2 x Galette: rødbede-porre og kartoffel-blåskimmel

Jeg er stor fan af madtærter, ligesom jeg er det med den mere rustikke udgave Galette. Det er en god måde at få brugt nogle grøntrester på, uden at den skal ende som en skraldespand, og ved at tilføje forskellige smagsnoter får man en guddommelig spise! Hvad enten det er som hverdagsmad eller gæstemad, og mørdejen, den kan man jo lave på forhånd – faktisk har den godt af at ligge på køl en times tid inden man ruller den ud, og den kan snildt ligge længere. Ofte laver jeg en dobbelt portion, og fryser den ene halvdel.

Her har jeg lavet dem i lidt grove udgaver – én med rødbede og porrer, én med kartoffel og blåskimmelost. Da disse to variationer er med groft fyld, synes jeg det virker godt at skære dem på mandolinjern/meget tyndt, og at servere noget friskt og sprødt sommergrønt til.

Af denne portion bliver der til én stor, eller to mindre. Mængden svarer til en tærte.

 

Mørdej:

100 g smør

175 g hvedemel

85 g svedjerugmel

1 tsk groft salt

Iskoldt vand til at samle dejen

 

Bland mel med salt. Skær smørret i mindre stykker, og smuldr melet heri. Saml dejen med en smule vand, en lille bitte smule ad gangen. Del dejen i to lige store, hvis du ønsker at lave én af hver galette, eller to mindre.

Pak dejen i husholdningsfilm, og stil den på køl en times tid.

Rødbedegalette/LaCucinaNada

Rødbede-porre fyld:

1 stor rødbeder

1 porre

1/2 løg

2 fed hvidløg

3 spsk figeneddike

Groft salt og frisk kværnet peber

2 tsk spidskommenfrø

Skræl rødbeden, og skær den meget tyndt – gerne på mandolinjern.

Skær porren i skiver, og skyl dem godt igennem, lad dem dryppe af i et dørslag.

Skær løget i tynde både. Skræl hvidløgene, mas dem og hak dem groft.

Svits nu løg, hvidløg og spidskommenfrø af i olie til løgene bliver let bløde.

Kom rødbeder og porrer på panden, og svits det hele i ca.10 min. Smag til med salt og peber undervejs.

Kartoffelgalette/LaCucinaNada

Kartoffel-blåskimmel fyld:

350-400 g kartofler

130 g blåskimmel (Blue Ocean fra Thise smelter godt, og er god salt til madlavning)

1/2 løg

2 spsk sennep

Frisk kværnet peber

Skræl kartoflerne, og skær dem i tynde skiver – gerne på mandolinjern, skyl skiverne i et dørslag for at få noget af stivelsen ud af dem. Lad dem dryppe af.

Skær løget i tynde både.

Varm panden op, og steg løg til de er let bløde.

Tilsæt kartoffelskiverne og sennep, og svits det hele i ca.10 min. Smag til med peber undervejs.

 

Når galetterne skal laves, udrulles dejen på et let meldrysset bord til en nogenlunde rund eller oval form. Bundene ligges på en bageplade med bagepapir. Fordel nu fyldet på de to bunde næsten ud til kanten, og bug kanten rundt om fyldet som på billedet. Pensl kanten med et sammenpisket æg for at få den gylden.

På galetten med kartoffelfyldet, lægges nu små stykker af blåskimmelosten fordelt.

De bages v. 200 grader i ca.30-40 min.

 

OBS: fyldet kan også laves i forvejen!

Galette m. tomater og tre slags ost

Galette/LaCucinaNada

Galette er egentlig bare en tærte, en rustik én af slagsen, hvor dejen foldes ind over lidt af fyldet og som ikke bages i en form. Uden tvivl stammer den fra det franske bondekøkken, og kan fyldes med alt mulig. Her har jeg lavet den med tomater, som er stegt af med rødløg og balsamico for at fremhæve tomaternes smag. Derudover kom jeg tre slags ost på, gedeost som klæder tomaternes sødme på fineste vis, blåskimmelost som supplerer med sin salte smag og parmesan der med sin tørhed giver et pift. Hvis du ikke bryder dig om én af ostene, da undlader du den blot. Jeg lavede her en grov dej, men du kan sagtens bruge ren hvedemel.

Brug evt en blanding af tomater, og tænk i både farve samt vekselvirkningen mellem sødme og syre.


Galette m. tomater og tre slags ost:

Dej:

100 g smør

175 g hvedemel

85 g svedjerugmel

1 tsk groft salt

Iskoldt vand til at samle dejen

_ _ _

Bland mel med salt. Skær smørret i mindre stykker, og smuldr melet heri. Saml dejen med en smule vand, en lille bitte smule ad gangen.

Pak dejen i husholdningsfilm, og stil den på køl en times tid.

Fyld:

30 g gedeost

30 g blåskimmelost, halvstærk

revet parmesan

samt

Blandede tomater: 3 store og ca. 10 små

1 rødløg

1 håndfuld frisk salvie

1/2 spsk figeneddike/balsamico

1 1/2 tsk sukker

Groft salt + frisk kværnet peber

Olivenolie til stegning

_ _ _

Skyl tomaterne, og skær de store i både, de små i halve.

Skær rødløget i meget tynde både.

Svits nu løg og tomater i olie. Krydr med sukker, salt, peber og groft hakket salvie.

Tilsæt eddike og sukker, og lad blandingen karamellisere en smule.

_ _ _

Rul nu dejen ud på et meldrysset bord til en nogenlunde rund eller oval form.

Kom tomatfyldet på midten, og fold nu dejen ind over lidt af fyldet, sådan at kanterne bliver tykke og danner en tærtekant.

Skær ostene i mindre stykker/skiver og fordel dem over fyldet. Riv en smule parmesan over også.

Bag galetten i en forvarmet ovn på 225 g i ca.30-40 min.


Galette/LaCucinaNada