Søg

GIVE AWAY: Johan og Almas første køkkenhave

Theresa Maria Jessing, ja hende der er gift med Frank Erichsen, bedre kendt som Bonderøven, har skrevet og illustreret en børnebog i samarbejde med gemalen. Om bogen siger hun selv, at det er en bog med et fagligt indhold, der formidles via en historie, så det er en slags børne-faglitteratur med vægt på skønlitteratur. Uanset hvad den måtte betegnes som, er det en virkelig fin bog. Ikke mindst de skønne illustrationer som forfatteren også står for. I sig selv er jeg sikker på at de vil give mange børn lyst til at anlægge en køkkenhave i mindre eller større format.

Bogen starter med at Johan får idéen til, at han og hans lillesøster Alma skal indrette deres helt egen køkkenhave på familiens jord ved Kastanjegården som de bor på. Herefter blander søde historier sig med livets gang i køkkenhaven, suppleret med enkelte opskrifter og fakta sider om f eks hvordan en mistbænk fungerer, for endelig at slutte af med en fint illustreret såtabel.

Hvis du har have, kolonihave, adgang til et stykke jord eller en altan, og har børn i dit liv på den ene eller den anden måde, så er det her en rigtig fin og lærerig bog. Og den kan du lige nu vinde et eksemplar af – skriv blot hvilke børn du har i tankerne at give og måske læse bogen sammen med. Kommentaren skal lande her på bloggen senest onsdag d.9.maj, husk at angive din mailadresse så jeg kan få fat i vinderen.

Johan og Almas første køkkenhave, Theresa Maria Jessing, bogen er udkommet på forlaget Turbine og har en vejl. pris på 199,95 kr.

GIVE AWAY´en er blevet til i samarbejde med forlaget.

Reklamer

Guide til spiselige planter: Vulkansurkløver (rød skovsyre)

I guiden til spiselige blomster og planter er vi nu nået til en af de nok mest eksponerede, nemlig den der i folkemunde kaldes rød skovsyre. I grunden hedder den ikke sådan, men derimod vulkansurkløver, Oxalis vulcanicola på latin. Vulkansurkløver hører til surkløverfamilien, Oxalidaceae og navnet Oxalis hentyder til som navnet antyder, oxalsyre – ligesom i rabarber. Som du nok ved er oxalsyre er giftigt i store mængder, men den slags mængder indtager man jo slet ikke når man pynter af med henholdsvis bladene og blomsterne fra vulkansurkløveren eller bruger den i små mængder – i store mængder smager den slet ikke godt.

Vulkansurkløver er oprindelig en plante fra syd, – og mellem Amerika, og hører ikke til i vores flora som den vildtvoksende skovsyre Oxalis acetosella. Den har mørkerøde blade, nærmest lilla på bagsiden og får gule blomster. Blomsterne springer ud i solskin, og derfor trives planten bedst lyst. Der findes efterhånden et par varianter af spiselig Oxalis, f eks en sort hvor bladene er nærmest gyldne og blomsterne hvide. Spørg efter dem på planteskolen eller hos en gartner der dyrker krydderurter. Eller spørg om du må få et par stiklinger hos venner og bekendte.

Faktisk er Vulkansurkløver en flerårig plante, men så skal den stå frostfrit om vinteren. Af den årsag, samt fordi den formerer sig ved hjælp af underjordiske stængler, og kan blive afsindig stor kan det være en fordel at sætte den i krukker. I Den Urbane Have har vi nu haft den i plantekasserne ude i enderne, sådan at den kan falde ned over kanten og pynte med sin pragt og har blot gravet dem op i efteråret, hvorpå vi har sat nye i foråret. Mest af alt fordi vi ikke har plads til særlig mange overvintrende planter. Til gengæld har vi hver gang taget afstikkere og på den måde lavet nye planter, hvilket er helt vildt nemt – enten kan du klippe stiklinger af og sætte dem i vand, hvor den så forholdsvist hurtigt sætter rødder, eller du kan blot stikke stiklinger i jorden. Hvis du gør det sidste skal du være meget opmærksom på om planten er fugtig nok.

Senest har jeg brugt vulkansurkløver blade til at pynte af med på disse agurkeruller m.makrelsalat og samtidig med at det ser fint ud, så giver de lige det syrlige pift.

Selv pynter jeg ofte mad af med især bladene som har en dejlig let syrlighed, og det være sig i både det søde og det salte køkken, blot at syren passer til i smagen. I løbet af sommeren hvor vulkansurkløveren sætter en masse af de små fine blomster bruger jeg også løs af dem. De smager af knap så meget som bladende og passer derfor ind lidt flere steder.

Her et eksempel på hvor fint og enkelt de små gule vulkansurkløver blomster kan være med til at pynte en lille anretning med hvide asparges af.

Årsagen til at jeg deler dette indlæg på denne årstid, er at det er et helt perfekt tidspunkt at få trimmet sin vulkansurkløver lidt, nu den skyder helt nede fra med friske skud. Det man klipper af, kan man jo så oplagt bruge til at lave stiklinger af til nye planter. Sidste år havde vi ikke vulkansurkløver i vores by-køkkenhave, noget jeg ærgrede mig over og har bestemt mig for at vi skal have i år. Så nu er jeg ved at stiklinge-formere den noget forhutlede vulkansurkløver jeg har stående i min windowfarm.

På billedet ovenover ses Vulkansurkløveren i plantereolen vi har i Den Urbane Have. Vi havde blot taget et par afstikkere fra moderplanten og så sørgede de selv for at slå rødder i deres nye bolig. Har du ingen have, så fortvivl ej, vulkansurkløver trives rigtig fint indendøre, ligesom den vil gøre det på de aller fleste altaner.

 

Gen-dyrk bladselleri

Ved mit forsøg på at fotografere urtepotten, synes min ene kat at hun da skulle være med på billedet, så det fik hun lov til, den lille linselus.

Nu har jeg gennem nogle år gendyrket grøntsager af forskellig slags og har fundet nogle favoritter som jeg er særlig vild med at dyrke. En af dem er rødbede, som giver de skønne rødbedeblade til salater, en anden er bladselleri som især giver toppene, men faktisk også reelt gendyrker sig. Det er en flippet tanke at man kan plante en grøntsag igen, blot man har den del af den som sætter rødder tilbage, men samtidig er det jo sund fornuft. Fænomenet er sikkert opstået i krigstid eller anden periode med økonomisk nedgang og med mangel på ressourcer. I hvert fald kan man læse om det i forbindelse med Victory Gardens, som nok har været forgængeren for kolonihaven, hvor byboere fik mulighed for at dyrke jorden i, eller tæt på byerne.

Jeg får ret forskellige reaktioner når jeg enten deler billeder af gen-dyrk eller folk ser mine gendyrknings-projekter herhjemme. Mange er overraskede over at man overhovedet kan, og det siger jo nok noget om vores manglende basale viden om dyrkning af grøntsager, især yngre generationer og bymennesker har jo nærmest aldrig set hvordan en grøntsag dyrkes. Nuvel, det emne skal vi ikke ind på i dette indlæg.

Det skal derimod handle om gen-dyrk af bladselleri, en grøntsag de fleste af os nok ikke bruger vildt ofte og sjældent også et helt bundt af gangen. Selv gør jeg det, at jeg skærer stænglerne af et par cm over bunden, skyller dem alle, tager den mængde fra jeg skal bruge og så skærer jeg resten i skiver og fryser dem i mindre portioner. Bunden sætter jeg så over et glas med vand, sådan at den kun lige rører vandet. Jeg skifter vandet regelmæssigt indtil den har slået en del rødder, og så planter jeg den i en potte med jord. Her skyder den afsindig hurtigt friske skud, som jeg klipper af løbende og drysser på f eks bolognese og simreretter og ellers lader jeg blot planten vokse sig stor og frodig til den efterhånden har sæt nye stængler jeg kan spise af. I år vil jeg grave planten her ned i en af plantekasserne i vores by-køkkenhave i gården hvor bladselleri virkelig har mulighed for at vokse sig stor og frodig.

TIP: har du ikke et glas eller andet der passer helt i forhold til at bladsellerien kun må få tæerne i vand, sæt da tandstikkere ind i den og lad dem hvile på glassets kant.

På billedet ses også et par porrer sammen med bladsellerien, for man kan jo lige så godt udnytte pladsen, når man som jeg har meget lidt vindueskarmplads. Porrer sætter kun friske toppe og gendyrker ikke sig selv som en egentlig porre. Toppene bruger jeg til alt det man bruger purløg på, da smagen er ret ens, eller der hvor jeg synes der mangler et lille friskt pift løgsmag. F eks har jeg forsøgt mig med finthakkede porretoppe i en mayonnaise til en sandwich, hvilket blev ret så godt. I dette tilfælde skal porrerne også plantes ned i haven i gården, men med det formål at lade dem gå i stok og dermed blomstre med de smukkeste Allium blomster.

Jeg lover dig at det er virkelig let at gendyrke en bladselleri, og jeg vil varmt anbefale dig at prøve næste gang du har et! Har du en gnaver boende er de som oftest også meget begejstrede for de friske skud.

Agurkeruller m. markelsalat

 

Påsken står for døren og traditionen byder på især en masse fisk på frokostbordet. Selv er jeg ret begejstret for at røre en fiske-salat, eller to, af en slags til at sætte på påskebordet og her gør især røget fisk sig godt. I denne udgave har jeg helt simpelt plukket en hel røget makrel og blot rørt den med en fed creme fraiche. Vil du have en mere smag i din udgave kan du jo tilsætte lige det du ønsker, f eks er kapers et fantastisk pift, men det kan også være frisk citronsaft og/eller friske krydderurter eller ramsløg. Her er det serveringen der er med til at sætte smagene, hvor den friske agurk, den skarpe purløg og den let syrlige skovsyre supplerer den fede fiskesalat på perfekt vis.

Prøv også med skiver af røget laks eller hellefisk i en agurkerulle. Det er et format der er til at lege med og derfor vil børn uden tvivl også synes det er sjovt at være med til at lave agurkerullerne.

Agurkerullerne her vil også kunne serveres som en forret eller til en aperitif, dog kræver de en tallerken og bestik da man bliver nasset på fingrene.

Af opskriften bliver der ca.7-8 ruller, som du kan gange op hvis du vil lave flere.

Agurkeruller m. markelsalat:

1 varmrøget makrel

1 agurk

2-3 spsk Creme fraiche

Frisk kværnet sort peber

1 bdt purløg

Frisk skovsyre

Tandstikkere

Skær hovedet af makrelen og åbn den på midten. Tag fiske kødet ud og kom det i en skål – husk at mærk og se efter for ben. Hak det i mindre stykker med en gaffel i skålen.

Rør nu creme fraiche i lidt af gangen, og smag til med peber. Salaten skal være ret fast i konsistensen for ikke at ryge ud når du laver rullerne.

Skyl agurken og tør den.

Skær den på langs på et mandolinjern, eller så tyndt og fint du kan med en kniv.

Læg nu en skive agurk af gangen på et skærebræt og kom makrelsalaten på med en teske – læg ikke på i enderne og kom ikke for meget på. Kommer du for meget på, kan det nemt fjernes undervejs med en smørekniv. Rul nu fra en ende til den anden. Hold rullerne sammen med en tandstik.

Hold dem på køl indtil de skal serveres, og server dem ikke iskolde. Ved servering pyntes de af med hakket purløg og skovsyre. (Eller måske med stedmoderblomster, frisk dild eller hvad du nu synes smager og passer til)

 

GIVE AWAY: 2 billetter til Lakridsfestival

Er du vild med L A K R I D S? Så får du her muligheden for at være med i lodtrækningen om 2 stk billetter til weekendens lakridsfestival. På festivalen kan du smage, snuse og lære om lakrids, måske ligefrem få nye idéer til brugen af lakrids i både det søde og det salte køkken.

Du kan se hele programmet her  – vær opmærksom på at billetterne er gældende nu på søndag, d.25.3.18 i tidsrummet 14.30-16.30. For at være med i lodtrækningen skal du skrive i kommentarfeltet hvordan du synes bedst om lakrids. Det skal du gøre senest i morgen midnat. Husk at angive din mailadresse, sådan at jeg kan få fat i vinderen.

Pasta Arrabiata

(*ANNONCE)

Selvom jeg prøver alle mulige retter af, her i mit lille cucina og er forholdsvis nysgerrig på at smage på nye smagskombinationer, så er der én ret jeg vender tilbage til igen og igen. Også med formatet pasta med tomatsauce eksperimenterer jeg, men det der altid er gældende når jeg laver det, er at de rene smage trænger tydeligt igennem. Og jeg må bare konstatere at det er den slags retter jeg synes bedst om. Måske er det fordi jeg har fået italiensk mad ind nærmest med modermælken, for er der ét køkken der dyrker og værner om at de enkelte smage skal stå frem i en ret, så er det efter min mening det italienske.

Udover at have fået en hel del italiensk mad serveret hjemme og i Italien, kom vi en hel del på en italiensk restaurant som også lå i min barndomsgade Skindergade, Piazza Navona, hvor ejeren godt nok var pæredansk men hans kokke var altid fra støvlelandet. Jeg var så hjemmevant på den lille restaurant i to etager, at jeg kom i køkkenet hvor jeg synes bedst om at være. Her var jeg fri for voksensnak, og her lærte jeg mere end jeg dengang var klar over. Her fik jeg lov til selv at kreere mine desserter, som slet ikke stod på menukortet. Her holdt jeg mit barne-italienske ordforråd lidt ved lige, og her blev pjattet og fortalt røverhistorier som jeg holdt meget af at lytte til. En aften synes en af kokkene, at jeg skulle stå for min mors bestilling, helt selv og jeg blev instrueret i at lave penne arrabiata. Jeg vil skyde på at jeg har været omkring 9-10 år gammel, og jeg kan huske jeg følte mig som ligeværdig med kokken og var stolt som bare pokker da tjeneren afslørede for min mor hvem kokken var.

Nu er arrabiata jo ikke nogen svær sauce at lave, men med den barndomserindring og med min smag for det simple, så står den ret som noget helt særlig for mig. Også selvom det for mine barndoms-smagsløg var en lidt stærk sauce med den friske chili i. Du bestemmer jo helt selv hvor stærk du vil have din arrabiata, men den er bedst når det blot bider lidt og man stadig sagtens kan smage tomaterne.

Når man læser om arrabiata og søger på opskrifter, så er det som om der er to skoler, hvor den ene sværger til at der skal koges pasta penne til, ligesom de gjorde på Piazza Navona, for som kokken der sagde, så suger de saucen bedst. Jeg koger lidt forskellige pasta typer til, og har her i denne opskrift valgt stringozzi som er en virkelig delikat pasta med bid i. Og som med alle andre retter er det jo afgørende hvilke råvarer og produkter man bruger, men især i forhold til de helt enkle retter synes jeg at kunne smage, når der er spenderet en smule på dem. Derfor har jeg forkælet denne tomat sauce med hjemmedyrkede chili, en anelse flagesalt og den lækreste  olivenolie jeg længe har smagt. Mindre kan selvfølgelig gøre det, men und dig selv at bruge det bedste du har råd til og gør denne for italienerne en forret, til den ypperste hovedret.

*Denne opskrift er udviklet i samarbejde med Det Italienske Køkken som er en online shop der sælger udvalgte italienske kvalitetsprodukter. Hvis du skulle blive fristet af nogle af lækkerierne i shoppen, så får du 15% rabat ved at bruge koden: lacucinanada !

Pasta Arrabiata:

4 personer

6 spsk olivenolie

3 fed hvidløg, pillede

1/2 – 1 frisk chili, efter styrke (jeg brugte 1/2 de Cayenne + 1/2 middel stærk Habanero)

390 g hakkede tomater fra dåse/karton

Ca. 100 g pasta efter eget valg pr. pers.

Et nip flagesalt + evt 1/2 tsk sukker

Sæt vandet over til pastaen og kog det sideløbende med at du laver saucen.

Udkern chilien og hak den fint.

Varm olien op i en sauterpande ved middel varme og svits nu hvidløgsfeddene samt chili heri til hvidløgene er brunede af. Pil hvidløgene op. Hold godt øje med panden, sådan at den hakkede chili og hvidløgene ikke branker.

Hæld nu de hakkede tomater på panden, og lad det simre ved svag varme. Smag til undervejs med salt og evt sukker hvis du synes den er for syrlig – sukkeret drysser du blot udover og lader smelte ned i saucen.

Monter saucen med en anelse olivenolie, hæld vandet fra pastaen og hæld pastaen i saucen. Det gør ikke spor at der hænger en lille smule af vandet ved pastaen når den kommer over i panden. Bland nu godt og lad blandingen få lidt højere varme et par minutter.

 

Per favore, Boun appetito!

Har du fået lyst til at bage flutes til pastaen?

Så se min opskrift på hjemmebagte sprøde flutes her.

Flutes

Når man sådan er bidt af at lave mad, så følger der jo igennem årene grej med til samlingen. Med begrænset plads i mit cucina dog knap så meget som jeg kunne ønske mig og drømmer om. Men en af de ting jeg har erhvervet mig for år tilbage, er en baguette-rist, som mange vil mene er undværlig og det er den måske også, men den giver bare et langt mere sprødt flutes eller baguette om man vil pga de perforerede huller. Desuden flader de ikke ud, som man risikerer når man bager dem på en bageplade, da buerne er med til at holde dem på plads. Så er du en der synes om at bage flutes så vil jeg anbefale dig en sådan rist.

Der findes rigtig meget godt flutes hos bagerne rundt omkring, men de er også ret bekostelige og så er der bare noget mega lækkert ved hjemmebag, ikke? Jeg har bagt både grove og lyse flutes, har fulgt opskrifter og improviseret igennem årene. Nu fik jeg lyst til at udvikle opskriften på klassisk lyst flutes bagt med type 00 mel, sprødt og luftigt ligesom sådan et skal være. Der er ikke mange ingredienser i, og det kræver ikke det store håndelag. Blot kræver det en smule forberedelse da de bages med en fordej og altså skal startes dagen før.

Flutes:

2 stk.

Dag 1.

100 g hvedemel type 00

1 dl koldt vand

2 g gær

Et dryp olivenolie

Bland alle ingredienserne i en større skål og dæk den til med husholdningsfilm. Lad den hæve natten over på køl.

Dag 2.

300 g hvedemel type 00

10 g groft salt

8 g gær

1,6 dl koldt vand

0,5 dl olivenolie

Kom ovenstående i fordejen og ælt grundigt og længe det hele sammen.

Kom en anelse olivenolie i skålen og læg dejen heri. Dæk den til og lad den efterhæve en times tid.

Kom lidt mel på bordet og del dejen i to. Ælt nu dejklumperne og form to flutes – husk at luk enderne til. Læg flutes i bageristen, eller på en bageplade med bagepapir, og lad dem hæve lunt og tildækket yderligere i 30 minutter.

Forvarm ovnen på 250 grader.

Sæt en bradepande med vand nederst i ovnen for at skabe damp – medmindre du har en dampovn og sæt nu bageristen ind på en rist midt i ovnen. Skær snit – ca.3 i hvert flutes med en skarp kniv. Skru ned på 220 grader varmluft og bag dem i ca. 15 min. til de let gyldne udenpå og lyder hult når du banker på dem.

Lad flutene køle af. Bræk af og nyd – ikke mindst den sprøde lyd.

Manitoba boller

Normalt sværger jeg til den helt simple metode når jeg bager boller, og oftest også brød. Metoden er den vel efterhånden nok så kendte no-knead, altså ingen æltning, ligesom jeg lader dejen langtidshæve natten over og former boller direkte over på bagepladen uden hævning. Den metode giver lækre seje boller og en god sprød skorpe. Og så er den helt vildt let, og kræver et minimum af oprydning. Nu har jeg så igennem et stykke tid bagt forskellige former for boller og brød med hvedemel-typen manitoba. Det har givet en anderledes krumme, en langt mere sprød skorpe og virkelig gode resultater. Nogle steder anbefales det, at man blander med andre meltyper da manitoba har en høj hæveevne, læs nedenfor, og jeg har nu efterhånden prøvet med lidt af hvert. Forleden brugte jeg udelukkende manitoba hvedemel og forenede mine bagemetoder om man så må sige; jeg æltede dejen på røremaskinen temmelig længe, lod den hæve natten over på køl og lod bollerne hæve lunt en times tid. Det gav et helt perfekt resultat. Noget mere kompakte boller end mine sædvanlige, men stadig meget luftige og lette, faktisk sådan i stil med dem man køber hos bageren. Og så får de den smukkeste gyldne og sprøde skorpe – helt uden pensling og damp!

Navnet Manitoba stammer fra regionen med samme navn i Canada, hvor man har dyrket denne type hvede længe. Manitoba hvedemel har et højt protein, – og glutenindhold hvilket giver det en god hæveevne samt en langt mere elastisk dej. Hvis du køber en fintsigtet udgave af melet får du de fineste skaldele og den sunde kim med og melet er derfor ikke helt hvidt, hvilket gør at dit bagværk bliver let gyldent.

 

De nærmest skriger på smør, de her skønne boller – perfekte på morgenbordet, men også velegnede som kuvertbrød.

 ____________________________________________________

Manitoba boller:

-10 stk.-

10 g gær

4 dl koldt vand

500 g manitoba mel

2 tsk groft salt, strøgne

Opløs gær i en smule af vandet. Kom det og resten af vandet i røremaskinen, og start ved langsom hastighed, tilsæt melet lidt ad gangen. Sæt hastigheden op, tilsæt salt og rør nu dejen i ca.10 min. til den er elastisk og har samlet sig.

Pensl en stor skål med en smule olie og kom dejen heri. Dæk med husholdningsfilm og lad den hæve i køleskabet natten over.

Kom bagepapir på en bageplade og form nu 10 boller – mål enten dejen op i 10 lige store stykker eller tag på øjemål en klump af gangen. Lad dem hæve tildækket et lunt sted en god times tid.

Varm ovnen på 230 grader og sæt bollerne lige under den midterste rille i ovnen. Bag til de er lysebrune, sprøde udenpå og lyder hult når du banker på dem, ca.15-20 min. alt efter din ovn.

Lad bollerne køle af på en bagerist.

Anmeldelse: madkursus i KBH Madhus

*REKLAME

Er du træt af den samme rokade af hverdagsretter som de fleste danskere gør sig i – Rugbrød m. pålæg, suppe, kylling med kartofler/grøntsager, pizza, koteletter, schnitzler, mørbradbøf, pastaret, frikadeller og hakkebøf – og så nærmest forfra igen ? Så er det måske en god idé at tage på madkursus? En aften væk fra hverdagen, en aften i selskab med andre nysgerrige på at lære nyt og forhåbentlig en indkøbskurv fuld af inspiration til kommende måltider med hjem. Og selvsagt med en dygtig formidler som underviser.

Det er noget af det Københavns Madhus byder på, udover at have professionelle faciliteter og hyggelige rammer. Kursus udbuddet byder på forskellige emner, hvor der også er specifikke kurser for børn. Og det er en ret så god idé at udnytte lokalerne i aftentimerne og weekends også, selvom det mestendels benyttes til at uddanne fagfolk og andre køkken professionelle.

I forbindelse med en give away af et fermenteringskursus her på bloggen, blev jeg også selv inviteret med på kurset og måtte tage en ven med. Det kunne jeg jo ikke takke nej til og det selvom fermentering egentlig ikke rigtig er bidt an på mig. Men man kan jo altid dygtiggøre sig og lære nyt, ikke?

Min foodie-ven og jeg blev hjertelig modtaget ved ankomst og der var gjort klar til os kursister på fin og hyggelig vis. Underviseren viste sig hurtigt at brænde helt vildt for emnet og gik, som han selv sagde flere gange, ligefrem i selvsving på den nørdede del af fermentering. Det synes jeg ret godt om. En der brænder for sit emne er en langt bedre formidler end en der ikke gør. Desværre missede vi nogle af anvisningerne, og desværre stod de ikke klart på de papirer vi fik med hjem, hvilket er lidt ærgerligt nu man bruger en aften, råvarer og tankevirksomhed på det. Men til gengæld fik jeg det med mig hjem, at fermentering slet ikke er så svært og kompliceret som jeg hidtil har gjort det til. Og jeg har nu fået mod på at starte lidt i det små herhjemme med at fermentere især kål, som afgjort også er det jeg synes bedst om at spise.

Og så er der flyttet en eddike-mor ind i mit køkken, sådan en de trendy madører bruger til at lave kambucha, men som jeg vil forsøge at lave min egen eddike af. Alt i alt vil jeg sige at det var en god og lærerig aften, en aften hvor der var rig mulighed for at stille spørgsmål undervejs da vi ikke var så mange på kurset. KBH Madhus vægter at der på kurserne er omkring 16 deltagere, sådan at det netop gør dialogen mulig. Det synes jeg er en god prioritering.

En anden ting jeg fik ud af kurset, og som underviseren lagde tryk på flere gange, er at han bruger sine fermenterede grøntsager som base og supplere med friske. Det fik vi selv smag for ved middagen som vi indtog hen mod slutningen af aftenen. Her havde vi snittet en masse ekstra frisk spidskål, kinakål og gulerødder som vi selv blandede med nogle af de kimchi og andre fermenterede sager underviseren havde medbragt. Det fungerede ret godt sammen med det langtidsstegte svinekød han også havde forberedt.

Det er nyt at madhuset udbyder kurser til private og i dette forår har de udover kurset i fermentering kurser med overskrifter som Fristende flexitarretter, flere kurser for børn og et kursus med fisk som nu er udsolgt. Du kan se oversigten og priserne på kurserne i linket længere oppe og ellers holde øje med madhusets udbud senere hen.

Jeg har tidligere været på kursus i Københavns Madhus – et kursus for fagfolk i mellemmåltider og med oplevelsen forleden oveni, vil jeg varmt anbefale kurserne for private også.

*Indlægget her er som sådan ikke skrevet på bestilling fra KBH MADHUS, og holdningerne er alene mine. Dog skal det bemærkes at jeg blev inviteret med på kurset for deres regning.

Blog på WordPress.com.

Up ↑