Når der sådan har været lidt fart over feltet og jeg trænger til at lade op, så er papir og saks noget af det bedste jeg ved. Lidt god musik på grammofonen, en kande the på sidelinjen og nu her i den mørke tid en masse stearinlys, så kan jeg godt fortabe mig helt i en kreativ stund. Lige præcis dét var der brug for i går aftes og der blev denne stjerne til.
Den tager lidt tid at lave, hvor særligt forberedelsen – eller opmålingen er vigtig for udførelsen. Men jeg synes det er det hele værd, ja faktisk at det er en del af afslapningen at sidde med lineal og udregning også. Jeg har foldet den her af noget funky guld gavepapir fra Tiger, som er tyndt og gør det lidt mere besværligt, men du kan folde den af al slags papir. Selv er jeg ret begejstret for brunt gavepapir der ligner sådan noget slagteren brugte før i tiden, men brug f eks hvad du har af tapet, afdækningspapir, designpapir, en gammel plakat, designpapir.
Materialer:
(Gave)papir (min.1 m x 45 cm)
Saks
Lineal
Blyant
Klar lim
Et par klemmer
Hultang
Nål
Snor/bånd
Sådan gør du:
(Billederne herunder er ikke i rette proportioner, det er blot for at illustrere hvordan skabelonen/optegningen skal tage sig ud)
Trin 1:
Rul/bred papiret ud og mål op så du har en rektangel med flg mål: L: 100 cm, B: 45 cm, tegn op med blyant og klip ud.
Trin 2:
Trin 2:
Inddel nu rektanglet i tre lige brede baner.
I den ene bane tegner du nu 10 lige store firkanter på 4,5 cm hver. I hver firkant tegner du en trekant.
Trin 3:
Fold nu papiret på midten sådan at du har skabelonen forrest og klip felterne mellem trekanterne ud, sæt evt små papirclips så begge sider papir sidder lige ifht hinanden.
Når du har klippet ud skal det se ud som på billedet herunder.
Trin 4:
Når jeg folder harmonikafoldning, så folder jeg hjælpe linjer, sådan at det er nemmere undervejs – det gør i øvrigt foldningen mere lige/ensartet.
Nu er det blot at folde: fire fold pr tak.
Trin 5:
Når hele papiret er foldet, så samles det på midten så du har en vifte.
Bind snor, husk at sæt knuden på bagsiden.
Lim nu de fire sider sammen sådan at du får en stjerne når den er udfoldet. Sæt evt klemmer imens den tørrer helt.
Igen i dag handler det ikke om noget spiseligt her på bloggen, og det selvom det rent faktisk laves af noget spiseligt. Det jeg byder på er en vanvittig nem måde at lave hjemmelavet julepynt på, som signalerer jul i gamle dage når det er allerbedst. Guirlanden kan bruges på juletræet, i vindueskarmen, hænges på et vitrineskab, en knagerække eller der hvor du synes den passer ind. Det er oplagt pusleri at have småfolk med til, så gør det til en hyggelig stund i en travl juletid for både store og små. Eller lav den allerede nu og nyd den som efterårspynt.
Egentlig er orange ikke en farve der indgår i min palet af julefarver, men lige her gør jeg en undtagelse fordi guirlanden simpelthen oser af jul. Sådan en jul som var afbilledet i bøger med julefortællinger da jeg var barn og sådan en jul som bare passer rigtig godt i stilen her hvor jeg bor, men jeg har også set guirlanden i brug i meget moderne hjem på bla Pinterest, så brug den lige dér hvor du synes.
Man kan også tråde hver enkelt tørret appelsinskive med en løkke og bruge dem som pynt på pakker eller hænge dem op på juletræet eller en gren.
Materialer:
Et par appelsiner, alt efter hvor lang du vil have din guirlande. Jeg brugte 2 til denne.
Bagepapir
Snor eller bånd
Stoppenål
Saks
Sådan gør du:
Trin 1:
Skær appelsinerne i skiver og læg dem på bageplader med bagepapir.
Tør dem i ovnen på 75 grader i 2-4 timer, det beror bla på ovnen og hvor vandholdige appelsinerne er. De skal være helt tørre så de ikke rådner senere hen.
Trin 2:
Når appelsinerne er helt afkølede trædes de med snor som på billedet én efter én. Du bestemmer selv hvor stort et mellemrum du vil have.
Appelsiner eller æbler? Tørrede æbleringe er altså også en virkelig fin – og i øvrigt SPISELIG – julepynt !
Her har jeg brugt æbleringe som efterårspynt – er man sikker på at der ikke kommer fluer forbi, så kan man faktisk spise af guirlanden efterhånden, lidt ligesom de der slikarmbånd man kunne få da jeg var barn.
Jeg har længe ville prøve at farve stof med naturens egne farver, og har forelsket mig særligt i indfarvning med avokado. Også selvom det er sjældent jeg spiser avokado, fordi det er svært at få fat i nogle der ikke fragtes alt for langt fra her hvor jeg bor. Når jeg indimellem støder på nogle fra sydeuropa så må jeg have dem med hjem, for det er jo bare en gudespise. At man så oveni kan bruge hele frugten er jo helt fantastisk.
Længe kunne jeg ikke helt komme på hvad jeg ville farve. Men så fik jeg nogle fine gamle lagener, I ved sådan nogle i god kvalitet med monogram og det hele, men det ene lagen havde et par store pletter jeg simpelthen ikke kunne få af, og så fik jeg lyst til at prøve at farve det. Jeg klippede lagenet op i mindre stykker fordi jeg efterfølgende ville sy stofservietter af dem.
Et 100 % genbrugs-DIY-projekt der oven i købet er miljøvenligt og bæredygtigt – what´s not to like ?
Det magiske ved at farve med avokado er, at farverne – og ja, jeg skriver farverne, for der er tale om en bred farveskala, bliver fra ganske sart rosa til nærmest mørk gammelrosa. Hvilken farve man rammer handler om flere ting: om man kun bruger avokadoskaller, om man bruger begge dele, hvor længe man lader stoffet trække, sikkert også temperatur og nok også hvilken avokadosort. En god idé er at lave en eller flere stofprøver og prøve sig frem. Eller kaste sig ud i det, og lade magien ske.
Tjek evt #avocadodye på Instagram eller læg vejen forbi Pinterest og lad dig inspirere yderligere !
Igennem en længere periode gemte jeg avokadoskaller og sten i fryseren, sådan at jeg fik samlet til bunke. Det er vigtigt at man skyller skallerne og stenene helt rene, gnubber godt på skallerne så al avokadokødet er væk, for ellers bliver farven brun og grumset. Udover det, så er der altså ikke meget arbejde i at farve med avokado, mest af alt handler det om at lade tiden arbejde for én, som med så meget andet.
Man skal holde sig til at indfarve stof med naturlige fibre i, som f eks bomuld, silke, uld, hør mv. for at farven binder an i materialet.
Avokado Dye:
Skaller fra 6 avokado
Sten fra 3 avokado
3 l vand
2 tsk groft salt
Bring i kog, og lad det koge i ca. 15 min.
Nu kan du gøre to ting:
lade det simre et par timer eller
slukke for varmen og lade det trække et par timer
Jeg valgte den sidste metode, både fordi jeg gik efter en sart nuance og fordi jeg synes det var mest miljøvenligt.
Dernæst sier du sten og skaller fra og varmer væsken til den er fingervarm.
Hæld væsken i en større beholder og kom stoffet du vil farve heri. Det skal trække i minimum et par timer, gerne 12 eller mere. Her er det lidt et spørgsmål om at prøve sig frem, som jeg var inde på tidligere. Farven aftager noget ved efterfølgende vask, så lad det gerne trække til en tone mørkere end du umiddelbart vil have.
Det er vigtigt at alt stoffet er dækket, læg evt noget tungt ovenpå der dækker hele fladen. Ønsker du en ensartet farvning af det stof du farver, så sørg også for at det er bredt så meget ud som muligt.
Når stoffet har den ønskede farve, så læg det i eddikevand – jeg fyldte koldt vand på så det lige akkurat dækkede og hældte et par dl klar eddike i. Rør godt rundt så eddiken trækker ind i stoffet. Eddiken binder farven yderligere.
Vask stoffet og lad det tørre – gerne ude i den fri luft.
Selve servietterne har jeg syet i hånden. Dels fordi jeg ikke har en symaskine, men også fordi det er var et mindre overskueligt diy-projekt. Jeg fandt det virkelig hyggeligt at sidde og nørkle med, at have noget håndarbejde hvor tankerne fik totalt ro for en stund. Og det er altså vitterlig ikke særlig svært. Selv har jeg kun den lærdom jeg fik med fra min Mor og håndarbejdstimerne i folkeskolen.
Er du ikke til at sy selv, så kan du gå på loppejagt i den lokale genbrugsforretning efter stofservietter. Igennem årene har jeg købt mange damaskservietter af ren bomuld med de fineste vævninger i stoffet. De koster sjældent særlig meget.
Går du efter et mere trevlet look på servietterne, så lav dem af f eks hør. Faktisk ville jeg gerne have sådan et look på dem her oprindeligt, men stoffet trevlede for meget til at det var pænt.
Stofservietter DIY:
Jeg syede servietterne i målet 40×40 cm. Det kan du jo gøre helt som du synes. Målet tog jeg fra nogle af mine fine damaskservietter som jeg synes har en god størrelse.
Hvis du allerede inden farvning ved du vil lave stofservietterne, så klip stofstykkerne i ud i ca. 42×42 cm.
Når du skal til at sy dem, så mål op og lav et ombuk sådan at der er en skarp kant hele vejen rundt, sæt nåle i løbende.
Jeg lavede et ombuk på 1/2 cm og foldede hjørnerne sådan at den ene kant overlapper den anden.
Pres kanten med et strygejern.
Fæst tråden inde i et af hjørnerne og sy nu med blindsøm (tror jeg det hedder).
Hvis du som jeg ikke er vildt kyndig ud i syning, så se f eks på youtube. Jeg syede med den søm fordi det er sådan jeg har lært at sy for hånd ved oplægning af tøj af min mor i sin tid. Det er en søm som knap synes, særligt på forsiden hvor der kun er en lille prik, hvilket er pænest efter min smag.
Nu kan du stryge servietterne, eller du kan vælge et mere krøllet look.
Jeg farvede alt i alt 5 servietter OG en lille damaskdug af portionen her. Dugen er for lille til mit spisebord, men har en perfekt størrelse til mit havebord. Så nu er der dømt rosa havehygge hele sæsonen.
Efterhånden bruger jeg kun stofservietter og har en samling af skønne hør, – og damaskservietter. Jeg kan ikke helt gennemskue om det er mere miljøvenligt, eftersom de jo skal vaskes efter brug, men det er nu ikke kun derfor jeg gør brug af dem; de er simpelthen så meget rarere at bruge og så gør de virkelig meget for en borddækning synes jeg. Damaskservietterne finder jeg i genbrugsbutikker, ofte er det nogle med et broderet monogram og på den måde har de deres helt egen lille historie. De koster ofte ikke meget mere end en 10´er og er altid i virkelig fin stand.
For nogle år tilbage så jeg et billede af nogle servietter der var farvede med hibiscusblomster, som gav dem den yndigste sart rosa farve og det har jeg længe tænkt på at jeg ville prøve at gøre selv. Det har jeg så afprøvet nu, og jeg fik lyst til at dele fremgangsmåden med jer her – dels er det virkelig let og dels synes jeg det er et lille hyggeligt DIY-projekt.
Hibiscusblomster giver også en dejlig let syrlig smag – og en virkelig fræk farve – i f eks drinks og bagværk !
Det er vigtigt, at de servietter du vælger at farve er af et 100% naturligt materiale som bomuld eller hør, og farver du som jeg stofservietter der er syet i kanten, så tag højde for at der bliver en lille farveforskel i tråden. Du kan også klippe et større stykke stof ud i de mål du ønsker, bruger du f eks hør til formålet og lader være med at sy dem, så får du et mere rustikt udseende på servietterne. Det er klart et format jeg har i sinde at lege med snart, ligesom jeg er i gang med at læse op på stof-farvning med blomster og urter, for der er jo et utal af muligheder!
Mit forsøg her er jeg ganske godt tilfreds med, også selvom farven blev mere hen af sart lavendel, eller grey-ish, og jeg egentlig gik efter sart rosa. Men man kan jo prøve sig lidt frem og eksperimentere både med hvor længe man lader dem trække i vandet, men også hvor koncentreret man laver farven.
Du skal bruge:
4 stofservietter
2 dl tørrede hibiscusblomster (fås i helsekostbutikker, Matas og velassorterede grønthandlere)
Ca. 2 l vand
En si
En gryde og en større skål
En håndfuld groft salt
Du gør sådan her:
Bring vand og hibiscusblomster i kog til vandet er helt mørkerødt.
Skru ned og lad det simre nogle minutter. Sluk for blusset.
Si blomsterne fra og kom servietterne i vandet, sørg for at de er helt udfoldede.
Lad servietterne blive i vandet natten over, og sørg for at de er helt dækkede af vand – sæt en mindre skål eller andet der kan danne et pres/et låg sådan at de bliver under vand.
Dagen derpå tager du servietterne op, skyller dem godt i koldt vand og lægger dem derefter i en skål med koldt vand blandet med en håndfuld groft salt – saltet gør at farven binder bedre. Lad dem ligge nogle minutter. Skyl servietterne igen og hæng dem til tørre.
Jeg hører til en af dem, der sætter rigtig stor pris på fødselsdagskort – både at modtage dem, men så sandelig også at skrive, og lave dem. Det er så hyggeligt at vide at andre tænker på én på dagen, og ikke kun på FB, så når snegleposten har været forbi med sådan en sød hilsen, ja så bliver jeg i hvert fald ekstra glad. Men fødselsdagskort, eller kort til andre anledninger, skal jo ikke nødvendigvis sendes, men kan også følge med en gave eller overrækkes til festligheden. Man kan købe sig til et utal af kort, lige fra dem med vittige ord og tegninger til grafisk smukke kort. Blot bliver det jo væsentlig mere personligt hvis man laver kortet selv. Hvis man altså hygger sig med saks, lim og sådan, for ellers er det jo ikke spor sjovt.
Noget jeg praktiserer en del er, at bruge de materialer og ting jeg har i forvejen. Det være sig et stykke karton som har været i en pakke med et dameblad, et fint mønstret papir, en ballon der blev tilovers eller hvad man nu måtte have liggende. Dels er det bæredygtigt og dels kommer der nogle ret personlige kort ud af det. Senest lavede jeg f eks et af et stykke hvidt A4 karton, som jeg blot foldede på midten, klippede to små riller med en 0,5 cm afstand og stak en ballon i rillerne. Ballonen fik øverst en lille klat elefantsnot sådan at den sad fast. Helt enkelt og ret så sjovt.
I min bekendtskabskreds er der to store sæsoner for fødselsdage: sensommeren og så disse første måneder af året. Så da jeg forleden skulle lave ét mere, dykkede jeg ned i posen med genbrugs-pap mv og fandt en lille pose af bobleplast, og så fik jeg idéen til dette “kort”.
Måske skal du forære et hjemmelavet gavekort væk? Skriv dét og kom det i en bobleplast pose. Sådan én indpakning har modtageren garanteret aldrig fået før og på den måde bliver gaven endnu mere personlig.
Du skal bruge:
En lille pose af bobleplast, eller bobleplast du limer eller syr hele vejen rundt
Fint papir af en slags, jeg brugte gennemsigtigt papir (fåes i boghandlere og hobbyforretninger)
Små strø dannebrogsflag af papir
Garn, snor eller tråd, jeg brugte brodergarn
En saks
En hæklenål, eller en stor nål
Buk papiret sådan at du får så mange lange strimler du skal bruge, klip dem ud. Jeg klippede 8 strimler.
Skriv på strimlerne, f eks blot en fortløbende fødselsdagshilsen eller måske et digt, sådan at modtageren selv skal samle strimlerne til en samlet tekst. Hvis du bruger “kortet” som et gavekort, skriver du blot det på strimlerne eller evt et større stykke papir.
Fold strimlerne på midten og kom dem i bobleplastposen. Kom strøflagene ned i, sørg for at løsne dem fra hinanden sådan at de ikke klumper helt sammen.
Tråd nålen og sy posen sammen i toppen. Hvis du har et helt stykke bobleplast, så fold det til en mindre “pose” og sy først siderne sammen, kom papirstrimler og flag i og sy da toppen sammen.
Brug endelig løs af din egen fantasi – posen kan fyldes med konfetti i stedet, balloner, små indpakkede pastiller eller måske mønter ? Kun din fantasi sætter grænser.
Det er ikke kun præservering af spiselige sager der har min interesse, senest har jeg genoptaget en af barndommens hyggelige syslerier, nemlig at presse blomster. Jeg har ikke en egentlig blomsterpresse, så det bliver blot gjort helt enkelt i den tykkeste havebog jeg ejer, som bliver lagt under pres af en stak tunge bøger.
Hvis du søger på Pinterest f eks, så er der tips i massevis til processen, ét af dem er at tørre blomster i mikroovnen. Sådan én ejer jeg ikke. Og ærlig talt så synes jeg der er noget fint i at lægge friske blomster ind mellem siderne i en bog, for så et par uger senere at åbne den og se det nærmest magiske i at den er bevaret for eftertiden !
Som barn vokset op i indre by i København, var det så som så med at plukke blomster, selvom jeg vil være ærlig at indrømme at jeg en sjælden gang plukkede én enkelt i en park, en blomsterkumme eller hvor jeg nu kunne se mit snit til det. Men ellers plukkede jeg nu mest når jeg var på ferie hos min familie i Sverige eller vi var i sommerhus et sted i Nordsjælland. Nu er jeg jo bosat et sted hvor der vokser vilde blomster, hvor der vokser blomster på forladte steder og hvor blomster i kategorien ukrudt vokser langs hegn og stier. Og jeg kan ikke nære mig. Det bliver både til små fine buketter og altså på det seneste også med det formål at presse dem.
Men man kan jo også presse blomster fra de løgblomster man har stående i stuen, eller prøve sig frem med andre blomster man køber sig til. Hvis du presser afskårne blomster der har stået i en lun stue, så pres dem inden de begynder at hænge lidt med snuden, sådan at du får nogle fine resultater.
Selv har jeg indtil flere idéer på bedding, men har i første omgang valgt at dekorere et pap-påskeæg som jeg først malede med kalkmaling og derefter limede tørrede blomster på. Ægget blev fyldt med en lille pose the og lidt gode chokolader og blev brugt som værtindegave til påskefrokost forleden. Jeg er sikker og vis på at familiens yngste medlemmer vil synes at det er en rigtig hyggelig aktivitet at være med til. Og noget de uden tvivl vil være stolte af at forære væk. Det er i sig selv dekorativt og kan gemmes fra år til år og blot være en del af påskepynten.
Jeg valgte udelukkende tørrede vintergækker til dette påskeæg, dem forbinder jeg med påske fordi de hører gækkebrevet til og fordi den hvide farve gik godt til det brune æg. Man kan jo vælge helt som man synes.
Påskeæg med pressede blomster:
1 pap påskeæg, sådan ét i to dele du kan fylde med gode sager. Supermarkederne har dem op til påske. Eller måske du har ét fra sidste år?
Maling der binder på pap. Jeg brugte kalkmaling, som jeg skal bruge til at male et lille tobaksskab med. Måske ikke den mest “påskede” farvede, men nu kommer æg jo altså i alverdens farver, altså de æg fra høns der ikke skal passe ind i storproduktion. Med kalkmaling får man ikke et helt dækkende lag og det var netop det naturlige udseende jeg gik efter, men brug evt hvad I har derhjemme af maling.
Limlak eller decoupage lim
En tynd pensel
Pressede blomster
Mal først de to dele af ægget og lad det tørre helt.
Læg blomsterne sådan som du synes de skal lægge på ægget, uden at lime i første omgang. Klip dem evt til i længden. Pil evt kronbladene af nogle af dem.
Lim nu, meget forsigtigt !, bag på blomsten og monter dem der hvor du vil sætte dem. Tryk let blomsten ned, hold evt trykket der hvor blomsten er tykkest og der hvor ægget buer med penslen. Lad dem tørre helt.
Og ja, i skrivende stund går påsken på hæld, men derfor kan man jo godt dekorere et påskeæg alligevel og gemme det til næste år. Måske har I netop nu et tomt pap påskeæg og i stedet for at smide det ud, kan det jo få et nyt look og på den måde genanvendes ? Måske du er blevet inspireret til at dekorere en anden type påskeæg også ? F eks ville det jo være super fint at pynte ægte æggeskaller – gerne i flere forskellige farver.
Herunder har jeg limet en tørret julerose, et par vintergækker og en tete-a-tete på et glas fra en skifteramme. Det står lige nu op af et af mine vinduer og agerer alternativ påskepynt.
Når man som jeg strikker karklude nærmest hele tiden, så får man lyst til at veksle lidt mellem mønstrene, og det seneste skud på stammen er i perlerib. Jeg synes det giver et rigtig fint mønster, og ser det for mig i et lille håndklæde og som grydelapper også.
Karkluden på billedet er strikket i en gul jeg simpelthen ikke kunne stå for, og som jeg fandt i Søstrene Grene der har en del forskellige farver at vælge mellem i bomuldsgarn. Ellers køber jeg ret trofast mit garn i online butikken Hobbii.dk, som har billige priser, især på deres garnpakker eller hvis du køber i større mængder.
Karklud i perlerib:
Pinde i str.3
Bomuldsgarn, ca. 1/2 nøgle a 50 gram
Slå 60 masker op.
Strik de første 4 pinde ret. Slut ligeledes de sidste 3 pinde i ret, og strik den sidste pind du lukker strikketøjet af med i ret også.
Dernæst starter du hver pind med 5 masker ret, ligesom du slutter pinden af med 5 masker ret. På den måde får du en pæn kant hele vejen rundt.
Fra maske 6 og frem på vrangsiden strikker du skriftevis ret og vrang – altså hver anden pind på den måde, indtil du slutter pinden af med 5 ret masker.
På forsiden strikker du udelukkende ret.
Du slutter af når kluden har nået den ønskede størrelse, jeg tæller ikke pindene da jeg efterhånden kan det på øjemål, men slutter af når de måler ca.25×25 cm.
På denne karklud i perlestrik, har jeg strikket en kant i en anden farve de første 4-5 pinde. Det kan man jo evt bruge en rest garn til. Jeg synes det giver en fin kontrast, og mulighederne er jo endeløse.
Som du kan læse i indlægget her så foretrækker jeg at strikke mine karklude selv. Ja faktisk er jeg nærmest blevet besat af det, og strikker nu på livet løs. Jeg er ikke god til at læse mønstre sådan som de normalt står beskrevet i strikkeopskrifter, og det hører jeg mange sige. Så derfor deler jeg nu endnu et af de mønstre jeg strikker mine karklude i, nemlig perlestrik. Det giver kluden en god fasthed, og så er de ret så pæne.
Karklud i perlestrik:
Pinde i str.3 (eller 2 1/2)
1 bomuldsgarn nøgle
Slå 50 masker op (55 hvis du strikker på pind 2 1/2)
Strik nu skiftevis en maske ret og en maske vrang. På pinden efter strikker du ret over en vrang maske, og omvendt vrang over en ret maske. Sådan bliver du ved.
Luk strikketøjet af når kluden har nået den ønskede størrelse, og hæft ende.
Du kan også give din karklud i perlestrik en kant hele vejen rundt, det gør du ved at:
Strik de første 4 pinde ret.
Start hver pind med 5 masker ret, ligesom du slutter pinden af med 5 masker ret.
Slut af med 4 pinde ret.
Luk strikketøjet og hæft enderne.
Du slutter af når kluden har nået den ønskede størrelse, jeg tæller ikke pindene da jeg efterhånden kan det på øjemål, men slutter af når de måler ca.25×25 cm.
Ja, jo, det er jo primært en madblog du har forvildet dig ind på, men jeg synes lige jeg ville slå et slag for at du laver din egen dørkrans. For mig hører det julen til, og så er det simpelthen noget af det hyggeligste at lave! Og jeg lover dig, det kræver altså ikke at du er uddannet blomsterbinder, blot lidt fingerfærdighed og at du giver dig tiden til at binde den. Har du børn, så overlad opgaven til dem, eller hyg jer sammen med at binde årets krans.
Du kan binde på en halmkrans, men dem synes jeg er alt for tykke og store, så derfor binder jeg på ståltråd. Denne her er faktisk blot bundet på et enkelt lag ståltråd, da det grønne jeg har valgt at binde med ikke er så tungt i det. Vælger du at binde med flere slags grønt, eller gran, så skal du nok sno et par gange med ståltråden for at få en tykkere base at binde på. Til at vikle rundt om har jeg brugt blomstertråd, som er afklippede meget fleksible stykker ståltråd. Man kan også klippe stykker af ståltråden til formålet. Vælg grøn ståltråd, så den camoufleres bedst muligt. Til at klippe ståltråden over, skal du bruge
Når du har formet en cirkel, binder du stykke-for-stykke det pyntegrønt på du har valgt. Bind så det vender i samme retning, det ser pænest ud på det færdige resultat.
Jeg ville ønske jeg kunne have filmet imens, da det er en langt lettere måde at vise teknikken, men det kræver altså ikke det store, så jeg håber billederne giver dig en fornemmelse. Ellers er du meget velkommen til at spørge ind, og så skal jeg forsøge at forklare.
Forsøg undervejs at gemme så meget af ståltråden som muligt. Lav af et stykke af blomstertråden en lille Løkke til ophæng.
Pynt evt kransen med en, eller flere, pyntegenstande eller bånd. Jeg har valgt at sætte et enkelt juletræsophæng på, da jeg synes bedst om det meget enkle og naturlige. Hos mig består det meste af julepynten af løgblomster dækket med mos, lavgrene og et hav af stearinlys. Her passer dørkransen rigtig fint ind – og udover at byde gæsterne indenfor på ekstra særlig vis her i julemåneden, så synes jeg også dørkransen godt må hænge sammen med den pynte-stil man har indenfor.
De nåletræsgrene jeg har valgt, har en koglelignende pynt. Jeg fandt bundtet hos Stalks and Roots i Torvehallerne, som bare har mange fine grene, afrikanske blomster og kogler og en masse andet fint julegrønt. Se hos din lokale blomsterhandler efter det julegrønt du synes bedst om. Eller endnu bedre, har du adgang til have eller skov, så klip der. Husk at spørg om lov, hvis det ikke er din egen matrikel du finder det på!
I mange år har jeg også bundet mini-kranse som jeg har lagt rundt om bloklys. Det kan få ethvert bord til at se virkelig julet og pyntet ud.
Lad evt kransen hænge til nytår, og pynt den med serpentiner på årets sidste aften – det er en ret festlig måde at byde gæsterne velkomne til fest.
Umiddelbart er dette jo en madblog, så måske tænker du hvad pokker et indlæg om karklude har at gøre her? Jo det skal jeg sige dig, jeg er med på DIY-dillen, som går ud på at strikke sine karklude selv. Og Karklude har jo sådan set noget med mad at gøre, eller i hvert fald med køkkenet at gøre, ikk`? Der er flere årsager til mit nye tidsfordriv; de der pastelfarvede karklude som de allerfleste køber er fyldt med mikroplast, som ryger ud i verdenshavene hver gang de vaskes, og med mit storforbrug af klude, samt mit forsøg på at være nogenlunde miljøbevidst, ja så var det på tide at skifte dem ud med nogle miljøvenlige af slagsen. Samtidig er de en fin gave at forære væk, og jeg har efterhånden glædet flere med mine hjemmestrikkede karklude, og får forhåbentlig dem afvænnet med at bruge de miljøskadelige klude.
En anden årsag er at jeg er vild med at strikke! Jeg er ikke særlig rutineret til det, og jeg har mine genvordigheder med at læse strikkeopskrifter, derfor er karklude let at kaste sig over, prøveklude, kan vel kalde dem.
Så nu øver jeg mig i at strikke mønstre, både egne og dem som andre har udviklet. Og det er faktisk ret så hyggeligt og sjovt. Det er som om min hjerne slipper de der stressagtige tanker imens jeg sidder der med pindene, og det er jo ikke spor skidt.
Jeg strikker primært med noget garn af genbrugt bomuld, da jeg synes det giver god mening at tænke lidt over hvilket garn man bruger, når nu idéen er at skåne miljøet. Garnet er 100 % bomuld, og fås eks vis ret billigt her.
Men jeg holder også øje med tilbud på garn i supermarkederne, hvor prisen indimellem er lige så lav – indtil nu har jeg ikke fundet hverken recirkuleret eller økologisk bomuldsgarn på supermarkedshylderne. Hvis du blot vil anskaffe dig et nøgle eller to, og lige komme i gang, så har Søstrene Grenes et stort udvalg af ret fine farver.
Ved du at de skuresvampe de fleste af os bruger til rengøring og til at skure gryder mv rene med også er den rene katastrofe for miljøet? Jeg har i mange år brugt dem til at vaske op med, da jeg ikke synes opvaskebørsten kan komme ordentlig til. Nu har jeg bestemt mig for at skifte dem ud med nogle miljøvenlige af slagsen. Dem kan man f eks købe her eller man kan købe en større loofah svamp i Helsekosten, og klippe af den som man har brug for. Man kan nemt sætte en snor i den hvis man har brug for det.
Grunden til jeg vælger at dele dette i et indlæg her på bloggen, er at jeg tænker der er andre der kunne få lyst til at komme i gang, og som måske har det ligesom jeg – at man er knap så garvet en strikker. Her er mine bedste råd:
Gør det. Fat strikkepindende og kom i gang. Det kan let trevles op, da en karklud jo ikke er det største strikketøj.
Brug de små klude til at øve dig på forskellige strikke-teknikker og mønstre.
Glo internettet igennem for inspiration – der er mange gratis opskrifter at finde. Kig også forbi Pinterest, Instagram (brug #dishcloths #karklude #kluter) og hobby/DIY blogs.
Her får du en af mine opskrifter, som næppe ville gå igennem Hjemmets korrektur, men det er sådan jeg bedst kan forklare hvordan jeg gør. I flere opskrifter på karklude, slår man 60 masker op, men det synes jeg bliver for stor en klud. Men heldigvis kan man jo gøre som man vil. Jeg slår 50 masker op, og strikker på pinde i str.3, der giver en fin strikkefasthed med dette garn: Drops love you nr.6. Mine karklude får et ca. mål på 25 x 25 cm.
Karklud m. tern:
1 bomuldsgarn nøgle (Drops you 6)
Slå 50 masker op.
Strik de første 4 pinde ret. Slut også af med 4 pinde ret.
Strik nu de første 5 masker, og de sidste 5 masker på hver pind ret også, sådan at det danner en kant på kluden.
Strik et mønster der danner tern ved, at strikke skiftevis 5 masker ret, 5 masker vrang. Når du når til den næste pind, strikker du modsat. Du kan også strikke 4 af hver.
Luk strikketøjet af når du når en længde på ca. 25 cm, eller til du synes den har rette facon, og hæft enderne.
Voila.
Prøv også at nøjes med 2 pinde ret, og 2 pinde vrang, for at få et fastere mønster, som jeg gjorde det med denne karklud:
Hvis du har gode råd eller links du gerne vil dele, så er du mere end velkommen til at gøre det i kommentarfeltet herunder!