Cphdetails, min nye Instagram profil

Det kommer næppe bag på La Cucina Nada´s faste læsere og følgere, at jeg er født og opvokset i København. En by jeg ynder at sige, jeg elsker og hader på samme tid. Dette modsatrettede kærlighedsforhold fik mig for nylig til at oprette endnu en profil på Instagram.

Dels delte jeg på min La Cucina Nada Instagram profil billeder af en lidt blandet landhandel, og fulgte selv profiler med vidt forskellige temaer og havde brug for at skille det lidt ad. Derfor nu en profil hvor jeg forsøger at vise sådan som jeg ser byen. En by med en hulens masse detaljer – de underfundige, de æstetisk smukke, de morsomme, de grimme, dem af arkitektonisk storslåethed eller finesse, de grønne, de kreative, de gamle og historiske og de nye og moderne. Der af navnet på den nye profil: cphdetails.

Her på bloggen går jeg i disse dage lidt den modsatte vej, og har lukket Den Urbane Have bloggen ned, og samler i stedet det som interesserer mig i forhold til daglig husholdning her. Håber du vil følge med, både her og på mit yndlings medie, Instagram, hvis du ikke allerede gør det i forvejen.

Instagram kan – kan du?

Hvad er det Instagram kan? Det er nok det sociale medie jeg bruger mest tid på, og mange vil mene at det er fjollet eller spild af tid. Mindst lige så mange forstår min glæde ved mediet, og heldigvis for det. Jeg er klart til det visuelle, og tror at det er derfor Twitter aldrig rigtig har fanget mig, eller også er dét fordi jeg er en kvinde af mange ord (smiley). På foto appen Instagram kan man vælge at følge indenfor fælles interessesfære, man kan følge venner og bekendte og ligefrem de kendte, hvis man er til den slags. Der er mange forskellige slags profiler at finde, senest faldt jeg over én der udelukkende tager billeder af sten.

Hovedparten af dem jeg følger – det kommer nok ikke som en overraskelse – er madbloggere, madskribenter og kokke. Det gør jeg dels fordi det er interessant for mig at følge med i hvad de nu har gang i, og dels fordi jeg bliver helt vildt inspireret. På mange måder har det medie erstattet min største last, ugeblade og magasiner. Jeg får dækket mit fix ved at bladre billedstrømmen igennem, og mange gange glider jeg blot forbi eller nøjes med et like. Andre gange, og det er den interessante del, kommenterer jeg, går i dialog, spørger til råds, udveksler idéer mv. Det er i og for sig fint nok at skrive yummy, delish, lækkert, gi´mig eller amazing, som kommentar til et billede, bevares det gør jeg oftest selv, men langt mere interessant synes jeg det bliver når dialogen vækkes af enten den titel afsenderen selv har givet billedet, en kommentar fra en anden følger eller der hvor billedet opfordrer til det.

I de år jeg nu har haft en profil er der sket en stor udvikling, og lige nu ser jeg at flere og flere ikke blot nøjes med at dele et billede af senest indtagede konditorkage, sej wall art eller af en fly-vinge. Der inviteres i højere grad end tidligere til dialog, og det gør mediet endnu mere spændende.

Fornylig mødte jeg en Instagrammer som jeg indtil da ikke havde mødt i kød og blod, og på nogle måder var det som om jeg kendte hende lidt alligevel. Vi har jo også fulgt hinanden igennem nogle år, men i og for sig kun via billeder. Men det gjorde at vi havde et afsæt at tale sammen ud fra, udover vores begges glæde ved mad, er vi begge passionerede Instagram brugere. Hun, jeg og en tredje Instagrammer havde netop en interessant snak om hvad det kan, om hvor forskelligt folk bruger det, om reklamebranchens brug af Instagrammere med mange følgere og om at vi alle tre efterhånden bruger en hel del tid der.

Måske tænker du stadig hvad pokker det er jeg mener med den dialog? Du får et par eksempler her:

@karljorg

Dette billede delte @karljorg der står bag bloggen Raavare for nogle dage siden, og som du kan læse inviterede han sine følgere til at komme med bud på, hvad vi bruger græskar til. Det kom der ret mange svar på, og der bliver det endnu mere vedkommende for mig.

Da jeg havde besluttet mig for at knække koden til at få lavet helt almindelige danske frikadeller i fredags, noget jeg aldrig rigtig har mestret, slog jeg op i et par kogebøger. Ingredienslisten var forbavsende kort, og der var ikke delt nogle tips og råd overhovedet. Og jeg husker ikke hvad min salige Bedstemor kom i hendes helt fantastiske deller udover at hun brugte danskvand. Ergo besluttede jeg mig for at dele dette billede:

@lacucinanada

På nær en enkelt fjollet kommentar om at komme hash i farsen, så fik jeg mange seriøse og gode bud. En skrev decideret hendes opskrift til mig, flere delte deres hemmelige fif og med de fleste endte det med en dialog frem og tilbage. Se så kommer der lidt mere bid i det visuelle medie, synes jeg.

Min pointe er ikke at man skal række hånden ud og invitere til dialog hvis man ikke ønsker det, blot at det er mere og andet end et fotoalbum, hvis man ønsker at gøre det til det.

Hvad bruger du Instagram til? Hvilke slags billeder holder du mest af at se på Instagram? Inviterer du til kommentarer og dialog på din profil ? Og har du et par profiler du vil anbefale man følger?