Solbærmarmelade

Jovist sæsonen for solbær er ovre, men nu havde jeg én pose fuld i fryseren, som jeg fik i en fin velkomstkurv da jeg flyttede ind i min lejlighed her i Stege, og den tog unødig plads. I dag blev den omsat til en skøn enkel marmelade, uden nogen dikkedarer. Eller det er måske lyv, for jeg har faktisk tilsat geleringspulver. Det er noget jeg sjældent gør når jeg sylter, men det var som om denne marmelade ikke rigtig ville sætte sig, og der er vist noget om at pektinindholdet falder når bær og frugt har været nedfrosset. Så indimellem må man ty til hjælpemidler, sådan er det jo.

Måske har du også solbær i fryseren? Hvis ikke, kan du jo vente til næste år når bærrene hænger solmodne på buskene. I hvert fald vil jeg sige, at sådan et glas hører til blandt mine favoritter.

Solbærmarmelade:

  • 500 g solbær
  • 500 g sukker
  • 1-2 tsk. geleringspulver
  • Atamon eller klar alkohol til at skylle glassene med

Nip bærrene og skyl dem i en si, lad dem dryppe af.

Kom bærrene i en større gryde, og lad dem simre i 5-7 min. under svag varme.

Tilsæt nu sukker, og geleringspulver efter anvisning på posen.

Lad marmeladen koge videre i ca. 10 min. og skum af undervejs.

Kom marmeladen direkte på rengjorte skoldede og skyllede glas, luk til og opbevar mørkt og køligt.

Du kan sagtens koge en marmelade med langt mindre mængde sukker, men da konserveres den knap så godt og skal dels opbevares på køl og dels spises hurtigere.

Reklamer

Mirabellemarmelade

Du har sikkert set dem, mirabelle-træerne, også selvom du bor i by, for de er der nær sagt allevegne langs med vejene, ved krat og marker. I københavn hvor jeg i mange år nu har plukket dem, fandt jeg en del ved Utterslev Mose, og jeg tør væde med at der er mange på fælleden. Nu har jeg jo skiftet storbyen ud, med en væsentlig mindre by, en by omgivet af natur og her er mirabeller at finde mange steder. Jeg havde da heller ikke nået at bo her i mere end 4-5 dage før jeg var at finde med en kurv godt gemt bag de bugnende mirabellegrene. Ca.3 kilo af de små vilde blommer blev omsat til en skøn saft og resten kogte jeg en helt simpel mirabellemarmelade af.

Nogle af glassene gemmer jeg til grå vinterdage, og får således et glimt af en solrig dag ved det smukke Stege Nor på mit morgenbrød, andre forærer jeg væk og ét enkelt har jeg allerede taget hul på. Simpelthen fordi det smager så englene synger …

Du laver mirabellemarmelade sådan her:

  • 1 kg. udstende mirabeller
  • ca. 1 kg. rørsukker
  • 1 stang vanilje (jeg brugte en tom jeg havde liggende, og den frigav en masse dejlig vanillesmag)

Kom de halverede mirabeller i en skål og drys sukkeret over. Vend forsigtigt rundt, så alle mirabellerne bliver dækket af sukker. Opbevares tildækket i køleskabet natten over.

Dagen derpå har mirabellerne have frigivet en masse saft. Kom hele skålens indhold i en tykbundet gryde og tilsæt vaniljestangen.

Kog langsomt op og lad marmeladen koge ind under omrøring. Lad den simre til den tykner. Driller konsistensen kan du først teste den ved at komme en klat på en tallerken og sætte den på køl, stivner den som du ønsker, er den klar. Hvis ikke kan du tilsætte mere sukker, og koge den op igen, eller du kan tilsætte sylte-pulver af en slags.

Kom marmeladen på rengjorte skoldede glas, skyl dem evt med atamon eller klar spiritus for at være helt sikker på de er rene og marmeladen holder længe. Opbevar dem mørkt og køligt.

 

Grøn tomatmarmelade

grøntomatmarmelade/LaCucinaNada

I Den Urbane Have, mit lille stykke paradis på jord, har tomaterne nærmest overtaget foretagendet … de har selvsået sig nær sagt alle vegne, og har produceret enorme mængder af tomater! En del er nået at blive røde og modne, men slutspurten af sommeren har bare ikke været solrig nok, så derfor har vi siden slut august kunne høste GRØNNE tomater i massevis … og kan det stadig her inden nattefrosten rammer os. And what to do with all those green tomatoes? For vi er jo ikke de eneste der lider under solens fravær, og har i rigelige mængder af de grønne sager. Derfor har jeg udviklet en yderst simpel opskrift på marmelade, en marmelade næsten uhyggelig grøn, men en virkelig velsmagende en af slagsen. Den får sødme af en del sukker, en tom vanillestang (smid dem endelig ikke ud, når du har skrabet de fine korn ud!) samt af appelsinsaft og orangeblomstvand (en sådan finder du i velassorterede supermarkeder og grønthandlere eller hos helsekosten). Here comes

Grøn tomatmarmelade:

500 g grønne tomater

350 g sukker

En tom vanillestang

Saften af 1 appelsin

2-3 spsk orangeblomstvand, smag til undervejs

+ en smule spiritus til at skylle marmeladeglasset af med inden påfyldning

 

Skær tomaterne i både/halve alt efter størrelse.

Kom dem i en tykbundet gryde med de øvrige ingredienser, og giv det et opkog.

Lad herefter marmeladen simre ved svag varme i 20 minutter.

Tag vanillestangen op, og hæld marmeladen på rengjorte, skoldede glas med det samme.

 

TIP fra en ByBonde: har du også stadig en del grønne tomater, så pluk dem inden nattefrosten for alvor rammer, tag dem af stilken, og læg dem på et fad sammen med et æble og en banan – det får dem til at modne lige så langsomt! Opbevar dem køligt, sådan at de ikke mugner.

Se også opskrift på tomatmarmelade af den røde slags!

Bergamotte-marmelade

Denne marmelade består af to citrusfrugter: appelsin og bergamotte, og er dermed en let bitter marmelade. Den er yderst velegnet til et godt stykke ost.

Bergamotte anvendes bla som smagstilsætning, og mange vil kende smagen fra earl grey the. Og så dufter den helt vidunderligt – så tag duftsansen i brug når du står med den overskårne bergamotte frugt …

Til et alm.syltetøjsglas skal du bruge:

  • 1 1/2 appelsin
  • 1 bergamotte
  • Ca.250 gram rørsukker
  • 1 spiseske hjemmelavet vanillesukker
  • 1 spiseske hjemmelavet appelsinsukker
  • En smule sød dessertvin, jeg brugte en Muscat de Beaumes de Venise da jeg havde en sjat stående
  • Evt en smule geleringsmiddel, atamon/klar spiritus samt et syltetøjsglas.
OBS: jeg bruger udelukkende økologiske frugter, i denne marmelade skal bergamotte-frugten være økologisk/ikke overflade behandlet da den hele bruges!

Skær skrællen af appelsinerne, og sørg for at det meste af den hvide hinde skæres væk. Det er i hinden bitterstofferne sidder. Skær appelsinkødet i mindre stykker og kom dem i en gryde.

Skyl begramotte-frugten og skær den i meget tynde både. Skær evt hårde stykker fra, og sørg for at fjerne kernerne. Kom bådene i gryden.

Kom sukker ved, og hæld en sjat dessertvin over. 

Lad det simre ved svag varme til det begynder at tykne. Rør jævnligt i marmeladen.

Hvis ikke det stivner så meget som du ønsker, når det er kølet lidt af, rør da en smule geleringspulver i. Hæld på et skoldet og rengjort syltetøjsglas. Hvis marmeladen skal stå i længere tid, og glasset bliver åbnet flere gange, skyl det da med atamon eller en sjat klar spiritus, så du er helt sikker på at evt bakterier er væk.

Nu er der blot tilbage at riste et stykke rugbrød, skære en skive af en god kraftig ost og så komme en lille klat marmelade ovenpå, eller evt ved siden af.

Appelsingele m.whisky og Græskarmarmelade m.ingefær & citrus

Det ene glas har fået mærkat fra “Rice”, 

det andet et lille skilt klippet af karton fra mærkat-pakken,

sat på med et stykke sløjfebånd.

– Bagpå er påført hvad marmeladen indholder. 

Med frugtkurven fuld af appelsiner, æbler, citroner og et enkelt græskar besluttede jeg mig for, at lørdag eftermiddag var et godt tidspunkt at sylte på – så på med lidt sprøde jazztoner, og gang i syltegryderne!

Det blev til et glas Græskarmarmelade med en mild parfumeret smag af ingefær samt en blanding af sødme fra græskaret og æblerne, samt en syrlighed fra citrusfrugterne. Græskarmarmeladen vil egne sig særlig godt til ost!

Og så blev det til et lille glas appelsingele med en kraftig aromatisk smag – skabt ved at bruge både muscovadosukker og whisky. Geleen vil jeg servere til den fede julemad, eller til en god steg.

Appelsingele m.whisky:

  • 5 økologiske appelsiner
  • 3 spsk muscovadosukker
  • 6 spsk rørsukker
  • 2 spsk whisky
  • 2 tsk geleringspulver
  1. Skyl appelsinerne. Skær 2 af dem i små stykker og kom dem i en gryde. Skær skrællen af 2 andre, og skær evt resterende hvide hinder af frugtkødet, kom kødet i gryden – obs: riv en smule af 1/2 appelsin skal med et juliennejern og gem til senere.Riv skallen af den sidste appelsin, og pres saften af den. Kom saft og skræl i gryden. Årsagen til at det ikke er alle appelsinerne der skal i hele, er pga bitterstofferne i de hvide hinder. Lidt skal der til, for ellers bliver det, efter min smag, alt for sødt, og netop bitterheden er godt til fed mad.
  2. Kom sukker ved, og giv et opkog. Lad det simre ved svag varme en times tid.
  3. Si frugtmassen fra i en sigte henover en skål, pres godt i massen så al saften kommer med.
  4. Hæld væsken tilbage i gryden, tilsæt whisky og geleringspulver. Lad det koge ind til det begynder at størkne og til alkoholen er fordampet.
  5. Kom geleeen i et rengjort og skoldet glas, og kom reven appelsinskal ned i, rør en smule så skallerne fordeler sig. Skru straks låget på, og sæt på køl.
Græskarmarmelade m.ingefær & citrus:
  • 1 Sweet Dumpling græskar
  • 1 æble
  • 1 appelsin
  • Saften af 1 citron
  • 6 spsk rørsukker
  • Vand
  • Revet frisk ingefær – ca.1-1 1/2 spsk (smag til undervejs)
  • Evt en tsk geleringspulver
  1. Skær skrællen af græskaret og skræl æblet og appelsinen. Skær det i mindre stykker og kom det hele i en gryde.
  2. Kom citronsaften ved og rør det rundt.
  3. Hæld vand over, så al væden dækker 2/3 dele af frugtstykkerne.
  4. Kom sukker og ingefær ved. Giv det hele et opkog. Skru ned for varmen, og lad det simre til det får en marmeladeagtig konsistens. Kom evt geleringspulver ved, hvis det stadig er noget vandet, og lad det simre yderligere et par minutter.
  5. Kom marmeladen i en rengjort og skoldet syltetøjsglas – af denne mængde blev der til et glas svarende til et glas Bonne Maman.