Grønkålssalat m. cashew dressing

Jeg finder det veganske køkken ret interessant, ikke på en måde så jeg får lyst til at blive veganer – min glæde for at indtage kød, men især også mejeriprodukter er alt for stor til det, men der er mange elementer i den veganske kost der inspirerer mig. Et af dem er alternativerne til mejeribaserede dressinger og dips, som oftest er baseret på nødder. Ikke alene fungerer de fint som erstatning, de smager også afsindig godt og som gevinst kan de laves temmelig sundt.

Normalt laver jeg ikke en dressing på mejeriprodukt(er) til en salat, medmindre jeg laver den klassiske Mormorsalat , men bruger oftest at lave en form for vinaigrette. Oftest synes jeg dressinger baseret på mejeriprodukter bliver for tunge og får salaten til at klaske. Ligesom det slet ikke er det smags-register jeg sigter efter. Anderledes let er denne dressing, en dressing der kan smages til i den retning man ønsker.

I opskriften her er dressingen vendt godt rundt med (rød)grønkål, som er en af mine efterårs og vinterfavoritter i salatskålen. Salaten bliver yderligere piftet op med friske pærer, lidt syrlige tørrede bær og små chips af jordskokker. Nøddesmagen, også fra jordskokkerne, passer rigtig godt til kålen og de sødlige friske pærer.

Forresten, så er jordskokkerne af egen avl. En afgrøde jeg virkelig kan anbefale at dyrke, især til jer der har en lille have ligesom vores Urbane have. Vi satte 4-5 jordskokker, fik hurtigt 8 planter som hver især gav en god portion, og de er ikke synderlig pladskrævende. Desuden kan man spise jordskokkens smukke blomster, vidste du det? De smager af, ja jordskokker, på en mere nedtonet måde. Af gode grunde har jeg ikke pyntet salaten af med blade fra en jordskok blomst, da de jo er afblomstrede. Det blev til smukke orange blade fra en af de sidste morgenfruer fra haven i stedet.

Grønkålssalat m. cashew dressing

Opskriften er til 2 pers.

Ca. 100 g grønkål

1 pære

1 jordskok

En lille håndfuld Incabær, eller anden syrlig tørret bær

Oliven, – eller smagsneutral olie til fritering af jordskokken

+ flagesalt

Cashew dressing:

60 g cashewnødder, udblødte

4 spsk olivenolie

Saften af en citron

Frisk kværnet peber

En smule vand

Udblød nødderne natten over.

Hæld vandet fra nødderne og kom dem i en minihakker eller en blender. Tilsæt de øvrige ingredienser, og blend til du får en cremelignende konsistens. Tilsæt evt en smule vand. Smag til.

Skyl grønkålen grundigt og slyng den i en salatslynge. Skær de grove stokke fra, også dem der går gennem bladet. Hak kålen fint. Kom den hakkede grønkål i en skål og hæld dressingen over, bland grundigt sådan at dressingen hænger ved bladene.

Skyl pæren og skær den i skiver, halver skiverne og skær kernehuset fra.

Skræl jordskokken og skær den på et mandolinjern i tynde skiver. Varm en pande op med oliven, – eller smagsneutral olie til olien syder en smule. Kom nu jordskokkerne i olien i et enkelt lag, til de begynder at tage farve. Vend dem undervejs og hold godt øje med at de ikke branker. Kom jordskokke chipsene på et fedtsugende underlag og giv dem lidt flage salt.

Anret nu salaten, eksempelvis på et fad – kom chipsene på til sidst sådan at de ikke bliver bløde.

Prøv f eks med appelsinsaft i dressingen i stedet for saften af citron og kom tørrede dadler i salaten i stedet. På den måde får du en perfekt salat til noget af det mere tunge og fede kød, eks vis and.