Bananmuffins m.hvid chokolade, blå birkes og lime

Muffins/LaCucinaNada

Hvid chokolade med birkes og lime. En himmerigs mundfuld. Ja, det er hvad man får fra “Seed & Bean” i en af deres utallige variationer af lækker økologisk chokolade. Har du smagt dem? Hvis ikke, så skynd dig at få fat i en plade! De kan købes hos Aarstiderne, hos NatureSource, direkte hos “Seed & Bean” i deres online shop og rundt omkring i diverse små delikatesse forretninger. Der er flere af dem, der er uimodståelige men især den hvide har jeg kastet min kærlighed på…

Sead&bean/LaCucinaNada

Med inspiration fra netop den chokolade, kom jeg på at bage muffins kombineret med banan også. Store saftige og luftige muffins, med en svag sødme fra banan og chokolade samt med lidt crunch fra de blå birkes. Det fungerer overraskende godt!

Muffin/LaCucinaNada

Jeg har tonet sukker-delen gevaldigt ned ifht den opskrift jeg normalt bruger, men vil du gerne have dem meget søde, så tilsæt 3 dl i stedet for 3 spsk.

Bananmuffins m.hvid chokolade, blå birkes og lime, 12 stk.:

  • 2 æg
  • 3 spsk sukker
  • kornene fra 1/2 vanillestang
  • 100 g smør
  • 3 dl hvedemel (jeg brugte type 00 mel)
  • 1 spsk bagepulver
  • 1 dl mælk
  • 2 lime, saften fra dem begge, skallen fra den ene
  • 3 spsk blå birkes
  • 2 modne bananer
  • 100 g hvid chokolade
  • 12 papir muffinforme + en muffinbradepande

Muffins/LaCucinaNada

Varm ovnen op på 180 grader.

Smelt smørret, og lad det køle en smule. Varm mælken op, og smelt chokoladen her i. Pisk æg og sukker skummende, gem en my af sukkeret og bland kornene fra vanillestangen med sukkeret. Kom vanillesukkeret i blandingen. Hæld nu både æg og mælke-chokoladen i. Mos bananerne fint, og tilsæt dem dejen. Riv skallen af den ene lime, og pres saften ud af dem begge. Tilsæt både saft og skal i dejen. Kom birkes i, og rør mel samt bagepulver i. Pisk hele dejen sammen.

Sæt papirformene i bradepanden, og fordel nu dejen i formene med en ske. Bag dem i ca.25-30 min. Hold øje med dem undervejs, de er færdige når de er let gyldne og når dejen ikke hænger i.

OBS: jeg har bagt dem store, hvis du evt vil have frosting på dine muffins, og dermed skabe en cupcake, så kan du komme halvt så lidt dej i, og dermed få ca.20 stk i stedet.

Muffins/LaCucinaNada

Reklamer

Banan-mokka kage

I går besluttede jeg mig for at holde helt fri. Fri for tanker om jobbet, fri for læsning og opgaveskrivning. Og det lykkedes til fulde! Jeg lavede nogle af de ting jeg holder allermest af, og var i det selskab jeg synes bedst om, nemlig mit eget.

Med sådan en dag fulgte der også nogle timer i køkkenet. Her blev det til starten på en surdej til rugbrødsbagning, en dej til et durum-hvede brød samt en saftig banankage med med et mokka touch og pyntet med karamelliserede pecannødder. En kage jeg tænker skal forsøde de følgende dage, hvor næsen er begravet i bøger og øjnene hviler på skærmen. Forhåbentlig kommer der en bedre opgave ud af det.

Jeg har taget afsæt i opskriften på Banankage i kogebogen “God Mad – let at lave”, men har lavet en lille smule om og har pimpet den lidt. Tak for rigtig gode basisopskrifter til holdet bag kogebogen!

Jeg valgte at bage min kage i en rugbrødsform, for at få et sandkage-look på kagen. Den kan sagtens bages i en springform også. Hvis den bages i en springform, går der flere nødder til pyntning.

Banan-mokka kage:

Opvarm ovnen på 175 grader.

  • 2 store, eller 3 mellemstore modne bananer
  • 1 dl kold stærk kaffe
  • 150 g smør, + en smule til formen
  • 250 g lys rørsukker
  • 2 æg
  • 300 g mel
  • 1 1/2 tsk bagepulver
  • ca. 1- 1 1/2 spsk kold espresso, eller instant kaffe opløst i kogende vand
  • ca. 2 dl flormelis
  • 7-8 pecannødder (valnødder kan også bruges)
  • Rørsukker, til karamel
  • Bagepapir
  1. Mos bananerne med den kolde kaffe.
  2. Pisk smør og sukker skummende, rør æggene i et ad gangen.
  3. Hæld mel og bagepulver i lidt efter lidt, og kom bananmosen i.
  4. Smør en rugbrødsform med smør, og hæld dejen i. Bag kagen nederst i ovnen i ca.1 time. Stik evt en strikkepind eller en anden spids genstand i kagen for at se om dejen hænger i. Hvis kagen begynder at blive mørk, og skal have mere, dæk den da løst til med alufolie.
  5. Tag kagen ud af formen, og lad den køle af på en rist.
  6. Rør glasuren. (Jeg laver altid glasur på slump, så jeg har svært ved at angive nøjagtig mængde.)
  7. Varm en sjat sukker op på en pande, hold øje med det konstant. Sukkeret skal opløses, og blive til en karamel, men må endelig ikke branke, da det så smager brændt. Smag evt på det, men husk at det er ekstrem varmt!
  8. Dyp nu pecannødderne i karamellen med en gaffel – pas på nallerne, og læg dem på et stykke bagepapir. Lad panden stå på det slukkede blus imens du overtrækker nødderne, så snart du tager det væk fra varmen begynder det at størkne.
  9. Overtræk kagen med glasur – jeg gør det med en dejskraber, og kan godt lide sådan et lidt tilfældigt udseende.
  10. Dekorer nu kagen med de karamelliserede nødder i den våde glasur.
  11. Lad glasuren størkne og nyd nu kagen!

Kagen er sådan set rigelig fin i sig selv, og behøver ikke glasur, så du kan også vælge at nyde den som den er:

Indlæg nr.300: Smoothie is

Fornylig fik jeg flg kommentar om bloggen:

Det er jo sådan god mad, ordentlige råvarer. Ikke noget fancy, sådan hverdagsmad

Tak for den kompliment! Det er præcis det, det handler om her og netop det jeg laver i Cucina Nada. Dette indlæg er nr 300 og det går sådan set kun én vej med mine skriverier – fremad. Og tak til alle jer, der kommer tilfældigt forbi, alle jer der abonnerer på bloggen, alle jer der læser med og alle jer der smider en kommentar. Også et stort tak til jer der læser med fra Maldiverne, Tyskland, USA, Cap Verde, Island og andre steder i verden,samt især til mine mange nye læsere i broderlandende Sverige og Norge!

Det lader til at I også synes om HVERDAGSMADEN. Den vi spiser mest af, den vi ofte mangler inspiration til.

Så med dette jubilæum på LA CUCINA NADA, vil jeg (nok) holde ferie en uges tid, da jeg skal i sommerhus uden internet. Men fortvivl ej, jeg holder på ingen måde ferie fra køkkenet – det er jo netop ferie for mig, så der skal bages, brases og leges i det fremmede køkken hele ugen. Og eftersom ferien går til sydhavsøerne, bliver det nok også til lidt skriblerier fra forskellige mad-oplevelser på Lolland og Falster i ugens løb, som jeg vil dele med jer!

Indtil vi læses ved igen, får I lige en opskrift på den skønneste is:

Smoothie is:

(Der er til ca.5-6 pindeis forme, har du som jeg kun 4, så drik resten med en masse knuste isterninger i 🙂 )

Du skal bruge flg.:

  • Et sødt æble
  • En banan
  • En nektarin
  • En kvart netmelon
  • Og en sjat ufiltreret æblemost

Samt en blender.

Skyl, tør og rens frugterne. Kom dem i en blender, og tilsæt æblemost. Blend til smoothie konsistens, gerne med lidt stykker i.

Hæld i isforme, og frys til de er frosset ind (ca.en nat). Varm hylsteret med hånden, tag isen ud og NYD den!

Du kan lave isen ligesom du lyster, af sommerens lækre modne frugter, skønne bær mv. Jeg har forsøgt mig med lidt forskellige væsker, og har fundet frem til at most er det bedste, hvis man laver smoothie af mælk, så krystaliserer isen.

Nyd det derude i sommerlandet!

Smoothies – fifs og opskrifter

Der er nærmest ikke grænser for hvad man kan komme i en smoothie! Jeg har forsøgt mig lidt ud i, at komme grøntsager i, men er indtil videre kun faldet for avocadoen i dén forbindelse.

Dvs at mine smoothies oftest består af frugter og en fom for væde.

Jordbær/LaCucinaNada

  • Banan er godt i smoothies, fordi bananen giver den lidt fylde og en tyk konsistens. Jeg har fået et godt fif ang. bananer af Trine: har du nogle smattede bananer som synger på sidste vers, og kan du ikke nå at spise dem, så skræl dem, skær dem ud og kom dem i fryseren. Så kan du altid smide dem i en smoothie, de fungerer jo så samtidig som isterninger!
  • Alle former for melon er afsindig gode, da de afgiver en del saft.
  • Bær kan anvendes både friske og frosne. Friske er klart det lækreste, men i vinterhalvåret bruger jeg frosne, her kræver det blot at din blender kan knuse dem.
  • Æbler er også en god ingrediens, de er billige, og de afgiver en del saft.
  • Citrusfrugter, især appelsin og grape, kan kommes i som hele stykker, men jeg synes frugtkødet har det med, at sidde fast mellem tænderne, og så har frugtkødet sådan en hinde, jeg ikke bryder mig om i en drik. Derfor presser jeg dem i citruspresseren, og hælder saften i.
  • Modne pærer giver en dejlig sød smag.
  • Kiwi er meget velegnet, og de giver smoothien sådan nogle fine sorte prikker.
  • Som væde, kan man også bruge mælk, eller en ikke alt for tyk yoghurt, men jeg synes konsistensen bliver for tyk. Især hvis smoothien er tilbehør til noget andet. Laver jeg udelukkende det til morgenmad, så kan jeg godt finde på at komme soya yoghurt m. vanille i – så mætter det dejligt! Ellers kommer jeg en sjat juice eller most i. Her kan alle former bruges, men husk at der oftest er enten tilsat sukker i juice eller en del frugt sukker. Du kan også hælde vand i.
  • Kommer du ikke frosne bær i, så vil jeg anbefale et par isterninger, da smoothie smager bedst kold!
  • Mht hvilken blender du skal bruge – så er det vigtigt at den kan knuse is, især hvis du bruger isterninger! Jeg synes også den skal have lidt af en motor, for indimellem skal der virkelig shakes godt og grundigt. Jeg kan på det varmeste anbefale “Kitchen Aid”´s blender! Den hører til i den absolut dyreste ende, men det er en rigtig god investering.

Frugt/LaCucinaNada

Prøv dig frem – det er kun din smag og fantasien der sætter grænser! Her får opskrifterne på et par af mine de bedste:

Ananas smoothie:

1 stort stykke ananas

1 banan

1 stor håndfuld frosne mangoer

½ glas abrikos juice

3-4 blade frisk mynte

Skær ananas i tern, bananen i skiver. Kom det hele i blenderen, og blend.

Du kan anvende mange andre slags juice eller væde. Jeg presser ofte en appelsin eller en grape i citruspresseren og bruger den friske saft.

Det er virkelig lidt af en energi-bombe! Er meget mild for maven om morgenen, men er også velegnet som dessert om aftenen.

smoothie/LaCucinaNada

Stenfrugt smoothie:

  • 1 fersken
  • 1 nektarin
  • 1 håndfuld kirsebær
  • 1 lille æble
  • 1 banan
  • 1 sjat ufiltreret æblemost
  • 2 isterninger

Skyl frugterne, skær stenene ud, skræl æblet og fjern kernehuset, skær det hele ud i mindre stykker. Del bananen i mindre stykker. Kom det hele i blenderen sammen med isterningerne og mosten. Blend grundigt, shake og drik!

Peach Melba smoothie:

  • 2 paraguayos
  • 1-2 håndfulde frosne hindbær
  • 1 æble
  • 5 kirsebær
  • 1 sjat æblemost

Skyl æble, kirsebær og paraguayos, skær sten og kernehus ud og skær dem i mindre stykker. Kom dem i blenderen sammen med hindbær og æblemost. Blend, gerne både med knusefunktion samt shake godt og grundigt.

– Kan levende forestille mig denne smootihe med en sjat vodka i som sommer-drink, yummi;-)

smoothie/LaCucinaNada

Smoothie med pakistansk mango:

Pakistansk mango har en næsten melon agtig konsistens, og er mørkegul udenpå. Den er virkelig smagfuld og egner sig rigtig godt til smoothies.

  • 1 Mango, gerne den pakistanske, fås hos nogle grønthandlere på Nørrebro
  • 1 banan
  • 1 æble
  • 1 kiwi
  • En håndfuld frosne blåbær
  • En sjat juice eller most, her brugte jeg aprikos juice

Skræl mango, kiwi og æble og skær det i mindre stykker. Kom i blenderen, sammen med bær, banan i mindre stykker og hæld most/juice i. Blend, og nyd!