Veggie wok m. frisk spinat

VeggieWok/LaCucinaNada
Veggie wok – asia meets middeleast

Måske wokken var et halvfemser fænomen på disse breddegrader, men i cucina Nada flyttede den ind for at blive. Jeg er vild med den simple tilberedningsmetode, vild med at grøntsagerne forbliver sprøde, vild med at man kan lege med smagstilsætningen og gå flere veje! Og så er der det med tidsfaktoren på en hverdagsaften, også her er wok-mad skønt.

Uden at det skal blive det rene ruskomsnusk, så er jeg også pjattet med at kunne få brugt nogle lidt ukurante grøntsags-rester mv, og dermed undgå madspild.

Efterhånden laver jeg langt mere vegetarmad i wokken, hvor jeg før i tiden brugte især kylling, rejer og fine udskæringer af okse,- og svinekød. Man kan jo heldigvis gøre det som man synes. Grunden til at jeg overhovedet deler denne opskrift, er fordi jeg fik fremtryllet en ret så god sauce – og det er netop den der er afgørende for om det bliver en god gang wok synes jeg. Saucen fik et snert af Mellemøsten ved at bruge harissa og Ras el Hanout, og dermed en dyb, let sødlig smag. Og du kan selvfølgelig sagtens tilføje kød til denne ret.

Veggie wok: (2 portioner)

  • en stor pose frisk spinat
  • 2 fed hvidløg
  • 1 lille løg
  • 1 dåse kokosmælk
  • 2 spsk harissa
  • 1 – 2 tsk Ras el Hanout
  • groft salt, friskkværnet peber
  • ca. 1 dl kyllingefond (du kan også bruge grøntsagsfond)
  • frisk thaibasilikum/basilikum/rød basilikum
  • nudler
  • hakkede cashewnødder og mandler som topping
  • olivenolie til stegning

Kog nudlerne imens du tilbereder resten.

Skyl og slyng spinaten. Skær løget i mindre stykker og mas hvidløgs fedene med bredsiden af en kniv, og snit dem grove. Varm imens olien og kom harissa i den varme olie. Lad det svitse et par minutter.

Kom nu løg og hvidløg ved, svits det yderligere et par minutter sammen med Ras el Hanout, og kom så spinaten ved lidt af gangen. Vend godt i blandingen, krydr undervejs og hæld nu fond samt kokosmælk på. Skru en smule op for varmen og giv saucen et opkog til det tykner en smule.

Smag til undervejs, vær forsigtig med salt da både fond og harissa er salt.

Hæld vandet fra nudlerne og lad dem dryppe af, vend dem derefter i wokken.

Tilsæt en god håndfuld thaibasilikum til sidst, og gem lidt blade til serveringen. Hak nødderne let, og kom også dem på lige inden servering.

Tun-frikadeller i en travl hverdag

I de forgangne uger har jeg haft drønende travlt. Ikke så meget i køkkenet, men især på mit arbejde og med studiet. Faktisk så travlt at jeg ikke fik overholdt den madplan, jeg ellers lavede sidste weekend. Og så har jeg været træt. Ualmindelig træt. Nogle dage så træt, at jeg ikke orkede købe det sidste ind der manglede, ej heller at lave mad.

Nu står den på nogle fridage. Ikke fridage til at benytte mig af byens mange kultur tilbud, eller til at tage ud i den smukke efterårs skov. Nej den står såmænd på læsning og opgave skrivning. En opgave jeg synes jeg havde styr på hvordan skulle grejes … lige indtil min vejleder stillede de helt rigtige u-ærbødige spørgsmål, fulgt op af en telefonisk coaching. Så nu skal den tænkes om har jeg besluttet. Men det gør ikke spor, for hold op hvor det rykker mig, og min antagelse om mit lederskab og mine tanker om min erhvervsmæssige fremtid!

For at få tankerne på plads, og for at få nogle hvil, har jeg selvfølgelig et par mad-relaterede projekter på tegnebrættet i ugens løb. Det er uden tvivl i køkkenet jeg slapper allermest af.

Ligesom jeg slapper af når jeg har styr på min frokost, som efterhånden er blevet dagens lille helle på min travle arbejdsplads. I den forgangne uge har det skredet noget, og en dag blev det til et stykke knækbrød, en pære og en energibar. Ikke just en frokost der bekom mig. Og det bider sig selv i halen, når ikke jeg får tanket ordentlig op.

Har du det også sådan?

Mange dage misunder jeg de der kan traske ned i en kantine og få frokosten serveret. Men samtidig så består min frokost ret ofte af rester fra middagsmaden og diverse grønt. Og den frokost nyder jeg. Som da jeg i den forgangne uge havde til et par dage, med en simpel nudelsalat og nogle rigtig lækre saftige tun-frikadeller.

Opskriften blev til efter jeg så et af Klidmosters mange bidrag til DM i Hverdagsmad – Jeg brugte mange elementer fra hendes opskrift, men da jeg ikke havde æg og skulle have brugt noget af mit spidskål, kom jeg på lidt ændringer. Nudelsalaten kræver ikke en egentlig opskrift, så derfor blot hvad den bestod af: nudler, spidskål og gulerødder vendt i olie, citronsaft og æbleeddike, toppet med bredbladet persille, cashewnødder samt usaltede pistacienødder (de bedste jeg nogensinde har smagt, fra biogan købt hos Økologisk Supermarked). Salaten kan laves noget mere sexet, og med forskellige mere asiatisk prægede dressinger, min blev til en af de aftener hvor jeg var knap så opfindsom.

Opskriften på tun-frikadellerne får du her:

(1-2 pers., hvis du vil have til frokosten også, så fordobler du bare mængden)

  • 1 *ds tun i vand
  • 1 dl havregryn
  • 1-2 fintrevet gulerødder
  • 1 løg, halvdelen fintrevet, halvdelen i tern (hvis du laver dellerne til børn, så kan du jo rive hele løget, jeg kan bare godt lide at der er lidt bid i.)
  • 1 dl meget fintsnittet spidskål (brug evt mandolinjern)
  • 1 dl skyr
  • Krydr med salt og peber
  • Evt en lille sjat vand til at samle farsen

Hæld væden fra tunen, og lad den dryppe af. Findel tun stykkerne. Bland alle ingredienserne til en fars, og steg dem gyldne i olie ved middel varme til de får en sprød skorpe.

*Dåsetun er faktisk gået hen og er blevet en “luksusvare” i mit køkken, da jeg udelukkende køber dåser, hvor jeg med sikkerhed ved at der bliver taget hensyn til, at der ikke ryger bifangst med i form af delfiner, skildpadder, hajer og sågar fulge med i nettet! Plus at det er fiskeri der udelukkende fanger tun, der rent faktisk er store nok. Så som med alle andre levende fødevarer, spiser jeg det sjældnere og ofrer derfor gerne det ekstra på varen. Hvis du heller ikke ønsker at få en dåse tun i indkøbskurven, der ved dens fangst udsætter truede dyrearter, havbunden og fanges på en ret så grum måde, så gå efter MSC-mærket på pakken.

Denne dåse tun er et eksempel på et MSC-mærket produkt, og så smager den helt vildt godt!

Jeg er helt overbevist om at de vil hitte i de fleste børnemaver også! Og så er de så lette at tilberede, at man ovenikøbet kan tage børnene med i køkkenet og lave dem, alt efter alder, skal de have hjælp til stegningen.

En anden spise, som er let at tilberede i farten er hotdogs. Noget børnene garanteret også vil sætte stor pris på. Hotdogs har de seneste år fået en hel revival, og det i vilde udgaver med nytænkte toppings, anderledes brød og et hav af forskellige spændende pølser. Der er sågar et DM i hotdog … mine var nu ret så klassiske, dog med pølser fra Hanegal. Det gode ved at lave dem selv, er at man ved hvad der kommes i og på – en slags JunkdeLuxe.

Forårsruller

Jeg har egentlig aldrig været særlig pjattet med forårsruller, i hvertfald ikke af den slags man får herhjemme på kinesiske restauranter, og da slet ikke dem man køber på frost. For nogle år tilbage fik jeg mini-forårsruller i Thailand, og de smagte helt vidunderligt! Grunden til jeg brød mig om dem var bla at man rent faktisk kunne smage OG se hvad der var inden i dem. Pt sælger Aarstiderne en grov forårsrulle-dej, og så blev jeg fristet til at prøve at lave dem selv. På billed-serien længere nede kan du se hvordan man ruller selve forårsrullerne.

Her kommer min opskrift på forårsruller med to forskellige slags fyld:

Vegetar-ruller – 10 stk.:

  • Grov Forårsrulledej eller filodej
  • Knap 1 broccoli
  • 3-4 gulerødder
  • 2 friske store forårsløg + lidt af det inderste af stænglen
  • Olie
  • Karrypasta, jeg brugte Korma Curry Paste, da den smager af meget, og ikke er alt for stærk
  • En smule friskhakket Koriander
  • 1 sammenpisket æg til “lim”/eller hvedemel blandet med vand
  1. Skær grøntsagerne ud i mundrette stykker.
  2. Varm olie op i panden, og kom karrypastaen heri.
  3. Svits løg og gulerødder et par minutter. Kom herefter broccoli i, og steg yderligere et par minutter.
  4. Kom tilsidst koriander ved, og vend det hele godt.
  5. Lad grøntsagsblandingen afkøle lidt.
  6. Vrid et viskestykke op i koldt vand, og hav dej stykkerne ligge heri så de ikke tørrer ud.
  7. Tag et stykke dej af gangen og kom fyld på – rul i den rækkefølge billederne viser.

    This slideshow requires JavaScript.

  8. Smør en smule sammenpisket æg i spidsen og “lim” enderne godt fast.
  9. Steg i rigelig olie.
Kylling-spidskålsruller – 10 stk.:
  • En rest pillet *kyllingekød, ca.1 stort bryst + kød fra evt vinger
  • 1/2 spidskål
  • 3 gulerødder
  • 6 asparges
  • 1 løg
  • Salt & peber
  • Forårsrulledej
  • Kokosolie/olivenolie
  1. Skær spidskålen i tynde strimler og skyl den grundigt, lad den dryppe af.
  2. Skær gulerødderne i tynde stave, og halver dem.
  3. Knæk den træede ende af aspargesene og skær dem i små stykker.
  4. Skær løget i tynde strimler.
  5. Svits løg, spidskål, gulerødder i kokosolie eller olivenolie, til det bruner en lille smule. Steg det ikke for længe, da det skal være sprødt og der skal være bid i. Kom asparges ved til allersidst – lad dem blot varme med et øjeblik.
  6. Følg ovenstående fra pkt.6
*Når jeg ovn, – eller grydesteger en hel kylling er der rigelig med rester. Pil kødet af resten af skroget – der gemmer sig overraskende meget kød – og frys det evt til senere brug, eks vis som fyld i forårsruller. Det er en god måde at undgå madspild på, og en god måde at få brugt en hel kylling på.
Server evt en grøn salat, eller en nudelsalat til forårsrullerne. Kom evt soya og sød chilisauce til rullerne.