Her i mit Cucina bliver det ikke til meget Halloween-halløj, selvom jeg må indrømme at jeg fascineres af eksempelvis de mange smukke og fantasifulde kager bagt til den Amerikanske højtid som jeg ser på Instagram og Pinterest.
Men i aften er der ‘Den Store Bagedyst’,og i denne runde er det tilsyneladende blevet min tradition at bage kage til lejligheden. Og når der som her er tale om en saftig kage, så holder den sig frisk i mange dage, hvilket jo er smart når man som udgangspunkt er alene om den.
Kagen kan også bages med gulerødder eller æble i stedet for græskar, men hvis du ikke har bagt kage med græskar før, så giv det en chance, for det giver en virkelig fin dyb smag og gør kagen dejlig saftig.
Græskarkage:
250 g revet græskar
250 g blødt smør
250 g sukker
Cheese4 æg
250 g hvedemel
100 g hasselnødder
1,5 tsk stødt ingefær
2 tsk kanel
2 tsk bagepulver
Varm ovnen på 175 grader.
Hak hasselnødderne groft.
Pisk smør og sukker hvidt og skummende, tilsæt æg ét af gangen imens du pisker.
Hæld græskar ved og rør rundt.
Bland de tørre ingredienser; mel, bagepulver og krydderier. Kom blandingen ved og rør nødderne i. Rør dejen sammen.
Hæld dejen i en springform beklædt med bagepapir og bag den på den midterste rille i ovnen i ca.45. min. Tjek evt med en strikkepind om dejen hænger ved.
Tag kagen ud og lad den køle helt.
Cream Cheese frosting:
200 g flødeost, ikke light
75 g blødt smør
75 g flormelis
Pisk ingredienserne sammen til en ensartet creme. Opbevar på køl indtil den skal bruges.
Når kagen er helt kold smøres frostingen på med en dejskraber.
Pynt evt. – jeg pyntede med tørrede morgenfrue blomsterblade.