Grønkålssalat m.ovnbagte persillerødder og løg

Den her salat kan man kalde en hyldest til nogle af årstidens absolut bedste råvarer. En frisk grønkålssalat m. ovnbagte persillerødder og løg, frisk æble og vendt i en honning vinaigrette. Det hele toppet med valnødder. Helt perfekt salat som et måltid i sig selv, eller god til kød.

Valnødder og æble har jeg selv sanket og det gør bare spiseoplevelsen så meget bedre. Dermed ikke sagt at man behøver det, men lov mig at du køber så mange af råvarerne som muligt produceret herhjemme.

Det giver salaten noget ekstra smag og sprødhed når man tilføjer bagte grøntsager. Løgets sødme efter bagning bliver nærmest prikken over i’et.

Grønkålssalat m.ovnbagte persillerødder og løg:

1 person

Et par håndfulde frisk grønkål

3 persillerødder

1 løg

1 æble

En håndfuld valnødder

En smule olivenolie

Honning vinaigrette:

5 cl. olivenolie

2 cl balsamico eddike /hvidvinseddike

1,5 spsk honning
2 tsk dijonsennep

Groft salt og friskkværnet peber

Tænd ovnen på 200 grader.

Skræl persillerødderne og løget

Skær persillerødderne i kvarte og halvér de største af stykkerne.

Halvér løget.

Læg løg og persillerødder i et lille ovnfast fad og hæld lidt olivenolie over. Drys med et nip groft salt og bag til rødderne og løget brunes og bliver møre.

Lad det køle en anelse og skær løgene i kvarte.

Skyl grønkålsbladene grundigt og slyng dem tørre. Skær midterribben fra, og skær kålen i fine stykker.

Skyl æblet, halvér det og skær i tern.

Bland ingredienserne til vinaigretten, pisk sammen med en gaffel.

Bland nu salaten og hæld vinaigretten over, sørg for at bland det hele godt.

Hak valnødderne og drys dem over salaten.

Grønkålssalat m. cashew dressing

Jeg finder det veganske køkken ret interessant, ikke på en måde så jeg får lyst til at blive veganer – min glæde for at indtage kød, men især også mejeriprodukter er alt for stor til det, men der er mange elementer i den veganske kost der inspirerer mig. Et af dem er alternativerne til mejeribaserede dressinger og dips, som oftest er baseret på nødder. Ikke alene fungerer de fint som erstatning, de smager også afsindig godt og som gevinst kan de laves temmelig sundt.

Normalt laver jeg ikke en dressing på mejeriprodukt(er) til en salat, medmindre jeg laver den klassiske Mormorsalat , men bruger oftest at lave en form for vinaigrette. Oftest synes jeg dressinger baseret på mejeriprodukter bliver for tunge og får salaten til at klaske. Ligesom det slet ikke er det smags-register jeg sigter efter. Anderledes let er denne dressing, en dressing der kan smages til i den retning man ønsker.

I opskriften her er dressingen vendt godt rundt med (rød)grønkål, som er en af mine efterårs og vinterfavoritter i salatskålen. Salaten bliver yderligere piftet op med friske pærer, lidt syrlige tørrede bær og små chips af jordskokker. Nøddesmagen, også fra jordskokkerne, passer rigtig godt til kålen og de sødlige friske pærer.

Forresten, så er jordskokkerne af egen avl. En afgrøde jeg virkelig kan anbefale at dyrke, især til jer der har en lille have ligesom vores Urbane have. Vi satte 4-5 jordskokker, fik hurtigt 8 planter som hver især gav en god portion, og de er ikke synderlig pladskrævende. Desuden kan man spise jordskokkens smukke blomster, vidste du det? De smager af, ja jordskokker, på en mere nedtonet måde. Af gode grunde har jeg ikke pyntet salaten af med blade fra en jordskok blomst, da de jo er afblomstrede. Det blev til smukke orange blade fra en af de sidste morgenfruer fra haven i stedet.

Grønkålssalat m. cashew dressing

Opskriften er til 2 pers.

Ca. 100 g grønkål

1 pære

1 jordskok

En lille håndfuld Incabær, eller anden syrlig tørret bær

Oliven, – eller smagsneutral olie til fritering af jordskokken

+ flagesalt

Cashew dressing:

60 g cashewnødder, udblødte

4 spsk olivenolie

Saften af en citron

Frisk kværnet peber

En smule vand

Udblød nødderne natten over.

Hæld vandet fra nødderne og kom dem i en minihakker eller en blender. Tilsæt de øvrige ingredienser, og blend til du får en cremelignende konsistens. Tilsæt evt en smule vand. Smag til.

Skyl grønkålen grundigt og slyng den i en salatslynge. Skær de grove stokke fra, også dem der går gennem bladet. Hak kålen fint. Kom den hakkede grønkål i en skål og hæld dressingen over, bland grundigt sådan at dressingen hænger ved bladene.

Skyl pæren og skær den i skiver, halver skiverne og skær kernehuset fra.

Skræl jordskokken og skær den på et mandolinjern i tynde skiver. Varm en pande op med oliven, – eller smagsneutral olie til olien syder en smule. Kom nu jordskokkerne i olien i et enkelt lag, til de begynder at tage farve. Vend dem undervejs og hold godt øje med at de ikke branker. Kom jordskokke chipsene på et fedtsugende underlag og giv dem lidt flage salt.

Anret nu salaten, eksempelvis på et fad – kom chipsene på til sidst sådan at de ikke bliver bløde.

Prøv f eks med appelsinsaft i dressingen i stedet for saften af citron og kom tørrede dadler i salaten i stedet. På den måde får du en perfekt salat til noget af det mere tunge og fede kød, eks vis and.

Grønkålssalat m. korn, bacon og æble

Grønkålssalat/LaCucinaNada

Jeg er absolut vild med kål. På nær rosenkål spiser jeg dem alle rå, og er faktisk mest vild med dem i rå tilstand. Men også stuvede, i asiatiske retter, i supper og sammenkogte retter mv. Kål er afsindig sundt, det er billig kost og så er det i sæson lige nu. En kål jeg virkelig har taget til mig indenfor de seneste år, er grønkålen. Stor, flot, majestætisk. sprød og mest vitaminrige af dem alle, er den blevet synonym med efterår og vinter i mit køkken.

Forleden købte jeg et par skiver af den gode kalvelever hos slagteren på Kultorvet, men havde ikke rigtig gennemtænkt hvad jeg skulle have til den. Hjemme så jeg at jeg jo havde grønkål og æbler, og kom så på denne salat – hvor jeg skar leveren i mindre stykker, vendte dem i mel og lynstegte dem, og anrettede dem på salaten. Kalvelever har en dyb, let sødlig smag som gik rigtig godt i spænd med grønkålen, æblet og den syrlige dressing. Desværre var belysningen så dårlig, hvilket den er ved aftentide herhjemme nu, så jeg fik ikke taget et billede af salaten. Det ærgrede mig, så derfor lavede jeg den her til frokost, og skiftede leveren ud med bacon. Den kombination er også vildt god, så lav den med hvad du synes.

Portionen svarer til en frokost portion til en person.


Grønkålssalat m. korn, bacon og æble

4-5 store blade grønkål

50 g femkornsblanding (kan erstattes med speltkerner el lign.)

50 g bacon

1/2 æble

1/2 økologisk citron

En smule frisk timian

Til senneps-vinaigrette:

Saften af den halve citron

2 spsk olivenolie

1 spsk æblecidereddike

1 spsk stærk sennep

1 tsk flydende honning

Frisk kværnet peber

Et nip flagesalt


 

Kog kornene efter anvisning, og lad dem dryppe og køle af.

Skyl grønkålen, og slyng dem i en slynge. Skær det midterste af bladene væk, og skær grønkålen meget fint.

Rør vinaigretten sammen.

Skær baconen i tern, og steg dem sprøde på en tør pande sammen med timian.

Skær det halve æble i tynde både, og derefter i tern.

Bland nu ingredienserne i en skål og hæld vinaigretten over, eller anret salaten på et fad/en tallerken. Riv citronskal over, enten med et rivejern eller et juliennejern.

OBS: hvis du laver salaten med kalvelever i stedet, husk da ikke et tørsteg den. Kalvelever skal ikke have særlig lang tid, da det hurtigt bliver knastørt. Det må gerne være lyserødt indeni.

Prøv eks vis med kyllingehjerter i stedet! Og skift citronen ud med appelsin.