Banankage / Banana cake

👉You’ll find the recipe in english to, just scroll down a bit.

Denne banankage behøver ikke nogen lang indledning, ej heller en masse tillægsord – lad mig sige det som det er, det er den bedste banankage jeg har smagt. I al sin enkelhed.
Brug modne bananer, endelig også gerne de lidt rigeligt modne.

Og nå ja, så forsøger jeg mig langt om længe ud i at skrive opskriften på engelsk også, sådan at de mange fra den store vide verden der kigger forbi bloggen også kan være med. Og måske vender tilbage.

Banankage:

100 g smør

2 æg

100 g sukker 

50 g brun farin 

1 tsk natron 

175 g hvedemel

3 spsk creme fraiche, min 18% 

4 små modne bananer

  • Smelt smørret. Pisk det sammen med æggene, sukker og brun farin til det er skummende og sukkeret er opløst
  • Kom mel og natron i dejen.
  • Skræl bananerne, og mos de to af dem. Kom de moste bananer og creme fraiche i dejen, og pisk eller rør den ensartet og sammenhængende.
  • Kom bagepapir i en lille bradepande el lign og hæld dejen her i. Sørg for at jævne dejen ud i hele bradepanden med en dejskraber.
  • Halvér de to sidste bananer, og læg dem ovenpå kagen som du nu synes, tryk dem let ned i dejen.
  • Bag kagen på den midterste rille i en 180 grader forvamet ovn i ca.40 min. eller til kagen er lysebrun og ikke hænger ved – test evt med en strikkepind/grillspyd.

Banana cake:

100 g butter

2 eggs

100 g sugar

50 g brown sugar

1 teasp. baking soda

175 g flour

3 tbs sour cream, min.18% fat

4 ripe bananas

  • Melt the butter and mix it with the eggs, sugar and brown sugar in a bowl. Whip until fluffy and until the sugar is dissolved.
  • Stir in flour and baking soda.
  • Mash 2 of the bananas, and add them, and the sour cream to the batter. Mix until its smooth and flexible.
  • Put in baking paper in a baking pan and pour in the batter.
  • Cut the rest of the bananas in two -lengthwise, and put them on the cake in the way you like. Squeeze them a bit down in the batter.
  • Bake the cake for 40 minutes in a 180 c pre heated oven.

Ingefær julesmåkager

I mit barndomshjem blev der bagt en slags småkager med sikkerhed hvert år til jul, og det var den slags man kan udstikke til alskens figurer. En lys småkagedej, a la Jødekager, uden kanelsukker og mandelflager på. Det var en tradition min Mor havde med sig fra sin barndom, og jeg har tydelige minder om julemusik, en Mor i højt humør og en dag med en masse nærvær når vi skulle bage de kager. Selve dejen var måske nok til den lidt kedelige side, og derfor har jeg piftet den op med stødt ingefær og kardemomme, som jeg synes giver en skøn krydret smag til småkagen. Jeg har valgt at pynte mine helt enkelt, fordi jeg ikke bryder mig om at tygge igennem lag af glasur, krymmel og alt mulig hurlumhej, men bager du med børn, så synes de jo det er virkelig skønt at give den gas med krymmel, glitter og stads. Du gør som dit julehumør nu er til.

Denne småkagedej tager ikke lang tid at lave, det er selve det at udstikke og bagningen der tager lidt tid, så sæt god tid af og hyg med det. Man kan også rulle dejen til en lang pølse, fryse den og skære meget tynde skiver som man så bager. Det er den hurtige udgave, som jo smager fuldstændig ligesom dem man udstikker.

Ingefær småkager, ca.50 stk:

150 g blødt smør

300 g hvedemel

100 g flormelis

2 æg, medium

2 tsk m top stødt ingefær

1 tsk stødt kardemomme

Glasur:

75 g sigtet flormelis

Ca. 30 g æggehvide

 

Smørret skal have stuetemperatur, så tag det ud af køleskabet dagen før du bager. Oven skal forvarmes til 190 grader.

Smør er ikke bare smør, eller hva´? Har du nogensinde tænkt på hvor forskelligt smør smager? Også når du bager med det. Jeg delte dejen her op i tre, og bagte med 3 forskellige slags smør: Lurpak, som gav den velkendte småkage smag og fedme, som dem min Bedstemor bagte. Naturmælks biodynamiske smør, som gav småkagerne en tydelig smag af blomsternoter og smagen af korn og Thises økologiske smør, som smagte meget a la dem med Lurpak, men havde en snert af noget floralt. Desuden var den langt lettere at rulle ud end de to andre deje.

For ja, der er også den bage-venlige del i forhold til hvilken smør man vælger. I eksperimentet her forsøgte jeg, at tage højde for at smørret havde ens temperatur, at dejene lå lige længe på køl mv, med forbehold for at jeg jo ikke er hverken kemiker eller laborant. Jeg har ikke som sådan en favorit blandt de tre smør jeg valgte, og det var heller ikke mit sigte, at lave en egentlig vurdering sådan karakterbaseret.

Som sådan er min pointe blot, at man godt kan tænke lidt i hvilken smør man bruger til hvad. Og ikke kun den man smører på brødet, men også den man bruger til madlavning og i bagværk. Du har måske allerede en smør med tilsat flagesalt som du bruger brødet, og en almindelig smør som du bruger til det hele? Eller som de fleste, så køber du af vane den samme smør hver gang. Men smør er ikke bare smør, de kan hver især noget, så prøv dig lidt frem. Køb en anden smør end du plejer næste gang.

Dette forsøg er stærkt inspireret af et vi gjorde da jeg deltog i en Masterclass arrangeret af Mejeriforeningen.

Skær smørret i mindre stykker, og alt alle ingredienserne sammen – dejen skal samles ret tjept, uden at man ælter alt for meget i den. Man kommer til at rode med den af flere omgange når den skal udstikkes, og megen æltning gør at småkagerne ikke bliver sprøde. Når dejen er ensartet, stilles den på køl i en times tid. Spring ikke dette over, for det er her dejen samler sig helt, og en kold småkagedej er meget lettere at arbejde med, end en varm. Tag også derfor kun en smule ud af køleskabet af gangen imens du ruller og udstikker.

Når kagerne skal udstikkes, tager du en tredjedel af dejen på et let meldrysset bord og ruller den tynd. Udstik nu med den form du ønsker, og kom småkagerne på en bageplade med bagepapir. Vær obs hvis du udstikker i forskellige størrelser ifht bagetid, del evt op på hver sine bageplader. Bag småkagerne i ca.7-8 min. til de er let gyldne.

Sæt de nybagte småkager på bageriste, og lad dem køle helt før du kommer dem i kagedåser eller pynter dem.

Glasuren piskes ved at røre lidt æggehvide i af gangen, til du får en luftig glasur. Kom den i en lille sprøjtepose og klip et lille hul, eller fold et lille kræmmerhus af bagepapir, og klip ligeledes et lille hul forneden. Pynt nu kagerne som du har lyst til – eller giv ungerne opgaven og smid kontrollen.

Yoghurtboller

Yoghurtboller/LaCucinaNada

Egentlig kræver de her boller ikke den store introduktion, det er boller som man tænker dem før spelt, surdej, gammeldags meltyper kom på mode igen, koldhævning, no knead and what not. Nærmest en fødselsdagsbolle. Sådan nogle skal der være plads til en gang imellem. De går særlig godt til smør. Men også marmelade og mild ost klæder dem. Det eneste de kræver er tid. Vel nok den største luksus for mange når de går i køkkenet. Så bag dem på en søndag f eks, og nyd at der er tid og at du ikke kan gøre noget ved at tiden på den langsommelige måde gør sit ved dit bagværk.

Yoghurtboller:

100 g smør

2 dl yoghurt naturel

30 g gær

1æg

1/2 dl sukker

1/2 tsk groft salt

1/2 spsk stødt kardemomme

450-500 g hvedemel

2 dl vand

Smelt smørret ved lav varme i en tykbundet gryde, hæld yoghurten ved, og varm op til det er fingervarmt. Opløs gæren heri.

Pisk æg med sukker. Kom kardemomme ved.

Bland smørblandingen med æggeblandingen og sæt røremaskinen i gang med at køre dejen.

Hæld nu lidt af gangen mel og vand ved, tilsæt saltet.

Rør dejen til den er sammenhængende, en anelse klistret i overfladen, men ellers glat og fin, sådan ca. 5-10 min.

Lad dejen hæve under et klæde i 2-3 timer.

Tril nu boller, og læg dem på bagemåtte/bagepapir på bageplader. Lad dem efterhæve 1/2 times tid.

Pensl bollerne med et sammenpisket æg, eller med en sjat kold kaffe.

Bag dem i varmluftsovn på 175 grader i ca.20 min., eller til de er let gyldne og lyder hult når man slår i bunden på dem. Bag begge plader på én gang, og skift dem rundt undervejs. Lad bollerne køle af på en bagerist inden du pakker dem i væk.

Citronsmåkager

citronsmaakager/LaCucinaNada

Småkager. Sådan ret mormor-agtigt. Og indtil for ikke så længe siden, kun noget jeg havde ved juletid. Men så tog jeg mig selv i, at begynde at købe småkager – til kaffehygge i gården, til at have til eftermiddags-theen og til at kunne servere sammen med lidt chokolade mv efter middagen når der er gæster. Sagde jeg mormor-agtigt? Ja, det gjorde jeg vist.

En af mine naboer og veninder, er mindst lige så meget mormor som jeg på den front, ofte bager hun selv, eller har hjemmebag med hjemme fra sin mor. Og for et stykke tid siden havde hun fået en rulle citronsmåkagedej med, som hun så kunne bage når hun havde lyst. Det mindede mig om, at sådan gør jeg jo nogle gange til jul, ruller dejen og fryser noget af den, og bager den så når der gerne må dufte af nybagte småkager. For det er jo bare smadder hyggeligt, på den dejlige mormor-måde. Og de der citronsmåkager, de var bare gode. Dem måtte jeg jo forsøge at gøre efter. Det er så hermed lykkedes, og du får min opskrift herunder. Om du venter med at lave dem til jul, eller hygger med at bage dem her i efterårsferien, det bestemmer du helt selv, men jeg må advare dig: de er stærkt vanedannende !

Prøv f eks også at bage småkagerne med finthakket frisk rosmarin i dejen. Det er bare lækkert !

CITRONSMÅKAGER:

100 g flormelis

250 g hvedemel

200 g smør, koldt

1 æggeblomme

1 spsk danskvand (du kan sagtens bruge postevand, men danskvand er med til at gøre småkagerne mere sprøde, i hvert fald ifølge min salige Bedstemor!)

Finrevet skal af 1 usprøjtet citron

* * *

Sigt mel og flormelis i røreskålen til din køkkenmaskine. Skær smørret i mindre stykker, og kom det sammen med citronskallen i skålen. Kør nu til det ligner en grov rasp. Hæld danskvand og æggeblomme i, og rør dejen til den samler sig.

Sæt dejen på køl imens du rydder af, og strø nu en smule flormelis på bordet. Rul dejen til en aflang pølse, ca 5-6 cm i diameter, og pak den ind i husholdningsfilm. Sæt dejen på køl en times tid før bagning, eller frys dejen hvis du vil bage den senere.

Når citronsmåkagerne skal bages, varmes ovnen på 180 grader, og der lægges bagepapir på et par bradepander. Skær nu småkager af rullen med en skarp kødkniv tyndt, ca 1/2-3/4 cm i tykkelse, og læg dem med afstand på bagepladerne. Bag dem 12-15 min. til de er let gyldne. Når småkagerne er bagte, lægges de hurtigt over på en bagerist uden noget nedenunder, sådan at de bevarer sprødheden. Så snart de er afkølede kommes de i en lufttæt kagedåse.

Vild med småkager? Så se også opskrift på Lime cookies m. birkes !

 

Efterårs frugttærte 

Denne tærte er en hyldest til nogle af efterårets skønneste frugter, nemlig æble, pære og figen. Nuvel, det er i skrivende stund ikke synderligt efterårsagtigt på vejrfronten, men det gør ikke tærten spor dårligere af den grund. 
Nyd den til eftermiddagskaffen, eller skænk et sødligt glas vin til, og spis den i godt selskab. 

Efterårs frugttærte:

2 store æbler

1 pære

2 friske figner 

– eller ca 500 g reel frugt skåret fri for kernehus mv.

3-4 spsk sirup, jeg brugte hybensirup

En smule flormelis til pynt, samt evt rosenblade eller anden spiselig blomst

Mørdej:

150 g smør

100 g flormelis

1 æg

250 g hvedemel 

Bland det bløde smør med flormelis, og sigt melet heri. Slå ægget ud i dejen, og saml den. Tilsæt evt minimalt med koldt vand, hvis ikke dejen samles helt. Sæt dejen på køl en times tid.

Varm ovnen på 185 grader.

Smør tærteformen med en smule smør, og rul dejen ud på et let meldrysset bord. Kom dejen i tærteformen, og tryk dejen fast i kanten. 

Skyl frugten, skær den i både, æbler og pære i tynde både, fignerne i ca 6 både.

Fordel frugten i det mønster du synes om – jeg starter som regel udefra i et rundt tærtefad, og lagde her frugten tagdelt og blandet undervejs. 

Bag nu tærten i ca 30 min. Hold øje med den undervejs.

Lad tærten køle en smule, og drys nu flormelis igennem en sigte over tærten. Pynt evt af med rosenblade.

Nektarintærte

Nektarintærte/LaCucinaNada

Her får du opskriften på en rigtig lækkerbisken af en stenfrugttærte, den er sød, sprød, luftig og saftig. Og hvis du har mulighed for det, så pynt den af med smukke spiselige blomster. Uanset så vil den gøre lykke på eftermiddagskaffebordet, som den gjorde her i Den Urbane Have i selskab med nogle af mine søde naboer i lørdags!

Tærten kan sagtens bages med andre stenfrugter end nektariner, eller en blanding af forskellige slags.

Nektarintærte:

250 g marcipan

100 g sukker

100 g blødt smør

60 g hvedemel

2 tsk stødt kardemomme

2 tsk stødt ingefær

2 tsk bagepulver

4 æg

3 nektariner

Pynt:

Grofthakkede mandler + spiselige blomster

Server evt med en fed creme fraiche til

 

Riv marcipanen groft, og bland den med alle ingredienserne på nær æg i en skål.

Rør nu æggene i et ad gangen, og saml nu dejen – den er våd og klistret, så tag evt hænderne i brug.

Skyl nektarinerne, og befri dem for stenene, skær dem yderligere i både.

Smør en tærteform med en smule smør, og hæld dejen heri. Glat overfladen med en dejskraber, og læg nektarinerne i det mønster du ønsker. Drys mandlerne over.

Bag nu tærten i ca.30 min. på 170 grader varmluft.

Pynt evt af med spiselige blomster og server tærten lun.

 

Spelt burgerboller

Burgerboller/LaCucinaNada

 

Et sikkert hit på sommerbordet er burgere – og hvad er bedre end hjemmelavede burgere, hvor man helt kan bestemme hvad der skal i? Til sådan nogle hører også hjemmebagte burgerboller, hvis du spørger mig. Men jeg snyder også indimellem når den står på burgere, og køber mig til bollerne. Men jeg gider simpelthen ikke de helt bløde søde vattede man køber i supermarkedet. Når jeg har købt mig en bolle, ærgrer jeg mig egentlig, for det er jo ærlig talt ret let at bage selv. Men faktisk er det ikke lykkedes mig, at bage den perfekte burgerbolle før forleden, og fordi de i al beskedenhed VIRKELIG blev gode, så skal du selvfølgelig ikke snydes for opskriften, så den får du her:

Spelt burgerboller – 8 stk

1,5 dl lunkent vand

25 gram gær

1/4 dl olie

1 æg

75 g groft speltmel

200-250 g hvedemel

2 spsk rørsukker

1 tsk groft salt

+ 1 æg til pensling og sesamfrø

 

Opløs gær i det lunkne vand.

Kør dejen på en røremaskine, det er afgjort lettest. Hvis du ikke har en sådan, så skal der æltes godt for at få en luftig dej, men det kan sagtens lade sige gøre!

Kom da alle ingredienserne i vandet, og rør dejen til den er sammenhængende og glat – ca.5-10 min.  på mellem hastighed på røremaskinen.

Dæk dejen over med et viskestykke skyllet i koldt vand og vredet. Lad den hæve i 30 min.

Del dejen i 8 lige store stykker og tril boller. Læg bollerne med mellemrum på en bageplade med bagepapir. Pres dem let med håndfladen, og læg et stykke bagepapir ovenpå, og derpå endnu en bradepande som du presser let på. Fjern den øverste bageplade, og læg vistestykket over bollerne, som du efterhæver i min.30 min., max 50 min.

Pisk ægget og pensl bollerne. Drys sesamfrø på bollerne og bag dem i en forvarmet ovn på 225 grader i ca.10 min.

Squashkager m. cream cheese frosting

squashkage/LaCucinaNada

Selvfølgelig skulle vores havenisse, Urlaubnissen, også være med til kaffeslabarads.

Hvis du følger mig på Instagram, så er du vist udmærket klar over at jeg hænger en del ud med mange af mine naboer – både i Den Urbane Have og i en helt masse hygge-stunder. I den seneste tid har vi arbejdet på at få klargjort til at der skal etableres ny belægning under plantekasserne, og har bla bygget en loungesofa af paller som nu også står i den sorte farve som alle plantekasserne. Det bliver afgjort byens mest tjekkede urbanhave når den om et par dage står klar!

I et beskedent forsøg på at takke særligt én, som altid står klar med en hjælpende hånd, og som griber mange af mine impulsive idéer, bagte jeg forleden denne squashkage, en kage han havde talt om han gerne ville bage, men ikke havde fået gjort. I går sendte jeg så den lille gruppe naboer en sms med teksten: “Kaffe og kage i gården om et par timer – hvis vejret holder. Medbring dit eget krus”. Og det gjorde det, eller det holdt i hvert fald tørt. Altså som lovet medbragte jeg et fad med de små squashkager og varm kaffe på kanden. Naboerne stemte for at opskriften på denne saftige krydrede kage skulle på bloggen, så her kommer den:

Squashkager m. cream cheese frosting

– en lille bradepande el. ca.8-10 kager –

150 g blødt smør

150 g lyst muscavado sukker

250 g hvedemel

1 tsk bagepulver

2 spsk stødte krydderier: kanel, stjerneanis, allehånde og ingefær

3 æg

2 store håndfulde solsikkekerner

1 revet squash, max.ca. 450 g

Varm ovnen på 175 grader.

Skyl og tør squashen, skær den grove ende fra og riv den på den grove side af rivejernet. Kram en smule af vandet fra, og lade squashen dryppe af i en sigte.

Pisk sukker med smør. Rør æggene i.

Kom solsikkekerner og squash i dejen.

Bland krydderierne godt, og rør dem i melet. Rør ligeledes bagepulver heri. Og hæld nu mel-blandingen igennem en sigte i dejen.

Beklæd en bradepande med bagepapir, og hæld dejen heri.

Bag kagen i 1 time.

Lad den køle helt af på en rist, før den (evt.) stikkes ud og toppes med frosting.

Frosting:

50 g blødt smør

200 g flormelis

100 g flødeost naturel

Revet skal af en halv økologisk citron

Pisk flormelis med smørret, og tilsæt flødeosten – pisk nu til en jævn masse, max et par minutter. Rør citronskallen i med en dejskraber, og lad frostingen trække smag fra citronen inden du smører den på.

 

Du kan vælge at brede frostingen udover hele kagen, eller du kan udstikke mindre kager som jeg gjorde (se billedet), og komme frostingen på dem. Jeg brugte en dejskraber og en smørkniv, men du kan selvsagtens komme frostingen på med en sprøjtetylle og få et mere forfinet udtryk på de små kager. Blomsterblade fra spiselige blomster ville være rigtig fint at pynte af med, eks vis tagetes, men de blomstrer endnu ikke, så det må vente til en ny omgang kager i løbet af sommeren.

Jeg udstak kagerne med en udstikker, men man kan også bruge et lille glas el. lign.

 

Æbletærte m. ingefær, hybensirup og mandler

æbletærte/LaCucinaNada

Nuvel det er ikke sæson for æbler herhjemme, men i min bog er der ikke noget bedre end kager med æbler, så med de let syrlige italienske økologiske æbler jeg havde i mit køleskab blev det på denne regnfulde overskyede søndag til en æbletærte.

Den er meget simpel at lave, og har sådan set ikke andet end fyld end æbler. De er til gengæld krydret og sødet med stødt ingefær, citronskal og *hybensirup, og toppet med mandelsplitter. Friskt, let, knasende og krydret. Lige til en kop søndags-the.

*du kan selvsagtens bruge en anden sirup, prøv eks vis med ahornsirup. Jeg valgte hybensirup fordi jeg fik en for nylig af en veninde, og blev nysgerrig på dens smag, og fordi dens lette parfumerede smag matcher æblerne fortrinligt.

Æbletærte m. ingefær, hybensirup og mandler

Mørdej:

150 g hvedemel

75 g flormelis

1 æg s/m

100 g blødt smør

Smuldr smørret i mel og flormelis. Bland dejen med ægget til den er sammenhængende, og der ikke er flere klumper af smør. Læg dejen på køl imens du forbereder fyldet.

Rul tærtedejen ud, og kom den i en tærteform, evt let smurt med smør. Forbag tærten v.175 grader i ca.15 min. på næstnederste rille i ovnen.

Fyld:

ca.270 g (ca.2 mellemstore æbler) æblebåde, uden kernehus

1 1/2 tsk stødt ingefær

Skallen af 1 økologisk citron

6 tsk hybensirup

1 god håndfuld smuttede mandler

Skyl æblerne og tør dem. Skær dem i kvarte, skær kernehus mv fra, og skær dem yderligere i tynde både. Kom æblebådene i en skål og drys ingefær og citronskal over, vend godt rundt i æblerne.

Skær mandlerne i splitter/halve.

Læg æblerne på tærten i det mønster du ønsker, tryk dem let ned i dejen. Dryp halvdelen af siruppen udover æblerne, og drys mandlerne henover. Bag nu tærten v. 200 grader i 20 min. Tag den ud, og dryp resten af siruppen over, og bag den færdig i 5 min.

Lad tærten køle på en rist inden du nyder den.

 

Surdejsbrød

Surdejsbrød/LaCucinaNada

Du skal væbne dig med en smule tålmodighed. Investere i god rug,- og hvedemel, og købe økologisk gær. Derudover kaste kærlighed en masse i røreskålen. Og så LOVER jeg dig, at du bliver rigt belønnet. Belønningen er et brød med en anelse sødme fra surdejen, et brød der holder sig friskt og luftigt i nogle dage (hvis du altså kan holde dig fra det) og ikke mindst et brød med den sejeste sprøde skorpe!

Surdejsbrød/LaCucinaNada

Lad os sige at du vil bage brødet en søndag morgen, så starter du allerede weekenden før med at lave din surdej (hvis du da ikke allerede har én). Bare rolig, det er ikke tidskrævende, selve din indsats, det er udelukkende et tidsforbrug der skal til for at dejen udvikler sig. Og så er det surdejen der skal næres dagligt for at blive optimal. Du blander en surdej sådan her:

I forholdet 1:1 blander du rugmel og vand, 1 dl af hver. Tilsæt et surmælksprodukt for at sætte gang i processen. Lad din surdej stå fremme på køkkenbordet, jeg opbevarer min i et henkogningsglas med patentlåg – det er dejlig let. Nu spæder du surdejen op dagligt, efter samme princip med 1:1 rugmel og vand, blot en smule af hver. Hvis der ikke er så meget spark i den, så tilsæt en lille bitte smule gær.

Efter et par dage, begynder surdejen at boble og lugte gæret, ligesom den skal.

Lørdag morgen (dagen før du bager brødet), rører du surdejen og gæren ud i vandet i en skål. Herefter tilsætter du begge slags mel samt salt. Rør godt i dejen, sådan at der kommer godt med luft i den – hvis du har en røremaskine er den optimal til formålet, men den kan også røres ved håndkraft, det gør jeg som oftest, det kræver blot ca. 5-10 min.

Nu skal dejen hæve og udvikle sig. Det skal den have en større skål til, en skål som du dækker med husholdningsfilm, og stiller på køkkenbordet indtil søndag morgen. Ca. 24 timer i alt.

NU skal der bages! Søndag morgen tænder du for ovnen, på 250 grader, og stiller en gryde der kan tåle varmen derind. En gryde med låg, vel og mærke. Når gryden er godt varmet op, ca.1 time, så tager du den ud, drysser en smule mel i bunden, og hælder dejen heri – brug evt en dejskraber til at få al dejen med.

Bag nu brødet i gryden under låg i 30 min. ligeledes v. 250 grader. Tag låget af gryden, og bag videre i 20 min. ved 220 grader.

Lad brødet køle af på en bagerist.

Alternativt, hvis ikke du har en gryde der kan gå i ovnen, kan du bage brødet på almindeligvis, og skabe damp ved at sætte en lille bradepande med vand i, i bunden af ovnen. Her skal brødet så bages ved 225 grader, og indtil det er sprødt udenpå, og lyder hult når du slår det i bunden.

OBS: husk at hold liv i resten af din surdej ! Du behøver ikke dagligt spæde den op nu, og kan have den stående lukket til på køl. Men tag den gerne ud på køkkenbordet i god tid inden du skal bage igen, og let på låget, sådan at den får mulighed for at ånde. Hvis den ikke har så mange bobler, og virker flad i det, så brug tricket med en smule gær. Honning kan også sparke liv i surdejen, ligesom den kan have godt af at få en smule mere surmælksprodukt indimellem.