All that jazz (& food)

RødeRosesKaffebar/LaCucinaNada

Så starter balladen. København er de næste ti dage spækket med jazz i alle afarter med alt fra store navne på de dyre koncertsteder til mindre navne på små luskede kælder værtshuse.

And I´m loving it.

Faktisk er det sådan at jeg planlægger min sommerferie rundt om uge 28 hvor Copenhagen Jazz Festival rammer byens gader og stræder. Jazz er min musik og på den måde er det jo en fest at kunne høre gamle kendinge, og blive præsenteret for nye navne. Men det er ikke kun musikken der trækker, det er i høj grad også stemningen!

At pakke cykelkurven med kaffe, en avis eller en bog og snuppe campingstolen (jaaa det er ikke kun de unge der har sådan en med på Roskilde), og finde et god udendørs spot i dagtimerne. Og måske tage lidt på læberne og smutte til en koncert med min jazz-helt nr.1, Jan Kaspersen ved aften tide. Eller sætte venner og familie i stævne på et tæppe i Kgs Have med kølig rosé, solskin og sprøde jazzrytmer. Hvor jeg end ender, ynder jeg at iagttage folk og fæ. Der er alt fra de modne herrer med spøjse hatte, de unge fra rytme-kons til pludrende damer med svingende barm og storblomstrede kjoler og forelskede kærestepar der har forvildet sig til en koncert.

I simply love it.

Og det har jeg gjort fra en helt ung alder. Hørt jazz. Først på mine forældres pladespiller, sidenhen med min skole veninde og hendes Mor (tak Ella, for at præsentere mig for en helt vidunderlig verden!) og i de forgangne mange mange år, både herhjemme, til søndagsjazz i Huset, jagtet mine yndlings musikere på små hyggelige spillesteder og ikke mindst til Jazz Festivalen.

Hvis du er nysgerrig på hvor i byen du kan høre jazz, så kan du hente app´en jazz.dk og se det daglige program der. Ellers så følg lyden af trutten, klapsalver og swingrytmer.

Men i år er der noget nyt på jazz-scenen, nemlig jazz & mad. Eks vis har Cava Bar og Tango Grill i Torvehallerne en række små koncerter. Her kan du nyde et glas cava, østers eller en lille tapas anretning til jazzen, og blive beværtet af den karismatiske ejer Lau i Cava Bar. Eller du kan bestille en Argentinsk bøf og nyde middagen imens.

Eller hvad med jazz & brunch? Eks vis i selskab med Jakob Dinesen på Toldboden. Her kan man også indtage middagen akkompagneret af en række jazzbands. Priserne er fra 200-650 kr.

I den noget dyrere ende byder Mielcke & Hurtigkarl ind under overskriften “En kulinarisk hyldest til improvisationens kunst”, en middag med mundrette anretninger, vin og øl. Arrangementet står i en 1000 kr. og du kan læse mere om det her.

Den økologiske, biodynamiske og bæredygtige restaurant, Gustavs Bistro byder ind med sæsonens råvarer stort set alle festivalens dage kl.18.00. Hvilke jazznavne der gør maden selskab hvilke dage kan du læse mere om her.

På Jazz.dk kan du finde flere arrangementer hvor både mad og jazz indgår. Eller blot se hvor du kan finde de mange forskellige koncerter både i indre by, på alle brokvarterene, i Valby og på Frederiksberg.

Af fare for at mit absolutte yndlings-spot bliver overrendt, nævner jeg Røde Roses Kaffebar der igennem de seneste år også er blevet en aktiv spiller på jazzfestival-programmet. Kaffebaren er sindssyg hyggelig, og ligger godt gemt på ydre Nørrebro. Som en af mine venner sagde: så er Balders Plads Nørrebros Frederiksberg. Og det er ikke en gang løgn. Pladsen er omgivet af smukke bygninger og et væld af træer. Og så den lille bitte Kaffebar, der om sommeren vokser sig stor med udendørs servering. Under Jazz Festivalen med decideret scene, fadøls-salg og grillede merguezpølser med blandet salat og alskens krydderurter og baguette ‘ad libitum’. Koncerterne er at finde i førnævnte app, men hvis du vil vide mere om hvad Røde Roses Kaffebar byder på henover sommeren, eks vis har de også Tango på plakaten – både undervisning, dans og musik, så vil jeg anbefale at du følger dem på Facebook.

Men det hele behøver jo ikke være så avanceret, når der skal indtages mad imens man jazzer. Man kan jo også smøre sig en madpakke hjemmefra, eller lave sig en picnic kurv. Og så kan man selv medbringe drikkevarer, dog ikke hvis man sidder på en beværtning, eller det område som det pågældende spillested har sat op. Her synes jeg det er god skik at købe sig til en skænk eller to, selvom jeg oftest sidder på min medbragte stol. Det er jo trods alt en gratis fornøjelse.

Håber du har mod på lidt jazz? Det er slet ikke så farligt.

Selv vil jeg i eftermiddag give Al Agami and The Rap Rehab Ensemble et go, netop på Røde Roses Kaffebar. Og så vil jeg bolle de navne af jeg gerne vil høre i løbet af ugen, eks vis har jeg længe ville høre Jan Harbeck live, det er sådan en gang old fashion mainstream/swing jazz, noget man kun kan blive glad i låget af.

*Billedet øverst er fra sidste år, og netop på Balders Plads.

 

Lunch & all that jazz

Over Jive – overgearet swing og jive. På den fede måde.

Sikke en dejlig weekend. Hele to gange har jeg været inviteret ud at spise frokost i den skønne inde København. Og begge gange i selskab med ligesindede på jazzfronten.

Et stort tak til jer begge!

 En porsesnaps – hældt helt til randen.

“Mit job er at skænke, det er dit at gøre kål på den”, supplerede den muntre tjener.

Fredag indtog vi frokosten på Husmanns Vinstue – en restaurant der har ligget på samme adresse siden 1888, og har en stor gruppe stamkunder. Serveringen var helt i top, med overskud til muntre bemærkninger, gamle anekdoter og kyndige forklaringer omkring både mad og drikke. Som min far sagde, så er tjenerne på disse Københavnske frokost-restauranter af en helt særlig støbning, og snakken faldt på om de mon var en uddøende race. Fornøjede var vi i hvert fald. Vi var oven i købet så heldige at solen skinnede fra en skyfri himmel, og valgte derfor at sidde udendøre. Her blev maden på fineste vis akkompagneret  af behagelige jazztoner, leveret af en trio lidt længere oppe af gaden. Eneste anke må være øl-udbuddet, også her har Carlsberg noget der minder om patent på leveringen af det flydende guld i hanerne.

Vi valgte begge to at starte med en Sol over Gudhjem, som var en af dagens ekstra serveringer. Den var anrettet med rigeligt tilbehør, og smagte egentlig godt. Savnede måske at kunne smage makrellen en anelse mere. Til gengæld var rødspætten med rejer helt i top – kun let vendt i mel og stegt af i smør, så den lige fik lidt stegeskorpe – og rejerne var fjordrejer (de måtte gerne have været en anelse koldere) og aspargsen havde knæk – der smagte af dansk sommer.

I festligt humør, efter at have taget afsked med faderen, mødtes jeg med et par bekendte på stamværtshuset. Prisen for det betalte jeg så lørdag morgen, men der var ikke andet for end at rejse mig fra det træ  jeg faldt ved … og den iskolde Saaz Blonde fra fad fra Jacobsen jeg nød på Restaurant Kronborg inden jeg skulle møde min veninde gjorde da også godt. Ligeså gjorde de meget lækre, smagfulde og friske serveringer vi fik der.

To meget store, og kødfulde lakse fiskefrikadeller med hjemmerørt remoulade, af den grove slags. 

Kartoffel mad, anrettet på mormorsalt garneret med løgringe og

friturestegte ansjoser vendt i panko-rasp.

Fiskefrikadellerne har jeg fået en gang ved et tidligere besøg, og det er nok byens bedste. De smager vitterlig af laks, og er enorm saftige. Men den kartoffel mad, den slog samtlige serveringer denne weekend! En helt genial sammensætning af de nye danske kartoflers sødme, det sprøde fra salaten, løget og raspen i selskab med det syrlige fra fløden og det salte fra ansjosen. Wauw. Sjældent har et stykke smørrebrød henført mig i samme grad.

Også på Kronborg, hvor jeg fra min plads ved udendøre serveringen, havde udsigt til min barndoms karré, var betjeningen helt i top. Her suppleredes serveringen med snakke om alt fra dagblads-præferencer til lidenskabelig madsnak. Man har hver gang lyst til at vende tilbage til det hyggelige og pæne sted, og jeg vil anbefale det på det varmeste.

 

Også denne dag stod den på efterfølgende jazz. Og dét indenfor rækkevidde, da vi blot spadserede lige rundt om hjørnet og ind i gården ved Huset i Magstræde. Først til en omgang lettere eksperimenterende jazz, der som min veninde sagde, nok egner sig bedre på grammofonen derhjemme. Men da vi så, i al dovenskab, valgte at blive siddende til næste band, blev vi i den grad glædeligt overraskede: Et 8 mand stort band, iført jakkesæt, seler og højt humør, swingede sig igennem et repertoire af swing og jive klassikere, sågar også et par rock numre tilpasset swing-jazzens rytmer. Det holdt helt og aldeles! Eneste minus var at der ikke var plads til en svingom … for hold op det var svært at sidde stille. Du kan høre Over Jive give den gazz her:Over Jive.

I skrivende stund er der 75-77 koncerter tilbage, og så slutter jazz-festivalen for denne gang. Jeg har nydt det jeg har kunne snige mig til i år, da jeg ikke har ferie og da vejret ikke just har været helt i top. Næste år har jeg med sikkerhed ferie i uge 28 igen – jeg ELSKER simpelthen at kunne køre fra sted til sted, med cykelkurven pakket, avisen under armen og jazze mig igennem 10 dage …

Her på Balders Plads – Røde Roses Kaffebar byder på Jacob Fischer, og som altid: dejlig stemning!

Så tak for denne gang – 

… og på gensyn til næste år Copenhagen Jazz Festival!

 (måske også lige til en gang vinterjazz … )