Nøddemarengs m. nougatmousse

Med et par stjernekastere i vil den da være ret så fin at servere til nytår også ? Der har man måske også rester af nougat fra julen, som passende kan bruges til denne lækre mousse.

Det er ikke mange julekager der har fundet vej her til bloggen over årene, og det synes jeg var på tide at lave om på. Og da jeg fik en pakke med nougat (og marcipan) fra Summerbird af to veninder, uafhængigt af hinanden, så fik jeg idéen til at lave en mere julet udgave af en gammel kending som jeg vender tilbage til igen og igen, simpelthen fordi den smager så drøn hamrende godt ! Den der er tale om er nøddebunden, en slags nøddemarengs som jeg har brugt som bund i både en laber lille sommer dessertkage med koldskålsganache og jordbær, samt her hvor den har fået en flødecreme m.rabarberkompot og friske jordbær på. Altså en bund der kan bruges i alle mulige sammenhænge og bages med forskellige nødder. Her i juleudgaven har jeg brugt hasselnødder som dels er lig jul for mig, og dels går igen i nougaten.

Hvis du skal servere kagen for gæster, så bag bunden dagen før eller om morgenen samme dag som den skal spises. For den har godt af at sætte sig lidt, især når moussen kommer på. Det her er en kage der virkelig fortjener en knald god espresso eller anden stærk kaffe til, så slå kaffen og desserten sammen eller server den til eftermiddagshyggen.

Jeg øver mig i langt mere finesse når det kommer til kager som f eks denne med mousse, for jeg vil så gerne have de står langt skarpere. Altså jeg kandiderer ikke til at være deltager i Den store kagedyst, men alligevel … Nuvel, det er jo smagen det kommer an på og den fejler absolut intet her.

Nøddebund:

– Lille springform, 18 cm i omkreds.

150 g hasselnødder

2 store æg

100 g sukker

50 g muscovado sukker (eller brun farin)

Varm ovnen på 175 grader.
Hak nødderne til mel, det gør ikke noget der er nogle semi-store stykker imellem.
Pisk æg og sukker til det er skummende og tykt.
Slå muscovado sukker ved med en dejskraber, sådan at du ikke slår luften ud af dejen.
Kom massen i en smurt springform og bag den midt i ovnen i ca.40-45 min.
Lad den køle helt af på en bagerist.

Nougatmousse:

100 g nougat

3 dl piskefløde

Evt spiselig guldstøv eller anden pynt

Skær nougat i mindre stykker og smelt den over vandbad.
Pisk fløden til en blød skum.
Hæld den smeltede nougat i flødskummet og vend forsigtigt med en dejskraber til den er helt fordelt i skummet. Sæt den på køl.

Når nøddebunden er helt kold, sætter du kagefolie rundt i kanten ned til et stykke over nøddebundens top og fordeler så nougatmoussen ovenpå. Glat evt overfladen med en spatel og sæt den på køl til den har sat sig.

Når kagen har sat sig, tager du den forsigtigt ud af springformen og fjerner kagefolien. Og så kan den pyntes lige som du har lyst til. Jeg har drysset spiselig guldstøv på, sådan helt enkelt.

Kagen holder sig fint et par dage på køl, men er I ikke så mange til at spise den, så brug en lille springform som opskriften er til.

 

Opskrifter med rødvins-rester: Sjælevarmer og Krydderkage m. rødvin

Kvickly/LaCucinaNada

Foto:Kvickly

Den tredje af opgaverne jeg blev stillet af Kvickly i forbindelse med at udvikle opskrifter til deres tilbudsavis, var absolut den sværeste. Jeg skulle vise hvordan man kan bruge rødvins rester i madlavningen, og det måtte ikke være i en sauce …

Først tænkte jeg at de da måtte have slugt søm, for har man nogensinde rester af rødvin? Og hvis man har, drikker man dem så ikke bare??

Nuvel, så har jeg faktisk selv måtte smide en sjat rødvin ud, men det er mest fordi jeg har glemt alt om at den stod der så ensom på køkkenbordet. Og det er jo en skam at smide de liflige dråber ud.

Det lykkedes mig at komme med to bud, det ene mere oplagt end det andet. Den oplagte, rødvins-sjælevarmer, noget jeg faktisk laver til mig selv ret så ofte i vintermånederne, det andet, krydderkage m.rødvin, noget jeg aldrig har prøvet før, men som jeg afgjort vil bage igen!

Sjælevarmeren er skøn. Den varmer helt ind i marv og ben, og særligt sjælen. Den minder meget om både glögg, glühwein og vin chaud, og et så kært barn har jo mange navne. I mit køkken hedder den blot:

Rødvins-sjælevarmer:

Ca.2 dl rødvin

½ dl æblecider

2 nelliker

1 stjerneanis

1 kanelstang

1-2 tsk brun farin

1 usprøjtet appelsin: Saften af ½ appelsin samt en skive appelsin til pynt

Kom brun farin og appelsinsaft i en gryde, og lad det simre til sukkeret er opløst. Tilsæt nu resten, på nær appelsinskiven, og lad det simre ved svag varme i ca.20 min. Det må ikke koge!

* * * * * *

Kagen klæder Sjælevarmeren. Eller omvendt.

Kagen er fuld af nogle af de krydderier og dufte vi forbinder med julen. Den er saftig og holder sig frisk længe. Hvis den altså får lov at stå.

 Krydderkage med rødvin:

250 ml rødvin

1 dl frisk presset appelsinsaft

200 g tørrede figner

50 g valnødder

2 tsk stødt kanel

2 tsk stødt ingefær

1 tsk bagepulver

½ tsk natron

75 g smør

2 æg

200 g hvedemel

150 g honning

50 g muscovado sukker

Forvarm ovnen til 160 grader. Beklæd en lille bradepande, springform eller rugbrødsform med bagepapir.

Klip de hårde ender af fignerne, og klip dem i mundrette stykker.

Bring rødvin, figner og krydderierne i kog. Tag gryden af varmen.

Kom nu smørret i og lad det smelte. Tilsæt honning og muscovadosukker.

Lad blandingen køle og trække i 15 min, og bland herefter appelsinsaften i.

Bland mel, bagepulver og natron i en større skål. Hak valnødderne groft, og vend dem i melet.

Pisk æggene, og vend dem med melet.

Hæld rødvinsblandingen i, og rør forsigtigt dejen sammen.

Hæld dejen i formen, og bag kagen i ca.45 min.

Test om kagen er færdig med en strikkepind, hænger dejen i er den stadig ikke klar.

TIP: pynt kagen med en stencil/et udklip, og drys flormelis over igennem en sigte, eks vis et julemotiv. Fjern papiret forsigtigt med en pincet, og motivet gemmer sig inden under.

* * * * * *

Du kan se to andre bud på hvad du kan bruge en rødvinsrest til samt mine opskrifter her. I uge 51 finder du de sidste af mine opskrifter i Kvicklys tilbudsavis. I hvert fald de sidste i denne omgang, for måske er jeg så heldig at få lov til en anden gang at udvikle opskrifter til dem …