Jeg har en rigtig god mandeven. Sådan en jeg ser alt for lidt til, men når vi ses, så føles det som om vi lige har set hinanden. På den gode måde. Snakken går livligt om livets alvorligheder, dagliglivets udfordringer og sjælelivets vidunderligheder. Det bliver med garanti også lummert på den ene eller den anden måde når vi ses, og det bedste ved hans selskab, er at jeg griner en hel del. Hver gang vi er sammen, så tænker jeg over hvorfor vi dog ikke ses noget mere, ikke på den der afsavn-agtige måde, men simpelthen fordi jeg føler mig så godt tilpas i hans selskab.
Så da invitationen fra Den Vandrette landede i min indbakke, om at komme og smage på de mundrette serveringer i følgeskab med et udvalg af deres naturvine, ja så var jeg ikke et sekund i tvivl om at han skulle holde mig med selskab. Han var nærmest helt beæret over at skulle med på det han døbte en “anmelder-tjans”, og mødte op i det pæne antræk med charmeklud og det hele.
Det sjældne selskab gjorde så også, at udsendte madblogger hér glemte at få taget billeder af det hele, og blev noget distraheret i forhold til at skulle koncentrere mig om at lytte efter. For de skænker med stolthed vin og øl – jo du læste rigtigt, vi fik skam skænket øl som velkomst, en Geuze som smagte sjældent godt, på vinbaren. Man får ikke alene navnet på det man smager, men også et kort rids om vinen og hvorfor det lige er den de serverer til den enkelte anretning. Nogle vil måske mene det er en anelse snobbet, men her synes jeg de balancerer på fineste vis mellem at dele ud af deres faglige stolthed og lade gæsterne nyde oplevelsen. Og en oplevelse var det at træde ned i de rustikke omgivelser, ligesom det var en oplevelse at få fremvist skattekammeret: vinkælderen!
Det her er stedet du skal tage din date med, sætte din vinglade ven i stævne eller stedet du skal stille den lille sult. Den Vandrette skifter menukortet med jævne mellemrum, ud fra devisen om årstidens råvarer, med fokus på økologi og det som passer til de sendinger af nye vine der melder deres ankomst. Der er en decideret ret på kortet, som hedder dagens ret, men vistnok snarere er en ugens ret. Der udover er der en række faste snacks på menuen, og altså et mindre udvalg af småretter. Det var et udvalg af disse småretter som vi smagte os igennem; bla fik vi en salat bestående af Julesalat, ansjoser, salvie og skalotteløg. Den var lige en anelse for syrlig til undertegnede, men min medspisende gentog flere gange, at han er vild med det syrlige, ligesom han forelskede sig helt i en af de røde naturvine, netop fordi den var syrlig. Vinen fik også topkarakter i min bog, men på madfronten vandt de små kroketter med anderillettes og salaten med confiteret kyllingehjerter i selskab med syltet græskar mit hjerte.
Der var ikke mange gæster denne lørdag aften lige efter jul, og da kokken fornemmede at vi hyggede os gevaldigt, tilbød han at servere oste som en afrunding på en god aften. Til de lækre oste fik vi et glas rødvin, som var helt eventyrlig godt – næsten som portvin, med tydelige rosinnoter.
Jeg er vild med sådanne nørdede steder. Vild med at nogle realiserer deres drøm om ikke alene at servere naturvine, men også ser det som deres mål at udbrede deres viden om dråberne. Man føler sig velkommen på Den Vandrette, og man føler sig taget sig af på fineste afslappede vis. Faktisk har jeg på det seneste tænkt, at jeg efterhånden har skiftet café besøgene ud med vin,- og kaffebarer i stedet. Det har jeg nok fordi jeg føler mig sat i centrum, hvor jeg på langt de fleste caféer føler mig som en ud af mange. Og det var præcis sådan jeg følte mig her blandt vinkyndige tjenere, og en passioneret kok, som gæsten de havde ventet på.
Tak for det.
Og tak til min ven for yderligere gode timer, som sluttede af med G&T´s på “Din nye ven” i Studiestræde, i øvrigt en anden yderst hyggelig og rustik beværtning i Indre by.
Du kan på Den Vandrette også købe vin med dig hjem, ligesom de byder på sær-arrangementer i form af tematiserede middage, live Jazz mv. Dette kan du læse mere om på deres hjemmeside.
lacucinanada.com 