Rødbedesalat m.saltristede græskarkerner, feta og ærteskud

Rødbedesalat/LaCucinaNada

Som læser af bloggen her, ved du at jeg er lidt af en flexitar – sådan en der spiser mest grønt, linser, kerner mv, og ikke så meget kød. Sådan har jeg valgt at leve, da jeg dels er mest vild med grøntsager, men også fordi jeg har taget nogle valg. Valg omhandlende at jeg kun spiser økologisk kød og fisk, og den slags koster en del mere end det konventionelle af slagsen, samt et valg om at passe på den planet vi lever på. Man kan mene mangt og meget om mine valg, men livsstilen passer mig fortrinligt og stimulerer min kreativitet i køkkenet.

Der kommer en del vegetarretter ud af det, nogle bedre end andre, og jeg øver mig stadig – øver mig i at få sneget umami smagen ind i en del af retterne, og i at det skal være mættende og nærende. Senest er jeg blevet mindet om mit indtag af D-vitamin, da det har vist sig, at jeg er i katastrofalt underskud af dette, og min speciallæge nu har sat mig på intensiv D-vitamin kur. Nuvel, selvom det er Meat Free Monday i dag, skal det nu ikke handle mere om kød eller ej, men om en salat jeg lavede her til aften. En salat jeg ikke havde i sinde at blogge om, men som blev så lækker at jeg fik lyst til at dele opskriften med jer. Salaten indtog jeg som hovedret, men den kan selvfølgelig også slå følge med et stykke kød. Anret salaten imens rødbederne er varme, så smelter fetaen så dejligt.

So here goes …

* * * * *

Rødbedesalat m.saltristede græskarkerner, feta og ærteskud:

-Opskriften svarer til 1 person som hovedret-

5 mellemstore rødbeder

Et par håndfulde græskarkerner

God olivenolie

Flagesalt + frisk kværnet peber

1 spsk honning

1 1/2 spsk solbæreddike (eller anden eddike med dybde og let syrlighed, men solbær klæder rødbede noget så fortrinligt!)

Et par friske timian stilke

50 g feta (fra blok)

Friske ærteskud (rucola salat eller friske spæde spinatblade vil også være lækkert til)

* * * * *

Tænd ovnen på 225 grader.

Skræl rødbederne, og skær dem i kvarte og kom rødbederne i en bradepande.

Rør/pisk eddike med olie, honning, salt og peber. Hæld over rødbederne, og læg timian ved.

Bag i ca.30 min. Vend i dem undervejs. Rødbederne skal være møre, men stadig have bid.

Rist imens græskarkernerne i en smule olie, og drys med flagesalt. Pas på med for meget varme – kernerne popper ligesom popcorn, og bliver hurtigt brændte. Læg græskarkernerne på et fedtsugende papir.

Anret rødbeder på et fad, hæld lidt af dressingen de er bagt i over dem. Smuldr fetaosten over rødbederne. Pynt med græskarkerner og ærteskud.

TIP: lav evt en større portion af græskarkernerne, de er mega gode som snack!