Vegetarisk “bolognese”

Forleden serverede jeg pasta bolognese for nogle veninder, en bolognese som ikke var med hakket kød men med linser i stedet. De sagde i kor at de slet ikke savnede kødet og at de synes det var ret så lækkert, og hvis du spørger mig, så kan jeg faktisk bedre lide den udgave end den med det knap så velsmagende hakkede supermarkeds-kød. Hvis man savner umami smagen i saucen kan man tilføje svampe, velvidende at sådan nogle ikke hører til i en “rigtig” bolognese og nok snarere i den fordanskede udgave, kødsovsen. Men linser hører jo sådan set heller ikke til, og en traditionsbunden italiener ville nok korse sig hvis han fik serveret denne version af klassikeren.

Efter jeg delte billedet du ser øverst på  har flere spurgt mig om jeg ikke ville dele opskriften her på bloggen. Min første reaktion var, at det da er alt for simpel en opskrift at dele og at der da på ingen måde er noget nyt under solen med at sætte noget i stedet for kød. Sådan har jeg det nok med en del af den hverdagsmad jeg laver, men glemmer jo så, at det er det vi allesammen laver oftest og at vi alle har brug for inspiration til netop hverdagsmaden. Så tak for opfordringen fra flere kanter til at dele en simpel opskrift på en af danskernes foretrukne hverdagsretter, her i en vegetarisk udgave.

For mig handler det om at fravælge kød i højere og højere grad. Det gør det ud fra det bæredygtige aspekt i forhold til at kød er så meget dyrere at producere på miljø-kontoen. Desuden er min økonomi stram, og der er linser og bønner virkelig gode bud på alternativer; det mætter, det er sundt og så er det langt mere økonomisk – også på den bæredygtige måde.

Hvad der er vigtigt når man erstatter det hakkede kød med linser som her, er at sikre at der er god smag i saucen, da linser jo i sig selv ikke rigtig smager af noget. En anden væsentlig ting, er at de ikke må koge ud da konsistensen bliver melet og smattet. Indimellem laver jeg retten med både linser og bønner, du kan jo eventuelt prøve dig frem til din favorit udgave af vegetarisk bolognese.

Hvis du vil servere et sundere alternativ til saucen, eller hvis du er veganer, kan du prøve med pasta af tang, du kan lave grøntsagspasta af eks vis squash som du river på en spiralizer eller finde et af de efterhånden mange færdiglavede veganske pastatyper. Selv kommer jeg aldrig til at skifte den hvide pasta lavet på mel ud, fordi jeg simpelthen elsker den, men indimellem prøver jeg andre typer af og forsøger at fortælle mig selv det ikke er pasta jeg spiser, for så bliver jeg så grueligt skuffet.

En bolognese bliver langt bedre af at få lov til at simre et godt stykke tid, så lav evt en dobbelt portion på en fridag og frys ned til en anden dag, nu du alligevel tager dig tiden.

Vegetarisk bolognese:

*Opskriften svarer til 4 pers.*

50 g smør

2 spsk olivenolie

3-4 stængler bladselleri

2 løg

1-2 hvidløg

2 gulerødder

1 lille dåse tomatpure

2 dl passata/tomatsovs (tilsættes da linserne har brug for mere væde, end i en alm.bolognese)

+ evt vand

evt 1 squash

300 g grønne linser (du kan sagtens bruge røde linser i stedet)

*Krydderier

Groft salt og frisk kværnet peber

+ pasta efter eget valg, koges efter anvisning på pakken

Samt parmesan ved servering

* * * * *

Skyl bladselleri stænglerne og skær dem i tynde skiver, er stænglerne tykke kan du evt halvere dem sådan at stykkerne bliver små.

Skræl løgene og skær dem i fine tern. Skræl hvidløgene og mas dem med fladen på en større kniv, hak dem en smule.

Skræl gulerødderne og skær dem i små tern.

Kommer du en squash i, skyl den da og skær den i kvarte stænger, som du skærer yderligere i små tern.

Varm olie op i en større gryde og svits nu løg og hvidløg et par minutter. Tilsæt gulerødder, selleri og evt squash og lad det blive stegt hele vejen rundt. Lad det stå og små simre i ca. 10 minutter.

Kom nu tomatpure ved, og svits den med grøntsagerne. Fyld den tomme dåse fra pureen med koldt vand og tilsæt den saucen. Lad det simre en times tid under låg. Smag til undervejs med groft salt, frisk kværnet peber og krydderierne.

Hæld nu linserne i saucen og tilsæt passata, rør godt rundt i saucen. Tilsæt evt en smule vand undervejs hvis saucen tørrer ind. Lad linserne simre med i ca. 30 min. Husk at smag til inden servering.

Kog pastaen efter anvisning, hæld vandet fra og bland pastaen i saucen sådan at den hænger ved og suger smagen til sig. (Husk ikke at blande al saucen med pasta, hvis du laver en større portion til fryseren!)

Server med frisk revet parmesan.

*Faktisk krydrer man ikke rigtig en klassisk bolognese, men det gør jeg. Oftest med en eller flere friske krydderurter som basilikum, oregano og timian, der alle klæder retten godt. Hvis ikke du har friske krydderurter så er det også fint. Når jeg bruger tørrede krydderier i en bolognese kan jeg godt lide at svitse dem med min tricolore-blanding (selleri, løg og gulerod), da det giver endnu mere smag. De friske tilsætter jeg først når saucen har simret et godt stykke tid. Jeg river eller hakker dem groft. På billedet yderst til højre kan du se en anderledes krydderurt, nemlig svampeurt. Den tilføjer et snert af umami til saucen. Svampeurt skal hakkes ret fint.