Løgblomster

Naar luften er fugtig og lyset er graat

og drægtige skyer drær,

saa rejser jeg ud til mit ét-kammer slot

og hygger mig indendørs dær.

Jeg sidder og sér, hvor det driver af vaadt

paa græs og paa dryppende træer.

Er der mon egentligt noget saa godt

som det saakaldte daarlige vejr.

Kumbel beskriver med denne lille Gruk, hvordan jeg i skrivende stund tænker om det sjaskede snevejr udenfor. For jeg har været ude og ordne et par ærinder og indkøb, men nu har jeg brygget mig en tår kaffe, tændt lys og sat mig til tastaturet, og så kan sne, sjask, sjap og kulde være hvad det er.

Jeg har aldrig brudt mig om denne årstid, da jeg var yngre havde jeg det hver vinter som om jeg var født i det forkerte land, og kæmpede blandt andet med mørke mismod. Det gør jeg ikke længere, men jeg lærer aldrig at holde af sjap, som sne jo desværre lynhurtigt bliver til i en storby som København. Nuvel, man kan jo gøre ét og andet for at muntre humøret og noget af det der gør mig allermest glad, er blomster.
På denne årstid er der ikke noget stort udvalg af blomster produceret herhjemme eller sådan nogenlunde i nærheden af, og derfor har jeg tradition for at have løgblomster helt fra november og frem til og med påske. De fås i alskens former og farver, og dermed er der en forårs-løgblomst for en hver smag. Tilmed er de langtidsholdbare, de små der bebuder forår.

Og hvad endnu bedre er, så er de genanvendelige. Løgene kan holde sig år efter år, særligt hvis du graver dem ned i jorden udendørs, og på den måde kan man få glæde af dem igen og igen. Det er bedst at sætte løg i jorden i det tidlige efterår inden frosten kommer. I mellemtiden gemmer man dem blot ved at børste det meste af evt jord af dem, og lade dem tørre ind med stilke og blade og alting et køligt, men frostsikret sted. Gerne i en kurv eller andet hvor de får luft, ellers kan man risikere at de rådner. Når det er tid til at sætte dem ud, kan man blot tage det mest visne af og grave dem ned der hvor man ønsker dem, sådan at de står dækket af jord. Men man kan også drive dem frem indendørs, enten ved at stille løget i et glas el lign. hvor kun rødderne når jorden og løget hviler på kanten, sådan som et klassisk hyacintglas fungerer. Men man kan også vælge at plante dem i jord, hver for sig i små urtepotter eller lign. eller evt sammen i flok eller måske blandet.

Her har jeg sågar sat tulipanløg, som vil vokse sig for store til potterne, men kan pottes om eller skæres af og nydes.

Vi modtager løbende løgblomster fra naboer, og leverer selv en del i gårdudvalget her i ejendommen jeg bor i. I efteråret satte vi i massevis, både af dem, men også af en masse indkøbte til formålet da vi ønsker fuldt flor hvert forår i blomstertønder, staudebede, plantekasser mv. Af dem vi har samlet ind var der en del tilbage som vi ikke fik sat, og da jeg opdagede at de nu var begyndt at spire, på trods af at de lå og rodede i en spand, tog jeg dem op og har nu pustet nyt liv i dem. Det er en skønsom blanding af perlehyacinter, dufttazetter og blomsterløg jeg ikke kan genkende, så det bliver lidt af en overraskelse at se hvad der spirer frem af blomster.

Et godt tip er at toppe jorden med lidt frisk mos, da det er med til at holde på fugtigheden. Fint ser det jo også ud med mos.

Min opfordring er derfor, at du ikke smider løgene ud når dine hyacinter, påskeliljer eller hvad du nu har, eller får af løgblomster ud. Også selvom du som jeg, bor i lejlighed. Gem dem i dit kølige kælderrum f eks og tag dem frem til næste år. Har du altan, kan du sætte løgene lidt dybt i altankasserne (eller andre krukker), og sagtens plante henover dem. Når sensommerblomsterne er visnet hen, og foråret kommer, vil de skyde op over jorden og du har på den måde fine løgblomster og dermed liv på altanen. Giv dem til en husejer eller grav dem ned et sted du synes der mangler en forårsbebuder eller to.

Der er da ikke nogen der ikke bliver glad af at se på sådan et sæt her, vel?

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Naturlige juledekorationer

Juledekoratiner/LaCucinaNada

Det bedste ved tiden op til december måneds start er at snige et par julelignende dekorationer ind i hjemmet, synes jeg. Sådan nogle af den helt enkle slags. Faktisk er det også sådan nogle jeg har i julemåneden, for udover et par enkle år, så finder guld, glitter og de røde sager ikke rigtig vej som julepynt i mit hjem.

Noget af det mest julede for mig er løgblomster, og de kommer løbende ind i min stue fra det sene efterår og helt frem til foråret. Ikke alene er de smukke, men mange af dem dufter også noget så fantastisk. Blandt favoritterne er hyacinter, duft tazetter, perlehyacinter og amaryllis. I år har jeg så også kastet min kærlighed på mini-nåletræer af forskellige slags, og temaet for denne jul tegner sig til at blive med juletræet som omdrejningspunkt. Måske fordi jeg har svært ved at have et egentlig juletræ med katte som samboere og fordi jeg faktisk også synes det er lidt pjattet at fælde sådan et træ. Især når jeg ikke holder juleaften. Alle planterne får selskab af mos på den ene eller den anden måde. F eks har jeg sat et par hyacinter i en glasvase på en bund af mos, og stoppet hvidmos ned imellem dem. Den er så let pyntet med et par tørrede blå hortensia blomster, for at få et let farvespil i dekorationen. Jeg blev inspireret til at kreere dem sådan her, efter jeg i foråret lavede disse blomsterdekorationer til en venindes fødselsdag. Når man arbejder med blomster sat i en glasvase/beholder, har man noget der holder sammen på det hele, og jeg synes rigtig godt om det stramme udtryk. Desuden kommer mos, rødder mv til sin ret ved at man kan se dem. Det synes jeg er meget smukt.

Mit bedste fif til når man skal finde på hvordan ens dekorationer, kranse mv skal se ud, er at snuse i ens yndlings blomsterbutikker. Både for at blive inspireret, men også for at finde materialer og ikke mindst beholdere, pynt og måske knap så kendte planter og blomster. Min absolutte favorit butik ligger på Værnedamsvej og hedder Blomsterskuret – en sand lille oase hvis man som jeg er til det naturlige, enkle og ofte lidt rå udtryk. Se f eks deres fotos Årsrtiden/julen. Desværre ligger den ikke lige i nærheden af hvor jeg bor, men jeg kigger altid indenfor når jeg er på de kanter, og ville hver gang ønske at han åbnede en filial på Nørrebro … Tit har mange blomsterforretninger også skønne små sager til boligen, så husk at kig dig for når du er inde for at købe en buket. Et andet oplagt inspirations univers er Pinterest og Instagram, og selvfølgelig de mange fine DIY-blogs.

Der skal ikke meget til for at få blomsterløg til at komme i juleklæder, se eks vis her hvor jeg har sat en dufttazet i en rustik potte, som har fået en vinflaske underskål i sølv som underskål og er blevet dækket med mos:

juledekorationer/LaCucinaNada

Når julen nærmer sig kan man jo evt pynte en smule mere, ved eks vis at sætte et par lærkekogler på ståltråd og stikke dem i, eller måske finde noget enkelt julepynt i julekassen og ligge ved.

Man kan også nøjes med at fylde hvidmos i en vase, og forsigtigt lirke et par tørrede blomster ned langs med. Denne cylindervase er meget apropos fundet i en blomsterforretning, og pynter så fint på min grydestang i køkkenet. Dens indhold skifter alt efter årstid og humør.

dekorationmos/LaCucinaNada

Husk i øvrigt at gem løgene, og grav dem i jorden i haven, din gård eller i altankassen!

Hvordan pynter du med blomster, planter og løgblomster? Har du en særlig idé du vil dele?

Hvis du vil følge mine julerier, både de spiselige og de pyntesyge af slagsen, så følg #lacucinanadasxmas på Instagram og se min opslagstavle Xmas på Pinterest.