Råsyltede blommer i krydret lage

Råsyltede blommer i krydret lage

Når jeg ser et blommetræ i haver eller vilde blommetræer som mirabelletræer, så ser jeg lige præcis sådan et glas her for mig. Råsyltet er den måde hvorpå de bevarer mest mulig smag og konsistens, af hvad jeg har prøvet af teknikker til præservering af blommer. Efterhånden er det blevet fast tradition i mit køkken at lave minimum sådan et glas hvert år, for jeg nyder VIRKELIG at kunne fiske sådan et par blommer op i løbet af efteråret og vinteren.

Men hvad spiser du dem til? tænker du måske. Til en god vaniljeis er de helt oplagte, især hvis man tilsætter vanilje som i opskriften her. Faktisk også blot som de er til dessert eller f eks på en skål græsk yoghurt. Prøv også at rør creme fraiche med flormelis og form en quenelle (et “æg”) og læg ved siden af blommerne. Men også til ost, især sådan nogle fuldfede faste – måske med krystaller – nogle eller endnu bedre; til blåskimmeloste. Og netop til oste kan syltelagen godt trække nogle flere varme krydderier, så dem har jeg tilsat opskriften denne gang.

Jeg har blandet sveskeblommer, som er fra min grøntmands egen gård med mirabeller som jeg fandt på en sanketur fornylig. Det giver dels lidt forskellige smage og så giver det et virkelig smukt farvespil. Hvis du tager med en ren ske hver gang og stiller glasset på køl efter åbning, så kan de holde sig i flere måneder.

Råsyltede blommer i krydret lage

Råsyltede blommer i krydret lage:

500 g blommer (uden sten)

1/2 L vand

2,5 dl sukker

2 stk kanelstænger

2-3 stjerneanis

2 hel kardemomme

Rengør et 1/2 liters sylte, – eller henkogningglas, skold det med kogende vand og steriliser med enten klar alkohol eller atamon.

Skyl blommerne og lad dem dryppe af, halvér dem og fjern stenene.
Kom blommerne i glasset.
Kog lagen ved at hælde vand og sukker i en kasserolle, giv et opkog, skru ned og lad den simre til sukkeret er opløst.
Kom nu krydderierne ved og lad dem trække smag et par minutter ved lav varme.
Hæld lagen over blommerne, luk glasset og lad blommerne trække mørkt og køligt i min. et par dage før du spiser af dem. Optimalt lader du dem trække et par uger. Opbevares glasset efter åbning på køl, og husker du at tage med en ren ske, kan det holde i flere måneder.

 

Råsyltede blommer i krydret lage

Blommegrød

When life gives you Plums … i går blev jeg ca. et kilo blommer rigere og de blev i dag omsat til den skønneste blommegrød. Sådan en helt klassisk én af slagsen, uden dikkedarer og som bare smager af sommer.

Blommegrød:

1 kg blommer

175 g sukker

2 dl vand

+

1 spsk kartoffelmel

1,5 spsk vand

Skyl blommerne og skær dem i kvarte.

Kom dem i gryden med sukker og giv et opkog. Skru ned og rør grundigt så sukkeret blandes godt og hæld vandet ved.

Lad det simre til blommerne bliver kogt ud.

Bland kartoffelmel med vand og pisk det sammen, rør det i gryden lige så stille til grøden begynder at tykne og får den rette konsistens. Grøden vil tykne noget yderligere når den har været på køl.

Hæld grøden i en ren skål og dæk den til og kom den på køl. Det tager nogle timer før grøden er kold.

Server den kold. Her har jeg nydt den helt old School med piskefløde på, sådan som jeg bedst synes om det.

Præservering: Råsyltede blommer m. kanel, citron og vanille

Råsyltede blommer/LaCucinaNada

Nogle spørger mig om ikke det er omstændigt at sylte selv, og det synes jeg jo på ingen måde det er. Der kan være meget pille/skære arbejde, alt efter hvad man sylter, men ellers er det ren meditation for mit vedkommende. Men en proces der er virkelig let er at råsylte, for her koger du blot en lage som hældes over den valgte frugt/de valgte grøntsager eller bær. En metode der gør at der stadig bevares en del af biddet i frugten. I dette tilfælde har jeg råsyltet et kilo blommer, som smager vildt godt til en god vanille is, med en skyrflødeskum til, på et surmælksprodukt til morgenmad eller blot som de er.

Alene dét at kunne åbne sådan et glas med råsyltede blommer på en mørk vinteraften, er hele indsatsen værd …


Du skal bruge flg.:

1 kg modne blommer

1 l vand

3 usprøjtede citroner

1 vanillestang

1 håndfuld hel kanel

800 g rørsukker

samt 4 halvstore syltetøjsglas eller henkogningsglas

+ spiritus eller atamon til at sterilisere glassene med

Du gør sådan her:

Kog vandet op med sukker og kanel. Klip vanillestangen i fire og tilsæt den også. Skær citronerne i både, og kom dem ved. Lad det simre i ca.20-30 min til sukkeret er helt opløst, og smagene er trukket ud i lagen.

Skyl blommerne, og skær dem i halve – befri dem for stenen, og skær evt hårde knaster fra halvdelen uden sten.

Kog de vaskede glas af i kogt vand, og skyl dem med en sjat spiritus for at sterilisere dem helt, husk låget også!

Pak nu glassene med blommer.

Si vandet over i en skål, og fisk vanillestængerne op og kom én i hvert glas. Hæld lagen over blommerne og luk glassene til med det samme.

Opbevar glassene mørkt og køligt. Uåbnede holder de i flere måneder, når et glas åbnes opbevares det på køl, og skal spises i løbet af nogle dage. Husk at stik en ren gaffel eller ske ned i glasset når du fisker blommer op!

Brug også lagen, f eks over is, pandekager, skyr.


Prøv også vanille-citron syltede pærer når pærerne er i sæson!

Blommekage up-side-down

Nogle gange skal man vende tingene på hovedet, det siger de kloge gør at man bryder vanerne og måske ligefrem tænker nyt. Således valgte jeg at omsætte nogle af de lækre mørke blommer der stod der, og bare stod, til en lækker blommekage. Det har jeg gjort ret så mange gange før, bla denne bradepandekage m blommer og marcipan og disse blommemuffins m.sprød top. Og hvorfor så dele endnu en blommekage opskrift med jer?

Fordi denne her er ganske anderledes i konsitens, da den er bagt på bla mandelmel og en meget lille mængde hvedemel, og fordi jeg har bagt den up-side-down – altså med blommerne nederst, er det en rigtig svampet kage. Kanten og toppen (altså når du har vendt den om) bliver en smule karamelliseret. Kagen smager afgjort bedst lun, evt serveret med en klat flødeskum, creme fraiche eller double cream til, men kan også sagtens spises kold og blot som den er.

Sådan bager du en blommekage up-side-down:

Tænd ovnen på 175 grader. Smør en springform godt med smør. Og tag nu flg. ingredienser frem:

  • 150 g smør – det skal være blødt, så husk at tage det ud i god tid før du begynder bagningen!
  • 250 g rørsukker
  • 3 æg
  • 100 g mandelmel eller fint blendede mandler
  • 150 g hvedemel
  • 3 tsk bagepulver
  • 2 spsk honning
  • 1 vanillestang
  • 8 halvstore blommer

Skyl blommerne, og skær dem halvt over. Vrid dem fra hinanden og tag, eller skær stenen ud. Pisk nu smørret med sukkeret, og tilsæt æggene. Skrab kornene ud af vanillestangen, og kom dem i. Tilsæt bagepulver, mandelmel og honning, og rør eller pisk dejen sammen. Tilsæt tilsidst hvedemelet og rør dejen godt sammen.

Læg nu blommerne med skærefladen nedad i springformen, med en smule afstand. Hæld dejen over, og bag kagen i ca.50 min – 1 time. Hvis dejen begynder at tage lidt for meget farve (det gjorde min), så dæk springformen løseligt med et stykke alufolie. Altså du kan jo lægge blommerne helt som du vil ..

Tag kagen ud, og lad den køle noget i formen på en rist. Find nu et fad frem, og løsn kagen fra formen – få evt hjælp – kagen skal nu vippen sådan at bunden vender øverst på fadet. Lad kagen dampe af og pynt den evt med en smule sigtet flormelis og revet skal af en grøn citron eller en lime.

Velbekomme!

What a tart(e) tatin!

 

Tarte Tatin med “Nature morte aux oranges”, Henri Matisse, 1913

Forleden lykkedes det mig at få frosset lidt forskellige grøntsager, samt at lave en fond af nogle smattede champignon. Således lykkedes det mig at forhindre madspild. Men frugtskålen bugnede også af bla lækre søde pærer, sprøde æbler og velsmagende blommer af sorten Opal. Så inspireret af de små fine tærteforme jeg købte på Kagefestivalen i går, kom jeg på at lave en lille Tarte Tatin – eller det vil sige efter næsten samme fremgangsmåde. Jeg bagte dem i selve formene, og dermed ikke som normalt foreskrevet, i den pande man karamelliserer frugten i. 

Jeg er vild med kombinationen af den sød-syrlige karamelliserede frugt, og den sprøde bund! Og så er der noget særligt ved at få serveret sin helt egen lille dessert – måske de ovenikøbet kommer på bordet til min fødselsdagsmiddag?

Tarte tatin avec trois différentes sortes de fruits:

  • 200 g blommer (hvis du køber økologiske, er de oftest små i størrelsen, men meget rige på smag)
  • 3 små modne pærer
  • 1 mellemstort sødt æble
  • 100 g rørsukker
  • En sjat honning
  • 75 g smør
  • 1 rulle butterdej (de fås økologisk)
  • 6 små tærteforme á 120 mm rekt.m.løs bund
  • Evt en lille smule usaltede pistacienødder, finthakkede som pynt (det lysegrønne giver et fint modspil til den brunlige karamel)
  1. Opvarm ovnen på 200 grader.
  2. Skyl frugterne, og skær kernehus/sten ud. Skræl æblet. Skær i tynde både.
  3. Pak butterdejen ud, og udstik nu 6 stykker med det øverste af tærteformen. Skær dem evt forsigtigt fri.
  4. Varm rørsukker og honning op i en pande til det bliver en karamel.
  5. Vend nu forsigtigt frugt-bådene i karamellen et par minutter.
  6. Fyld frugten i formene, og hæld væden over.
  7. Læg nu et stykke dej ovenpå frugten i hver af formene. Pres en smule ned langs kanten.
  8. Bag de små tærter i ca.15 min. til dejen puffer op og bliver en smule gyldent.
  9. Lad dem køle en smule. Ved servering vendes de med bunden nedad, sådan at dejen rammer tallerknen og frugten synes øverst.

NB. Pardon my french i overskriften, det var nu blot for ord-legens skyld.

Ribbensteg m. æble-sennepsfyld, perlebygsalat, sur-sød blommekompot og syltede selleri

Syltede selleri

Som beskrevet i dette indlæg fik jeg købt lidt ind på både Lolland & Falster i den forgangne uge, bla forskellige kød udskæringer hos Kirkehøjens Limousine. Deribland en ribbensteg på lidt over et kilo, fra en Mangaliza uldgris. Og da jeg fik nærstuderet den, måtte jeg konstatere at den havde en del fedt – umiddelbart giver fedt jo smag, men meget tykke fedtlag bryder jeg mig altså ikke om at tygge mig igennem. Derfor kom jeg på, at komme fyld i den, fyld der både kunne være med til at give smag, men også med til at mætte. Selvom det ikke er æblesæson, valgte jeg at fyldet skulle bestå af bla æbler. Jeg kogte perlebyg, da jeg ville lave en salat af perlebyg til, og gemte en smule til fyldet.

Uldgrisen skulle efter sigende smage lidt af vildsvin, men det synes jeg nu ikke den gjorde. Det kød der var smagte til gengæld meget kraftigt, og matchede desværre ikke helt mine smagsløg. Sværen blev til gengæld ovenud sprød og smagte rent faktisk super godt!

Ungarsk Mangaliza uldgris får sig et bad.

Menuen rækker til ca.2-3 personer, alt efter sult, eller ved en mere kødfuld ribbensteg, til 4 pers. Den kan også sagtens laves til én pers., da kødet også kan spises koldt, og perlebygsalaten kan tages med til frokost. Blommekompotten kan nydes til and, svinekød, asiatiske retter og til vildt. De syltede selleri bliver kun bedre med tiden, og smager godt sammen med hønsesalat samt til både lyst og mørkt kød. De syltede selleri blev jeg inspireret til at lave, efter frokosten på Czarens Hus i Nykøbing Falster – mine smager ikke helt som dem jeg fik der, men jeg synes faktisk jeg er sluppet ret godt afsted alligevel.

Ribbensteg m.æble-sennepsfyld:

  • Ribbensteg, ca.1 kilo
  • 2 mellemstore søde æbler
  • 1 spsk grov sennep – jeg brugte Øl-sennep fra Nyord
  • 2 spsk perlebyg
  • En lille håndfuld salvieblade
  • 2 små skalotteløg
  • Groft salt
  • Smør til stegning
  • Bomuldssnor til kød
  1. Dup stegen tør, og se efter om sværen er skåret helt igennem.
  2. Kog perlebyg efter anvisning, tag 2 spsk fra.
  3. Varm ovnen på 165 grader.
  4. Skræl æblerne og skær kernehuset fra, skær æblestykkerne i store tern.
  5. Skræl løgene, og skær dem i tynde både.
  6. Svits nu løg og æbler i en klat smør, til æblerne tager en smule farve og mørnes.
  7. Kom salvie ved, og steg med i 1 min.
  8. Bland de stegte æbler med perlebyg og rør sennep i blandingen.
  9. Skær nu en lomme i stegen langs siden.
  10. Kom fyldet i lommen, og snør stegen til med snoren.
  11. Læg stegen i en lille bradepande, og gnid godt med groft salt på sværen.
  12. Sæt nu bradepanden på en rist i ovnen, og giv den ca.40 min. Skru ovnen op på 225 grader, og giv den yderligere ca.20 min. – hold godt øje med den, stegen er færdig når sværen er sprød.

Perlebygsalat:

  • Perlebyg
  • Bladselleri
  • Æble

Dressing:

  • 1 spsk olivenolie
  • 1 spsk kryddereddike – æble, solbær, ribs.
  • 1 spsk grov sennep
  • Groft salt og friskkværnet peber
  1. Kog perlebyg efter anvisning. Køl den færdigkogte perlebyg.
  2. Lad skrællen sidde på æblet, og skær det i mundrette tern.
  3. Skyl selleri, og skær den i tynde skiver.
  4. Bland dressingen, og bland det hele sammen.
  5. Lad gerne salaten trække imens stegen er i ovnen.

Sur-sød blommekompot fotograferet på afsnittet om Blommer

i Anette Eckmanns meget fine “Naturens Spisekammer”

Sur-sød blommekompot:

  • 500 gram modne økologiske blommer
  • 1 stang vanille
  • 1,5 dl ribs eddike (anden krydret eddike kan bruges)
  • 1,5 dl rørsukker
  • Glas til opbevaring samt atamon (hvis altså ikke det hele spises)
  1. Kom eddike og sukker i en tykbundet gryde.
  2. Skrab kornene ud af vanillestangen, og tilsæt både korn samt stang.
  3. Opvarm blandingen til sukkeret er opløst.
  4. Skyl imens blommerne, og befri dem for stenen.
  5. Kom nu blommerne ved, og lad det simre i ca.10 min. eller til blommerne er kogt møre.
  6. Fisk vanillestangen op, og hæld straks på steriliserede glas.

Syltede selleri:

  • 2/3 bdt. bladselleri
  • ca.3 dl eddike
  • 1 dl rørsukker
  • En håndfuld blandet sennepsfrø, peberkorn og hele koriander
  • Glas til opbevaring samt atamon (hvis altså ikke det hele spises)
  1. Skyl og rengør bladselleri stænglerne. Skær dem i mundrette skiver. Lad dem dryppe af.
  2. Kog imens eddike op med sukker og krydderier til sukkeret er opløst.
  3. Steriliser glasset/glassene, og pak dem med selleri skiverne, hæld nu eddikelagen over, og luk straks glasset.