Sprøde salte græskarkerner

Sprøde salte græskarkerner

Haps, haps, haps !

Her er en lækker hjemmelavet snack med dobbelt op på god samvittighed: den er forholdsvis sund og du undgår madspild. Desuden smager det jo bare af mer´ – whats not to like?

Sprøde salte græskarkerner:

Skyl kernerne grundigt så al græskarkødet er væk, slyng dem evt i en salatslynge.

Tænd ovnen på 160 grader.
Kog græskarkernerne dækket med vand i ca.15-20 min.
Hæld vandet fra og bred kernerne ud på bagepapir og læg dem i et ovnfast fad.
Dryp lidt olie over og drys salt på.
Rist græskarkernerne i ca.20-30 min. til de ikke længere er bløde, hold godt øje med dem.

Lad dem køle af.

Opbevar kernerne i en bøtte med låg, hvis du altså kan holde dig fra dem.

Sprøde salte græskarkerner

Rødbedesalat m.saltristede græskarkerner, feta og ærteskud

Rødbedesalat/LaCucinaNada

Som læser af bloggen her, ved du at jeg er lidt af en flexitar – sådan en der spiser mest grønt, linser, kerner mv, og ikke så meget kød. Sådan har jeg valgt at leve, da jeg dels er mest vild med grøntsager, men også fordi jeg har taget nogle valg. Valg omhandlende at jeg kun spiser økologisk kød og fisk, og den slags koster en del mere end det konventionelle af slagsen, samt et valg om at passe på den planet vi lever på. Man kan mene mangt og meget om mine valg, men livsstilen passer mig fortrinligt og stimulerer min kreativitet i køkkenet.

Der kommer en del vegetarretter ud af det, nogle bedre end andre, og jeg øver mig stadig – øver mig i at få sneget umami smagen ind i en del af retterne, og i at det skal være mættende og nærende. Senest er jeg blevet mindet om mit indtag af D-vitamin, da det har vist sig, at jeg er i katastrofalt underskud af dette, og min speciallæge nu har sat mig på intensiv D-vitamin kur. Nuvel, selvom det er Meat Free Monday i dag, skal det nu ikke handle mere om kød eller ej, men om en salat jeg lavede her til aften. En salat jeg ikke havde i sinde at blogge om, men som blev så lækker at jeg fik lyst til at dele opskriften med jer. Salaten indtog jeg som hovedret, men den kan selvfølgelig også slå følge med et stykke kød. Anret salaten imens rødbederne er varme, så smelter fetaen så dejligt.

So here goes …

* * * * *

Rødbedesalat m.saltristede græskarkerner, feta og ærteskud:

-Opskriften svarer til 1 person som hovedret-

5 mellemstore rødbeder

Et par håndfulde græskarkerner

God olivenolie

Flagesalt + frisk kværnet peber

1 spsk honning

1 1/2 spsk solbæreddike (eller anden eddike med dybde og let syrlighed, men solbær klæder rødbede noget så fortrinligt!)

Et par friske timian stilke

50 g feta (fra blok)

Friske ærteskud (rucola salat eller friske spæde spinatblade vil også være lækkert til)

* * * * *

Tænd ovnen på 225 grader.

Skræl rødbederne, og skær dem i kvarte og kom rødbederne i en bradepande.

Rør/pisk eddike med olie, honning, salt og peber. Hæld over rødbederne, og læg timian ved.

Bag i ca.30 min. Vend i dem undervejs. Rødbederne skal være møre, men stadig have bid.

Rist imens græskarkernerne i en smule olie, og drys med flagesalt. Pas på med for meget varme – kernerne popper ligesom popcorn, og bliver hurtigt brændte. Læg græskarkernerne på et fedtsugende papir.

Anret rødbeder på et fad, hæld lidt af dressingen de er bagt i over dem. Smuldr fetaosten over rødbederne. Pynt med græskarkerner og ærteskud.

TIP: lav evt en større portion af græskarkernerne, de er mega gode som snack!

Rugboller

Rugboller/LaCucinaNada

Nu har jeg et godt stykke tid bagt rugbrød en gang ugentligt, og jeg nyder virkelig både at spise det, men også at eksperimentere med indholdet. Men nu står den jo på ferietid, og derfor havde jeg lyst til at have boller til morgenmad, i stedet for rugbrød og havregrød som jeg spiser de fleste hverdagsmorgener. Derfor rørte jeg i går aftes en dej der har hævet natten over, en bolledej med både rugmel og rugkerner, så de er nogenlunde sunde og fiberrige.

Bollerne er VIRKELIG lette at bage! Så hvis du er en der normalt ikke bager selv, så gør dig selv den tjeneste at smæk den her dej sammen en af dagene. Du vil ikke fortryde spor. Bollerne er ikke så luftige som en dej af ren hvedemel, eller anden lys mel, men dejligt sprøde og der er gods i dem.

Rugboller ca. 12-14 stk:

  • 6 dl vand
  • 10 g økologisk gær
  • 150 g groft rugmel (jeg kan anbefale den fra Bornholm Valsemølle, den fås i diverse velassorterede supermarkeder og helsekostbutikker)
  • 1 stor håndfuld græskarkerner
  • 2 tsk groft salt med top
  • 150 g knækkede rugkerner
  • Ca. 400 g hvedemel

Samt evt speltflager, havregryn, græskarkerner og/eller birkes til pynt.

Opløs gæren i vandet, og tilsæt rugmel, kerner og salt. Rør godt med en ske. Rør nu langsomt hvedemelet i, dejen er klistret og skal ikke blive fast som til en dej man håndælter, men skal samle sig til én klump.

Dæk nu dejen med husholdningsfilm, og lad den hæve natten over. Når bollerne skal bages, tages de op med en stor ske, eller en øse, og lægges på en bageplader beklædt med bagepapir. Stænk dem med lidt vand, og drys evt pynt på. Varm ovnen op til 250 grader, skru ned på 225 grader, eller 200 grader varmluft, og bag dem til de er lysebrune og lyder hule når du slår på dem – ca.15 min i alt, alt efter størrelse.