Efterårsferien er ved at gå på hæld og det markeres her i Stege ved at man afholder Æblernes dag. Et arrangement med æblet i hovedrollen, hvad end det indgår i det søde eller det salte køkken eller i drikkevarer og sågar hudpleje. De fleste udstillere på markedet midt på torvet er lokale, ligesom det er lokale ildsjæle der får det hele stablet på benene.
Er du på Møn eller i omegnen i efterårsferien næste år, så vil jeg klart anbefale at du lægger vejen forbi. Jeg gik inspireret hjem og har flere æble-projekter på tapetet, bla en lagkage af en slags hvor æblet bliver temaet. Og det er jo præcis det man gerne vil have med hjem i kurven efter sådan en dag. Det blev dog ikke til et særligt avanceret bagværk i går, snarere et ekstrem let ét, sådan et du nemt kan købe ind til og kan trylle frem på en halv times tid. Smart hvis du ikke er den store bager, til når du har travlt eller hvis lysten kommer over dig i sommerhuset f eks.
Butterdejs æbletærter:
-6 stk.-
1 rulle butterdej
2-3 æbler
30 g smør
50 g sukker
1 tsk stødt kanel
1-2 tsk stødt kardemomme
✳ ✳ ✳
Læg butterdejen dobbelt. Stik den ud i 6 cirkler med en udstikker eller et glas. Læg dem over på en bradepande med bagepapir v. stuetemperatur imens du forbereder æblerne.
Varm ovnen op på 200 grader.
Skræl æblerne og halvér dem, skær dem i både og skær kernehuset mv fra.
Varm smør og sukker op ved middel varme på en stegepande til sukkeret smelter og begynder at brune. Kom forsigtigt æblestykkerne ved, og steg dem et par minutter lidt af gangen. Drys kanel og kardemomme udover. Tag æblestykkerne nænsomt af panden og fordel dem på tærtebundene.
Bag æbletærterne 14-16 min. ved 200 grader, til de er gyldne og sprøde og har hævet fint.
Ét voila – let ikke ?
Nyd tærterne som de er lune eller server creme fraiche, flødeskum eller Skyr rørt med vanillesukker til.