No-bake Chokolade Cheesecake

chokoladecheesecake/lacucinanada

Irma søgte på facebook efter madklubber, da de i januar udgaven af deres gratis magasin Krydderiet vil lave en artikel om madklubber, og da vi jo har sådan en ret anderledes madklub her i den ejerforening jeg bor i, så tænkte jeg at jeg da kunne byde ind. Og sørme om ikke de valgte os blandt de tre madklubber der ender i artiklen. I artiklen og online kommer også opskrifterne fra middagene, og der vil du kunne se vores amerikansk inspirerede 3-retters middag. Desserten, chokolade cheesecaken, har jeg delt billeder af på sociale medier, og flere har spurgt til opskriften, så derfor deler jeg min opskrift med jer allerede nu her.

Bunden består af brunkager, så du kan jo tage hul på julerierne nu og lave denne krydrede fuldfede chokoladebombe, jeg lover dig at den er ventetiden værd! Opskriften kan også med fordel hives frem igen i januar, hvor du måske har rester af jule-småkager og bare ikke orker at æde flere af dem, for det behøver ikke være brunkager, men de er nu gode med deres mørke og krydrede smagsnoter.

Kagen skal ikke bages, og er ikke svær at lave, men den skal have tid til at sætte sig, og skal derfor laves dagen før.

chokoladecheesecakehel/lacucinanada

No-bake Chokolade Cheesecake:

Bund:

250 g brunkager (hvis du ikke har/kan få brunkager, så brug Bastogne kiks f eks)

50 g smør

50 g hasselnødder

3 spsk nutella

Kom småkagerne og hasselnødder i foodprocessoren, eller brug stavblenderens hakkefunktion, og mal dem til mel. Skær smør i mindre tern, og bland det i blandingen sammen med nutella. Arbejd det sammen med hænderne, sådan at smørret er helt fordelt.

Kom blandingen i bunden af en springform, kom den en smule op ad kanten.

Fyld:

140 g mælkechokolade (jeg brugte Valrhonas lait bahibe på 46% cacao)

300 g nutella

500 g smørost, neutral, ikke light

Smelt nutella og den hakkede chokolade over vandbad.

Kom smørosten i en stor skål, og hæld chokoladen ved. Pisk det sammen til det er let luftigt og har konsistens af en lidt tung chokolademousse.

Fordel fyldet over bunden med en dejskraber. Kør så glat så mulig en overflade, og sådan at ostefyldet dækker over kanterne i siden også.

Dæk springformen med husholdningsfilm, og stil på køl. Min. 3-4 timer, gerne natten over da den sætter sig bedre.

Mælkechokoladeganache:

2 dl piskefløde

140 g mælkechokolade

Varm fløden op i en tykbundet gryde. Kom den grofthakkede chokolade ved, og varm op til det smelter sammen ved lav varme.

Køl ganachen helt.

Pisk den igennem i en skål, til evt chokolade-bundfald har løsnet sig og til ganachen har en sammenhængende konsistens.

Pynt:

50 g hasselnødder

Evt skovsyre blade

Hasselnødderne lægges i en bradepande og ristes i ovnen i 10 min. ved 200 c.

Læg dem i et viskestykke og gnub skallerne af. Hak dem groft, eller halvér dem.

chokolademagasinetslice/lacucinanada

Tag nu kagen ud af springformen, sæt den på en rist.

Hæld ganachen over, lidt af gangen – start fra midten af, og lad den flyde selv, eller hjælp den lidt på vej med en dejskraber. Lad den sætte sig helt på køl før du pynter kagen af.

Pynt af med ristede hasselnødder og evt skovsyre blade.

 

Cheesecake med brunkagebund og portivns-rosiner

Cheesecake/LaCucinaNada

Her et bud på en sand Stop Spild Af Mad-kage, eller en rigtig dessertkage om du vil. Der er smæk på smagen i denne cheesecake – krydderierne fra brunkagerne og portvinens sødme klæder hinanden formidabelt. En kage der fortjener en velbrygget kop kaffe, og måske en lille avec ved siden af.

Jeg havde en dåse med hjemmebagte brunkager stående fra jul, og har ikke nænnet at smide dem ud. De var utrolig nok ikke blevet bløde, men efter jul, så er det ikke lige brunkager jeg har haft lyst til. Mange har ofte småkager tilovers fra julen, og her er altså et bud på hvad de kan bruges til.

Cheesecake/LaCucinaNada

Rosinerne har faktisk også stået i blød siden midt af december, hvor en nabo og jeg bød på fyraftens-glögg i gården … ! Ja, kom ikke og sig at jeg smider madvarer ud, hehe. Det behøver de altså ikke, sæt dem blot i blød senest dagen før, sådan at de får suget portvinen og bliver bløde – gerne et par dage før.

Hvis du ikke ligger inde med rester af brunkager, så kan du bage bunden med Bastogne-kiks eks vis, de har en lignende krydret smag.

Kagen her er bagt i et tærtefad med løs bund. Hvis du ønsker mere højde på, som en cheesecake vanligvis har, så gang fyldet op med en dobbelt mængde, eller en halv gang så meget, og bag den i en springform i stedet.

* * * * *

Cheesecake med brunkagebund og portivns-rosiner:

Bund:

250 g brunkager

100 g smør + en smule til formen

Fyld:

400 g flødeost naturel

175 g creme fraiche

2 æg

kornene af 1 vanillestang

150 g rørsukker

samt

150 g rosiner + portvin (nok til at dække rosinerne)

* * * * *

Sæt rosinerne i blød i portvin, helst dagen før.

Blend brunkagerne til krummer.

Smelt smørret, og hæld brødkrummerne i smørret, lad det varme med et par minutter.

Smør formen en smule. Bred nu brunkage-massen ud i formen, og tryk den flad med bagsiden af en stor ske.

Bag bunden v.175 grader i 5 min. Lad bunden køle en smule, sådan at den fæstner sig lidt.

* * * * *

Rør vanillekornene ud i sukkeret.

Pisk sukkeret med flødeost, creme fraiche og æg, til en ensartet masse med en el-pisker. Rør nu rosinerne ud i fyldet, også gerne den evt ekstra sjat portvin.

Hæld fyldet over bunden, og bag kagen i 30 min.

Sæt den på køl et par timer, gerne 3-4 timer, så den sætter sig helt.

Cheesecake/LaCucinaNada

 

 

 

Jordbærgele m.(granatæble)balsamico

Hva´dælen skal man bruge sådan en gele til?, tænker du måske. Jo, man kan bruge den til at *toppe en cheesecake eller en frugttærte med. Man kan også, som i vores nordiske broderlande, spise den som dessert med flødecreme til. Eller, fordi denne har den skarpe smag fra balsamicoen, servere den til et stykke kraftig ost!

Jeg kogte geleen fordi jeg havde ca.300-400 jordbær stående, som så ret så trætte ud. Og kom på at lave en gele tilsat den granatæblebalsamico jeg købte på fødevaremarkedet i Svendborg. Balsamicoen forhandles af det tyske firma vom Fass, som bla gør det i balsamico som sælges fra fad – deraf navnet. Min gele blev noget sødere end jeg havde regnet med, men man kan jo smage til og tilsætte mere balsamico efter smag.

Jeg har brugt geleringsmiddel, og du må læse anvisning bag på brevet ifht den mængde væske du får ud af de bær, du vælger at koge en gele af. Jeg fik ca.2 dl gele ud af mængden. Derfor lyder min opskrift helt enkelt således:

  • Jordbær
  • Sukker, tilsvarende mængde (bruger du 300 g jordbær, tilsæt da 300 g sukker). Jeg brugte syltesukker, og vælger du det, så stivner massen allerede en del når du lader saften dryppe af. Tilsat i så fald en mindre mængde geleringsmiddel.
  • Balsamico – evt granatæblebalsamico, 1 spsk pr.100 g bær, evt en smule mere
  • Geleringsmiddel, atamon og et syltetøjsglas, evt flere.
  1. Skyl og nip jordbærrene. Lad dem dryppe af i en si.
  2. Kom bær, sukker og balsamico i en gryde, og lad det trække saft i et par timer.
  3. Kog ved svag varme i ca.20 min. Mos evt bærrene lidt, for at få al saften ud af bærrene.
  4. Lad saften dryppe af i et klæde, eller i dertil indrettet anordning i nogle timer.
  5. Skyl syltetøjsglas i kogende vand, og skyl dem af med atamon.
  6. Hæld nu geleen i glasset/glassene, og luk til med det samme.
*Hvis du bruger geleen som topping på en kage, da skal den varmes op og derefter pensles på kagen, hvorpå den vil stivne igen.