Fettuccine con pollo al limone

Jeg tror bestemt ikke jeg er den eneste der døjer lidt med appetitten når det er meget varmt udenfor. Dels orker jeg ikke rigtig at stå ved komfuret og blive udsat for mere varme, og så er det i hvert fald ikke de tungere retter jeg lyster. Her kommer pastaen som sendt fra himmelen (gør den egentlig ikke altid det?), da man kan lave nogle virkelig lette pastaretter. Én af dem er pasta al limone, som vist helt oprindeligt laves med spaghetti. Saucen er vildt let at lave og den friske smag er lige hvad man har lyst til på en hed sommeraften. Den går utrolig godt sammen med et glas tør koldt hvidvin, jeg siger det bare. Her har jeg udvidet opskriften med kylling, som tilføjer retten både smag og fylde, men som sådan ikke er nødvendig. Hvis du ønsker at lave retten på klassisk vis, så udelader du blot kyllingen.

Fettuccine con pollo al limone

Opskriften er til 1 pers.

125-150 g frisk fettuccine

1 kyllingebryst, fileteret

1,5 spsk smør

1/2 citron

1 fed hvidløg

20 g frisk revet parmesan

Groft salt og frisk kværnet peber

Evt frisk persille

FREMGANGSMÅDE

Sæt vand over til at koge pastaen. Når pastaen er kogt færdig, så gem en smule af kogevandet til senere brug.

Dup kyllingbrystet tørt, og skær det i mundrette stykker. Giv det først lidt stegeskorpe i en sauterpande i en smule olivenolie, det tager et minuts tid. Steg stykkerne færdige i et par minutter. Tag kyllingestykkerne op, og læg dem på en tallerken. Hæld det meste af stegeskyen fra panden, men lad endelig “stege-snasket” blive på panden, da det er med til at give retten smag.

Smelt smørret i sauterpanden ved lav varme, det må ikke brune men skal være skummende og klart.

Tilsæt fintrevet citronskal og fint hakket hvidløg og lad det simre ved svag varme et par minutter.

Kom pastaen ved, sammen med et par skefulde af kogevandet og bland godt til saucen hænger fast på pastaen.  Her kan der kommes lidt af den fintrevne parmesan ved saucen, det er ikke den autoriserede måde, men jeg synes det giver saucen noget fylde.

Sluk for varmen, og tilsæt saften af den halve citron og smag til med salt og peber.

Server evt med parmesan og frisk persille.

Velbekomme!

 

Reklamer

Anmeldelse: Camillos køkken – Mad, der får folk til at tale sammen/Jørgen Smidstrup

 

//Anmeldelse og Give Away er blevet til i samarbejde med forlaget//

Ligesom med teater, – og biografforestillinger får præmierer nu det er sensommer og begyndende efterår, så rammer nye kogebøger også boghandlernes hylder i disse dage i massevis. En af dem, er lidt af en moppedreng som den autodidakte kok og kommunikationsdesigner Jørgen Smidstrup står bag. Jørgen Smidstrup er i mad-sammenhæng nok bedre kendt som manden der står bag Camillos køkken som er en pop-up restaurant der dukker op indimellem i Jørgens eget køkken.

Og hvorfor så navnet Camillo? Det kommer sig af, at Jørgens Smidstrups bedstefar hed Camillo til mellemnavn, trods hans rent danske aner, et navn Jørgen som dreng synes var ret så eksotisk. Og et navn han forbinder med bedstefaderens kærlighed til mad. Navnet gik ikke officielt i arv, men det har han nu adopteret som navnet på hans køkkenskriverier, ligesom en meget stor passion for madlavning.

En passion der ikke fornægter i de mange opskrifter, og i valget af at have tre essays med skrevet af rektor ved Designskolen Kolding, en professor i molekylærbiologi og en journalist på Politiken. Et anderledes supplement i en kogebog, der siger noget om forfatterens mission; at måltidet bringer folk sammen. Måden det skinner igennem på, ses bla på antallet af opskrifter på appetizere, der er stort set lige så mange som opskrifter på hovedretter og ved at tilføje opskrifter på drinks. Desuden ses det især på en del af de billeder der er mellem opskrifterne, her hygger man sig over madlavningen med gæsterne eller ved det hyggelige og afslappede middagsbord. Og så er der yderligere suppleret med afsnit hvor forfatteren selv, f eks giver idéer til hvordan man sammensætter en menu ud fra opskrifterne eller opfordrer til at man inviterer til middagsselskaber i langt højere grad.

Jørgen Smidstrup skriver selv i forordet at han er sikker på han har været en italiensk Mama i sit tidligere liv, og hans kærlighed til især det italienske køkken er markant i bogen – der er opskrifter på alt fra crostini med artiskokcreme og spaghetti al limone til saltimbocca og panna cotta. Men samtidig er der skelet en del til det franske køkken, og der er tydelig inspiration fra verdenskøkkenet, på den måde at det nok bare er en nutidig kogebog. Har man et par af de store klassiske kogebøger som Sølvskeen, Escoffiers store kogebog og måske et par af Jamie Olivers, så har man sådan set opskrifterne i forvejen. Men det gør ikke Camillos køkkenskriverier mindre god for den sags skyld, det er en ret så lækker kogebog at bladre i og jeg er i hvert fald blevet inspireret til et par middagsselskaber.

Camillos Køkken – Mad, der får folk til at tale sammen, Jørgen Smidstrup er udgivet af Strandberg Publishing og koster 349,95 kr.

GIVE AWAY

Du har nu muligheden for at vinde et eksemplar af Camillos Køkken – Mad, der får folk til at tale sammen ! Du deltager ved at skrive en kommentar i kommentarfeltet om hvordan du arrangerer en middag, eller hvad du savner inspiration til når du skal have gæster. Kommentaren skal lande her på bloggen senest d.8.9.2018. Husk at angive mailadresse, sådan at jeg kan få fat i vinderen.

Pssst … du kan smide et ekstra lod i puljen ved at deltage ovre på Instagram også !

Pasta Arrabiata

(*ANNONCE)

Selvom jeg prøver alle mulige retter af, her i mit lille cucina og er forholdsvis nysgerrig på at smage på nye smagskombinationer, så er der én ret jeg vender tilbage til igen og igen. Også med formatet pasta med tomatsauce eksperimenterer jeg, men det der altid er gældende når jeg laver det, er at de rene smage trænger tydeligt igennem. Og jeg må bare konstatere at det er den slags retter jeg synes bedst om. Måske er det fordi jeg har fået italiensk mad ind nærmest med modermælken, for er der ét køkken der dyrker og værner om at de enkelte smage skal stå frem i en ret, så er det efter min mening det italienske.

Udover at have fået en hel del italiensk mad serveret hjemme og i Italien, kom vi en hel del på en italiensk restaurant som også lå i min barndomsgade Skindergade, Piazza Navona, hvor ejeren godt nok var pæredansk men hans kokke var altid fra støvlelandet. Jeg var så hjemmevant på den lille restaurant i to etager, at jeg kom i køkkenet hvor jeg synes bedst om at være. Her var jeg fri for voksensnak, og her lærte jeg mere end jeg dengang var klar over. Her fik jeg lov til selv at kreere mine desserter, som slet ikke stod på menukortet. Her holdt jeg mit barne-italienske ordforråd lidt ved lige, og her blev pjattet og fortalt røverhistorier som jeg holdt meget af at lytte til. En aften synes en af kokkene, at jeg skulle stå for min mors bestilling, helt selv og jeg blev instrueret i at lave penne arrabiata. Jeg vil skyde på at jeg har været omkring 9-10 år gammel, og jeg kan huske jeg følte mig som ligeværdig med kokken og var stolt som bare pokker da tjeneren afslørede for min mor hvem kokken var.

Nu er arrabiata jo ikke nogen svær sauce at lave, men med den barndomserindring og med min smag for det simple, så står den ret som noget helt særlig for mig. Også selvom det for mine barndoms-smagsløg var en lidt stærk sauce med den friske chili i. Du bestemmer jo helt selv hvor stærk du vil have din arrabiata, men den er bedst når det blot bider lidt og man stadig sagtens kan smage tomaterne.

Når man læser om arrabiata og søger på opskrifter, så er det som om der er to skoler, hvor den ene sværger til at der skal koges pasta penne til, ligesom de gjorde på Piazza Navona, for som kokken der sagde, så suger de saucen bedst. Jeg koger lidt forskellige pasta typer til, og har her i denne opskrift valgt stringozzi som er en virkelig delikat pasta med bid i. Og som med alle andre retter er det jo afgørende hvilke råvarer og produkter man bruger, men især i forhold til de helt enkle retter synes jeg at kunne smage, når der er spenderet en smule på dem. Derfor har jeg forkælet denne tomat sauce med hjemmedyrkede chili, en anelse flagesalt og den lækreste  olivenolie jeg længe har smagt. Mindre kan selvfølgelig gøre det, men und dig selv at bruge det bedste du har råd til og gør denne for italienerne en forret, til den ypperste hovedret.

*Denne opskrift er udviklet i samarbejde med Det Italienske Køkken som er en online shop der sælger udvalgte italienske kvalitetsprodukter. Hvis du skulle blive fristet af nogle af lækkerierne i shoppen, så får du 15% rabat ved at bruge koden: lacucinanada !

Pasta Arrabiata:

4 personer

6 spsk olivenolie

3 fed hvidløg, pillede

1/2 – 1 frisk chili, efter styrke (jeg brugte 1/2 de Cayenne + 1/2 middel stærk Habanero)

390 g hakkede tomater fra dåse/karton

Ca. 100 g pasta efter eget valg pr. pers.

Et nip flagesalt + evt 1/2 tsk sukker

Sæt vandet over til pastaen og kog det sideløbende med at du laver saucen.

Udkern chilien og hak den fint.

Varm olien op i en sauterpande ved middel varme og svits nu hvidløgsfeddene samt chili heri til hvidløgene er brunede af. Pil hvidløgene op. Hold godt øje med panden, sådan at den hakkede chili og hvidløgene ikke branker.

Hæld nu de hakkede tomater på panden, og lad det simre ved svag varme. Smag til undervejs med salt og evt sukker hvis du synes den er for syrlig – sukkeret drysser du blot udover og lader smelte ned i saucen.

Monter saucen med en anelse olivenolie, hæld vandet fra pastaen og hæld pastaen i saucen. Det gør ikke spor at der hænger en lille smule af vandet ved pastaen når den kommer over i panden. Bland nu godt og lad blandingen få lidt højere varme et par minutter.

 

Per favore, Boun appetito!

Har du fået lyst til at bage flutes til pastaen?

Så se min opskrift på hjemmebagte sprøde flutes her.

Peralta, en edderlækker kogebog + GIVE AWAY !

peralta_cover_hires_DK

Jeg har flere at takke for den maddannelse jeg fik i mine barndoms,- og ungdomsår. En af dem er den mand min mor mødte da jeg var 10 år gammel, nemlig italieneren Armando. Armando kommer fra Trieste som grænser op til Slovenien, og det var her hans familie stadig boede da han og min mor dannede par. Han kom fra en familie hvor maden spillede en central rolle – man mødtes over måltider, som efter danske standarder var festmåltider, og det uanset om det var en hverdagsaften, nogle havde noget at fejre eller om det var til højtider. Og man sætte en ære i at kunne håndværket, hvilket jeg især husker hans storesøster kunne og dyrkede med største selvfølgelighed og fornøjelse. Til stor glæde for hendes mand, og alle hendes mange gæster. Jeg husker bla når hun med fletkurven over armen, og mig i den anden hånd købte ind hos de små lokale handlende. En gang spurgte jeg hvad vi egentlig skulle have, og husker at hun så helt undrende ud, og svarede mig: Jamen jeg ved jo ikke hvad de har på hylderne i dag, så det kan jeg ikke svare dig på. Et andet mad-minde fra skønne Hannah´s køkken, er en hel dag i mesterlære som pastabager. Vi fabrikerede til den store guldmedalje, og der hang pasta alle vegne – over vandrør, på sindrige pindesystemer og sågar på tørresnoren! Armando elskede tydeligvis også at komme i hans søsters køkken, for her var moderlig kærlighed, levende snakke og altid virkelig velsmagende måltider at finde.

Minderne fra mine barndomsture til Italien er mange, men det er som om minderne om maden står klarest, og det er måske ikke så mærkeligt i et land som har tradition for kærlighed til maden. Det var sjældent særlig vigtigt hvor vi skulle hen, når vi kørte ture ud i det blå, men vigtigt var det, hvor og hvad vi skulle spise. Som når vi skulle på stranden, og jagtede de helt rigtige modne vandmeloner som blev solgt fra små biler med lad langs vejen. Eller når vi skulle have mortadella i skiver så store som cykelhjul, ja så skulle man smage sig igennem udvalget, til vi fik den helt rigtige skive af den italienske kødpølse med os i picnickurven. Én sommer lejede mine forældre et sommerhus midt i en nåleskov ud til vandet, og her kom familien på besøg. Jeg kan næsten stadig fornemme duftene fra granerne blandet med duften af saltvand fra min krop og alle duftene fra det overdådige bord der bød på grillet kød, pasta, frisk frugt og meget meget mere. Og så har jeg billedet stående lyslevende af det langbord vi sad om, et bord sat sammen af campingborde og planker. Et bord hvor der blev spist ved i timevis. Et bord med en helt særlig stemning. En stemning jeg aldrig havde oplevet hjemme i det kolde nord.

Peralta 121 copy

Sådan en stemning giver Trine Hahnemann og Lars Raneks nye kogebog mig. En stemning af autentisk italiensk madglæde, sammenhold og kærlighed til den gode smag. Bogen er spækket med historier, både de der står alene, men også af de små introer til opskrifterne som alle er krydret med en personlig note. De er med til at hensætte mig til mine barndomsferier i støvlelandet, og giver samtidig en følelse af at man træder ind i Trines Toscanske køkkeneventyr. For det bliver hurtigt klart at Trine har kastet sin kærlighed på Peralta, som ligger i det smukke frodige Toscana.

Efter at have bladret kogebogen igennem flere gange, er ligheden med min italienske families køkken slående, og det til trods for at jeg ikke har helt styr på de egentlige forskellige på de regionale køkkener i Italien. I mange af opskrifterne skinner Trines nordiske rødder igennem, især i dessert afsnittet, hvilket slet ikke gør dem ringere, eks vis har hun en citronfromage med, for som hun skriver, så er den nok inspireret af en norditaliensk panna cotta med citron. Stylingen af maden bærer også præg af en nordisk, eller måske nutidig trendy stil, hvilket gør kogebogen virkelig appetitlig. Og nu vi er ved det appetitlige, billederne er underskønne! Nok især de mange smukke fotos af landskaberne, personerne, fra markederne, søndagsfrokosten mv som Lars Ranek står bag. Han har formået at fange en stemning der bag linsen, en stemning der gør at jeg vil have mere – af maden såvel som egnen!

Egentlig var det meningen, at jeg ville dele en af opskrifterne fra bogen, nemlig den på zucchiniblomster i beignetdej, da de har blomstret så fint i vores køkkenhave, men lige som jeg ville ned og plukke, så var de visne … det er jo så en ByBondes lod. Nuvel, jeg har en liste med retter jeg vil prøve af fra Peralta, bla linguine med rejer, Nonnas ragu og klipfisk i porrecreme.

Peralta 44b

Hvis du er vild med det italienske køkken, som jeg er det, og som Trine Hahnemann er det, så gør dig selv den tjeneste at køb denne kogebog. Du får en oplevelse, oveni en række ukomplicerede opskrifter, og dét på alt fra orangemarmelade, fonder, vegetarretter, brød, fisk og skaldyr, kød, pasta osv. For Trine kan altså dét der med at skrive en opskrift, lige ud af landevejen. Og med denne kogebog, kan hun noget andet, sætte fokus på råvarer som måske er knap så kendte, eks vis sabelfisken og sølvbeder, og hvad er bogens største gevinst: hun gør et “gammelt” køkken moderne med lette serveringer. Så skal du have en moderne italiensk kogebog til samlingen, eller mangler du simpelthen en kogebog med italiensk mad, så er denne et rigtig godt bud.

Peralta 272b

Peralta, Trine Hahnemann og Lars Ranek, er på 172 sider og har 90 opskrifter. Vejl. pris: 299 kr. Bogen kan købes hos Thiemers Magasin samt online.

Billederne er fra bogen.

* * *GIVE AWAY* * *

Du har som læser nu mulighed for at vinde et eksemplar af Peralta!

Alt du skal gøre er at dele et helt særligt mad-minde i kommentarfeltet herunder. Det skal du gøre senest d.14.10.15.

Vinderen bliver valgt ved lodtrækning den efterfølgende dag.

HUSK at angive din mail adresse, sådan at jeg kan komme i kontakt med vinderen.

Vinderen er fundet ved lodtrækning, og det blev Annette der får kogebogen tilsendt – Tillykke!

Foodie guide til Milano

Milano/LaCucinaNada

Just hjemvendt fra Milano, og udover mine veninders skønne selskab, savner jeg allerede den lune luft, den gode kaffe alle vegne og det vidunderlige koncept: Aperitivo!

Byen oser af mad, – og drikkeglæde og det vrimler med gode spisesteder, mad indkøbsbutikker og lækkerier. Man mærker tydeligt Italienernes glæde ved det gode måltid, samt samværet omkring det. Ved frokost tide er der fyldt op mange steder, når det store ryk ind af det arbejdende folk skal have stillet sulten, og om eftermiddagen er der tryk på kaffebarerne og de mange Gelateria hvor der serveres is i lange baner, små fine kager, chokolade og kaffe.

Milano/LaCucinaNada

Aperitivo går i al sin enkelthed ud på at man køber en drink eller et glas prosecco og med i prisen følger et udbud af snacks – enten ved bordet, eller linet op på bardisken til høflig selvbetjening. Snacksene spænder vidt, men består oftest af oliven, salami, prosciutto, rå grøntsagsstænger og små stegte risotto “kager”. Hvis man er til en drink er en ægte norditaliener en Aperol Spritz, som består af Aperol, mousserende vin eller tør hvidvin, danskvand og is. Eller man kan vælge udgaven med campari, som er noget mere bitter i smagen.

Man siger at man ikke har været i Milano, hvis ikke man har prøvet en Aperitivo – udover at stille den lille sult, er det en vildt hyggelig måde at iagttage Milaneserne på, og at spendere en sen eftermiddagstime eller den tidlige aften på. I Italien går man som bekendt sent ud og spiser, så dette fungere som englændernes Pub-kultur gør det, man mødes efter arbejde til en drink.

Milano/LaCucinaNada

Aperol Spritz

En anden kultur der er ret så stærk i Milano, er at drikke kaffe. Man sidder ikke og dvæler over en latte som vi gør det herhjemme, nej man går på kaffebar og får sin espresso, får evt en hurtig sludder, drikker den og går igen. Basta.

Hvis du bestiller en Cappucino og en Croissant på Milanesisk manér så siger du Cappuccio & Brioche, en slags slang.

Milano/LaCucinaNada

Milano/LaCucinaNada

Der findes i byen en skønsom blanding af de klassiske kaffebarer som man også ser dem i Spanien og Frankrig, med et lidt ældre interieur, og en tydelig opdeling af hvor man bestiller kaffen, og hvor barristaen serverer den fra. Derudover er der mange mere fancy steder, hvor bla økologien er rykket ind og mange forskellige typer af kaffe findes. Helt særlig god kaffe fås hos Caffe Vergiano på via Speronari, som ligger på en lille smal sidegade til via Mazzini lige v. Domkirken. Baren er strømlinet og holdt mest i sort. Gaden er i det hele taget et besøg værd, for lige overfor ligger Princi, som kan betegnes som et bagerudsalg der byder på brød bagt med økologisk mel, et væld af kager, pizza slices, foccacieboller, kaffe mv. Princi er en kæde, og den findes rundt om i byen, bla også på Corso Garibaldi, ikke langt fra Café Radetzky, her har de udendørsservering.

Herunder et brød udstillet i en glaskasse udenpå selve vinduet i Princi.

Milano/LaCucinaNada

Milano/LaCucinaNada

Er man i det kvarter, hvilket mange nok bevæger sig hen, for der ligger gaden Corso Como med den meget kendte livsstilsbutik Corso Como 10, ja så skal man som en ægte foodie ind i madhimmelen på tre etager, Eataly (skønt navn i øvrigt). Corso Como 10 har i øvrigt en bedårende gårdhave med servering, i den dyre ende, men en oplevelse værd.

Milano/LaCucinaNada

Milano/LaCucinaNada

Milano/LaCucinaNada

Billederne herover er fra Eataly, bla kan man tappe vin fra tønde.

Eataly er en overvældende oplevelse for enhver, og særligt for sådan et madøre som jeg … hold nu op med lækkerier! I stueetagen finder du et par spisesteder, den skønneste frugt og grøntafdeling, køkkengrej, pasta, ris og korn osv. Og så fortsætter det ellers opad med kød, fisk, vine og meget meget mere. Man finder også et stort udvalg af økologisk og naturlig hudpleje. Priserne er ikke i den lave ende, men kvaliteten virker til at være i top, og stedet kan bedst sammenlignes med Mad & Vin eller Torvehallerne herhjemme. Hvis altså man sammenligne et tre-etagers mad stormagasin med noget på disse hjemlige breddegrader. Adressen er Piazze 25 aprile, men Eataly findes også på Piazza 5 Giornate i Milano.

Et tip: køb lidt engangsservice og hav en lille urtekniv med hjemmefra, og køb dig til frokosten i Eataly. Frokosten kan indtages på pladsen udenfor eller i den nærtliggende Parco Sempione v. Castello Sforzesco.

Milano/LaCucinaNada

Apropos engangsservice, så faldt vi over en butik med en skønsom blanding af gadgets, duftlys, sengetøj, dyreartikler, bolig krims krams, pudebetræk, badeværelsesudstyr og enorm meget køkkengrej på pladsen. Den ligger lidt hengemt inde i en port, men er afgjort et besøg værd. Sæt god tid af når du træder ind i Cargo & High-Tech på Piazza 25 Aprile, for butikken er ikke bare stor, den er mega stor og forgrener sig ned ad lange gange og i flere etager. Et must at besøge denne butik for enhver der synes om boligindretning og køkkengrej. Og nå ja, butikken solgte engangsservice i bambus, lige til den mini-picnic dér.

Milano/LaCucinaNada

En anden fødevarebutik i Milano som er et besøg værd er Peck. Nok nærmest en institution i byen med et udvalg af det ypperste indenfor Italienske råvarer. Her handler pænt klædte damer, distingverede herrer og unge smarte Milanesere. Butikken er i tre etager, med restaurant øverst og vine nederst. I gadeplanet sælges frisk pasta, tørret pasta, fisk, kød, pålæg, the, sød sager, olier, balsamico, pesto, kager og meget andet.

Milano/LaCucinaNada

De skønneste skovjordbær … hvorfor kan man dog ikke købe det i København?

Milano/LaCucinaNada

Milano/LaCucinaNada

Når du handler i butikken bliver dine varer pakket fint ind, og servicen er høj. Dog kniber det med engelsk talende ekspedienter, så man skal enten kunne lidt italiensk eller ikke forvente at få forklaringer på det ene og det andet. Gå en tur ned ad via Spadari nu du er der, og nyd vinduet i det pastelfarvede macaron-univers Ladurée, den lokale fiskehandler og de små hyggelige restauranter.

Milano/LaCucinaNada

Ved Il Duomo, den vanvittig imponerende katolske pengemaskine, Domkirken, ligger stormagasinet La Rinascente. Hvis det endnu ikke er gået op for én at Milano vitterlig er en mode by, så gør det det her i kapitalismens højborg. Nuvel, på den øverste etage finder man maden – både en champagne bar, et par spisesteder samt et mindre udvalg af delikatesser. I min kurv røg der syltede kastanjer, pistaciecreme, en figen balsamico og en lille panforte med orangesmag. Bestemt ikke billigt, men yderst lækre sager. Ligesom barerne på tagterrassen nok ikke er stedet man bæller en masse sjusser i sig, men det er afgjort værd at smække sig ned i de bløde lounge møbler og nyde stemningen.

På den store plads, skråt overfor stormagasinet finder man boghandleren Mondori, også en kæde, hvor der på øverste etage findes et hav af kogebøger samt køkkengadgets – og når jeg skriver gadgets, så mener jeg gadgets, se lige her:

Milano/LaCucinaNada

Milano/LaCucinaNada

Ja hvem kan ikke leve uden en udstikker til at fjerne bladet fra et jordbær og en bouquet garni-dims?

I stueplanet findes et stort udvalg af magasiner, bla madmagasiner.

Magasiner finder man også i den skønne boghandler i Galleria Vittorio Emanuelle, hvor man også kan drikke kaffe foran Gucci butikken og nyde et stykke Gucci-chokolade, hvis man er til den slags ekstravaganza. Gallerierne får Spinderiet i Valby til at blegne fuldstændig, og man føler sig hensat til en anden tid, og labber den overpyntede og meget smukke indkøbs arkade i sig.

Milano/LaCucinaNada

I min søgen på hvad byen kunne byde på af økologi hjemmefra, stødte jeg på den lille Biffino Bar på via Manzoni. Baren byder på små lette anretninger, tærter, snacks, kager og den mest vidunderlige espresso. Hvis du kan, så plant dig udenfor i vindueskarmen hvor der er indrettet en lille siddeplads, og nyd strømmen af Milanesere og turister der slendrer forbi.

Milano/LaCucinaNada

Melon,- pistacie og kastanjeis. Mums.

Is kommer man ikke udenom i Italien, og da heller ikke i Milano. På nær sagt hver en gade ligger et Gelateria, den ene mere fristende end den anden. Prøv nogle varianter du ikke finder herhjemme, f eks en kastanjeis som har en let sødlig smag, og en dybde som jeg ikke har smagt i is før.

Milano/LaCucinaNada

Der findes et hav af restauranter i Milano, og med en helt anden kultur med at gå ud og spise, ser man også fyldte restauranter overalt. Hvis man vil besøge en særlig restaurant, er det en god idé at bestille bord i god tid. Udover vores bord på Al Pont de Ferr – Osteria con Cucina, endte vi med at spise andre steder end vi havde planlagt hjemmefra. Vi havnede blandt andet på Osteria del Binari, som betyder ved skinnerne og ligger op ad Porto Genova stationens togskinner. Restauranten havde jeg læst om, og min venindes far, vinhandleren Carlo Merolli anbefalede os stedet. Et finurligt sted hvor man indendøre sidder i et glasoverdække, som nok har været togopbevaring eller måske den oprindelige stationsbygning, og som har den skønneste gårdhave.

Milano/LaCucinaNada

Gårdhaven var desværre ikke åbnet op endnu, men vi blev bænket ved et langbord i et lokale fuld af udelukkende højttalende italienere. Troede vi. Ved bordet bag ved os sad en dansk familie. Men ellers var stedet meget autentisk, og de praler da også af at servere ægte milanesisk mad, bla den meget kendte kotelet som er paneret som en schnitzel herhjemme og risostto milanese. Jeg fik her en ægte slow food ret med det møreste kalvekød jeg nogensinde har sat tænderne i. Saucen og mosen der hørte til var til gengæld ikke særlig ophidsende. Men vi fik skøn vin til, og hele aftenen mindede mig om mine barndomserindringer fra Italien.

Milano/LaCucinaNada

Endelig skal det handle om et af mit livs vildeste mad-oplevelser, nemlig besøget på Michelin Restauranten Al Pont de Ferr. Jeg havde i 40-års gave fået gavekort til en middag udover det sædvanlige når vi skulle på denne Dametur, og det blev hos den ekstrem dygtige og passionerede kok Matias Perdomo. Og det på en restaurant i en meget afslappet stil med rå musrtensvægge, mørke træmøbler, havestole og sådan en stemning a´la på en Bistro i Frankrig. Nu var det jo en gave, og selvom jeg listede ud og røg da regningen skulle betales, så vil jeg sige at det er værd at prøve en sådan restaurant i Milano, for priserne er noget lavere end herhjemme. Menuen bestod af ca. 20 små serveringer, for vi fik en kombination af alle menuerne, mindre kan altså gøre det. Menuerne har navne som jord, vand og ild, og elementerne tolkes på smukkeste vis i serveringerne. Dét var en lang leg ud i molekylær gastronomi, hvor retter blev omdefinerede, vendt på hovedet og fik modspil af smage man slet ikke kunne forestille sig. En helt og aldeles vild oplevelse. Måske også fordi vi hilste på kokken selv, havde den sødeste tjener og fik rigelig med vin.

Uanset om du besøger restauranten eller ej, så skal din tur til Milano indeholde et besøg langs med Navigli kanalerne hvor den har til huse. Det kan bedst beskrives som en ungdommens Nyhavn, eller en udvidet strækning af Århus Å. Her er barer side om side med udendørsservering, og alt fra vinbarer, cocktailbarer og knejper, og der er liv og glade dage lige indtil udendørsserveringen lukker ned.

Milano/LaCucinaNada

Så udover skønne rejseminder med 5 af mine dejligste veninder, har jeg fået en på mad-oplevelsen og en del lækkerier med hjem i Cucina Nada. Håber at du kan bruge nogle af disse tips, hvis din tur går til Milano?!

Buon appetito e arrivederci a Milano!

Milano/LaCucinaNada

 

 

Risotto m. sølvbede og soltørrede tomater

Risotto/LaCucinaNada

Er der en ret jeg længe havde en forestilling om var svær at tilberede, så var det risotto. Men jeg tog fejl. Gruelig fejl. Og fjollet er det at have sådan nogle antagelser, inden man bare giver det et go. Ikke et ord om husblas i denne sammenhæng, vel?

Som jeg ser det er kunsten ved en god risotto, at man har tid til at kæle for den. Forstået således, at man ikke kan angive nøjagtig hvor lang tid det tager for risene at absorbere væden, for det er præcis dét der gør en risotto lækker, cremet og perfekt.

Jeg veksler mellem at bruge en god fond, normalt en kyllingfond, eller min foretrukne, en svampefond og bouillon. Valget afhænger af hvilke smage og ingredienser jeg tilsætter, men jeg sværger mest til at bruge en god fond. Ikke at der er noget galt med at bruge bouillon, det giver bare mere mindre fedme og en mere neutral salt smag.

I går biksede jeg en risotto sammen, som jeg ikke har lavet før og jeg var meget i tvivl om den blev god. Men den blev overraskende god, og derfor vælger jeg at dele opskriften her. Denne er lavet på bouillon, og svarer til 2 portioner.

Risotto/LaCucinaNada

Risotto m. sølvbede og soltørrede tomater:

  • 1 dl risotto ris
  • 2 små sølvbeder
  • en stor håndfuld soltørrede tomater
  • en lille håndfuld tørrede paprikaflager (fås i velassorterede grønthandlere og delikatesseforretninger)
  • 1 mellemstort løg
  • ca. 1/2 – 1 l hønsebouillon
  • 1 rødvinsglas tør vermouth
  • et drys oregano eller to
  • friskkværnet peber
  • olie til stegning + evt en klat smør

Jeg tilbereder min risotto i en sauterpande.

Skyl, slyng og hak sølvbede bladene. Hak de soltørrede tomater og løget fint. Svits løg til de bliver klare, de skal ikke tage farve. Kom nu sølvbede, soltørrede tomater og paprikaflager – knus lidt af dem, ved, og svits i ca.10-15 min. til sølvbeden er blød, men ikke har taget for meget farve. Kog imens vandet og rør bouillonen. Hæld risene ved, og hæld vermouthen over. Rør det godt rundt, og krydr nu retten.

Her kommer så den egentlige udfordring ved risottoen: den må ikke bulderkoge, men skal heller ikke tilberedes ved for svag varme – det betyder at du skal være over den, og holde øje med om risene mangler væde. Altså, du hælder lidt bouillon på af gangen, rører rundt og lader det koge ind i risene. Smag på dem undervejs, og bliv ved med at hæld mere bouillon på til de er møre, og til risottoen får den karakteristiske sammenhængende konsistens. Det er vigtigt at røre i risottoen, da det er med til at danne den grød-agtige konsistens.

HUSK: bruger du bouillon, eller en salt fond, da er det vigtigt du ikke salter risottoen før du smager på den. De soltørrede tomater i denne ret er også salte, så jeg saltede faktisk slet ikke! Tip: er den ikke lind nok, tilsæt da evt en klat smør og rør rundt.

Server som den er, pynt evt med frisk basilikum eller oregano. Skal retten virkelig mætte, eller har man blot lyst, så server evt små krydrede frikadeller til, også kaldet polpetti på italiensk. Det er lidt uortodokst, men de små saftige kødboller matcher risottoens fedme afsindig godt.

Spaghetti med kødboller: Fettucine con Polpetti e pomodoro sugo

En sand klassiker i det Italienske køkken, er pasta med tomatsauce og kødboller – Polpetti. Enhver egn i Italien, enhver familie, enhver Mama, har uden tvivl sin egen opskrift på denne ret, og det er med en vis æres frygt, at jeg kastede mig ud i ikke alene, at tilberede den, men også servere den. Jeg researchede lidt inden jeg kastede mig ud i det, og fandt mange sjove anekdoter forbundet med netop denne ret. Blandt andet skriver flere kogebogs forfattere, at det er en udbredt misforståelse at der ikke skal brødkrummer i farsen, alene af den grund, at brødkrummerne er med til at gøre kødbollerne møre, og forhindrer dem i at blive tørre.

Du får min opskrift her – til ca.4 portioner:

Polpetti a´la Cucina Nada:

  1. 500 gram hakket oksekød
  2. 250 gram hakket svinekød
  3. 2 æg
  4. 3 dl frisk brødkrumme, eks vis Ciabatta brød, eller andet lyst brød
  5. En stor håndfuld frisk hakket kruspersille
  6. 1 løg
  7. 3-4 fed hvidløg
  8. Salt, peber og røget paprika
  9. En sjat olivenolie
  • Snit løget i fine stykker, mas hvidløgsfedet og hak det groft.
  • Sautér løgene i en pande med olie, til de bliver klare, køl dem ned.
  • Kom kødet i en stor røreskål, og kom løg samt de øvrige ingredienser i.
  • Rør farsen sammen med hænderne og ælt den godt.
  • Form farsen til halvstore kødboller.
  • Brun kødbollerne på en pande i olie. Tag dem af og stil dem tildækket på en tallerken.

Pomodoro Sugo a´la Cucina Nada:

  1. 1 stort glas henkogte tomater (se opskrift andetsteds på bloggen)
  2. 1 flaske tomatpuré – Aarstiderne har en vanvittig god én af slagsen.
  3. Evt et par hvidløgsfed og en sjat olivenolie.
  4. Evt en smule sukker.
  5. En stor håndfuld friske basilikumblade.
  • Hæld de henkogte tomater og tomatpuréen i en sauterpande. Varm godt op, og lad simre ca.1 times tid ved svag varme.
  • Smag til undervejs, og tilsæt basilikumblade samt evt en sjat sukker hvis saucen er for sur. Kom en smule olie og et par fed hvidløg i, hvis ikke den er stærk nok.
  • Kom kødbollerne ned i saucen, og lad dem simre med i ca.20 min.

Kog tilsidst den friske fettucine, og bland den med den færdige sauce. Anret pastaen på en tallerken, og kom kødbollerne ved. Riv frisk parmesan over, og pynt evt med persille, eller basilikum.

Buen appetito!