Simremad: oksebov i portvin m. rosiner og smæk på krydderierne

 

Oksebov/LaCucinaNadaI jagten på at få den infame virus til endelig at forlade min krop, bestemte jeg mig for at tilberede en oksebov med smæk på i går. Sådan en rigtig vinterret, hvor kødet får lov at simre langsomt i lutter gode sager og med drøn på eksotiske krydderier!

At tilberede maden på slow cooking-manér gør noget ved mig. Det pirrer mine sanser når duften begynder at brede sig, og spændingen ved at løfte på låget til min støbejernsgryde er lige stor hver gang. Og det hjælper så dejligt at blive varmet godt og grundigt igennem af sådan en simreret.

Krydderier/LaCucinaNada

Jeg valgte en oksebov uden ben på en smule over et kilo, en af god kvalitet og selvsagt ø-mærket. I sådan én er der mad til flere dage til mig, og jeg synes det er spændende, at få flere retter ud af et stykke kød. I aften skal der kartofler til, helt hvordan ved jeg ikke endnu. Til denne udgave serverede jeg vilde ris til, som jeg synes komplimenterede de mange eksotiske krydderier jeg valgte at bruge i retten. Du kan sagtens servere kartofler eller noget andet til. At tilberede et reelt stykke kød på denne måde, bevarer smagen og giver en enestående sauce. Og så er det altså virkelig smart single-mad, da du har rester til flere måltider.

Jeg ynder at braisere i *øl eller vin, og har ikke tidligere prøvet med portvin, men det kom sig af at jeg havde en hel bøtte rosiner i portvin stående, som en rest fra julen. De har stået et godt stykke tid, men du kan sagtens sætte dem i blød dagen før, og tilsætte yderligere portvin i retten.

* * * * *

Oksebov i portvin m. rosiner og vintergrønt:

1 kg oksebov uden ben (hvis du vælger et stykke med ben, så tag højde for benets vægt når du beregner mængden af kød pr pers.)

4 små gulerødder

2 porrer

2 stænger bladselleri

1 rødløg

2 skalotteløg

1 hel lille hvidløg

Olie + smør til bruning

Frisk kværnet peber

Groft salt

2 tsk hel spidskommen

10 hele kardemomme

1 kanelstang

4-5 laubærblade

2 dl rosiner, udblødt i portvin

ca. 3 dl portvin (hæld endelig portvinen fra rosinerne med i gryden også, der skal ca. være 3 dl i alt)

Evt 1-2 dl vand

– Jeg laver gerne mine simreretter i en stor støbejernsgryde, du kan sagtens tilberede denne ret i en Römertopf, husk blot at den skal stå i blød først. Alternativt kan du tilberede retten i ovnen, skab da et låg af folie, sådan at væden ikke fordamper.

Brun okseboven, hvis du tilbereder retten i en større gryde så gør det direkte heri, ellers på en pande, eller i ovnen.

Kom okseboven i gryden, brun den godt på begge sider. Krydr med salt og peber.

Skær gulerødder, porrer og bladselleri i mindre stykker.

Skær løg i tern, og skræl hvidløgsfedene.

Flæk kardemomme kapslerne let i toppen. Rist spidskommen af på en tør pande, kortvarigt.

Kom nu løg, de hele hvidløgsfed og grøntsager ved okseboven, tilsæt evt mere fedtstof, og lad det stege med til det bliver en anelse blødt.

Tilsæt krydderierne, rosinerne samt væden. Væden skal lige akkurat nå op til 2/3 af kødet, så tilsæt evt en smule vand også. Giv det hele et opkog.

Skru nu helt ned for varmen, og læg låget på. Lad retten simre i 2-3 timer.

* * * * *

Fisk kardemomme kapsler, kanelstangen og laubærbladene op.

Server kødet i skiver, eks vis til ris eller kartofler og anret saucen som den er ved siden af.

OBS: du kan også vælge at si fyldet fra saucen, og koge den op med fløde. Eller blende saucen, evt tynde den en smule med vand, give den et opkog og leger den med fløde. Piskefløde forstås.

* * * * *

Se også opskrift på Øl-braiseret oksebov m. grønkåls gremolata og jordskokpuré, Øl-braiseret oksebryst m. rodfrugtmos eller Øl braiserede svinekæber m. grov rodfrugtmos, ovnbagt knoldselleri og porrer . Mangler du idéer til hvad du kan bruge resterne af kødet til, så læs her.

Indbagt vintergrønt

Indbagt vintergrønt/LaCucinaNada

I min jagt på at lave anderledes vegetarmad, gerne noget jeg også kan tage med til frokost dagen derpå, havde jeg i sinde at lave pirogger her til aften. Men som det ofte sker når jeg står i køkkenet, udvikler det sig til en leg. En leg med råvarer og ingredienser, og i kølvandet på det kommer der indimellem ret så heldige retter ud af det. Denne ret kan varieres i forhold til hvilke grøntsager man vælger at komme i, og jeg vil anbefale at man skeler til årstidens udvalg. Forestiller mig den i en forårsudgave med asparges, eller en med friske bønner. Tag et kig i grøntsagsskuffen, gør brug af lidt forskelligt – tænk dog i hvilke grøntsager der spiller godt sammen.

Jeg spiste den uden tilbehør, men en god frisk salat til vil også være godt til. Retten kan også serveres som tilbehør til kød. Serveres retten som hovedret, er der 2-3 portioner, serveres den som tilbehør er der 4-6 portioner.

Indbagt vintergrønt:

Dej:

  • 100 g hvedemel
  • 2 æg
  • 2 dl mælk/soyamælk (uden tilsat vanille!)
  • 2 spsk grov sennep

Fyld:

  • 2 mellemstore rødbeder
  • 1/2 fennikel samt lidt af toppen hakket som pynt
  • 4-5 gulerødder
  • 1/2 lille blomkål
  • 2 løg, evt 1 rødløg og 1 roséløg
  • 2 store fed hvidløg

Desuden:

  • Olie til bradepanden samt til stegning af grønt.
  • 2 spsk harissa, eller diverse krydderier efter smag
  1. Skræl løgene og skær dem i tynde både.
  2. Pil hvidløgene og mas dem med knivens flade side, hak dem evt groft.
  3. Skræl gulerødderne, og skær dem i halve stave.
  4. Halvér og skyl fennikelen, skær den i tykke både.
  5. Skræl rødbederne og skær dem ligeledes i både.
  6. Skær/del blomkålen i mindre buketter.
  7. Svits nu løg, hvidløg og de groveste grøntsager først. Efter et par minutter, tilsættes de øvrige grøntsager, på nær blomkålen, og svits med.
  8. Tilsæt harissa, eller krydr efter smag. Lad det svitse ved svag varme imens du rører dejen.
  9. Pisk æggene og tilsæt de øvrige ingredienser til dejen. Pisk dejen fri for klumper.
  10. Kom olie i et tyndt lag i en lille bradepande, og varm bradepanden op i ovnen v. 200 grader.
  11. Når bradepanden er varm, hældes dejen i, og grøntsagerne øses nu over dejen. Husk blomkålen.
  12. Bag retten i 30 min.
  13. Pynt med hakket fennikeltop,eller friske krydderurter, og server.

Indbagt vintergrønt/LaCucinaNada

Tun-frikadeller i en travl hverdag

I de forgangne uger har jeg haft drønende travlt. Ikke så meget i køkkenet, men især på mit arbejde og med studiet. Faktisk så travlt at jeg ikke fik overholdt den madplan, jeg ellers lavede sidste weekend. Og så har jeg været træt. Ualmindelig træt. Nogle dage så træt, at jeg ikke orkede købe det sidste ind der manglede, ej heller at lave mad.

Nu står den på nogle fridage. Ikke fridage til at benytte mig af byens mange kultur tilbud, eller til at tage ud i den smukke efterårs skov. Nej den står såmænd på læsning og opgave skrivning. En opgave jeg synes jeg havde styr på hvordan skulle grejes … lige indtil min vejleder stillede de helt rigtige u-ærbødige spørgsmål, fulgt op af en telefonisk coaching. Så nu skal den tænkes om har jeg besluttet. Men det gør ikke spor, for hold op hvor det rykker mig, og min antagelse om mit lederskab og mine tanker om min erhvervsmæssige fremtid!

For at få tankerne på plads, og for at få nogle hvil, har jeg selvfølgelig et par mad-relaterede projekter på tegnebrættet i ugens løb. Det er uden tvivl i køkkenet jeg slapper allermest af.

Ligesom jeg slapper af når jeg har styr på min frokost, som efterhånden er blevet dagens lille helle på min travle arbejdsplads. I den forgangne uge har det skredet noget, og en dag blev det til et stykke knækbrød, en pære og en energibar. Ikke just en frokost der bekom mig. Og det bider sig selv i halen, når ikke jeg får tanket ordentlig op.

Har du det også sådan?

Mange dage misunder jeg de der kan traske ned i en kantine og få frokosten serveret. Men samtidig så består min frokost ret ofte af rester fra middagsmaden og diverse grønt. Og den frokost nyder jeg. Som da jeg i den forgangne uge havde til et par dage, med en simpel nudelsalat og nogle rigtig lækre saftige tun-frikadeller.

Opskriften blev til efter jeg så et af Klidmosters mange bidrag til DM i Hverdagsmad – Jeg brugte mange elementer fra hendes opskrift, men da jeg ikke havde æg og skulle have brugt noget af mit spidskål, kom jeg på lidt ændringer. Nudelsalaten kræver ikke en egentlig opskrift, så derfor blot hvad den bestod af: nudler, spidskål og gulerødder vendt i olie, citronsaft og æbleeddike, toppet med bredbladet persille, cashewnødder samt usaltede pistacienødder (de bedste jeg nogensinde har smagt, fra biogan købt hos Økologisk Supermarked). Salaten kan laves noget mere sexet, og med forskellige mere asiatisk prægede dressinger, min blev til en af de aftener hvor jeg var knap så opfindsom.

Opskriften på tun-frikadellerne får du her:

(1-2 pers., hvis du vil have til frokosten også, så fordobler du bare mængden)

  • 1 *ds tun i vand
  • 1 dl havregryn
  • 1-2 fintrevet gulerødder
  • 1 løg, halvdelen fintrevet, halvdelen i tern (hvis du laver dellerne til børn, så kan du jo rive hele løget, jeg kan bare godt lide at der er lidt bid i.)
  • 1 dl meget fintsnittet spidskål (brug evt mandolinjern)
  • 1 dl skyr
  • Krydr med salt og peber
  • Evt en lille sjat vand til at samle farsen

Hæld væden fra tunen, og lad den dryppe af. Findel tun stykkerne. Bland alle ingredienserne til en fars, og steg dem gyldne i olie ved middel varme til de får en sprød skorpe.

*Dåsetun er faktisk gået hen og er blevet en “luksusvare” i mit køkken, da jeg udelukkende køber dåser, hvor jeg med sikkerhed ved at der bliver taget hensyn til, at der ikke ryger bifangst med i form af delfiner, skildpadder, hajer og sågar fulge med i nettet! Plus at det er fiskeri der udelukkende fanger tun, der rent faktisk er store nok. Så som med alle andre levende fødevarer, spiser jeg det sjældnere og ofrer derfor gerne det ekstra på varen. Hvis du heller ikke ønsker at få en dåse tun i indkøbskurven, der ved dens fangst udsætter truede dyrearter, havbunden og fanges på en ret så grum måde, så gå efter MSC-mærket på pakken.

Denne dåse tun er et eksempel på et MSC-mærket produkt, og så smager den helt vildt godt!

Jeg er helt overbevist om at de vil hitte i de fleste børnemaver også! Og så er de så lette at tilberede, at man ovenikøbet kan tage børnene med i køkkenet og lave dem, alt efter alder, skal de have hjælp til stegningen.

En anden spise, som er let at tilberede i farten er hotdogs. Noget børnene garanteret også vil sætte stor pris på. Hotdogs har de seneste år fået en hel revival, og det i vilde udgaver med nytænkte toppings, anderledes brød og et hav af forskellige spændende pølser. Der er sågar et DM i hotdog … mine var nu ret så klassiske, dog med pølser fra Hanegal. Det gode ved at lave dem selv, er at man ved hvad der kommes i og på – en slags JunkdeLuxe.

Gulerødder en masse, what to do? Hjælp mig, og vind kogebog!

Mine grøntsags-skuffer er det rene Kong Gulerod. Jeg er ved at drukne i gulerødder! Ikke i bogstavelig forstand, men jeg har virkelig mange og kan ikke nå at spise dem alle i rå tilstand. Derfor, kære læser, beder jeg om din hjælp!

Kom med et forslag i kommentarfeltet, til hvad jeg skal stille op med nogle af alle mine gulerødder – det kan være i form af tilbehør, i en hovedret, i en salat, bagt, syltede. Det kan være i en nordisk udgave, eller fra det mere eksotiske køkken. Dit valg, blot der indgår gulerødder! Du behøver ikke skrive en decideret opskrift, men hvis det kræver en særlig tilberedningsmetode så bedes du skrive den. Skriv dit forslag senest d.5.10.12 kl.16.00. Det bedste bud bliver præmieret med et eksemplar af Ny Nordisk Hverdagsmad, en fin lille kogebog med opskrifter der er til at forstå. Husk at skriv din mail adresse, så jeg kan kontakte vinderen!

Honningglaserede gulerødder

Nye danske gulerødder med toppe er noget af den skønneste sommerspise, især når de ikke er sprøjtede så man bare kan skylle jorden af og gnaske løs. En måde at tilberede friske gulerødder på, så de bevarer smagen og sprødheden er at glasere dem. Honningen fremhæver gulerøddernes let sødlige smag og er yderst velegnet som tilbehør til et stykke mørt kalvesteg, eller til svinekød, som f eks marinerede skaftekoteletter som du ser på billedet herunder. De friske ærter er tilføjet gulerødderne de sidste par minutter umiddelbart inden servering.

Honningglaserede gulerødder/LaCucinaNada

Server dem evt med groft hakkede hasselnødder og lidt pyntegrønt på et fad og server dem som tilbehør eller i stedet for kartofler eller salat.

Honningglaserede gulerødder:

Friske (spæde) gulerødder m.top. Beregn 1-2 pr pers. alt efter str. og hvis de serveres som tilbehør.

Olivenolie, ca 1 spsk pr gulerod eller smør

Honning, ca 1 spsk m top pr 3 spsk olie

Frisk rosmarin, et par stilke

Evt en lille håndfuld hasselnødder + lidt pyntegrønt – jeg brugte tallerkensmækker blade og kronbladene fra en morgenfrue.

Rengør gulerødderne og tag toppen af, lad dog en lille del af toppen sidde (den ikke alene pynter, men er også spiselig). Varm olie, eller smør, op på panden, tilsæt honningen v. ikke alt for høj varme og rør rundt så det blander sig helt. Varm gulerødderne op i olien og smid et par friske rosmarin kviste på. Vend dem jævnlig så de bliver glaserede på alle sider. Gulerødderne er færdige når de begynder at få et karamelliseret udseende, ca 10 min i alt, alt efter størrelse. Vend i dem jævnligt.

Hak hasselnødderne groft. Skyl pyntegrønt og dup det tørt. Lad gulerødderne dryppe lidt af inden du lægger dem på et fad, og pynt af inden servering.