Bananmuffins

Bananmuffins

Jeg ved ikke hvad det er med bananer og mig. I perioder får jeg lyst til bananer, og selvom de som oftest kommer i en pakning med blot fire stk, de Fairtrade og økologiske jeg køber, så ender jeg ofte med ikke at få spist dem alligevel. Forleden var der så oven i købet 4 stk for en flad 5´er i Netto (gad vide om der overhovedet var nogen fortjeneste tilbage til fairtrade-bonden??), og jeg købte så to pakker. Men denne gang var det med fuld overlæg, da jeg længe har haft lyst til bananmuffins, og har haft i tankerne at jeg ville dele min reviderede opskrift på dem. Jeg har nemlig arbejdet på, at få sukkermængden betragtelig ned, og det har jeg helt simpelt gjort ved at bruge hele 3 bananer i dejen. Bananer i sig selv søder ret meget i både kagedej, pandekage, – og vaffeldej, men hvor jeg i de sidstnævnte snildt kan udelade sukkeret helt, så synes jeg at sukkeret er med til at fuldende smagsoplevelsen i mine bananmuffins. Du får min opskrift herunder.

Hvis du har modne bananer i overskud kan du også bage denne Banankage hvor bananerne ligger ovenpå kagen og giver en dekoration i sig selv. Eller denne svampede Himmelsk banankage med chokoladeglasur der gør både børn og barnlige sjæle lykkelige.

Bananmuffins:

Ca.12 store

2 æg

1 dl rørsukker

100 g smeltet smør, afkølet

3 dl hvedemel

1½ tsk bagepulver

1 dl mælk

3 mellemstore bananer

Evt et par håndfulde blå birkes, for at få lidt knas og en masse fine prikker

Pisk æg og sukker skummende. Hæld smørret i og pisk til en ensartet masse.Mos bananerne, og kom den i dejen. Bland mel og bagepulver samt evt birkes, og pisk det i dejen, skiftevis med mælken. Pisk dejen luftig og til der ikke er klumper i.

Sæt papir muffinforme i enten en metal-muffinform, eller hvis de er af pap eller silikone da direkte på en bageplade. Hæld ca.3 spsk fulde dej i hver form, og bag dem i ca.20-30 min. i en 180 grader varm ovn.