Denne ret serverede jeg nytårsaften. Svinekæber er noget af det absolut møreste kød, og er efter min smag et fantastisk vinter-måltid. Det er en rigtig simreret, og egner sig derfor særligt til fridage. Da der i mit køkken er temmelig småt med plads – se her under – er jeg nød til at tænke lidt strategisk når jeg planlægger en større gæstemenu, og der er en simre, – eller ovnret vældig pladsbesparende.
Nada i la Cucina Nada
Øl-braiserede svinekæber
Opskrifterne her er til ca.8 pers.:
- 2-3 svinekæber pr pers., ca.2 kilo. (bed slagteren om at pudse dem)
- 2 rødløg, skåret i tynde både
- 8-10 gulerødder, i mundrette stykker
- 1 fennikel, skåret i tynde strimler
- 2-4 hele hvidløgsfed
- Smør til stegning
- 1-2 mørke øl. Jeg valgte brown ale fra Braunstein, og brugte ca.1 1 1/2
- 2-3 dl ufiltreret æblemost
- 1/2 liter kalvefond
- Frisk timian, salt og peber
- Brun svinekæberne i smør. Kom gulerødder, fennikel, løg og hvidløg ved og lad det sautere med.
- Tilsæt timian, og alle de flydende ingredienser. Hold en smule igen med fonden – den kan man evt smage til med senere hen.
- Lad nu retten simre i ca.2 timer, eller til kæberne er fuldstændig møre.
- Jævn evt saucen, eller server den som den er.
Kartoffel,- jordskok og pastinakmos
- Kartofler – ca.1 1/2 kg
- Jordskokker – 1 lille posefuld
- Pastinakker – ca.8 stk
- Piskefløde, smør og evt olivenolie
- Groft salt
- Skræl rodfrugterne og kog dem møre.
- Mos til en grov mos, evt med en kartoffelmos-dims. Tilsæt evt smør, fløde og/eller en smule olivenolie. Smag evt til med salt.
Ovnbagte porrer med timian, bacontern og kapers:
Opskriften er fra Mad! nr. 2 – 2011, tilpasset min menu. Tak for lån!
- 8 porrer
- 400 gram bacon i et helt stykke
- Frisk timian
- Saft og skal fra 2 hele økologiske citroner
- 5-6 spsk olivenolie
- 4 spsk kapers
- Friskkværnet peber
- Tænd ovnen på 185 grader.
- Pens porrerne grundigt, og skær dem i 5 cm lange stykker, og læg dem i et ildfast fad.
- Skær baconstykket i tern.
- Hak timiankviste groft. Skræl tynde spåner af citronerne og pres saften ned i en lille skål.
- Bland bacontern, timian, citronskal, citronsaft, olivenolie og kapers sammen, og vend det med porrerne i fadet.
- Krydr med salt og peber.
- Bag porrerne i ovnen i 20 min., til baconen er sprød, og porrerne møre.
Hele ovnbagte knoldselleri – Tak til Trine Hahnemann for denne opskrift!
- Knoldselleri
- Groft salt
- Olivenolie
- Skær det nederste, og de værste knolde af sellerien. Vask den GRUNDIGT i koldt vand.
- Dup sellerien tør, og pensl den godt med olie. Gnid derefter godt med salt på.
- Bages ved 17o grader i 2 timer.
De hele knoldselleri serveres på et fad, og her kan gæsterne selv skære af dem. Ligesom med alle andre rodfrugter og løg, får knoldselleriet en sødme af at blive ovnbagt. Hvis du ikke allerede har prøvet at ovnbage et helt knoldselleri, så prøv det!
Kombinationen fungerede vældig godt – det tog sig desværre ikke særlig godt ud på billederne…de ovnbagte porrer skal jeg afgjort lave en anden gang, de vil egne sig som tilbehør til rigtig mange kødretter, eller som et indslag blandt flere på en buffet.
Får du rester tilovers, så brug kødet fra svinekæberne i en lækker sandwich, kom kødet i en blanding som fyld i dolmere eller pil og frys det. Ligeledes er saucen værd at fryse og bruge ved lejlighed – den er simpelthen alt for god til at lade gå til spilde!
Velbekomme!