Forkæl dit (dansk)vand!

VAND/LaCucinaNada

 

Det er varmt udenfor og kroppen trænger i den grad til væske, og her siger alle sundhedsdogmer at vand er det afgjort bedste at indtage. Det er også dejligt, vand. Særligt iskoldt, og især det vand der rinder ud af vandhanen, hvis du spørger mig.

Indimellem bliver jeg enorm træt af at drikke vand, da jeg savner en eller anden smag. Faktisk undrer det mig lidt, da jeg ikke drikker hverken soda,- eller saftevand, men måske er det fordi jeg drikker så afsindig store mængder af vand, særligt i sommermånederne. For at råde bod på det, tilsætter jeg alskens sager til mit vand. Indrømmet, også fordi det tager sig så pisse godt ud! Og når jeg tilsætter mit danskvand smag, så føles det en smule kriminelt, ligesom når jeg fik en rød eller grøn sodavand som barn. Sådan kan man et stykke hen af vejen “snyde” hjernen, og det er jo smart.

Nedenstående kan du blande med både postevand og danskvand, og danskvand kan sagtens være den købte slags, men den du laver på maskine selv, synes jeg er bedst – der får du lige den styrke af brus du ønsker dig.


 

Her får du mine favoritter:

VAND/LaCucinaNada

Postevand, frisk mynte, citron, – eller limeskiver og isterninger. Lad gerne mynte og citron trække i vandet inden det drikkes.

VAND/LaCucinaNada

Danskvand – lavet af vand der har trukket med et par friske mynteskud, frossen vandmelon skåret i små trekanter, blendet og siet saft fra vandmelon.

VAND/LaCucinaNada

Appelsinsaft, appelsin i halve skiver, Appelsintagetes blomster, små friske basilikumskud og masser af isterninger. Eller frosne appelsinbåde i stedet for isterninger.

VAND/LaCucinaNada

Danskvand, meget tynde æblebåde. Citronmelisse og mynte klæder æblesmagen rigtig godt. Tilsæt evt spiselige blomster for æstetikkens skyld, her er det appelsintagetes.


 

Du kan også servere vand med mere smæk på smagen, som matcher den mad du serverer, f eks giver en stilk frisk rosmarin rigtig meget smag, sådan lidt en gran-agtig smag.


 

Isterninger med fyld kan også udgøre det for både pynt og smag. Her nogle idéer til hvad du kan fryse i dine isterninger:

Spiselige blomster, eks vis; Hjulkrone (som siges at have en kølende effekt når de kommer i væske), Violer, blomsterbladene af Morgenfrue, Rosenblade, Lavendelblade mv.

HUSK: at blomsterne ikke må være sprøjtede!

Du kan også vælge at fryse saften af eks vis melon eller saft, sådan at du tilsætter en klar vand et farvespil.

Bær, eks vis blåbær eller større bær skåret i tynde skiver

Ligesom til drinks, kan du også lege med lidt lir på dit vandglas, prøv eks vis at dyp glasset i koncentreret saft af bær eller sirup først, og dernæst i sukker. Det pynter så fint, og så får man en smule sødt med i slurken. Eller skær citrusfrugt i skiver, med et lille hak i til at hvile på kanten. Det kan også være hele bær eller melon.

Og nu vi er ved drinks, samtlige forslag kan snildt mixes med eks vis vodka eller gin – tænk i syre hvis du blander eks vis vandmelon-drikken med vodka og tilsæt evt tonic eller limonade. Eller du kan toppe saft med boblevand i stedet for danskvand, eller evt half-and-half.

Se f eks en rigtig lækker læskende drink jeg lavede forleden: https://lacucinanada.com/2014/07/15/en-rigtig-sommerdrink/


 

Opskrifterne er blevet til i et samarbejde med https://www.aqvia.dk/, og hvis du har lyst til at lave hjemmelavet sodavand uden kunstig tilsætning, så se flere opskrifter her:

https://lacucinanada.com/2013/03/30/rod-sodavand/

https://lacucinanada.com/2012/07/03/jordbaersirup/.

https://lacucinanada.com/2013/08/17/blommesaft/

I et reklametillæg til Politiken midt i juni 2014 kunne du finde min opskrift på blommesaft, som kan toppes med danskvand:

VAND/LaCucinaNada

 

 

Rød sodavand

Rød sodavand/LaCucinaNada

Jeg har aldrig været vild med sodavand, jo en tonic til at blande i min gin, eller en iskold faxe kondi når jeg har tømmermænds-ondt. For mig har det en syntetisk smag, og er alt alt for sødt. Danskvand derimod er jeg blevet helt pjattet med at drikke, og det gør at jeg får drukket mere vand. I går fik jeg så øje på en sirup jeg har stående, en sirup lavet på tørrede hibiscus blade, og fik lyst til at blande det op med netop danskvand. Vupti, nu havde jeg et glas af den mest velsmagende røde sodavand – helt fri for syntetisk tilsætning, sød uden at være alt for sød, let parfumeret og meget læskende!

Hibuscus/LaCucinaNada

Drikken kan sagtens udvides til en lækker velkomst drink, eks vis med bobler, eller måske med vodka, friskpresset citronsaft, frosne eller friske sommerbær og isterninger.

Tørret hibiscus kan du købe i nogle af helsekostbutikkerne, eller i de meget velassorterede grønthandlere. De har en helt vidunderlig duft, og kan bruges til lidt af hvert. Siruppen, eller lagen, kan eks vis bruges over en kage, for at opnå en let karamelliseret overflade, så kog en ekstra portion nu du er i gang alligevel.

Sådan gør du:

  • Tørret hibiscus, en god håndfuld
  • Rørsukker, eller syltesukker
  • Postevand

og

  • Danskvand
  • Evt frosne hindbær og/eller en skive lime eller citron

Hibuscus/LaCucinaNada

Kog vand, svarende til ca.0,5 liter, hvis du vil lave lidt ekstra hibiscuslage. Ellers kan du nøjes med 1 dl. Kom hibiscus i en the-si, og hæld vandet over. Lad de tørrede hibiscus trække i 5-10 min. Mål nu mængden af væske af, jeg brugte 0,5 liter og ca.350 g rørsukker, kog lagen op til sukkeret er opløst, og det begynder at tykne. Smag til, alt efter hvor sød du ønsker lagen.

Lad nu siruppen køle helt af.

Hæld en smule sirup op i et højt glas og top med danskvand – hæld evt mere sirup i, rør rundt. Server evt med frosne bær i, og/eller en skive lime eller citron – pres evt lidt af saften i sodavanden.