All that jazz (& food)

RødeRosesKaffebar/LaCucinaNada

Så starter balladen. København er de næste ti dage spækket med jazz i alle afarter med alt fra store navne på de dyre koncertsteder til mindre navne på små luskede kælder værtshuse.

And I´m loving it.

Faktisk er det sådan at jeg planlægger min sommerferie rundt om uge 28 hvor Copenhagen Jazz Festival rammer byens gader og stræder. Jazz er min musik og på den måde er det jo en fest at kunne høre gamle kendinge, og blive præsenteret for nye navne. Men det er ikke kun musikken der trækker, det er i høj grad også stemningen!

At pakke cykelkurven med kaffe, en avis eller en bog og snuppe campingstolen (jaaa det er ikke kun de unge der har sådan en med på Roskilde), og finde et god udendørs spot i dagtimerne. Og måske tage lidt på læberne og smutte til en koncert med min jazz-helt nr.1, Jan Kaspersen ved aften tide. Eller sætte venner og familie i stævne på et tæppe i Kgs Have med kølig rosé, solskin og sprøde jazzrytmer. Hvor jeg end ender, ynder jeg at iagttage folk og fæ. Der er alt fra de modne herrer med spøjse hatte, de unge fra rytme-kons til pludrende damer med svingende barm og storblomstrede kjoler og forelskede kærestepar der har forvildet sig til en koncert.

I simply love it.

Og det har jeg gjort fra en helt ung alder. Hørt jazz. Først på mine forældres pladespiller, sidenhen med min skole veninde og hendes Mor (tak Ella, for at præsentere mig for en helt vidunderlig verden!) og i de forgangne mange mange år, både herhjemme, til søndagsjazz i Huset, jagtet mine yndlings musikere på små hyggelige spillesteder og ikke mindst til Jazz Festivalen.

Hvis du er nysgerrig på hvor i byen du kan høre jazz, så kan du hente app´en jazz.dk og se det daglige program der. Ellers så følg lyden af trutten, klapsalver og swingrytmer.

Men i år er der noget nyt på jazz-scenen, nemlig jazz & mad. Eks vis har Cava Bar og Tango Grill i Torvehallerne en række små koncerter. Her kan du nyde et glas cava, østers eller en lille tapas anretning til jazzen, og blive beværtet af den karismatiske ejer Lau i Cava Bar. Eller du kan bestille en Argentinsk bøf og nyde middagen imens.

Eller hvad med jazz & brunch? Eks vis i selskab med Jakob Dinesen på Toldboden. Her kan man også indtage middagen akkompagneret af en række jazzbands. Priserne er fra 200-650 kr.

I den noget dyrere ende byder Mielcke & Hurtigkarl ind under overskriften “En kulinarisk hyldest til improvisationens kunst”, en middag med mundrette anretninger, vin og øl. Arrangementet står i en 1000 kr. og du kan læse mere om det her.

Den økologiske, biodynamiske og bæredygtige restaurant, Gustavs Bistro byder ind med sæsonens råvarer stort set alle festivalens dage kl.18.00. Hvilke jazznavne der gør maden selskab hvilke dage kan du læse mere om her.

På Jazz.dk kan du finde flere arrangementer hvor både mad og jazz indgår. Eller blot se hvor du kan finde de mange forskellige koncerter både i indre by, på alle brokvarterene, i Valby og på Frederiksberg.

Af fare for at mit absolutte yndlings-spot bliver overrendt, nævner jeg Røde Roses Kaffebar der igennem de seneste år også er blevet en aktiv spiller på jazzfestival-programmet. Kaffebaren er sindssyg hyggelig, og ligger godt gemt på ydre Nørrebro. Som en af mine venner sagde: så er Balders Plads Nørrebros Frederiksberg. Og det er ikke en gang løgn. Pladsen er omgivet af smukke bygninger og et væld af træer. Og så den lille bitte Kaffebar, der om sommeren vokser sig stor med udendørs servering. Under Jazz Festivalen med decideret scene, fadøls-salg og grillede merguezpølser med blandet salat og alskens krydderurter og baguette ‘ad libitum’. Koncerterne er at finde i førnævnte app, men hvis du vil vide mere om hvad Røde Roses Kaffebar byder på henover sommeren, eks vis har de også Tango på plakaten – både undervisning, dans og musik, så vil jeg anbefale at du følger dem på Facebook.

Men det hele behøver jo ikke være så avanceret, når der skal indtages mad imens man jazzer. Man kan jo også smøre sig en madpakke hjemmefra, eller lave sig en picnic kurv. Og så kan man selv medbringe drikkevarer, dog ikke hvis man sidder på en beværtning, eller det område som det pågældende spillested har sat op. Her synes jeg det er god skik at købe sig til en skænk eller to, selvom jeg oftest sidder på min medbragte stol. Det er jo trods alt en gratis fornøjelse.

Håber du har mod på lidt jazz? Det er slet ikke så farligt.

Selv vil jeg i eftermiddag give Al Agami and The Rap Rehab Ensemble et go, netop på Røde Roses Kaffebar. Og så vil jeg bolle de navne af jeg gerne vil høre i løbet af ugen, eks vis har jeg længe ville høre Jan Harbeck live, det er sådan en gang old fashion mainstream/swing jazz, noget man kun kan blive glad i låget af.

*Billedet øverst er fra sidste år, og netop på Balders Plads.