Kokosmakroner m. marcipan og appelsin

Kokosmakroner/lacucinanada

I fredags holdt jeg fødselsdag, og er faktisk ret så stolt af mig selv. Det er jeg fordi det lykkedes mig ikke at lade det tage overhånd som jeg tidligere har gjort det. Jeg inviterede til lidt sødt med efterfølgende drinks kl.19.30, og dermed ikke til middagsmad som vanligt.

Det fungerede rigtig fint. Mit lange spisebord blev pyntet i midten, glas blev stillet i bunker og da gæsterne trådte ind af døren stod der tre forskellige sødlige vine; en vintage portvin, en rosé portvin og en muscat, samt hjemmelavede romkugler og hjemmebagte kokosmakroner. Begge kager man kunne nippe uden at skulle bruge service. Efter vi havde nydt det søde et par timer, linede jeg op i køkkenet til drinks, rødvin og øl så gæsterne selv kunne gå ud og skænke hvad de havde lyst til.

Det jeg langt om længe har erkendt, er at mine venner jo rent faktisk kommer for at være sammen med mig og hinanden. De kommer ikke for at få et hav af retter. De kommer primært for at få en hyggelig aften. En sådan måde at invitere til gæstebud på, gør jo også at man som vært rent faktisk er med hele aftenen, og ikke render i pendulfart mellem køkken og stue. Ikke sagt at jeg ikke længere inviterer til mad, for det elsker jeg jo også, men jeg havde brug for at kunne være nærværende med mine gæster.

En anden ting jeg øver mig i, er at få brugt noget af al det jeg har liggende i køkkenet, og da jeg opdagede at jeg havde alle ingredienserne til kokosmakroner, og oven i købet kunne pifte dem op, ja så blev det til en omgang mini-makroner. Marcipanen giver dem ekstra sødme, og appelsinsaften en friskhed.

Jeg har i mine mange år som pædagog bagt kokosmakroner med børn mange gange, og det er vitterlig ikke spor kompliceret – så tag ungerne med i køkkenet og bag de små toppe!


 

Kokosmakroner m. marcipan og appelsin:

– Hvis du bager dem i mini størrelse, får du ca. 50 stk ud af denne portion –

4 æggehvider

175 g rørsukker

100 g marcipan

200 g kokosmel

Saften af 1 appelsin

samt

150 g mørk chokolade


 

Varm ovnen på 175 grader.

Riv marcipanen fint. Pres saften af appelsinen.

Bland æggehvider med rørsukker, kokosmel og marcipan i en gryde, og varm det til det samler sig og slipper siderne. Når massen har samlet sig, tilsætter du appelsinsaften.

Beklæd nu et par bradepander med bagepapir, og kom kokosmakron massen i en sprøjtetylle. Klip et lille hul, og stil nu små toppe på pladen. Klem dem evt lidt i toppen med et par fingre sådan at de får en lille top.

Bag makronerne i ca.20-25 min. til de er let gyldne.

Lad dem køle på en bagerist.

Når makronerne er afkølede, smeltes den hakkede chokolade over vandbad. Dyp nu kokosmakronerne i chokolade sådan så du får en bund af chokolade, eller pensl det på – det gør jeg, for ellers kommer der chokolade over det hele, fordi jeg er for fummelfingeret. Stil makronerne på skrå på en bagerist med bagepapir nedenunder, sådan at overskydende chokolade kan dryppe af. Når chokoladen er stivnet kan du komme kokosmakronerne i en kagedåse eller bøtte til opbevaring.

De holder sig saftige ret så længe. Hvis altså du kan holde dig fra dem.

Forkæl dit (dansk)vand!

VAND/LaCucinaNada

 

Det er varmt udenfor og kroppen trænger i den grad til væske, og her siger alle sundhedsdogmer at vand er det afgjort bedste at indtage. Det er også dejligt, vand. Særligt iskoldt, og især det vand der rinder ud af vandhanen, hvis du spørger mig.

Indimellem bliver jeg enorm træt af at drikke vand, da jeg savner en eller anden smag. Faktisk undrer det mig lidt, da jeg ikke drikker hverken soda,- eller saftevand, men måske er det fordi jeg drikker så afsindig store mængder af vand, særligt i sommermånederne. For at råde bod på det, tilsætter jeg alskens sager til mit vand. Indrømmet, også fordi det tager sig så pisse godt ud! Og når jeg tilsætter mit danskvand smag, så føles det en smule kriminelt, ligesom når jeg fik en rød eller grøn sodavand som barn. Sådan kan man et stykke hen af vejen “snyde” hjernen, og det er jo smart.

Nedenstående kan du blande med både postevand og danskvand, og danskvand kan sagtens være den købte slags, men den du laver på maskine selv, synes jeg er bedst – der får du lige den styrke af brus du ønsker dig.


 

Her får du mine favoritter:

VAND/LaCucinaNada

Postevand, frisk mynte, citron, – eller limeskiver og isterninger. Lad gerne mynte og citron trække i vandet inden det drikkes.

VAND/LaCucinaNada

Danskvand – lavet af vand der har trukket med et par friske mynteskud, frossen vandmelon skåret i små trekanter, blendet og siet saft fra vandmelon.

VAND/LaCucinaNada

Appelsinsaft, appelsin i halve skiver, Appelsintagetes blomster, små friske basilikumskud og masser af isterninger. Eller frosne appelsinbåde i stedet for isterninger.

VAND/LaCucinaNada

Danskvand, meget tynde æblebåde. Citronmelisse og mynte klæder æblesmagen rigtig godt. Tilsæt evt spiselige blomster for æstetikkens skyld, her er det appelsintagetes.


 

Du kan også servere vand med mere smæk på smagen, som matcher den mad du serverer, f eks giver en stilk frisk rosmarin rigtig meget smag, sådan lidt en gran-agtig smag.


 

Isterninger med fyld kan også udgøre det for både pynt og smag. Her nogle idéer til hvad du kan fryse i dine isterninger:

Spiselige blomster, eks vis; Hjulkrone (som siges at have en kølende effekt når de kommer i væske), Violer, blomsterbladene af Morgenfrue, Rosenblade, Lavendelblade mv.

HUSK: at blomsterne ikke må være sprøjtede!

Du kan også vælge at fryse saften af eks vis melon eller saft, sådan at du tilsætter en klar vand et farvespil.

Bær, eks vis blåbær eller større bær skåret i tynde skiver

Ligesom til drinks, kan du også lege med lidt lir på dit vandglas, prøv eks vis at dyp glasset i koncentreret saft af bær eller sirup først, og dernæst i sukker. Det pynter så fint, og så får man en smule sødt med i slurken. Eller skær citrusfrugt i skiver, med et lille hak i til at hvile på kanten. Det kan også være hele bær eller melon.

Og nu vi er ved drinks, samtlige forslag kan snildt mixes med eks vis vodka eller gin – tænk i syre hvis du blander eks vis vandmelon-drikken med vodka og tilsæt evt tonic eller limonade. Eller du kan toppe saft med boblevand i stedet for danskvand, eller evt half-and-half.

Se f eks en rigtig lækker læskende drink jeg lavede forleden: https://lacucinanada.com/2014/07/15/en-rigtig-sommerdrink/


 

Opskrifterne er blevet til i et samarbejde med https://www.aqvia.dk/, og hvis du har lyst til at lave hjemmelavet sodavand uden kunstig tilsætning, så se flere opskrifter her:

https://lacucinanada.com/2013/03/30/rod-sodavand/

https://lacucinanada.com/2012/07/03/jordbaersirup/.

https://lacucinanada.com/2013/08/17/blommesaft/

I et reklametillæg til Politiken midt i juni 2014 kunne du finde min opskrift på blommesaft, som kan toppes med danskvand:

VAND/LaCucinaNada

 

 

Kokosmakroner i julestemning

Kokosmakroner/LaCucinaNada

Til Julestue i lørdags bagte jeg en Panettone, og til den skal man udelukkende bruge æggeblommer. Derfor havde jeg nu en bøtte med en hulens masse æggehvider .. og da de jo ikke sådan skulle gå til spilde, kom jeg på at bage kokosmakroner. Men ikke sådan nogle helt gængse nogle, de skulle lidt i julestemning, derfor kom jeg både appelsinsaft og marcipan i dem. Novra de smager godt!

Og så er det jo en god måde at få brugt lidt af julens rester på.

Kokosmakroner/LaCucinaNada

Kokosmakroner:

  • 0,75 dl æggehvide
  • 250 g sukker
  • 300 g kokosmel
  • ca.150 g revet marcipan
  • Saften af 1 appelsin
  • En håndfuld usaltede pistacienødder til pynt

Rør alle ingredienserne sammen, og sæt toppe på en bageplade beklædt med bagepapir. Drys en smule groft hakkede pistacienødder på hver makron. Bag kokosmakronerne midt i ovnen ved 175 grader i ca.10 min, alt efter hvor store du laver dem. Man kan enten sætte toppene med et par skeer, eller bruge en sprøjtetylle og sprøjte dejen ud.

Konfekt: Cherry love

CherryLove/LaCucinaNada

I weekenden fik jeg trillet en smule konfekt ud fra devisen: hvad-har-jeg-i-køkkenskabene, og hvad mon smager godt sammen? Den ene slags, blev til denne lille pink lækkerbisken!

Man behøver jo ikke vente til juledagene med at stille den på bordet

Cherry love:

  • Marcipan
  • Syltede kirsebær, jeg brugte kirsebær fra en rest kirsebær sauce, vil anbefale syltede kirsebær af en god kvalitet, eks vis Amarena
  • Appelsinsaft
  • *Frysetørret kirsebær pulver (pulveret fås bla hos Specialkøbmanden og i Krydderiet i Torvehallerne)

Jeg har ikke angivet mængder, men det er altså ret så let at gå til.

Kirsebærpulver/LaCucinaNada

Ælt lidt appelsinsaft ind i marcipanen. Fisk kirsebærene op af saucen og lad dem dryppe af. Tag en lille klump marcipan op i hånden, og tryk den flad. Læg kirsebærret i midten og fold marcipanen rundt om. Tril en kugle. Bred kirsebær pulveret ud på bagepapir og tril forsigtigt kulen heri.

*Denne type konfekt skal spises hurtigst muligt, da kirsebær pulveret “smelter” ved varme, og flyder ud hvis den bliver sat på køl. Lav evt det hele klar, og tril i pulveret lige inden servering.

Se med når 2. “låge” i adventskalenderen åbnes på søndag – der kan du nemlig vinde en Julebox fra Woodshade Organics!