Abrikoskage m.pinjekerner

Abrikoskage/LaCucinaNada

Er der en type frugt der sætter mig i en stemning af sydens sol med små snævre gader, varme sandstrande, markeder bugnende af gode råvarer og lækre brune ben, så er det stenfrugten. Nektariner, ferskner, paraguayos og abrikoser mv.

Blot at gnaske dem i sig er det allerbedste, især når det er on-location og den søde saft slukker ens tørst i varmen. Hvor melon for mange er lig med sommer, er stenfrugten det for mig. Som barn husker jeg de meget modne og søde friske abrikoser i Italien, og som helt ung de kæmpe store saftige ferskner og nektariner i Grækenland, som var fast at finde på min morgenmenu.

Noget de frugter egner sig rigtig godt til, er at blive bagt. Enten blot befriet fra deres sten med sukker strøet over og en fed creme serveret til. Eller i en tærte eller i en kagedej. Således husker jeg min ene Italienske tante bagte rustikke kager, hvor hun kom olivenolie i dejen, som vi bruger smør. Det giver kagen en anden mere svampet konsistens, og tilfører den en dyb smagsnuance. Sådan en type kage fik jeg lyst til at efterligne sent i går aftes, da jeg havde nogle ret skønne friske økologiske abrikoser som jeg havde købt på nemlig.com. Den ramte ret godt smagen, sådan som jeg husker den.

Du kan sagtens bage kagen med nektariner eller ferskner i stedet, som den skarpe læser nok har iagttaget, så har jeg forsøgt mig med både abrikoser og nektariner.

Du får min opskrift her:

Opskriften svarer til en springform, jeg bagte den blot i 6 små tærteforme.

* * * * *

Abrikoskage:

100 g hvedemel

100 g mandler

2 æg

150 g rørsukker, lys

1/2 strøgen tsk groft salt

1 tsk bagepulver

100 g god jomfruolivenolie

Ca. 7-8 friske abrikoser (bruger du nektariner, da knap så mange, da de jo er større)

20-30 g pinjekerner

* * * * *

Smør springformen med en smule olivenolie eller med smør.

Opvarm ovnen på 165 grader.

Skyl abrikoserne, og dup dem tørre. Skær dem i halve, og befri dem for stenen. Skær dem yderligere i halve, sådan at du har 4 både.

Mal mandlerne til fint mel.

Pisk æg og sukker sammen til en luftig masse. Tilsæt olien løbende undervejs.

Bland mel, bagepulver og salt. Sigt blandingen i dejen, og pisk dejen sammen.

Hæld nu dejen i formen.

Fordel abrikoserne i det mønster du synes, evt i cirkler og afslut med én i midten. Drys pinjekerner udover.

Bag nu kagen midt i ovnen i ca. 30 min., eller til den ikke hænger i og overfladen er sprød.

Server kagen som den er, eller med en creme rørt af mascarpone og creme fraiche, ca. halvt af hver.