Søg

Kategori

Salater

Sensommer salat m. friske figner, pære og serrano skinke

Sensommer salat m. friske figner, pære og serrano skinkeInspireret af det helt enorm skønne sensommervejr, vores frodige urbane have og en forestående presstur til Spanien, lavede jeg i går en salat med et udsnit af hvad årstiden byder på. Salaten kan serveres der hvor man ville servere ost, da den fungerer godt som et punktum for måltidet med dens sødme.

Frisk frugt i salat kan virkelig noget. Især hvis man supplerer med fedme, syre og dybde med nogle af de andre lækkerier i salaten. Og det er lige nu de er modne de friske figner, de er dog ikke af egen avl – måske næste år! Ligesom pærerne er noget så lækre lige nu, og de to spiller godt op mod hinanden. Ofte ser man dem hver især i en salat, måske med nødder og en blåskimmelost. Her har jeg toppet med  Arla Essens nye Digekrone i stedet, en fast tør ost med frugtige noter, som jeg synes gav salaten prikken over i’et.

Salaten blev til lidt hurtigt, og i skabelsen fik jeg ikke målt af, derfor må du sjusse dig lidt frem, men det er jo også ret let med en salat.

Du skal bruge:

Friske spæde salater; jeg brugte Endevie, rucola og lidt rød krøl salat. Tænk gerne i både forskellige smage og farver i salaterne.

Gerne spiselige blomster både i og på salaten; jeg brugte blomsterkarse blade (de giver noget dejligt skarpt), skovsyre (giver et friskt syrligt pift) blade og hjulkrone blomster.

Pære. Skåret i tynde både.

Friske figner. Ligeledes i tynde både.

Digekrone ost. Skåret i tern, eller flager.

Serrano skinke. Jeg skar skiverne i halve, foldede dem på midten og rullede dem.

(Til en salat til 3 pers. brugte jeg: 1 pære, 2 figner, 3 skiver skinke og en trediedel af osten)

Desuden til dressingen:

Olivenolie, ca. 4 spsk.

Balsamico, ca.2 spsk. (Hvis du har en figenbalsamico på lager, så vil den komme så fint til sin ret her)

2 tsk dijon sennep

Et par nip groft salt + frisk kværnet peber. Smag til.

1-2 spsk orangeblomstvand (den kan udelades, men giver sådan et fint floralt pift til salaten!)

2 tsk flydende honning

Start med olien og hæld de andre ting i, pisk godt med en gaffel, og lad gerne dressingen trække. Smag den til, og hæld den udover salaten lige inden servering.

TIP: prøv at hæld honningen udover frugterne i stedet for i dressingen, det er også virkelig lækkert.

Salaten anretter jeg på et fad, salaterne i bunden af fadet, og så bare sådan efterhånden som jeg får skåret frugterne mv ud anretter jeg. Top med skinke-rullerne, osten, og spiselige blomster.

Indlægget er sponsoreret af Arla Essens.

Reklamer

Grønkålssalat m. fløde-appelsin dressing

grønkålssalatlacucinanada

tipgrønkållacucinanada

 

Salat af ristet blomkål, grillet squash og ovnbagte løg og hvidløg

Salat/LaCucinaNada

Når jeg spiser vegetariske retter som hovedret, handler det for mig om at gøre dem mættende – både i maven, men også smagsmæssigt, sådan at jeg ikke savner kødet. En måde jeg gør det på, er ved at lave lune salater med en masse forskellige konsistens og smag i. Der skal være sprødt, blødt, friskt, sødligt, syrligt, stærkt, skarpt og salt i på én og samme gang. Det er denne salat et glimrende eksempel på. Den har noget sommerligt og sydeuropæisk over sig og leder tankerne hen på lune sommeraftener.

Salaten kan selvfølgelig også sagtens serveres som tilbehør, til f eks krydrede frikadeller, kylling eller en mør steg af en slags.

Salat/LaCucinaNada

Salat af ristet blomkål, grillet squash og ovnbagte løg og hvidløg:

– 1 pers. –

1/2 blomkål

4-5 fennikelfrø

1/2 squash

30-50 g fetaost

30 g salattopping (jeg brugte Salatmix m.pinjekerner fra Earth Control)

Groft salt og frisk kværnet peber

Olivenolie til stegning

En smule skal af en økologisk citron

En blanding af spæd salat (portulak, hvis du kan få fat i det), frisk mynte og skovsyre – også gerne en smule af dens blomster

1 lille løg

1 helt hvidløg


Varm ovnen op på 200 grader. Skær både løg og hvidløget over på midten, drys med en smule olie og bag dem i ovnen i ca.15 min. til de er helt bløde og let gyldne i overfladen.

Skær blomkålen i meget små buketter. Svits fennikelfrøene i en smule olie. Kom blomkålen ved, og svits det ved middelhøj varme til det er gyldent og godt stegt igennem. Smag til med salt og peber undervejs.

Skyl og tør squashen. Skær skiver med en osteskærer af halvdelen af den. Del yderligere skiverne i to. Grill dem på en grillpande med meget lidt olivenolie på begge sider.

Skyl og slyng diverse grønt.

Du kan vælge at smutte hvidløg og løg ud af skallen inden du anretter salaten, og fordele dem rundt omkring. Eller du kan sætte dem på fadet for at få det rustikke udseende med, og så blot smutte indholdet ud når den skal spises.

De øvrige ingredienser anrettes på fadet, feta smuldres over ligesom salattoppingen og til sidst rives en smule skal af citronen over.

 

 

Grønkålssalat m. korn, bacon og æble

Grønkålssalat/LaCucinaNada

Jeg er absolut vild med kål. På nær rosenkål spiser jeg dem alle rå, og er faktisk mest vild med dem i rå tilstand. Men også stuvede, i asiatiske retter, i supper og sammenkogte retter mv. Kål er afsindig sundt, det er billig kost og så er det i sæson lige nu. En kål jeg virkelig har taget til mig indenfor de seneste år, er grønkålen. Stor, flot, majestætisk. sprød og mest vitaminrige af dem alle, er den blevet synonym med efterår og vinter i mit køkken.

Forleden købte jeg et par skiver af den gode kalvelever hos slagteren på Kultorvet, men havde ikke rigtig gennemtænkt hvad jeg skulle have til den. Hjemme så jeg at jeg jo havde grønkål og æbler, og kom så på denne salat – hvor jeg skar leveren i mindre stykker, vendte dem i mel og lynstegte dem, og anrettede dem på salaten. Kalvelever har en dyb, let sødlig smag som gik rigtig godt i spænd med grønkålen, æblet og den syrlige dressing. Desværre var belysningen så dårlig, hvilket den er ved aftentide herhjemme nu, så jeg fik ikke taget et billede af salaten. Det ærgrede mig, så derfor lavede jeg den her til frokost, og skiftede leveren ud med bacon. Den kombination er også vildt god, så lav den med hvad du synes.

Portionen svarer til en frokost portion til en person.


Grønkålssalat m. korn, bacon og æble

4-5 store blade grønkål

50 g femkornsblanding (kan erstattes med speltkerner el lign.)

50 g bacon

1/2 æble

1/2 økologisk citron

En smule frisk timian

Til senneps-vinaigrette:

Saften af den halve citron

2 spsk olivenolie

1 spsk æblecidereddike

1 spsk stærk sennep

1 tsk flydende honning

Frisk kværnet peber

Et nip flagesalt


 

Kog kornene efter anvisning, og lad dem dryppe og køle af.

Skyl grønkålen, og slyng dem i en slynge. Skær det midterste af bladene væk, og skær grønkålen meget fint.

Rør vinaigretten sammen.

Skær baconen i tern, og steg dem sprøde på en tør pande sammen med timian.

Skær det halve æble i tynde både, og derefter i tern.

Bland nu ingredienserne i en skål og hæld vinaigretten over, eller anret salaten på et fad/en tallerken. Riv citronskal over, enten med et rivejern eller et juliennejern.

OBS: hvis du laver salaten med kalvelever i stedet, husk da ikke et tørsteg den. Kalvelever skal ikke have særlig lang tid, da det hurtigt bliver knastørt. Det må gerne være lyserødt indeni.

Prøv eks vis med kyllingehjerter i stedet! Og skift citronen ud med appelsin.

 


 

Rødbedesalat m.saltristede græskarkerner, feta og ærteskud

Rødbedesalat/LaCucinaNada

Som læser af bloggen her, ved du at jeg er lidt af en flexitar – sådan en der spiser mest grønt, linser, kerner mv, og ikke så meget kød. Sådan har jeg valgt at leve, da jeg dels er mest vild med grøntsager, men også fordi jeg har taget nogle valg. Valg omhandlende at jeg kun spiser økologisk kød og fisk, og den slags koster en del mere end det konventionelle af slagsen, samt et valg om at passe på den planet vi lever på. Man kan mene mangt og meget om mine valg, men livsstilen passer mig fortrinligt og stimulerer min kreativitet i køkkenet.

Der kommer en del vegetarretter ud af det, nogle bedre end andre, og jeg øver mig stadig – øver mig i at få sneget umami smagen ind i en del af retterne, og i at det skal være mættende og nærende. Senest er jeg blevet mindet om mit indtag af D-vitamin, da det har vist sig, at jeg er i katastrofalt underskud af dette, og min speciallæge nu har sat mig på intensiv D-vitamin kur. Nuvel, selvom det er Meat Free Monday i dag, skal det nu ikke handle mere om kød eller ej, men om en salat jeg lavede her til aften. En salat jeg ikke havde i sinde at blogge om, men som blev så lækker at jeg fik lyst til at dele opskriften med jer. Salaten indtog jeg som hovedret, men den kan selvfølgelig også slå følge med et stykke kød. Anret salaten imens rødbederne er varme, så smelter fetaen så dejligt.

So here goes …

* * * * *

Rødbedesalat m.saltristede græskarkerner, feta og ærteskud:

-Opskriften svarer til 1 person som hovedret-

5 mellemstore rødbeder

Et par håndfulde græskarkerner

God olivenolie

Flagesalt + frisk kværnet peber

1 spsk honning

1 1/2 spsk solbæreddike (eller anden eddike med dybde og let syrlighed, men solbær klæder rødbede noget så fortrinligt!)

Et par friske timian stilke

50 g feta (fra blok)

Friske ærteskud (rucola salat eller friske spæde spinatblade vil også være lækkert til)

* * * * *

Tænd ovnen på 225 grader.

Skræl rødbederne, og skær dem i kvarte og kom rødbederne i en bradepande.

Rør/pisk eddike med olie, honning, salt og peber. Hæld over rødbederne, og læg timian ved.

Bag i ca.30 min. Vend i dem undervejs. Rødbederne skal være møre, men stadig have bid.

Rist imens græskarkernerne i en smule olie, og drys med flagesalt. Pas på med for meget varme – kernerne popper ligesom popcorn, og bliver hurtigt brændte. Læg græskarkernerne på et fedtsugende papir.

Anret rødbeder på et fad, hæld lidt af dressingen de er bagt i over dem. Smuldr fetaosten over rødbederne. Pynt med græskarkerner og ærteskud.

TIP: lav evt en større portion af græskarkernerne, de er mega gode som snack!

Spidskålssalat m.ramsløgvinaigrette og lidt om mindful-eating ..

Spidskålssalat/LaCucinaNada

Kender du udtrykket mindful-eating? Mange dage formår jeg mindful-cooking, men så snart jeg sætter mig ved bordet så bliver det oftest ret så hurtigt spist. Og dét uden at sanse de enkelte dele i retten. Gør du også det?

Uden at det hele skal blive alt for mindful, så prøv lige at lav en lille øvelse: Tag eks vis en rosin. Mærk på den. Duft til den. Lyt til den. Kom den ind mellem tænderne. Længere ind i munden. Tyg så på den tilsidst. Øvelsen går ene og alene ud på, at du registrerer det du spiser, er med oplevelsen her og nu. Og øger din bevidsthed om det du spiser, hvornår du er mæt – ikke alene i maven, men også på smag.

Og hvad har så det med opskriften på spidskålssalaten at gøre? Jo, at jeg øver mig i mindful-eating, og det lykkedes mig især med denne salat. Måske fordi den er en god kombination af sprødt, sødt, surt og skarpt på smagssiden. Knasende på lydsiden. Syrlig og frisk duftmæssigt og ikke mindst lysende forårsgrøn rent visuelt.

Salaten passer rigtig godt til et stykke kød, men kan som her også indtages som et frokost-måltid. Der er til ca.2 pers.

Spidskålssalat/LaCucinaNada

Spidskålssalat m.vinaigrette:

  • 1 lille (økologisk) spidskål (du kan sagtens bruge hvidkål, eller evt friske grønne salater i stedet)
  • 3 håndfulde frosne eller friske harricot verts
  • 2 forårsløg
  • 1 avokado

Vinaigrette:

  • 1/2 spsk rørsukker
  • saften af en halv citron
  • 2 spsk rapsolie
  • flagesalt
  • finthakket ramsløg, 1-2 blade (hvis du ikke kan få fat i ramsløg, så pres en smule hvidløg i, i stedet)

Rør ingredienserne sammen til vinaigretten, og lad den trække imens du laver salaten.

Damp bønnerne 1-2 min. i kogende vand. Snit spidskålen fint, skyl den og kom den i en salatslynge – lad alt vandet dryppe godt af. Skær al det lyse af forårsløgene, og snit det fint. Bland det hele i en skål og hæld vinaigretten over. Anret på et fad, med avokadoen i skiver og drys evt en smule finthakket ramsløg ovenpå.

Spidskålssalat/LaCucinaNada

Server, nyd og husk: vær opmærksom undervejs.

Billederne med citaterne er fra bogen “Lad alt blive din læremester – 100 lektioner i mindfulness” af Jon Kabat-Zinn, Dansk Psykologisk Forlag, 2010. Tak for lån.

Frisk Kyllingsalat m.tahindressing

 

 

Forleden havde jeg “damerne” på besøg til en af vores regelmæssige middage. Jeg havde ikke rigtig styr på hvad jeg ville servere for dem, udover de små tarte tatin som jeg bagte i søndags. Men et kig i fryseren gjorde udfaldet, vi skulle da nyde den halve frilandskylling som jeg havde købt på mit besøg på Kirkehøjens Limousine tidligere på sommeren. Og da jeg samtidig havde en del lækre grøntsager, så besluttede jeg mig for at lave et stort mættende fad med en kyllingsalat.

Sådan nogle friske salater spiser jeg selv rigtig ofte, særligt til frokost, men også til aften. Min læring ligger i, at få lavet nogle dressinger der virkelig smager, giver saft og gør at salat-oplevelsen ikke står tilbage som værende tør. Det lykkedes denne gang så godt, at jeg fik lyst til at dele den med jer.

For selve salaten vil jeg ikke give en opskrift på, blot et par gode råd: bruger du kylling i en salat, så gør dig selv den tjeneste at købe et hæderligt stykke fjerkræ! Investerer du i en god økologisk kylling, så får du så meget kød for pengene, at det er mad til flere dage, hvis I er en familie på 3-4 medlemmer, sågar mad til min.2 dage. Selvfølgelig ikke hvis man spiser sig mæt i kød alene. Her grydestegte jeg den halve kylling, der var på lidt over 1 kilo, dagen før. Kom den på køl, og gemte væsken i gryden. Dagen efter pillede jeg kødet fra, og kom skrog, skind og ben op i kogevandet fra dagen før, tilsatte bla bladene fra det blomkål der også kom i salaten og lod det simre et par timer til en kraftig fond. Fonden er nu frosset ned, og kan bruges til både supper, sammenkogte retter, risotto osv osv.

I min salat kom der flg i: (der var til 3 pers. samt til min frokost dagen derpå)

  • Grønne bønner, let dampede
  • Forskellige spæde salater
  • 1 lille blomkål, råt og nippet i små buketter
  • Kylling-kød
  • Samt tahin-dressing, der blev hældt over tilsidst

Se her et smukt blomkål – orange!

Købt hos den lille lækre grønthandler “Stefanos Grønne Hjørne” i Stefansgade på Nørrebro.

Tahin-dressing:

  • Ca.3 dl græsk yoghurt
  • 2 spsk tahin (alt efter hvilken konsistens den har)
  • Saften af 1 citron
  • Frisk kværnet peber
  • Et par drys groft salt, evt kryddersalt
  • 2 tsk spidskommen, jeg brugte hele ristede frø som jeg kvaste let
  • 2-3 fed hvidløg
  1. Kom yoghurt i en dyb skål, og tilsæt alle ingredienserne.
  2. Pisk det godt igennem. Smag til, tilsæt evt mere citronsaft eller flere krydderier.

Dressingen smager af en yoghurt dressing, med et snert af hummus-smag. Man kan sagtens tilsætte den færdig piskede dressing finthakkede krydderurter, eks vis koriander, bredbladet persille.

Forårssalat m.saltede agurker

Siden jeg slet ikke kom i betragtning til DM i salat, med et ellers udemærket bidrag til konkurrencen, efter min mening – fik jeg lyst til at dele denne salat med jer.

Jeg serverede den forleden da jeg havde stuen fuld af gæster – vi skulle se mig i Masterchef, og da det er midt i spisetid, ja så skulle mine søde supportere jo have lidt at spise. Det blev til hjemmelavede pizze, to forskellige slags: kartoffel, rosmarin og parmesan samt margherita, hvor saucen var kogt på henkogte tomater. Til dem serverede jeg denne sprøde salat, en salat der blev til ud fra hvad der gemte sig i grøntsagsskuffen. Og når jeg selv skal sige det, en yderst lækker og simpel salat. Et par af gæsterne brød sig ikke om agurkerne, andre guflede løs.

Den bestod af flg.:

  • Blandede salater
  • Friske ærtetoppe
  • Asparges
  • Frisk spinat
  • Agurk
  • Salt

De rå asparges skar jeg i skrå stykker, salaterne og spinaten blev skyllet og slynget, agurkerne skåret i tynde skiver og lagt i groft salt en times tid. Agurkerne blev skyllet en smule inden de kom i salaten. Jeg toppede med ærtetoppene. Ingen dressing, da salten er meget gennemtrængende og fungerer som smagsgiver. Simpelt. Velsmagende.

 

Spidskål i yoghurt

En lækker måde at få en salat af spidskål på er, at marinere den i yoghurt og citronsaft. Det er super simpelt at tilberede og smager himmelsk!

Til en skål salat skal du bruge:

  • ½ stort spidskål eller 1 helt lille
  • 1 citron
  • ca.4-5 dl yoghurt naturel
  • Frisk kværnet peber
  • Evt finthakkede hasselnødder til pynt

Skær spidskålen i tynde strimler, skyl og slyng i en salatslynge. Lad den dryppe helt af. Kom kålen i en skål, pres citronen henover, kom en del frisk kværnet peber på og hæld yoghurten på. Rør godt rundt i salaten så kålen bliver marineret i væden. Smag til.

Pynt evt med lidt hakkede hasselnødder.

Salaten kan sagtens laves dagen før, og rester kan gemmes i et par dage, kålen bevarer fint sprødheden.

Blog på WordPress.com.

Up ↑