Efterårs frugttærte 

Denne tærte er en hyldest til nogle af efterårets skønneste frugter, nemlig æble, pære og figen. Nuvel, det er i skrivende stund ikke synderligt efterårsagtigt på vejrfronten, men det gør ikke tærten spor dårligere af den grund. 
Nyd den til eftermiddagskaffen, eller skænk et sødligt glas vin til, og spis den i godt selskab. 

Efterårs frugttærte:

2 store æbler

1 pære

2 friske figner 

– eller ca 500 g reel frugt skåret fri for kernehus mv.

3-4 spsk sirup, jeg brugte hybensirup

En smule flormelis til pynt, samt evt rosenblade eller anden spiselig blomst

Mørdej:

150 g smør

100 g flormelis

1 æg

250 g hvedemel 

Bland det bløde smør med flormelis, og sigt melet heri. Slå ægget ud i dejen, og saml den. Tilsæt evt minimalt med koldt vand, hvis ikke dejen samles helt. Sæt dejen på køl en times tid.

Varm ovnen på 185 grader.

Smør tærteformen med en smule smør, og rul dejen ud på et let meldrysset bord. Kom dejen i tærteformen, og tryk dejen fast i kanten. 

Skyl frugten, skær den i både, æbler og pære i tynde både, fignerne i ca 6 både.

Fordel frugten i det mønster du synes om – jeg starter som regel udefra i et rundt tærtefad, og lagde her frugten tagdelt og blandet undervejs. 

Bag nu tærten i ca 30 min. Hold øje med den undervejs.

Lad tærten køle en smule, og drys nu flormelis igennem en sigte over tærten. Pynt evt af med rosenblade.

Æbletærte m. ingefær, hybensirup og mandler

æbletærte/LaCucinaNada

Nuvel det er ikke sæson for æbler herhjemme, men i min bog er der ikke noget bedre end kager med æbler, så med de let syrlige italienske økologiske æbler jeg havde i mit køleskab blev det på denne regnfulde overskyede søndag til en æbletærte.

Den er meget simpel at lave, og har sådan set ikke andet end fyld end æbler. De er til gengæld krydret og sødet med stødt ingefær, citronskal og *hybensirup, og toppet med mandelsplitter. Friskt, let, knasende og krydret. Lige til en kop søndags-the.

*du kan selvsagtens bruge en anden sirup, prøv eks vis med ahornsirup. Jeg valgte hybensirup fordi jeg fik en for nylig af en veninde, og blev nysgerrig på dens smag, og fordi dens lette parfumerede smag matcher æblerne fortrinligt.

Æbletærte m. ingefær, hybensirup og mandler

Mørdej:

150 g hvedemel

75 g flormelis

1 æg s/m

100 g blødt smør

Smuldr smørret i mel og flormelis. Bland dejen med ægget til den er sammenhængende, og der ikke er flere klumper af smør. Læg dejen på køl imens du forbereder fyldet.

Rul tærtedejen ud, og kom den i en tærteform, evt let smurt med smør. Forbag tærten v.175 grader i ca.15 min. på næstnederste rille i ovnen.

Fyld:

ca.270 g (ca.2 mellemstore æbler) æblebåde, uden kernehus

1 1/2 tsk stødt ingefær

Skallen af 1 økologisk citron

6 tsk hybensirup

1 god håndfuld smuttede mandler

Skyl æblerne og tør dem. Skær dem i kvarte, skær kernehus mv fra, og skær dem yderligere i tynde både. Kom æblebådene i en skål og drys ingefær og citronskal over, vend godt rundt i æblerne.

Skær mandlerne i splitter/halve.

Læg æblerne på tærten i det mønster du ønsker, tryk dem let ned i dejen. Dryp halvdelen af siruppen udover æblerne, og drys mandlerne henover. Bag nu tærten v. 200 grader i 20 min. Tag den ud, og dryp resten af siruppen over, og bag den færdig i 5 min.

Lad tærten køle på en rist inden du nyder den.

 

Æbletærte m. kanel

æbletærte/LaCucinaNada

Noget jeg vender tilbage til igen og igen er æbletærten. Den er overkommelig at tilberede, og så smager den jo guddommeligt godt. Til min gru opdagede jeg at der ikke var en opskrift på bloggen på æbletærte, og da det er lykkedes mig at ælte mig frem til den perfekte mørdej, så skulle I jo ikke snydes for opskriften.

Æbletærte m. kanel:

Mørdej:

125 g blødt smør

2 æggeblommer

250 g hvedemel, type 00

100 g sukker

1 knivspids groft salt

ca. 3 spsk koldt vand

Fyld:

6 mellemstore søde æbler

1 strøget spsk stødt kanel

 

Bland alle ingredienserne til mørdejen, på nær vandet som du samler dejen med. Måske skal du bruge en smule mere vand, dejen skal hænge sammen, men må ikke være for klistret. Sæt den på køl en times tid. Rul den ud på et meldrysset bord, og kom dejen i en slip-let tærteform, tryk den godt ind i kanterne og skær evt overskydende dej fra.

Skyl æblerne, og halvér dem. Befri dem for kernehuset, og skær i både. Bådene deles yderligere i 3-4 skiver. Læg nu bådene taglagte rundt i formen. Drys kanel udover og bag tærten i 30 min i n forvarmet ovn på 175 grader.

Server gerne med en fuldfed creme fraiche til, og nyd den allerhelst lun.

OBS: hvis du har overskydende mørdej, så frys det og brug det i en lille tærteform eller bland det med en anden rest mørdej til endnu en tærte!

Madblogs der inspirerer, en æbletærte med karamelbund og en underskøn marcipanvaffel

Blandt madbloggere er der kotume for at man smider en kommentar på hinandens blogs i ny og næ. Altså hvis man har noget at sige. Noget af det jeg ofte har at sige er at opskriften har inspireret mig. Enten til at lave en ret der minder om det, eller også har nogle komponenter i retten fået mig på en idé. Eller også får jeg simpelthen lyst til at lave retten nøjagtig som opskriften angiver.

Ofte kommer jeg fra det igen, og det er nok fordi jeg sjældent leder decideret efter opskrifter, men mere surfer og lader mig inspirere. Og sikke med inspiration!

Nu har jeg besluttet mig for regelmæssigt at prøve opskrifter af fra nogle af alle de mange skønne madblogs, og starter i den søde afdeling.

Forleden fik jeg nemlig øje på en dåse kondenseret mælk i køkkenskabet som jeg ikke havde fået brugt, og faldt så over Lone Landmands opskrift som jeg måtte prøve af; en ÆBLETÆRTE MED KARAMELBUND, for som de skriver: “Mælken går i ét med bunden og gylden karamel opstår.Det er værd at vente på.” og billederne er bare appetitlige … Bag bloggen står landmandsparret Lone og Søren og deres lige ud af landevejen-tilgang til simpel mad og ret så morsomme brødtekster er medvirkende til at jeg kigger regelmæssigt forbi.

Her ser du mit resultat:

Æbletærte m.karamellisteret bund/LaCucinaNada

Jeg kunne ikke dy mig for at vende æblebådene med stødt kanel og kardemomme også, det er altså to krydderier der virkelig klæ´r æble!

Som de der følger mig på Instagram nok har bemærket, så gør jeg som oftest en del ud af mit morgenmåltid, og det fordi min overbevisning er at det er den bedste start på en god dag. Mange dage består min morgenmad af havregrød eller skyr, men det er svært ikke at lade sig friste af de søde fristelser som chokolade pigen Anne frister med på både bloggen, facebook og Instagram. Således lavede jeg Anne au Chocolat´s marcipanvaffel forleden. Novra den var god, og afgjort én jeg vil lave igen. I opskriften bruges blandt andet end moset banan, og det er jo en smart måde at få brugt en meget moden banan på. Det er udelukkende marcipanen og bananen der søder vaflen. Jeg nød den med en af mine vanille-citron syltede pærer skåret i skiver, en klat fromage frais (jeg havde ikke noget skyr) samt kokoschips/flager på, det var altså bare godt! Vaflen kan jo også serveres som dessert, eller til ren søndags-hygge.

Marcipanvaffel/LaCucinaNada

Velvidende at du kære læser, selvfølgelig mest af alt lader dig inspirere her på La Cucina Nada (blink blink), hvilke andre madblogs læser du så med på? Er der en madblog du vender tilbage til gang på gang? Er der en hvor billederne vækker din appetit med det samme? En hvor du altid finder det du søger? Søger du decideret efter opskrifter? Eller lader du dig blot inspirere?

Skriv endelig en kommentar,

så både jeg, og de andre læsere kan lade os inspirere endnu mere!