Chokolade-drøm

Lørdag, læse dag og hjemme-aften med Matador. Og en ubændig trang til C H O K O L A D E. Men ikke i dens rå form, den skulle i nydes i en kage. Efter en hurtig  søgen efter opskrifter på nettet og en konstatering af at jeg ingen bagepulver havde, så tyede jeg til velkendt  opskrift i La Cucina Nada, en drøm af en chokoladekage! Kagen er nærmest en dessert-kage, den er klæg og chokolade smagen meget kraftig. Selvfølgelig beror dette også på hvilken chokolade du vælger, men jeg vil anbefale en på min.70 % og gerne en let bitter en af slagsen. Jeg ryddede lidt ud i chokolade-skuffen, og bagte kagen med en blanding af to chokolader: Valrhonas Guanaja på 70 % og  Marabou på 86 %.

Og nogle drømme bliver jo til virkelighed, således fejrede jeg Agnes og Rødes bryllup med en kop the og et stykke chokoladekage.

Jeg valgte at bage den i små forme, da jeg så let kan fryse nogle af dem, og tø dem ved lejlighed. Kagen hæver en smule, men ikke meget, og jeg synes den egner sig godt til at blive bagt i en tærteform med løs bund. Den er lidt svær at få af bunden, så det skal gøre gelinde. Husk at smøre formen, men ikke for meget.

1 tærteform el 6 små:

  • 175 g smør, samt lidt til at smøre formen
  • 200 g mørk chokolade, min  70%
  • 200 g rørsukker
  • 3 æggeblommer
  • 3 æggehvider
  • 100 g hvedemel
  • 3 håndfulde nødder, jeg brugte en blanding af pecan,- usaltede pistacie,- og valnødder.
  • Et nip groft, eller sydesalt
  1. Tænd ovnen på 175 grader
  2. Smør formen
  3. Smelt chokoladen over vandbad med smørret (skær smørret i mindre stykker)
  4. Bland æggeblommerne med sukkeret, og rør det sammen
  5. Pisk æggehviderne stive med et nip salt
  6. Hak nødderne groft
  7. Hæld chokolade-smør blandingen i æggeblommerne
  8. Rør melet og nødderne i med en dejskraber
  9. Kom tilsidst de piskede æggehvider i dejen ved at folde dem i med dejskraberen – det gøres ved at røre den samme vej lige så stille indtil hviderne har blandet sig med den resterende dej
  10. Fordel nu dejen i de små forme, eller i tærteformen, og bag midt i ovnen i ca.20 min. Mærk efter med en strikkepind, dejen må godt hænge noget i, men ikke være flydende

Et par tip til chokolade-drømmen:

  • Kagerne kan sagtens bages uden nødder i, men det giver et dejligt bid, og et supplement til det bitre.
  • Der kan bruges hasselnødder eller mandler i stedet.
  • Man kan erstatte en æggeblomme med en espresso, i så fald nøjes med chokolade på 70 %.
  • Riv evt skallen af en økologisk appelsin i dejen, syren fra appelsinen fremhæver chokoladens syrlighed.

 

Kanelgifler

Jeg har ondt i økonomien. Det er som om det bliver ved med at drille her på det seneste. Men det har fået mig til at tænke virkelig kreativt ifht indkøb og madlavning! Og det er jo ikke så skidt endda, at blive udfordret på dén front, ej heller for miljøet, for jeg smider vitterlig ikke andet end dårlige råvarer og rester ud.

I går da lækkersulten kom over mig, og jeg trængte til en pause fra studiebøgerne fik jeg sådan lyst til kanelgifler…

Så ved en større gennemgang af hvad der egentlig gemmer sig i køkkenskabe, køleskab og mit lille forrådskammer af sylterier, og  fandt jeg bla marcipan, lækker velsmagende økologisk marcipan, og hele 500 gram. Kunne man monstro komme det som fyld i kanelgifler? Dét måtte afprøves.

Som sagt, så gjort. Det kunne man, og resultatet blev ovenud godt!

Når nu nød lærer nøgen kvinde at spinde, kom jeg nogle i fryseren til en anden gang den søde tand overmander mig, eller til når der kommer gæster til kaffe. Og så har jeg pakket en pose, til to særlige drenge jeg ved elsker kanelgifler, som de får senere i dag – for min krop lider bestemt ingen nød, og kan da slet ikke tåle at have sådan nogle friske lækkerier liggende.

Jeg kender ikke nogen der ikke kan lide kanelgifler, særligt børn er vilde med dem. Og de vakte da også minder tilbage til barndommen, hvor min mor pakkede madpakker, saftevand og kanelgifler og vi tog på “skovtur” i Botanisk Have. Og det var jo de færdigbagte af slagsen, da min mor absolut ingen færdigheder havde indenfor bagning. Men godt smagte de, der i forårssolen oppe på “bjerget” som vi kaldte de to stenforhøjninger i haven.

Min opskrift svarer til ca.en bageplade fuld, alt efter hvor store du ønsker dine gifler skal være. Man kan jo bage dem små a´la dem fra Pågen, eller store som dem Lagkagehuset og Føtex bageren har.

Kanelgifler:

  • 60 g smør
  • 2 dl mælk
  • ca.20 gram gær
  • 2 strøgne spsk rørsukker
  • 1 æg (+ 1 til pensling)
  • Ca.400 gram hvedemel
  • 15o gram marcipan
  • 100 gram brun farin
  • 2-3 tsk stødt kanel
  1. Smelt smør og mælk i en kasserolle. Køl det en smule. Og hæld det i en røreskål.
  2. Opløs gæren heri.
  3. Tilsæt de øvrige ingredienser, si evt melet i hvis det er en en smule groftmalet.
  4. Når dejen er samlet, stilles den til hævning et par timer under et klæde.
  5. Fyldet røres sammen af fintrevet marcipan, brun farin og kanel. Lad det trække imens dejen hæver.
  6. Når dejen er færdighævet, rulles den ud på et meldrysset bord til et ca.50 cm langt stykke, og ca.15-20 cm bredt.
  7. Smør nu fyldet på over hele dejen, næsten ud til kanten. Herefter rulles den sammen på den lange led, og skæres ud, alt efter hvor brede de ønskes, jeg skar mine i ca.3-4 cm stykker.
  8. Læg giflerne på en bageplade med bagepapir, og lad dem hæve i en times tid under et klæde.
  9. Pensl dem med et sammenpisket æg, og bag dem ved 200 grader i ca.20 min. Hold øje med den undervejs.
NB: Giflerne er yderst fryseegnede!
Nyd dem lune til en kop the, server dem til en børnefødselsdag
eller tag dem med i picnickurven!

Inges drømmekage

 

Inges Drømmekage/LaCucinaNada

I min søgen efter en opskrift i gemmerne, stødte jeg på en gammel opskrift på drømmekage. Opskriften har fulgt mig i mange år, og jeg har bagt den til snart hundredevis af børn, deres forældre og kolleger til diverse arrangementer – altid til stor glæde. Opskriften er let at gå til, så let at jeg har ladet klubbørn og større fritidshjemsbørn bage den selv. Flere gange har jeg brugt selve grunddejen til andre kager, eks vis chokoladekage, banankage, citrus/birkeskage mv. Jeg kender ikke opskriftens oprindelse, da jeg kun kender den som en opskrift min tidligere kollega, Inge, altid brugte – derfor: Inges drømmekage!

Opskrift til en hel bradepande:

  • 600 g hvedemel
  • 100 g smør
  • 600 g sukker
  • 6 æg
  • 6 tsk bagepulver
  • 2 tsk vanillesukker
  • 4 dl mælk

Topping:

  • 250 g smør
  • 200 g kokosmel
  • 500 g brun farin
  • 1 dl mælk

OBS: lav evt en dobbelt portion, eller 1 1/2 gang af mængden, hvis du gerne vil have rigtig meget af den lækre snaskede topping.

  1. Æg og sukker piskes til en tyk masse.
  2. Mel, bagepulver og vanillesukker sigtes sammen og blandes i.
  3. Mælk og fedtsstof varmes op til det smelter sammen, og vendes forsigtigt i dejen.
  4. Dejen hældes i en smurt bradepande, og bages på midterste rille i ovnen, ved 200 grader i ca.20-25 min.
  5. Fyldet smeltes sammen i en kasserolle, og når kagen er bagt fordeles det ovenpå. Kagen stilles i ovnen igen og bager færdigt ved 225 grader i ca.5 min.
Du kan sagtens halvere mængden, således passer det til en springform.