, og supplerer blot med ny eddike efterhånden som jeg bruger af det. Eddiken præserverer citrusskallerne, og dermed behøver du ikke at si dem fra.

Selv gør jeg det, at jeg bruger de skræller jeg har tilovers fra madlavning – eller rengøring, sådan at jeg ikke spilder eks vis citronsaft. Jeg bruger primært skaller fra citron, men har jeg fra appelsin eller lime, så ryger de også ved. Prøv dig frem og find din favorit.

Citrus-eddiken bruger jeg til: afkalkning af fliser, rengøring af armaturer samt til gulvvask af badeværelsesgulvet – her blander jeg en tredjedel eddike og to tredjedele brun sæbe. Senest har jeg fundet ud af, at en blanding af vodka og eddiken er eminent til at pudse spejle og glasruder med. Derudover er eddiken eminent til at fjerne skidt fra f eks opvaskestativ, opvaskebakke, ovnrist mv.

Se opskrift på skure-kluden som du ser på billedet herunder her.

 

 

*Kilde: Bolius

Reklamer