Guide til spiselige planter: Vulkansurkløver (rød skovsyre)

I guiden til spiselige blomster og planter er vi nu nået til en af de nok mest eksponerede, nemlig den der i folkemunde kaldes rød skovsyre. I grunden hedder den ikke sådan, men derimod vulkansurkløver, Oxalis vulcanicola på latin. Vulkansurkløver hører til surkløverfamilien, Oxalidaceae og navnet Oxalis hentyder til som navnet antyder, oxalsyre – ligesom i rabarber. Som du nok ved er oxalsyre er giftigt i store mængder, men den slags mængder indtager man jo slet ikke når man pynter af med henholdsvis bladene og blomsterne fra vulkansurkløveren eller bruger den i små mængder – i store mængder smager den slet ikke godt.

Vulkansurkløver er oprindelig en plante fra syd, – og mellem Amerika, og hører ikke til i vores flora som den vildtvoksende skovsyre Oxalis acetosella. Den har mørkerøde blade, nærmest lilla på bagsiden og får gule blomster. Blomsterne springer ud i solskin, og derfor trives planten bedst lyst. Der findes efterhånden et par varianter af spiselig Oxalis, f eks en sort hvor bladene er nærmest gyldne og blomsterne hvide. Spørg efter dem på planteskolen eller hos en gartner der dyrker krydderurter. Eller spørg om du må få et par stiklinger hos venner og bekendte.

Faktisk er Vulkansurkløver en flerårig plante, men så skal den stå frostfrit om vinteren. Af den årsag, samt fordi den formerer sig ved hjælp af underjordiske stængler, og kan blive afsindig stor kan det være en fordel at sætte den i krukker. I Den Urbane Have har vi nu haft den i plantekasserne ude i enderne, sådan at den kan falde ned over kanten og pynte med sin pragt og har blot gravet dem op i efteråret, hvorpå vi har sat nye i foråret. Mest af alt fordi vi ikke har plads til særlig mange overvintrende planter. Til gengæld har vi hver gang taget afstikkere og på den måde lavet nye planter, hvilket er helt vildt nemt – enten kan du klippe stiklinger af og sætte dem i vand, hvor den så forholdsvist hurtigt sætter rødder, eller du kan blot stikke stiklinger i jorden. Hvis du gør det sidste skal du være meget opmærksom på om planten er fugtig nok.

Senest har jeg brugt vulkansurkløver blade til at pynte af med på disse agurkeruller m.makrelsalat og samtidig med at det ser fint ud, så giver de lige det syrlige pift.

Selv pynter jeg ofte mad af med især bladene som har en dejlig let syrlighed, og det være sig i både det søde og det salte køkken, blot at syren passer til i smagen. I løbet af sommeren hvor vulkansurkløveren sætter en masse af de små fine blomster bruger jeg også løs af dem. De smager af knap så meget som bladende og passer derfor ind lidt flere steder.

Her et eksempel på hvor fint og enkelt de små gule vulkansurkløver blomster kan være med til at pynte en lille anretning med hvide asparges af.

Årsagen til at jeg deler dette indlæg på denne årstid, er at det er et helt perfekt tidspunkt at få trimmet sin vulkansurkløver lidt, nu den skyder helt nede fra med friske skud. Det man klipper af, kan man jo så oplagt bruge til at lave stiklinger af til nye planter. Sidste år havde vi ikke vulkansurkløver i vores by-køkkenhave, noget jeg ærgrede mig over og har bestemt mig for at vi skal have i år. Så nu er jeg ved at stiklinge-formere den noget forhutlede vulkansurkløver jeg har stående i min windowfarm.

På billedet ovenover ses Vulkansurkløveren i plantereolen vi har i Den Urbane Have. Vi havde blot taget et par afstikkere fra moderplanten og så sørgede de selv for at slå rødder i deres nye bolig. Har du ingen have, så fortvivl ej, vulkansurkløver trives rigtig fint indendøre, ligesom den vil gøre det på de aller fleste altaner.

Se Fødevarestyrelsens  oversigt over planter ifht spiselig brug.

Guide til spiselige blomster: Hjulkrone

I føljetonen om spiselige blomster er turen nu kommet til Hjulkrone, en plante mange ikke rigtig kender og en plante mange i første omgang ikke tror på er spiselig. Men det er den skam. Ligesom den med sit lidt særprægede ur-agtige udseende faktisk er ret så pyntelig i haven, som den står der med sine nikkende blomster. Og bierne elsker den – et argument i sig selv for at så en hjulkrone eller to i haven, køkkenhaven, på altanen eller i gårdhaven.

Vi har haft den højt plante med de nikkende blomster og de behårede blade i Den Urbane Have fra det første år uden, at have større kendskab til den, end at jeg har set den rundt omkring i gamle haver. I år har vi f eks ikke sået en eneste, men har da fået selskab af hele 5 planter som jo så har selvsået sig fra sidste år.

Det er ikke kun os ByBønder der er flittige i haven for tiden, bierne summer om ørerne på os og er især vilde med nektar fra hjulkronen.

Kært barn har mange navne.

Herhjemme går den under navnet hjulkrone men hedder på latin Borago officinalis og på engelsk Borage. Officinalis hentyder til at planten har været brugt som medicinsk plante.

Den står så fint, nærmest majestætisk med sine nikkende 5-bladede blomster.

Sæson.

Den sås i det tidlige forår på det sted den skal vokse i ca 2,5 cm´s dybde og skal have rimelig stor afstand til naboplanter da den breder sig en del på det nederste stykke, ca 90 cm´s afstand. Den er hurtig til at skyde, og den spæde plante står fra tidligt på sæsonen. Alt efter hvor meget sol der er blomstrer den allerede fra juni måned. Hjulkrone har to blomstringer henover sæsonen. Ca 8 uger efter såning kan man begynde at høste de spæde blade. Hjulkrone bliver ca 1/2 meter høj.

For et par sæsoner siden indførte vi den hvide hjulkrone i haven, og var så begejstrede da den ikke fik lus og utøj, modsat den blå. I år lader det til at være omvendt …

Sorter.

Primært findes hjulkrone med blå blomster, som faktisk skifter farve til rødlig efter befrugtningen og ved høj syrepåvirkning. Lige nu har den ene af vores hjulkrone-planter nærmest pink blomster, måske pga de store mængder regn. Den findes også med hvide blomster, og bærer da navnet Borago alba.

Jeg har aldrig set planten til salg, og derfor må man ty til at så den selv. Hjulkrone frø fås på de fleste planteskoler, online samt i flere byggemarkeder med en haveafdeling.

Her en lille asiet med hjulkrone i selskab med kornblomster og tallerkensmækker.

Vækstbetingelser.

Hjulkrone trives med tør veldrænet jord, men trives også godt på lidt tungere jord i halvskygge. Hjulkrone selvsår sig og frøene er noget vanskelige at samle. Hjulkrone er en god naboplante til bælgplanter, kål, spinat og jordbær og efter sigende skulle tomater få bedre smag og være mindre modtagelig ifht skadedyr hvis den har hjulkrone som naboplante.

Vi har hjulkrone flere steder i plantekasserne, i år er den nabo til ærter og salater. Den kan sagtens stå i krukker også, ligesom den vil være nyttig at have på en altan. Særlig smart er det at hjulkronen med sin brede bladpragt forneden dækker for ukrudt og derfor er den ret velegnet i en køkkenhave, hvad end det er i plantekasser eller på friland.

En omelet bliver da langt mere festlig med både hakket spinat i æggemassen, og pyntet af med hjulkrone og morgenfrue.

Brug hjulkrone i …

Faktisk er både blade, frø og blomster spiselige. Selv er jeg først i år begyndt at eksperimentere med brugen af bladene i mit køkken, men er endnu ikke nået til at teste dem opvarmede – det siges ellers at de skulle være rigtig gode i supper. De spæde blade er rarest at tygge i, hvis du spørger mig og bidrager f eks til en frisk salat med en smag af østers – ja du læste helt rigtigt, østers. Frøene kan syltes, ligesom man kan udvinde en olie som skulle være helbredende. Den medicinske del vil jeg (endnu) slet ikke gå ind i, men er ved research til dette indlæg stødt på en del interessante artikler om gammalinolensyren som planten indholder og dens helbredende virkning. Jeg har ej heller forsøgt mig med at sylte frøene, men det må da afgjort prøves på et tidspunkt.

Planten dufter af agurk, og det er også det blomsterne smager af. Ligesom hele planten har en kølende effekt, og derfor synes jeg at blomsten særligt passer i en gin & tonic, særligt den hvor man kommer agurkeskiver i. Ligesom den passer i en del andre drinks, også pga dens størrelse.

Brug ellers blomsten i isterninger som bruges i drinks, kølende sommerdrikke eller til at pifte et glas vand op med.

Den er fristende at bruge i det søde køkken, den lille yndige blomst, men udover cheesecake kan jeg ikke umiddelbart komme på mange match hvor agurk passer ind i det søde køkken. Måske du selv kan komme på noget, og ellers prøv dig frem.

Jeg pynter især friske salater af med hjulkrone, smørrebrød og madder, ligesom den jo kan bruges til at pynte enhver varm og kold ret af hvor et snert af agurkesmag går an.

HUSK altid at se blomsterne efter for insekter, og skyl dem evt let inden brug.

G&T´s i gården med et par naboer, piftet op med et par hjulkrone i hver.

OBS: jeg er stødt på et par artikler hvori der står at bla hjulkrone er kræftfremkaldende og leverskadende. Selv er jeg overbevist om at i de små mængder jeg spiser den, så sker der ikke noget. Men det er jo op til den enkelte at afgøre. Se Fødevarestyrelsens liste over spiselige blomster og planter for mere info.

 

Kilder: Den selvforsynende have, John Seymour, medicinurter.dk, Samvirke.dk, Arla.dk samt egen erfaring

Guide til spiselige blomster: Tallerkensmækker

Her er bønner kantet med tallerkensmækkere på den ene side og tagets på den anden. Begge spiselige blomster som stod så flot det første år i vores urbanehave.

Mange spørger mig om spiselige blomster – hvad kan de bruges til? hvilke er spiselige? hvordan dyrkes de? hvor køber jeg dem? osv. og det har fået mig til at lave en decideret guide til de skønne sager. En guide hvor jeg forsøger at komme hele vejen rundt om planten, uden at det bliver alt for gartner-agtigt. En guide der er brugbar for dig der bruger, eller gerne vil til at bruge spiselige blomster i din madlavning.

Selv var jeg ikke i tvivl da vi startede vores urbane have i gården op for nu fire år siden, den skulle have et overflåd af spiselige blomster, som dengang (også) var svære at købe sig til. Det er mange af dem stadig, og for sådan et by menneske som jeg, der ikke lige kender nogen med en have tæt på, så var der ikke andet for end at så dem selv. Og de er vitterlig lette at have med at gøre, de spiselige blomster. Som bonus tiltrækker de bier som enhver haveejer er afhængig af kommer forbi, og indtil flere af dem enten skræmmer skadedyr væk eller tiltrækker dem, sådan at de ikke går i andre spiselige planter. Og så er de jo bare smukke, velduftende og velsmagende!

Her ses hvor velvilligt tallerkensmækker kravler nedover plantekasserne i Den Urbane Have.

Kært barn har mange navne.

Egentlig hedder tallerkensmækkeren tropaeolum majus eller nasturtium på latin. Men kaldes pga de store flade blade, tallerkensmækker herhjemme. Den går også under navnet blomsterkarse, hvilket tilskrives dens karse-agtige pebrede smag især i bladene. Både blade og blomster er spiselige. De spæde blade er mindst kraftige i smagen.

Sæson.

Når den sås på friland skal frøene i jorden sidst i april måned når den værste nattefrost er ovre, alt afhængig af i hvilken jordhøjde den sås – desto mere beskyttet, jo tidligere kan den sås.

Den skyder kort tid efter, igen afhængig af varme, nedbør mv og man kan høste bladene allerede fra maj-juni måned. Tallerkensmækkeren sætter blomst i slut juni/start juli og blomstrer helt ind i oktober, eller til frosten sætter ind.

Planten er et-årig.

Den nye pige i klassen i år: den abrikos farvede tallerkensmækker.

Sorter.

Der findes en del forskellige sorter, og mange planteskoler samt webshops har efterhånden fået en del farver og sorter at vælge mellem når det kommer til frø.

Den Urbane Have har vi i år tre forskellige slags: en med abrikos farvet blomst som har lysegrønne blade, den mere klassiske med orange og gule blomster, som også har lysegrønne blade og så en med kirsebær farvede blomster som får et mere mørkt løv. Jeg har set den i hvid, lyserød, pink og flerfarvet også. ( Se f eks froebutikken.dk for forskellige sorter).

Gul tallerkensmækker m. orange mønster.

Vækstbetingelser.

Hvis du kender en der dyrker tallerkensmækkere, kan du måske få lov at høste frø fra den. Den begynder at smide frøene i august-september, og selvsår sig hvis ikke man fjerner frøene. Saml blot de frø planten selv har smidt op. Lad frøene tørre et tørt sted, og kom dem i frøpose el lign når de er helt tørre og lette.

Du kan være heldig at finde tallerkensmækkere som plante på planteskoler, hos velassorterede blomsterforretninger og supermarkeder. Men har du en altan, en have eller blot mulighed for at sætte et par krukker i en gård, så kan du med fordel så tallerkensmækker selv. Den passer stort set sig selv henover sommeren, men kan selvfølgelig godt lide at blive vandet i tørkeperioder. Bedst er det hvis den enten kan få lov at hænge – eks vis i en altankasse, eller hvis den har noget at vokse op ad, for den breder sig med lange stængler og tager rigtig fart henover højsommeren.

Tallerkensmækker kan godt tåle noget skygge, men for at blomstre skal den helst have sollys. Planten stikker ikke dybt og er nem at flytte eller fjerne. Den breder sig velvilligt. Desto mere gødet jord den vokser i, desto flere blade og færre blomster sætter den.

Du kan også så den i en krukke indendørs og f eks have den i et planteophæng eller stående højt sådan at den kan hænge nedad.

Generelt er der at sige om tallerkensmækkeren, at det er en virkelig let plante at have med at gøre og den er derfor en sikker begynder plante. Dog bliver en del af den angrebet af lus over sommeren, og kan man slet ikke holde dem ud, så nip det angrebne af eller sprøjt med en blanding af kærnemælk, citronsaft og vand på de angrebne steder, det får som oftest lusene til at forsvinde. Vi er ikke helt hysteriske i vores plantekasser, for når lusene går i nogle af tallerkensmækkerne, så går de tilsyneladende ikke i andre af vores spiselige afgrøder. Men se altid efter når du plukker både blomst og blade, og skyl inden brug – blomsterne tåler selvsagt ikke en hård vandstråle, så det bedste er at ligge dem i vandbad kortvarigt og lade dem lufttørre inden brug. Særlig gode nabo-planter er: ærter, bønner og bærfrugt, da tallerkensmækkeren er med til at holde skadedyrene fra disse planter væk.

En forkælet kartoffelmad med rygeost og tallerkensmækkere samt en røget laks pyntet af med tallerkensmækkerblade og en anden spiselig blomst: hjulkrone.

Brug tallerkensmækker i …

Umiddelbart er den mest oplagt at bruge i det salte køkken, da især bladene smager stærkt af karse, pebret og let sennepsagtig. Den klæder f eks røg-smag rigtig godt og spiller godt op af rygeost, røget fisk mv. Brug bladene i salater der trænger til et pift og pynt af med blomsterne. Pynt kartoffelmaden, æggekagen eller smørrebrødet af med de små spæde blade. Brug bladene rullet sammen om fyld, f eks en fiskesalat af en slags. Generelt matcher den noget med fedme.

Bladene kan også hakkes fint og tåler let opvarmning – dog mister de lidt af smagen når de varmes op. Desuden kan bladene hakkes og tørres og gemmes som et krydderi.

Både bladene og blomsterne har også et snert af sødme over sig, og kan derfor også bruges i det søde køkken i nogen udstrækning. Smag dig frem, sådan at smagen matcher.

På billedet herover er der brugt tallerkensmækkerblade i en frisk salat, som også er pyntet af med et par af de smukke blomster. Og på billedet herunder giver tallerkensmækker blade sammen med kørvelpesto de ferske hvide asparges et godt modspil.

TIP: lav en decideret krydderurte salat, f eks med persille, dild, purløg, basilikum, karse, mynte og blade af tallerkensmækkere. Rør en let vinaigrette og bland med alle urterne og pynt af med spiselige blomster.

De umodne frø kan også høstes før de falder af og syltes. De bruges som en slags kapers.

Blomsterne smager ikke nær så meget som bladene, men blomster fra samme plante kan variere i smagen.

Både blomst og stilke er også virkelig fine i en buket, her i en sensommer buket i farverne hvid, gul og orange.

Har du tips eller råd om tallerkensmækkere, så del endelig i kommentarsporet herunder.

 

Kilder: Den selvforsynende have, John Seymour, wikipedia, Arla samt egen erfaring.

Se Fødevarestyrelsens liste over spiselige planter.