GIVE AWAY: Alt i en/Jamie Oliver

[Reklame, indlægget er skrevet i samarbejde med Lindhardt og Ringhof ]

Jamie Oliver fejrer det simple med over 100 opskrifter inspireret af det populære ‘one-pot’-fænomen.

Englands mest populære kok, Jamie Oliver, gør det nemt at få aftensmaden på bordet i en ruf og uden en masse opvask. Alle retter er nemlig tilberedt i kun én pande, gryde eller fad.

“ALT-I-EN er mit bidrag til at forsøge at gøre livet lidt mere simpelt, når der skal god mad på bordet uden at gå på kompromis med smagen. Bogen handler nemlig om at hjælpe dig til at planlægge dine ugentlige indkøbsture, så du helt uden stress kan kaste dig ud i knaldgode retter og den lækreste mad, uanset årstid eller om det er hverdag eller weekend. Den handler med andre ord om at gøre dit liv nemmere.” (Jamie Oliver, uddrag fra ALT-I-EN)

I ALT-I-EN byder Jamie Oliver på over 100 nemme opskrifter på hverdags- og weekendretter med et minimum af ingredienser med masser af smag.

Der er pastaretter, grønsagsretter, kyllingeretter, æggeretter, burgere og toasts, fiskeretter, kødretter og et kapitel dedikeret til kager og desserter. Det er mad, hvor alle kan være med, og der er også tænkt på vegetarerne.

Halvdelen af retterne er meget billige at lave, og de fleste ingredienser kan købes i et almindeligt supermarked. 

“ALT-I-EN har været sådan en fornøjelse at lave, og en skøn udfordring – at komme alt i kun én pande/gryde/bradepande har krævet en masse omtanke og overvejelser for at få det helt rigtige resultat.” (Jamie Oliver, uddrag fra ALT-I-EN)

Alt i en udkommer i dag (15.9.2022) og koster 299,95 kr.

GIVE AWAY!

VINDERNE ER TRUKKET !

Du kan blive den heldige vinder af et eksemplar af ‘Alt i en’ ved at skrive en kommentar til indlægget – skriv om du allerede har erfaring med one pot metoden eller måske hvorfor du ønsker at blive inspireret. Kommentaren skal lande senest d.20.9.2022. Der er hele 3 eksemplarer på højkant – du kan forøge dine chancer ved at deltage på Facebook og Instagram også.

Kofta-ret / MadbloggerUdfordringen#9 / Alt-i-én

MBU9LaCucinaNada

Kofta-retten er desværre ikke særlig fotogen, so to speak, men godt smager den. Her i selskab med tzatiki og labneh.

Og nå ja, et pokkers godt glas rødvin, men det holdt fotografen i hånden imens.

 

I 9.omgang af MadbloggerUdfordringen går det ud på at tilberede alt-i-én. Umiddelbart lyder det jo let, men der er faktisk temmelig mange retter som måske nok ender i én gryde, én bradepande, én tagine osv osv, hvor flere af komponenterne skal brunes af, koges op, svitses og des lignende. Derfor har madbloggeren her været i tænkeboks, når nu den dame der fandt på sådan en udfordring (at damen så er undertegnede, det lader så vi stå.).

Én ret blev ved med at dukke op i min brainstorm omkring hvilken der skulle være mit bidrag. Men var den for simpel? Ville jeg kunne gøre min salige mor efter? For der er nemlig tale om en ret vi fik ret ofte i mit barndomshjem. En ret jeg ikke aner oprindelsen af, men en ret som tydeligvis er inspireret af det mellemøstlige køkken. Man kan vel næsten kalde den for en arabisk lasagne, for det er en ovnret bestående af lag. Basen i retten er en fars, ligesom man ville lave kofta (frikadeller der oftest steges på spyd), godt krydret og med en masse hakket persille i. Personligt hører den til blandt mine yndlingsretter, og jeg har serveret den for mange gæster efterhånden. Det er en af alt-i-én rettens største fordele, nemlig den at man kan lave alt klar inden gæsterne kommer, og blot hive den ud af ovnen når der skal spises.

Spis den som den er, eller server evt en eller flere af flg. til: tzatiki, labneh, hummus, salat, græsk salat, dampede bønner, baba ghanoush, feta marineret i olie og friske urter, oliven, raita, græsk yoghurt rørt med hakket mynte.

I denne variant har jeg kommet feta i farsen, det kan varieres som man vil – fint hakkede oliven er også ret godt.

Kofta-ret:

Alt efter hvad og hvor meget tilbehør du serverer til, vil jeg sige at portionen svarer til 2-3 pers.

400 g hakket oksekød

500 g kartofler

3 fed hvidløg

1 bundt kruspersille

1/2 løg

50 g feta

1 tsk  groft salt

3-4 vrid med peberkværnen

1 tsk spidskommen frø

3 tsk ras el hanout (et krydderi-mix)

1 ds flåede hele tomater

 

Varm ovnen på 200 grader.

Riv løget groft, pil hvidløgene og mas dem.

Hak persillen groft.

Bland løgene, persillen og krydderierne grundigt med kødet.

Smuldr fetaen i farsen, og vend den let rundt i.

Lad farsen trække imens du ordner kartoflerne; skræl dem, og skær dem meget tyndt – helst på mandolinjern. Skyl dem for noget af stivelsen. Dup dem tørre.

Dryp en smule olivenolie i bunden af bradepanden, og bred nu farsen ud over hele bunden i et jævnt lag.

Læg kartoffelskiverne ovenpå i lag.

Fordel tomaterne og væden udover, og tilbered i 1 time, til 1 time og 15 min., stik i kartoflerne og mærk om de er møre.

 

Se alle de andre bidrag til udfordringen på facebook eller følg #MadbloggerUdfordringen/#MadbloggerUdfordringen9 på Instagram !