Stikkelsbærsaft

Faktisk har jeg aldrig hverken smagt hjemmelavet eller lavet saft af stikkelsbær selv før. Nok mest af alt fordi jeg ikke tidligere har haft adgang til stikkelsbærbuske, og fordi det ikke er det letteste bær at få fat i i handlen. Hvorfor undrer jeg mig over. Jeg har flere gange spurgt både grønthandlere, i Torvehallerne og i de supermarkeder som tør have lidt anderledes i frugt og grøntafdelingen, og får svaret at det er et lidt gammeldags bær og at kunderne ikke ved hvad de skal stille op med det. Er det virkelig tilfældet?

Stikkelsbær er et af mine absolutte favorit bær med dets syrlighed og forholdsvis faste kød. Det egner sig fortrinligt i det salte køkken, og kan med lethed forvandles til saft, gele, grød og marmelade, ligesom det er virkelig godt i bagværk.

Denne saft blev til da jeg skulle kreere en aperitif til MadbloggerUdfordringen, der denne gang handler om at skabe en sommermenu og hvor stikkelsbær er en af de tre råvarer der er i sæson som vi byggede menuen op omkring. Drik den fortyndet med vand, eller brug den som smag og farve i glasur. Eller gør som her og top den med mousserende vin og få en sommerlig let syrlig og smuk velkomstdrink.

Stikkelsbærsaft:

– 1/2 l. –

500 g stikkelsbær

2 1/2 dl vand

200 g sukker

Nip stikkelsbærrene og skyl dem. Kom dem i en lille gryde, og hæld vandet ved.

Giv det et opkog, skum af og lad det simre i ca 15 min. Hæld nu saften i en fint klæde eller en tragt til saft med si eller klæde og lad saften dryppe af i min. en time. Pres evt på bærrene for at få al saften ud.

Hæld nu saften tilbage i gryden, og kom sukkeret ved. Giv igen saften et opkog, og lad den simre ved svag varme til sukkeret er opløst. Smag til, måske der skal en anelse mere sukker i. Men husk at stikkelsbær er sure, og at det er det vi går efter her.

Hæld saften på en ren skoldet flaske, skyl evt også flasken af med atamon eller vodka hvis den skal holde i lidt længere tid. Sæt saften på køl til dagen efter.

Iskaffe 

Okay det her er altså virkelig godt og virkelig let – iskaffe m. kondenseret mælk. 

Måske lige lovlig fjollet at dele en “opskrift” på, men jeg har ikke selv prøvet det før i dag, og bliver nød til at dele min begejstring med dig der også er vild med iskaffe – her i en næsten dessert lignende udgave. Mums.

Iskaffe:

1 liter stærk færdigbygget kaffe

2/3-1 hel dåse kondenseret mælk

1,5-2 poser isterninger

Sæt kaffe og dåsen med kondenseret mælk på køl, eks vis dagen før.

Bland i en kande, rør godt rundt og top med isterninger.

Nyd kold.

Lidt Frankofil er man vel altid – On se voit pour un apero?

Indrømmet: Je suis très francophile! Alene sproget er nok det mest forførende og forfinede. Finkulturen blandt verdens ypperste. Vinene og andre alkoholiske drikke sublime. Og køkkenet et af de mest efterabede og eftertragtede. Hvis du deler min begejstring for især den læskende og mættende del, så er der i København og rundt om i landet French Dining Week hvor du for 250 kr får serveret et glas Crémant d´Alsace og en tre-retters fransk inspireret middag.

Som optakt til ugen er der i Torvehallerne Apéritif à la francaise, hvor du kan smage på et utal af Apéritifs samt smage på forskellige franske lækkerier. Det foregår sådan at du for 100 kr får et smageglas samt 4 poletter og derefter kan gå fra stade til stade og smage dig frem, og måske finde din favorit Apéritif, eller finde inspiration til hvad du skal servere for dine gæster imens de venter på at maden serveres. Der vil sågar være en pop-up Petanquebane (hvor sejt er det lige?). Du køber poletterne ved indgangen, og arrangementet finder sted fredag d.9.juni og lørdag d.10.juni.

Og hvad er det nu en Apéritif er?
I Frankrig taler man om apéritif eller apéro i folkemunde, som man taler om tapas i Spanien eller aperitivo i Milano, altså noget der serveres FØR et måltid for at åbne op for appetitten. I middelhavslandene er det oftest en lidt uformel måde at mødes på – man får et glas og lidt forskellige snacks til, og går så enten hver til sit eller ud og spiser et decideret måltid bagefter. I både Frankrig og i Milano har de unge gjort til en egentlig måltidsoplevelse, og i Frankrig kaldes det så apéritif dînatoire.
I princippet kan der være hvad som helst i glasset, det være sig hedvin, vin, mousserende vin eller decideret alkoholiske drikke.

Selv er jeg inviteret til det lille franske marked og vil være at se til Apéritif i Torvehallerne fredag eftermiddag – Vous voir?

 

Indlægget er ikke sponsoreret, dog samarbejder jeg fra tid til anden med arrangøren. Billede: Sopexa.com, kilde: La Cucina Nada, Sopexa.com, Torvehallerne og Dining Week.

Varme drikke/Fairtrade

Varmedrikke/Fairtrade/LineFalck

Fotograf: Line Falck

“Det er koldt og man må drikke sig varm”, er jeg tilbøjelig til at synge i dag. Jeg har nemlig et opskrifts-tema med varme drikke i Fairtrade Danmarks magasin FairNok som er på gaden i dag. Magasinet er med Politikken i dag, og kan findes i Brugsen, Kvickly og Irma.

Du finder opskrifterne her.

I magasinet giver jeg et tip til at  lave sin egen glöggekstrakt, opskriften på den finder du her.

Tak til Fairtrade og Line Falck for samarbejdet i denne omgang!

Kaffe Smoothie

Kaffe Smoothie

Jeg er VILD med iskaffe. Ikke sådan nogle kvalmende søde nogle fyldt med alskens sirup, som snarere tenderer en shake, men sådan én hvor kaffen smager igennem. Sådan som grækerne serverer en Frappé kan jeg allerbedst lide dem. I går fik jeg lyst til sådan et glas, men da jeg gik i gang med det, opdagede jeg at jeg havde mindst en kop kold kaffe på kanden, og et par bananer der skulle bruges – derfor eksperimenterede jeg med at lave en kaffesmoothie i stedet. Det blev faktisk ret så godt.

Du skal bruge dette for at gøre mig kunsten efter:

1 krus iskold kaffe, alternativt to iskolde espressoer

1-2 bananer, gerne meget modne, også gerne *frosne, hvis du har en ordentlig blender

1 spsk ahornsirup

Mælk; Soya,- eller komælk, ca. 1 glas

Evt isterninger

Du gør sådan her:

Blend bananerne med en smule af mælken, tilsætter du isterninger, blendes nogle af dem med.

Tilsæt nu kaffe og resten af mælken, og smag den til med siruppen, som du også lige blender med.

 – NYD DEN ISKOLD –

Har du smagt CoffeeCollectives Iskaffe? Hvis ikke så bestil sådan én næste gang, novra den er god!

*Frys dine modne bananer i mindre stykker, hvis du ikke kan nå at få dem spist – så er de lige til at komme i en smoothie.