Rabarberis på kondenseret mælk

Rabarberis på kondenseret mælk

Så du at jeg delte en super nem opskrift på hjemmelavet is ovre på Instagram i går?

Hvis ikke, og for at du let kan finde den igen, så får du den her også. Isen kræver hverken gryder, potter eller ismaskine og kan laves samme dag som den skal nydes. Den er silkeblød og smager helt vidunderligt godt, jeg siger det bare.

Opskriften på rabarberkompot giver en del mere end du skal bruge, men så kan du jo forkæle dit surmælksprodukt eller din grød om morgenen med en skefuld. Eller du kan bruge det til desserter. Det er aldrig dumt at have sådan en bøtte stående på køl.

Rabarberis på kondenseret mælk:

En dåse kondenseret mælk
1/2 l piskefløde
Rabarberkompot
1 vaniljestang

• • •


Skrab kornene ud af vaniljestangen og bland dem med en smule sukker så de fordeler sig.
Kom kondenseret mælk i en skål og pisk vaniljekorn i. Pisk fløden til en blød flødeskum i en anden skål og vend den i den kondenserede mælk. Hæld halvdelen i en fryseegnet form, og kom halvdelen af rabarberkompotten i, ca 4-5 spsk. Hæld resten af flødeblandingen over og kom nu kompot på i nogle klatter som du laver mønster med, med en kniv.
Kom husholdningsfilm over og frys i 4-6 timer.

Jordbæris

jordbæris

ENDELIG er det is-vejr.

Og i cucina Nada bliver der leget til den helt store guldmedalje med ismaskinen. HOLD NU OP hvor er hjemmelavet is dog bare lækkert. Som i: jeg får jo virkelig svært ved at købe mig til is ude i byen nu ! I hvert fald af de mest gængse slags. Jeg startede med basis og lavede mig en liter vaniljeis, som bare blev cremet, let og virkelig god. Tanken er at når man ligesom kan den, så kan man eksperimentere derfra. Det svære, og det er faktisk ikke så svært, er at få lavet en ordentlig creme anglaise, og så ellers blande piskefløde og hvad man nu måtte ønske af smag i den. Og ja, så er der det med tålmodigheden som jo selvfølgelig kan være lidt svært – også for voksne. For den skal jo lige fryse.

Mit næste forsøg blev jordbæris, for hvad er mere oplagt nu de danske jordbær er landet på hylderne?

På et tidspunkt er jeg nød til at forsøge mig ud i at bage isvafler selv – det kræver jo så lige et jern til formålet, så indtil da køber jeg mig til dem. Senest har jeg fundet nogle virkelig lækre smørbagte af slagsen i Meny fra Frima og ellers har Hjemis faktisk nogle ret så gode isvafler.

Jordbæris:

6 æggeblommer

200 g sukker

4 dl sødmælk

4 dl piskefløde

1 vaniljestang

Ca. 4-500 g friske jordbær

Kom mælken i en tykbundet gryde, flæk vaniljestangen og kom den ved mælken. Giv den et opkog, og sluk derefter for den, men lad vaniljestangen trække med imens du går i gang med det øvrige.

Pisk æggeblommerne med flormelis til en let æggesnaps.

Varm nu mælken op igen, bring den til kogepunktet, og derefter lad den simre på lav varme. Fisk vaniljestangen op, men smid den ikke ud endnu. Bland nu æggeblandingen i mælken, forsigtigt lidt af gangen og rør i blandingen konstant til den tykner. Det er vigtigt at det er over lav varme, og at du rører hele tiden, sådan at blandingen ikke brænder på og ikke gryner. Hæld *blandingen i en skål eller bøtte og dæk den til, kom vaniljestangen ved igen og stil den på køl til dagen efter – har du travlt, kan du køle den på frost, men hold øje med at den ikke fryser ind.

Tag vaniljestangen op af ægge-mælkeblandingen.

Skyl jordbærrene, og nip toppen af – skær evt knast hvor toppen har siddet fra også, og blend dem til puré. Min puré var en smule grov, da jeg godt kan lide små jordbærstykker i isen – de skal blot ikke være for store, da de bliver hårde at tygge i. Men gør som du lyster. Rør puréen og den kolde piskefløde i den kolde creme.

Hæld iscremen i ismaskinen og kør den til den minder om tyk soft ice.

Kom den i f eks en plastbøtte med tætsluttende låg, og frys den i min. et par timer.

Jeg brugte ikke al jordbærpuréen, ca 3-3,5 dl røg der i iscremen. Resten kan du nyde på et surmælksprodukt, til is, på pandekager, i en smoothie eller hvad du nu måtte synes.

 

Vaniljeis

Hastværk er lastværk, er det ikke sådan man siger? I dette tilfælde må man i hvert fald sige at jeg bestemt ikke har forhastet mig. Eller noget. Jeg fik en ismaskine tilbage i september. Et længe ventet ønske, og en gave jeg blev virkelig glad for. Men så var fryseren fyldt, og en del af den rimet til – det er sådan en ismaskine hvor skålen skal i fryseren inden – og så fik jeg ikke lige gjort det. Så blev det vinter, og der spiser jeg ikke synderlig meget is. Så “glemte” jeg nærmest alt om maskinen. Og … ja undskyldningerne er mange. Men hvorom alting er, så er den nu testet. Og sikke en test kørsel! Den sad simpelthen lige i skabet ved allerførste hug. Faktisk er jeg så begejstret for opskriften at jeg er nød til at dele den med dig.

Har du ikke en ismaskine kan du lave Parfait, som altså også er virkelig lækkert. Her på bloggen finder du opskrifter på Nougat parfait, Mochaccino parfait m.chokoladecreme og ristede hasselnødder samt en Kokos parfait m.råsyltede Nashi pærer

Det er sikkert og vist at jeg kommer til at eksperimentere med mange forskellige varianter af is, og et utal af smage her henover sommeren, for nøj hvor er det altså lækkert med hjemmelavet is. Alene det at man ved hvad der er i den, er et rigtig godt argument for at lave sin egen is.

Jeg startede med basis og lavede mig en portion vaniljeis og til sådan en is skal man altså ofre en vaniljestang, for det smager bare så meget bedre. Ligesom jeg vil påstå at æggene skal være fra naboens hønsehold, økologiske eller frilands æg, for udover den gode samvittighed, så får du en langt smukkere farve og smagsdybde i din is.

Vaniljeis:

– 1 liter –

6 æggeblommer
150 g flormelis
4 dl sødmælk
1 vaniljestang
4 dl piskefløde

HUSK: at kom skålen til ismaskinen på frys mindst natten før, hvis du som jeg ikke har en ismaskine med kompressor samt at have en bøtte med låg på 1 l. der kan gå i fryseren til den færdige is. Du kan med fordel lave selve *basen dagen før, sådan at den er helt afkølet og har trukket så meget vaniljesmag som muligt.

Kom mælken i en tykbundet gryde, flæk vaniljestangen og kom den ved mælken. Giv den et opkog, og sluk derefter for den, men lad vaniljestangen trække med imens du går i gang med det øvrige.

Pisk æggeblommerne med flormelis til en let æggesnaps.

Varm nu mælken op igen, bring den til kogepunktet, og derefter lad den simre på lav varme. Fisk vaniljestangen op, men smid den ikke ud endnu. Bland nu æggeblandingen i mælken, forsigtigt lidt af gangen og rør i blandingen konstant til den tykner. Det er vigtigt at det er over lav varme, og at du rører hele tiden, sådan at blandingen ikke brænder på og ikke gryner. Hæld *blandingen i en skål eller bøtte og dæk den til, kom vaniljestangen ved igen og stil den på køl til den er temmelig afkølet – har du travlt, kan du køle den på frost.

Tag vaniljestangen op af ægge-mælkeblandingen og rør nu piskefløden med blandingen, og hæld den i ismaskinen.

Indstillinger, kapacitet mv varierer fra maskine til maskine, men kør iscremen til den tykner og minder om tyk soft ice. Kom den i f eks en plastbøtte med tætsluttende låg, og frys den i min. et par timer.

Gem endelig æggehviderne ! Dem kan du bruge til at supplere hele æg op med til en omelet eller du kan bage en omgang marengs – måske ligefrem til isen?

 

 

Kokos-baobabparfait m. råsyltede Nashi pærer

kokos-baobabparfait/LaCucinaNada

Det er weekend, og foråret har i sandhed meldt sin ankomst, faktisk nærmest helt sommeragtigt i skrivende stund. Det synes min næse at have mærket efter at have været blottet i direkte sol i timevis i går. Og med solens komme, kommer lysten til is. Derfor synes jeg du skal have opskriften på en parfait som er noget helt anderledes end du ellers kender. Den er fed og cremet som en parfait skal være det, har en undertone af kokos, og så har den en helt særlig smag fra baobab-frugtpulveret. Bao-hvaffor-noget, tænker du måske, ligesom jeg gjorde det da jeg fik til opgave at udvikle opskrifter for Sense of Africa, og pulveret der kommer fra baobab frugten har da også en speciel smag. Det nærmeste jeg kommer beskrivelsen af smagen, er hen af pære og grapefrugt med karamel-agtige undertoner, men så igen har den sin helt egen smag. Den er frisk og syrlig. Derudover har baobab et højt indhold af blandt andet C-vitamin, magnesium og calcium samt omkring 50% kostfibre. Det er så ikke sundhedsaspektet jeg er gået efter i denne opskrift, men derimod smagen jeg har søgt at fremhæve. Derfor faldt valget på tilbehør, også på den japanske pære, som egentlig er et æble, men især ved råsyltningen har en tydelig smag af pære også.

Fordelen ved at lave en parfait, er at du ikke behøver en ismaskine, blot du har en el-pisker og en form at fryse i, så kan du lave din egen lækre cremede is! Se også mine opskrifter på nougat parfait og mochaccino parfait

Kokos-Baobab parfait:

– 1 rugbrødsform –

4 æggeblommer

1 dl flormelis

30 g *baobab-frugtpulver

5 dl kokosmælk

6 dl piskefløde

Pisk æggeblommer med flormelis, baobabpulver og kokosmælk.

Pisk fløden til skum.

Bland de to med let hånd til en ensartet masse.

Hæld i en rugbrødsform, eller lign., beklædt med husholdningsfilm, og dæk parfaiten til med husholdningsfilm.

Stil på frys i mindst 4 timer.

 

Råyltede nashi:

– 2 pers.-

1 nashi

½ dl vand

1 dl sukker

½ citron

½ tom vanillestang

1 tsk baobabpulver

Kog vandet op med baobabpulver, sukker og vanillestangen . Skær den halve citron i både, og kom dem ved. Lad det simre i ca.20-30 min, til smagene er trukket ud i lagen og sukkeret er opløst.

Skær nashi pæren på et mandolinjern, i tynde skiver eller både, og hæld lagen over pærerne. Lad det trække i min.1 time, gerne længere.

Ved servering sies lagen fra, brug evt en smule af den over eller ved parfaiten.

 

Ved anretning, pynt evt yderligere med ristede kokosflager. Og husk at tage parfaiten ud af fryseren 20-30 min før den serveres.

*kan købes i diverse helsekostbutikker samt online. Du kan selvfølgelig udelade pulveret i din parfait, og dermed få en ren kokosparfait, men jeg vil anbefale dig at prøve, alene for mødet med denne “nye” smag!

 

 

Jordbærparfait

Jordbærparfait

Er der en skønnere spise netop på denne årstid end jordbær? Jeg slubrer de små røde saftige sager i mig for tiden. Der er ikke meget frugtsukker i, så de kan fortæres med ret god samvittighed, og det bedste ved dem, er næsten at de smager godt blot som de er. Selvfølgelig også i et væld af desserter, på koldskålen, morgen yoghurten eller som her, i en is.

Uhmmm … sådan en fuldfed flødeis lavet på ægte jordbær … !

Desværre har jeg ikke en ismaskine, og faktisk heller ikke plads til én i Cucina Nada. Men det betyder ikke at man ikke kan lave hjemmelavet is, her er parfaiten ens ven, og stol på mig, det er virkelig overkommeligt at gå til. Og du får virkelig fuld valuta for indsatsen, parfait har virkelig en lækker blød konsistens, og du kan trylle med alskens slags smage og pynt.

Husk at køb danske jordbær, netop nu hvor de er i sæson!

* * * * *

– Mængden svarer til ca. 2  l. –

1/2 l piskefløde

6 æggeblommer

2 dl flormelis

Kornene fra 1 vanillestang

600 g jordbær

En smule sukker

Forme til frysning; rugbrødsform, springform, plastbøtte mv + husholdningsfilm

* * * * *

Skyl jordbærrene og nip dem. Skær dem i kvarte og kom dem i en gryde. Drys et lag sukker over, og giv dem et opkog. Lad jordbærrene simre et par minutter. Mas en del af dem med en ske, og lad en del forblive i hele stykker. Hvis du ikke bryder dig om jordbær stykker i, så blend hele molevitten. Alternativt kan du blot blende jordbærrene og dermed få en puré. Hvis du koger dem op, lad dem da køle let af.

Pisk fløden til skum og sæt den til side.

Pisk æggeblommerne sammen med vanille og flormelis til det er skummende og hvidt.

Bland nu jordbærrene i æggeblandingen, og rør flødeskummet i lidt efter lidt, til du får en ensartet masse.

For en, eller flere, form(e) med husholdningsfilm, og hæld ismassen heri. Husk at få bundfaldet af jordbær og vanillekorn fordelt i alle formene.

Kom et lag husholdningsfilm over formen, og stil i fryseren i ca. 6 timer eller natten over.

* * * * *

Leg med pynt og smag:

Tidligere har jeg bla lavet en Nougat Parfait, som havde godt med pynt og knas, den kan du se her: https://lacucinanada.com/2013/07/28/nougat-parfait-de-luxe/ . I en enkelt af formene med denne jordbærparfait tilsatte jeg pistaciecreme, ca. 4-5 spiseskeer, som jeg blot rystede ned i isen. Den fik også pynt af mandelkrokant. Det er kun din fantasi der sætter grænser for hvad du kan tilsætte af smag og evt knas, men det anbefales  selvfølgelig at tænke i smagssammensætning.

Server parfaiten som den er, eller pynt med friske bær, spiselige blomster, noget sprødt eller hvad du nu måtte have lyst til.