Der er mange aspekter ved forårets komme jeg så inderligt holder af, én af dem er asparges-tid! Det er simpelthen smagen af forår og tidlig sommer og den går så fint sammen med nogle af sæsonens andre skønheder. Her har jeg tilberedt den meget nænsomt og stort set i egen saft. En servering der vil være yderst velegnet til en forret når man har gæster – alene overraskelsesmomentet når gæsterne får sådan en pakke ind på bordet, er lidt fin.
Jeg har brugt en hjemmegjort urtesalt med esdragon som giver den sarte aspargessmag ét lille pift, ligesom den fede parmesan der er fuld af umami gør det. Du kan selvsagt bruge lige den urtesalt du synes.
Har du et skævt hvidvin tilovers, så prøv at hæld den ved aspargesene også, eller i stedet for smør.
Opskriften er til én person.
Hvide asparges en papillote:
2-3 hvide asparges
En klat blødt smør samt en lille klat smeltet smør
Et lille drys urtesalt
En smule frisk citronskal
1 tsk vand
Parmesan og friske urter ved servering
Skræl aspargesene – hold fast ved hovedet og skræl ned af, knæk den træede ende af. Sidder der evt lidt trevler tilbage, så skræl dem af.
Smør et større stykke sølvpapir med den smeltede smør og læg aspargesene på midten. Fold nu kanterne opad.
Kom vand, smør og urtesalt på. Skyl citronen, dup den tør og riv nu en smule skal over aspargesene. Luk pakkerne til.
Tilbered pakken i en 180 grader varm ovn på varmluft i ca.30 min.
Når pakken er færdig, åbnes den så dampen trænger ud og der høvles (gavmildt med) parmesan over og pyntes af med friske urter.