Kokos-baobabparfait m. råsyltede Nashi pærer

kokos-baobabparfait/LaCucinaNada

Det er weekend, og foråret har i sandhed meldt sin ankomst, faktisk nærmest helt sommeragtigt i skrivende stund. Det synes min næse at have mærket efter at have været blottet i direkte sol i timevis i går. Og med solens komme, kommer lysten til is. Derfor synes jeg du skal have opskriften på en parfait som er noget helt anderledes end du ellers kender. Den er fed og cremet som en parfait skal være det, har en undertone af kokos, og så har den en helt særlig smag fra baobab-frugtpulveret. Bao-hvaffor-noget, tænker du måske, ligesom jeg gjorde det da jeg fik til opgave at udvikle opskrifter for Sense of Africa, og pulveret der kommer fra baobab frugten har da også en speciel smag. Det nærmeste jeg kommer beskrivelsen af smagen, er hen af pære og grapefrugt med karamel-agtige undertoner, men så igen har den sin helt egen smag. Den er frisk og syrlig. Derudover har baobab et højt indhold af blandt andet C-vitamin, magnesium og calcium samt omkring 50% kostfibre. Det er så ikke sundhedsaspektet jeg er gået efter i denne opskrift, men derimod smagen jeg har søgt at fremhæve. Derfor faldt valget på tilbehør, også på den japanske pære, som egentlig er et æble, men især ved råsyltningen har en tydelig smag af pære også.

Fordelen ved at lave en parfait, er at du ikke behøver en ismaskine, blot du har en el-pisker og en form at fryse i, så kan du lave din egen lækre cremede is! Se også mine opskrifter på nougat parfait og mochaccino parfait

Kokos-Baobab parfait:

– 1 rugbrødsform –

4 æggeblommer

1 dl flormelis

30 g *baobab-frugtpulver

5 dl kokosmælk

6 dl piskefløde

Pisk æggeblommer med flormelis, baobabpulver og kokosmælk.

Pisk fløden til skum.

Bland de to med let hånd til en ensartet masse.

Hæld i en rugbrødsform, eller lign., beklædt med husholdningsfilm, og dæk parfaiten til med husholdningsfilm.

Stil på frys i mindst 4 timer.

 

Råyltede nashi:

– 2 pers.-

1 nashi

½ dl vand

1 dl sukker

½ citron

½ tom vanillestang

1 tsk baobabpulver

Kog vandet op med baobabpulver, sukker og vanillestangen . Skær den halve citron i både, og kom dem ved. Lad det simre i ca.20-30 min, til smagene er trukket ud i lagen og sukkeret er opløst.

Skær nashi pæren på et mandolinjern, i tynde skiver eller både, og hæld lagen over pærerne. Lad det trække i min.1 time, gerne længere.

Ved servering sies lagen fra, brug evt en smule af den over eller ved parfaiten.

 

Ved anretning, pynt evt yderligere med ristede kokosflager. Og husk at tage parfaiten ud af fryseren 20-30 min før den serveres.

*kan købes i diverse helsekostbutikker samt online. Du kan selvfølgelig udelade pulveret i din parfait, og dermed få en ren kokosparfait, men jeg vil anbefale dig at prøve, alene for mødet med denne “nye” smag!

 

 

Reklamer

Bananchutney

bananchutney/LaCucinaNada

Hvis du er en af dem der spiser stærkt og krydret mad, f eks indisk curry, daal eller spicy simreretter, så er dette bare den bedste makker! Og jeg skriver med vilje ikke tilbehør, for i cucina Nada bruges chutney som en af hovedaktørerne på tallerknen, simpelthen fordi jeg holder så meget af det. En af mine favoritmåltider i en travl hverdag, er en saftig svinekotelet med kartofler eller ris, grønt og så en sødlig chutney, mums!

Dét chutney kan er at fremhæve smage i din mad, eller det modsatte; komplimentere eks vis det stærke med dets sødme. Måske tænker du at chutney, det er da bare noget man køber færdiglavet på glas, og ja der er mange gode færdiglavede, men det du kan med den hjemmelavede er at lege med smagskomponenterne sådan at de passer perfekt til den mad du laver. Og så er der selvfølgelig det aspekt, at du ved nøjagtig hvad der er i (læs: ingen konserveringsmidler).

TIP: uden at chutneyen skal ende som en skraldespand, så kan du med fordel bruge stødt frugt og grønt, og på den måde undgå madspild. Desuden kan den fryses!

Denne chutney er tilberedt med Baobab pulver, noget der indtil fornylig var helt nyt i mit køkken. Efter sigende er pulveret fiberrigt, ligesom det er rigt på C-vitamin, calcium og magnesium og så har det et højt pektin indhold. Netop det sidste var jeg ret så overrasket over da jeg skulle udvikle opskrifter for en leverandør af Afrikanske produkter – i opskrifterne endte jeg med enten at kunne halvere sukkerindholdet som i denne opskrift, og i andre helt at udelade sukker! Du kan købe Baobabpulver i Helsekostbuktikker og online, og med fordel bruge det i dine smoothies også, hvor det ikke alene har en sundhedsværdi, men også kan supplere smagen med dets lette syrlighed, sådan hen ad grapefrugt.

Du kan sagtens lave denne chutney uden Baobabpulver, der skal blot mere sukker til for at den får den rette stivelse.

Bananchutney: (et stort syltetøjsglas)

3 bananer

1 citron

150 g tørrede figner (kan også bruges dadler eller abrikoser)

½ løg

20 g frisk revet ingefær

½ tsk groft salt

2 dl lys eddike (hvidvins,- ribs,- eller hybenroseeddike)

100 g sukker

10 g baobabpulver

Skræl bananerne og skær dem i tykke skiver.

Kom saft og skal af citronen i en gryde, og kom bananerne heri.

Tilsæt resten af ingredienserne, og giv det et opkog til sukkeret er opløst.

Lad det simre ved svag varme i ca.30 min.

Opbevar på køl i en ren og *steriliseret beholder, kan holde nogle dage. Ellers kan resten fryses.

*Rengør beholderen, tør den grundigt og skold den med kogende vand – husk låget og evt gummiring også!

Denne opskrift er blevet til i samarbejde med Mzungu, og er udviklet af La Cucina Nada. 

Se også opskrift på f eks æble-lakridschutney !