Lys chokoladekage

Når jeg skal bage en chokoladekage, så tænker jeg i chokoladens smag(e), og om jeg vil fremhæve dem ved at tilsætte ting eller om chokoladen skal stå rent frem. Ligesom når jeg møder en ny chokolade, så kan jeg ikke lade være med at tænke hvordan den kan lande i en dessert eller kage. Hvilke nuancer den har, og hvad den vil gå godt sammen med.
Min seneste chokolade-forelskelse er i mælkechokolade, og dens mange fine, lidt sarte smagsnuancer. Vi taler om den ordentlige mælkechokolade, den med et højt kakao indhold. En mousse lavet på mælkechokolade giver en mere mild og blød smag end når man laver den på mørk chokolade f eks. Denne kage er lavet på Valrhonas Jivara mælkechokolade, som har en anelse malt smag. En smag jeg synes fremhæves sammen med nødder, og derfor har jeg bagt kagen med nougat og tilsat valnødder. 

Prøv f eks også en Cheesecake med mælke chokolade, den er bare cremet, let og blød !

Den er helt vildt let at lave, og fordi der ikke er tilsat sukker, udover det der er i nougaten, så smager den vitterlig af de ting der er i den.

Lys chokoladekage:

60 g mælkechokolade, Jivara Valrhona

 75 g nougat 

140 g smør

75 g hvedemel

3 æggeblommer

3 æggehvider 

Et nip groft salt 

En stor håndfuld valnødder, groft hakkede

Smelt chokolade, nougat og smør over vandbad.

Del æggene, og kom blommerne i en større skål, pisk hviderne luftige og stive med et nip salt i en anden skål.

Kom chokoladeblandingen ved æggeblommerne, og hæld melet heri.Kom valnødderne ved. 

Vend hviderne forsigtigt heri, uden at slå luften ud af dem, men sådan at de er blandet helt med chokoladeblandingen til en ensartet dej.

Jeg bagte denne gang i en aflang tærteform, bag i hvad du nu har lyst til. Kagen bliver ikke høj, så formen skal ikke være alt for stor. Smør formen let inden du hælder dejen heri.

Bag v 175 g midt i ovnen i ca. 25-30 min.

Reklamer

Mælkechokolademousse m. sprøde mandelflager

mølkechokolademousse/LaCucinaNada

Der er bare nogle ting der altid fungerer.

Sådan er det med chokolademousse for mig. Særligt når man laver den med ordentlig chokolade, og i det hele taget forkæler den. Chokoladen holder sig lidt i baggrunden, men fornemmes tydeligt med sine noter alligevel, og kaffen giver moussen den lækre mokkasmag.

Her får du opskriften på en mousse der uden tvivl vil forkæle dine smagsløg:

Mælkechokolademousse

200 g mælkechokolade, jeg brugte Jivara fra Valrhona

2 æggeblommer

1/4 l piskefløde

1 dl stærk brygget kaffe

Smelt chokoladen over vandbad.

Pisk æggeblommer og den afkølede kaffe i chokoladen.

Pisk fløden til skum, og vend den i chokoladeblandingen.

Kom moussen i en sprøjtepose, lidt af gangen, og sprøjt det i glas. Sæt dem på køl i min. 4 timer.

Jeg serverede denne mousse i små henkogningsglas, og lagde lågene på sådan at de sprøde mandelflager lå ovenpå ved servering. Du kan selvfølgelig vælge lige den anretning du vil, eks vis kan flagerne også stikkes ned i moussen ved servering, og dermed give et andet udtryk.

Jivara/LaCucinaNada

Sprøde mandelflager

50 g flormelis

50 g hvedemel

50 g smør

30 g smuttede mandler

1 æggehvide

Varm ovnen på 150 grader.

Tag smørret ud i god tid, sådan at det er blødt. Skær det i mindre tern.

Skær mandlerne i kvarte, eller noget der minder om det.

Bland nu flormelis, mel, æggehvide og smør i en skål, og rør det til en sammenhængende dej. Eller kør dejen på røremaskinen. Tilsæt mandlerne, og rør dem så de fordeler sig rundt i dejen.

Beklæd en eller to bradepande(r) med bagepapir, og sæt nu en gangen en klat dej, som du breder ud med en smørekniv eller en dejskraber. Flagerne skal være lige tykke over det hele.

Bag flagerne i ca.5-10 min. Hold øje med dem undervejs. Måske skal de have lidt mere, alt efter hvor tykke du laver dem. De er færdige når de er let lysebrune i kanten.

Hvis du ønsker at de skal have lidt bukket facon, læg dem da én af gangen over en kagerulle, eller noget andet mindre tykt rundt. Lad resten blive i den slukkede og åbne ovn imens. Opbevar dem i tætsluttende bøtte indtil de skal bruges.

Prøv også https://lacucinanada.com/2014/10/27/amber-chokolademousse-m-sprode-pistacieflager/. Amber er Summerbirds vanvittig lækre karamelliserede hvide chokolade, som giver moussen en virkelig lækker smag!