Frisk Kyllingsalat m.tahindressing

 

 

Forleden havde jeg “damerne” på besøg til en af vores regelmæssige middage. Jeg havde ikke rigtig styr på hvad jeg ville servere for dem, udover de små tarte tatin som jeg bagte i søndags. Men et kig i fryseren gjorde udfaldet, vi skulle da nyde den halve frilandskylling som jeg havde købt på mit besøg på Kirkehøjens Limousine tidligere på sommeren. Og da jeg samtidig havde en del lækre grøntsager, så besluttede jeg mig for at lave et stort mættende fad med en kyllingsalat.

Sådan nogle friske salater spiser jeg selv rigtig ofte, særligt til frokost, men også til aften. Min læring ligger i, at få lavet nogle dressinger der virkelig smager, giver saft og gør at salat-oplevelsen ikke står tilbage som værende tør. Det lykkedes denne gang så godt, at jeg fik lyst til at dele den med jer.

For selve salaten vil jeg ikke give en opskrift på, blot et par gode råd: bruger du kylling i en salat, så gør dig selv den tjeneste at købe et hæderligt stykke fjerkræ! Investerer du i en god økologisk kylling, så får du så meget kød for pengene, at det er mad til flere dage, hvis I er en familie på 3-4 medlemmer, sågar mad til min.2 dage. Selvfølgelig ikke hvis man spiser sig mæt i kød alene. Her grydestegte jeg den halve kylling, der var på lidt over 1 kilo, dagen før. Kom den på køl, og gemte væsken i gryden. Dagen efter pillede jeg kødet fra, og kom skrog, skind og ben op i kogevandet fra dagen før, tilsatte bla bladene fra det blomkål der også kom i salaten og lod det simre et par timer til en kraftig fond. Fonden er nu frosset ned, og kan bruges til både supper, sammenkogte retter, risotto osv osv.

I min salat kom der flg i: (der var til 3 pers. samt til min frokost dagen derpå)

  • Grønne bønner, let dampede
  • Forskellige spæde salater
  • 1 lille blomkål, råt og nippet i små buketter
  • Kylling-kød
  • Samt tahin-dressing, der blev hældt over tilsidst

Se her et smukt blomkål – orange!

Købt hos den lille lækre grønthandler “Stefanos Grønne Hjørne” i Stefansgade på Nørrebro.

Tahin-dressing:

  • Ca.3 dl græsk yoghurt
  • 2 spsk tahin (alt efter hvilken konsistens den har)
  • Saften af 1 citron
  • Frisk kværnet peber
  • Et par drys groft salt, evt kryddersalt
  • 2 tsk spidskommen, jeg brugte hele ristede frø som jeg kvaste let
  • 2-3 fed hvidløg
  1. Kom yoghurt i en dyb skål, og tilsæt alle ingredienserne.
  2. Pisk det godt igennem. Smag til, tilsæt evt mere citronsaft eller flere krydderier.

Dressingen smager af en yoghurt dressing, med et snert af hummus-smag. Man kan sagtens tilsætte den færdig piskede dressing finthakkede krydderurter, eks vis koriander, bredbladet persille.