Fisk en papillote – sund hverdags fastfood

I dag var jeg på fiskefangst, ikke på søen, men blot hos fiskehandleren. Og på krogen kom en en hellefiskefilet, ikke vildt opfindsomt men den så, så enorm indbydende ud dér i køledisken og så var prisen ok. Og så havde jeg denne lille opskriftsamling, som jeg fik med et fransk hobbyblad, i tankerne:

Og derfor blev det til hellefiskefilet en papillote med citron-krydderurte smør, asparges, gulerødder og hvidløg serveret med bulgur til. En vanvittig let ret at tilberede, og faktisk en ret man kan forberede, hvis det eks vis er gæstemad. Man kan tilberede fisk en papillote med mange slags fisk, og man kan variere grøntsagerne i næsten det uendelige. Personligt elsker jeg også den slags mad, hvor al opvasken mere eller mindre er klaret inden man sætter sig til bords, og her får man stort set det hele i én pakke, voila!

Når man pakker fisk i en pakke – som en papillote jo er, så kan man bruge både bagepapir og folie, jeg synes bedst om bagepapir. Her tager man et kvadratisk stykke, folder det på midten så det udgør en trekant, åbner det igen og ligger så fisk og grønt på den ene halvdel, lige ved kanten. Dernæst folder man hele kanten til så det danner en halvcirkel.

 

Hellefiske filet en papillote med citron-krydderurte smør, asparges, gulerødder og hvidløg – 1.pers.:

  • 1 hellefiskefilet
  • 3 asparges
  • 2 gulerødder
  • 2 fed hvidløg
  • En lille håndfuld purløg og persille
  • En smule frisk revet ingefær
  • Skallen af 1/3 økologisk citron samt saften af 1/2 citron
  • 1 lille klat smør
  • Frisk kværnet peber, en smule groft salt
  • Tilbehør: bulgur (kog efter anvisning på pakken) + en smule olivenolie
  • Samt bagepapir
  1. Varm ovnen på 180 grader.
  2. Rør blødt smør med citronskal,- og saft, finthakkede krydderurter, ingefær, salt og peber.
  3. Skræl gulerødderne, og skær dem i tynde skiver, halver dem evt. Bræk den træede ende af aspargsene, og skær dem ligeledes i tynde skiver.
  4. Tag skrællen af hvidløgene og skær dem i mindre stykker.
  5. Læg nu gulerødder og asparges som beskrevet ovenover, og læg fisken ovenpå. Top med smørret, og læg hvidløgene ved. Luk nu pakken, og kom i ovnen i 15 min.
  6. Server med bulgur, rørt med en smule olivenolie til.

Jeg ved ærlig talt ikke hvorfor jeg ikke laver dette noget oftere, det tog mig under en halv time! Smagte helt vidunderligt, mætter på en god og ikke tung måde og så er det jo en temmelig fedtfattig måde at tilberede sin fisk på. I nær fremtid vil jeg afprøve et par af opskrifterne i den lille franske kogebog!