No-bake Chokolade Cheesecake

chokoladecheesecake/lacucinanada

Irma søgte på facebook efter madklubber, da de i januar udgaven af deres gratis magasin Krydderiet vil lave en artikel om madklubber, og da vi jo har sådan en ret anderledes madklub her i den ejerforening jeg bor i, så tænkte jeg at jeg da kunne byde ind. Og sørme om ikke de valgte os blandt de tre madklubber der ender i artiklen. I artiklen og online kommer også opskrifterne fra middagene, og der vil du kunne se vores amerikansk inspirerede 3-retters middag. Desserten, chokolade cheesecaken, har jeg delt billeder af på sociale medier, og flere har spurgt til opskriften, så derfor deler jeg min opskrift med jer allerede nu her.

Bunden består af brunkager, så du kan jo tage hul på julerierne nu og lave denne krydrede fuldfede chokoladebombe, jeg lover dig at den er ventetiden værd! Opskriften kan også med fordel hives frem igen i januar, hvor du måske har rester af jule-småkager og bare ikke orker at æde flere af dem, for det behøver ikke være brunkager, men de er nu gode med deres mørke og krydrede smagsnoter.

Kagen skal ikke bages, og er ikke svær at lave, men den skal have tid til at sætte sig, og skal derfor laves dagen før.

chokoladecheesecakehel/lacucinanada

No-bake Chokolade Cheesecake:

Bund:

250 g brunkager (hvis du ikke har/kan få brunkager, så brug Bastogne kiks f eks)

50 g smør

50 g hasselnødder

3 spsk nutella

Kom småkagerne og hasselnødder i foodprocessoren, eller brug stavblenderens hakkefunktion, og mal dem til mel. Skær smør i mindre tern, og bland det i blandingen sammen med nutella. Arbejd det sammen med hænderne, sådan at smørret er helt fordelt.

Kom blandingen i bunden af en springform, kom den en smule op ad kanten.

Fyld:

140 g mælkechokolade (jeg brugte Valrhonas lait bahibe på 46% cacao)

300 g nutella

500 g smørost, neutral, ikke light

Smelt nutella og den hakkede chokolade over vandbad.

Kom smørosten i en stor skål, og hæld chokoladen ved. Pisk det sammen til det er let luftigt og har konsistens af en lidt tung chokolademousse.

Fordel fyldet over bunden med en dejskraber. Kør så glat så mulig en overflade, og sådan at ostefyldet dækker over kanterne i siden også.

Dæk springformen med husholdningsfilm, og stil på køl. Min. 3-4 timer, gerne natten over da den sætter sig bedre.

Mælkechokoladeganache:

2 dl piskefløde

140 g mælkechokolade

Varm fløden op i en tykbundet gryde. Kom den grofthakkede chokolade ved, og varm op til det smelter sammen ved lav varme.

Køl ganachen helt.

Pisk den igennem i en skål, til evt chokolade-bundfald har løsnet sig og til ganachen har en sammenhængende konsistens.

Pynt:

50 g hasselnødder

Evt skovsyre blade

Hasselnødderne lægges i en bradepande og ristes i ovnen i 10 min. ved 200 c.

Læg dem i et viskestykke og gnub skallerne af. Hak dem groft, eller halvér dem.

chokolademagasinetslice/lacucinanada

Tag nu kagen ud af springformen, sæt den på en rist.

Hæld ganachen over, lidt af gangen – start fra midten af, og lad den flyde selv, eller hjælp den lidt på vej med en dejskraber. Lad den sætte sig helt på køl før du pynter kagen af.

Pynt af med ristede hasselnødder og evt skovsyre blade.

 

Himmelsk Banankage

image

Et af de bedste tip til at undgå madspild, er nok at mose et par meget modne bananer og komme dem i en kagedej.
Faktisk er det min foretrukne måde, at indtage bananer på.

Hvad siger du? Har du lyst til en tår kaffe og et stykke saftigt og lækkert stykke BANANKAGE?

image

Opskriften her svarer til en rugbrødsform.

Banankage:

2 modne mellemstore bananer
100 g smeltet smør + til formen
150 g sukker
2 æg
1 tsk vanillesukker
175 g hvedemel
2 tsk bagepulver
1 strøget tsk groft salt
1/2 dl mælk
2 håndfulde nødder: mandler, hasselnødder og valnødder

Pisk smør, sukker, vanillesukker og æg til sukkeret er opløst og det er skummende og luftigt.

Kom mel, bagepulver og salt i dejen, og rør grundigt dejen igennem, dog med løs hånd.

Mos bananerne. Hak nødderne groft.
Kom begge dele i dejen, og rør nu mælken i til den er sammenhængende.

Smør formen grundigt med en smule smør, og hæld dejen heri.
Bag kagen under den midterste rille v.185 grader i ca.30-40 min. Den er færdig når dejen ikke hænger i, test evt med et grillspyd, og den er fin lysebrun ovenpå.

Lad kagen køle inden du tager den ud af formen. Sæt den på en bagerist med bagepapir nedenunder, og rør nu glasuren. Hæld glasuren over kagen i et, sådan at den bliver glat, den må gerne løbe lidt ned af siderne. Har kagen slået revne ved bagning, så lad det ikke slå dig spor ud, det bliver kun endnu bedre når glasuren kommer på, og løber ind i kagen. Mums.

– jeg fik ikke taget mål da jeg rørte glasuren, men jeg kom godt m flormelis i en skål, og ligeså med kakaopulver, her må du smage dig frem. Som regel gør jeg sådan at jeg lader en tynd stråle koldt vand løbe, og stikker skålen ind under kortvarigt, imens jeg pisker glasuren med en gaffel. Denne glasur skal være ret tyk, sådan at den fordeler sig pænt.

image

Nektarintærte

Nektarintærte/LaCucinaNada

Her får du opskriften på en rigtig lækkerbisken af en stenfrugttærte, den er sød, sprød, luftig og saftig. Og hvis du har mulighed for det, så pynt den af med smukke spiselige blomster. Uanset så vil den gøre lykke på eftermiddagskaffebordet, som den gjorde her i Den Urbane Have i selskab med nogle af mine søde naboer i lørdags!

Tærten kan sagtens bages med andre stenfrugter end nektariner, eller en blanding af forskellige slags.

Nektarintærte:

250 g marcipan

100 g sukker

100 g blødt smør

60 g hvedemel

2 tsk stødt kardemomme

2 tsk stødt ingefær

2 tsk bagepulver

4 æg

3 nektariner

Pynt:

Grofthakkede mandler + spiselige blomster

Server evt med en fed creme fraiche til

 

Riv marcipanen groft, og bland den med alle ingredienserne på nær æg i en skål.

Rør nu æggene i et ad gangen, og saml nu dejen – den er våd og klistret, så tag evt hænderne i brug.

Skyl nektarinerne, og befri dem for stenene, skær dem yderligere i både.

Smør en tærteform med en smule smør, og hæld dejen heri. Glat overfladen med en dejskraber, og læg nektarinerne i det mønster du ønsker. Drys mandlerne over.

Bag nu tærten i ca.30 min. på 170 grader varmluft.

Pynt evt af med spiselige blomster og server tærten lun.

 

La Cucina Nada 5 år: Sommerkage og GIVE AWAY

Sommerkage/LaCucinaNada

Hip hip huuuurraaaa … LA CUCINA NADA fylder 5 år her i juni måned!

Og dét skal markeres med en rigtig skøn sommerkage, en kage med mandelbund, en fed syrlig rabarbercreme og pyntet med en masse jordbær. Men ikke alene får du opskriften på en kage der er oplagt til sommerens gæstebud, du får nemlig også chancen for at få fingrene i et BAGESÆT fra H.W Larsen – sættet består af en springform, et tyllesæt og sprøjtepose!

Alt du skal gøre for at ryge med i puljen om bagesættet, er at skrive i kommentarfeltet herunder hvilken sommerkage du ville bage hvis du vandt sættet. Det skal du gøre senest d.31.7.2015

Min udgave af en sommerkage er til at gå til for alle, og lige i min ånd uden dikkedarer og svær konditorkunst. Og så emmer den af sommer, det sommeren byder på lige nu, nemlig rabarber og jordbær!

Du kan selvfølgelig vælge andre slags bær, ligesom du kan koge en kompot af hvad du synes om – lavede en lignende kage i efteråret hvor jeg kom æblekompot i cremen og pyntede med brombær. Novra det var også godt.

Bunden kan med fordel bages i forvejen, ligesom cremen har godt af at trække smag nogle timer før den serveres. Det bliver en fin tynd bund, som du kan vælge at lave en dobbelt portion af hvis du ønsker en højere kagebund.

 

LA  CUCINA NADA´S SOMMERKAGE:

Mandelbund:

200 g mandler

3 æg

200 g rørsukker

Pisk æg og sukker til det er skummende og tykt.

Hak mandlerne fint, og bland dem i.

Pensl en springform eller en høj tærteform, og hæld dejen heri.

Bag bunden v. 175 grader i 30 min.

Lad den køle helt af.

 

Rabarberkompot:

Ca. 1/2 bundt rabarber

50 g rørsukker

En tom vanillestang, halveret

Skær rabarberne i ca. 1 cm stykker, kom dem i en tykbundet gryde med rørsukker og den tomme vanillestang. Giv det et opkog, og skru derefter ned og lad det simre til det får konsistens af kompot, og stykkerne er smattede ud. Sæt på køl i en tætsluttende bøtte.

 

Creme:

1/4 piskefløde

4 spsk creme fraice, min. 18 %

Kornene fra en vanillestang

Skallen af 1 usprøjtet citron

+ rabarberkompotten

Pisk fløden til en stiv flødeskum.

Rør creme fraichen i med en dejskraber.

Befri kornene fra vanillestangen og kom dem i cremen. Riv citronen på den fine side af et rivejern ned i cremen. Rør citronskal og vanillekorn i cremen med løs hånd.

Rør til sidst kompotten i cremen, og sæt cremen på køl indtil servering.

 

Når kagen skal serveres, kommer du blot cremen ovenpå bunden, og pynter af med jordbær som du lyster – jeg brugte en hel bakke jordbær, og halverede bærrene. Desuden pyntede jeg med rød skovsyre, både blade og blomster.

Tak til H.W Larsen for at sponsorere præmien!

Squashkager m. cream cheese frosting

squashkage/LaCucinaNada

Selvfølgelig skulle vores havenisse, Urlaubnissen, også være med til kaffeslabarads.

Hvis du følger mig på Instagram, så er du vist udmærket klar over at jeg hænger en del ud med mange af mine naboer – både i Den Urbane Have og i en helt masse hygge-stunder. I den seneste tid har vi arbejdet på at få klargjort til at der skal etableres ny belægning under plantekasserne, og har bla bygget en loungesofa af paller som nu også står i den sorte farve som alle plantekasserne. Det bliver afgjort byens mest tjekkede urbanhave når den om et par dage står klar!

I et beskedent forsøg på at takke særligt én, som altid står klar med en hjælpende hånd, og som griber mange af mine impulsive idéer, bagte jeg forleden denne squashkage, en kage han havde talt om han gerne ville bage, men ikke havde fået gjort. I går sendte jeg så den lille gruppe naboer en sms med teksten: “Kaffe og kage i gården om et par timer – hvis vejret holder. Medbring dit eget krus”. Og det gjorde det, eller det holdt i hvert fald tørt. Altså som lovet medbragte jeg et fad med de små squashkager og varm kaffe på kanden. Naboerne stemte for at opskriften på denne saftige krydrede kage skulle på bloggen, så her kommer den:

Squashkager m. cream cheese frosting

– en lille bradepande el. ca.8-10 kager –

150 g blødt smør

150 g lyst muscavado sukker

250 g hvedemel

1 tsk bagepulver

2 spsk stødte krydderier: kanel, stjerneanis, allehånde og ingefær

3 æg

2 store håndfulde solsikkekerner

1 revet squash, max.ca. 450 g

Varm ovnen på 175 grader.

Skyl og tør squashen, skær den grove ende fra og riv den på den grove side af rivejernet. Kram en smule af vandet fra, og lade squashen dryppe af i en sigte.

Pisk sukker med smør. Rør æggene i.

Kom solsikkekerner og squash i dejen.

Bland krydderierne godt, og rør dem i melet. Rør ligeledes bagepulver heri. Og hæld nu mel-blandingen igennem en sigte i dejen.

Beklæd en bradepande med bagepapir, og hæld dejen heri.

Bag kagen i 1 time.

Lad den køle helt af på en rist, før den (evt.) stikkes ud og toppes med frosting.

Frosting:

50 g blødt smør

200 g flormelis

100 g flødeost naturel

Revet skal af en halv økologisk citron

Pisk flormelis med smørret, og tilsæt flødeosten – pisk nu til en jævn masse, max et par minutter. Rør citronskallen i med en dejskraber, og lad frostingen trække smag fra citronen inden du smører den på.

 

Du kan vælge at brede frostingen udover hele kagen, eller du kan udstikke mindre kager som jeg gjorde (se billedet), og komme frostingen på dem. Jeg brugte en dejskraber og en smørkniv, men du kan selvsagtens komme frostingen på med en sprøjtetylle og få et mere forfinet udtryk på de små kager. Blomsterblade fra spiselige blomster ville være rigtig fint at pynte af med, eks vis tagetes, men de blomstrer endnu ikke, så det må vente til en ny omgang kager i løbet af sommeren.

Jeg udstak kagerne med en udstikker, men man kan også bruge et lille glas el. lign.

 

Chokoladekage – en hyldest til FriisHolm chokolade!

Chokoladekage/LaCucinaNada

Der findes efterhånden uhyre meget god chokolade, også blandt danske producenter, men der er en chokoladeproducent der skiller sig ud efter mine chokolade-smagsløg, og det er FriisHolm chokolade. Hver en bid, hver en chokolade er en himmerigs mundfuld og en eksplosion af smag. Det er chokolade i luksus klassen, og normalt køber jeg det for at nyde det som det er, men da jeg forleden nød et stykke af min absolutte favorit, fik jeg lyst til at bage med den. Min favorit er Chuno 70% Double turned, som har en syrlighed og en markant krydret smag, og det var netop disse krydrede noter jeg ville fremhæve i en chokoladekage.

Kagen er sådan helt klassisk en luftig sag, sådan a´la en klassenstime-kage, blot i de luxe udgaven! Den holder sig saftig i flere dage, hvis altså du kan holde dig fra den …

Du kan selvsagt bruge nær sagt en hvilken som helst mørk chokolade, men gør dig selv den tjeneste at prøve med den her – dine smagsløg vil elske dig for det!

* * * * *

Chokoladekage:

– en rugbrødsform eller springform –

100 g Chuno 70% Double turned

250 g mørk muscovadosukker

2 æg

125 g smør

2 spsk stærk kaffe

250 g hvedemel

1 tsk natron

2 spsk kakao

1 tsk stødt ingefær

2 tsk stødt kanel

1 tsk groft salt

2 dl surmælksprodukt (jeg brugte ymer)

* * * * *

Varm ovnen på 180 grader.

Smør formen med en smule smør, og drys en smule mel i bunden.

Smelt smørret, og rør det med muscovadosukker, kaffe og æg til en luftig masse.

Hak chokoladen.

Sigt mel og kakao i æggemassen, og tilsæt krydderierne.

Pisk surmælksproduktet i dejen.

Rør til sidst den hakkede chokolade i dejen med løs hånd.

Hæld dejen i formen, og bag den i ca.50-60 min. Stik evt en strikkepind el lign i for at se om dejen hænger i.

Lad kagen køle af inden du nyder den.

* * * * *

Indlægget er på ingen måde sponsoreret, det er ene og alene et udtryk for min begejstring over den gode chokolade.

Citronkage m. kokos

Citronkage/LaCucinaNada

Jeg overraskes jævnligt over egne evner i køkkenet. Sådan i al beskedenhed. Som i går eftermiddags f eks hvor jeg fik lyst til at bage mig en fridagskage, og scannede køkkenet igennem for ingredienser, landede på noget med citron. Dét noget blev til en meget luftig citronkage, sådan helt i stil med citronmånen. Den tager sig ikke ud som den klassiske måne, da jeg ikke havde noget naturlig gul farve, men derimod kom en anelse af den skønne orange jeg har i glasuren. Du kan selvfølgelig farve din glasur som du lyster, eller blot have den hvid. Jeg dekorerede med kokoschips, som jeg kvaste let. Simpelthen fordi kokos og citron passer så eventyrlig godt sammen, hvis du spørger mig. Og så gør det jo ikke noget at det ser pænt ud, vel? Du kan i stedet rive skallen af en økologisk citron som pynt. Men prøv med de lækre sprøde kokoschips, de er altså bare lækre. Urtekram har dem i sit sortiment, og ellers kan de findes i Helsekostbutikker. Selv har jeg dem altid på lager, fordi jeg ofte topper min morgenmad med dem.

Det endte med at blive så god en kage, at jeg nu deler opskriften her på bloggen. Det var nu ellers slet ikke planlagt. Og selvom citronmåne-dillen har foretaget sig i madbloggerland, så går den jo aldrig rigtig af kage-mode, vel?

Af denne opskrift bliver der til én stor springform, eller to af de små.

Citronkage m. kokos:

250 g smør

250 g rørsukker

4 store æg

Saften af 1 økologisk citron samt kallen af 2 økologiske citroner

250 g hvedemel

2 tsk bagepulver

Glasur:

Ca. 200 g flormelis

Saften af 1 økologisk citron

Evt lidt naturlig frugtfarve

+ koldt vand til glasuren har en fast og ikke for flydende konsistens

_ _ _ _ _

Tænd ovnen på 200 grader, og sæt risten næstnederst.

Smelt smørret, og hæld det i en større skål. Pisk nu smør og sukker sammen.

Bland mel og bagepulver.

Pisk æggene i smørblandingen ét ad gangen.

Pres citronerne, og hæld halvdelen af saften i dejen. Riv begge citroner, uden at du får det hvide med, og kom det ligeledes i.

Hæld nu melet i lidt ad gangen, og pisk dejen ensartet.

Beklæd springformen(e) med bagepapir, og hæld dejen heri. Bag kagen/kagerne i ca. 30 min. – lav strikkepindstesten.

Lad kagen køle af, og rør imens glasuren. Når kagerne er afkølede kommes glasuren på – hæld fra midten, og hjælp evt glasuren udover hele kagen med en dejskraber. Drys nu kokoschips udover imens glasuren er våd.

 

 

 

Æbletærte m. kanel

æbletærte/LaCucinaNada

Noget jeg vender tilbage til igen og igen er æbletærten. Den er overkommelig at tilberede, og så smager den jo guddommeligt godt. Til min gru opdagede jeg at der ikke var en opskrift på bloggen på æbletærte, og da det er lykkedes mig at ælte mig frem til den perfekte mørdej, så skulle I jo ikke snydes for opskriften.

Æbletærte m. kanel:

Mørdej:

125 g blødt smør

2 æggeblommer

250 g hvedemel, type 00

100 g sukker

1 knivspids groft salt

ca. 3 spsk koldt vand

Fyld:

6 mellemstore søde æbler

1 strøget spsk stødt kanel

 

Bland alle ingredienserne til mørdejen, på nær vandet som du samler dejen med. Måske skal du bruge en smule mere vand, dejen skal hænge sammen, men må ikke være for klistret. Sæt den på køl en times tid. Rul den ud på et meldrysset bord, og kom dejen i en slip-let tærteform, tryk den godt ind i kanterne og skær evt overskydende dej fra.

Skyl æblerne, og halvér dem. Befri dem for kernehuset, og skær i både. Bådene deles yderligere i 3-4 skiver. Læg nu bådene taglagte rundt i formen. Drys kanel udover og bag tærten i 30 min i n forvarmet ovn på 175 grader.

Server gerne med en fuldfed creme fraiche til, og nyd den allerhelst lun.

OBS: hvis du har overskydende mørdej, så frys det og brug det i en lille tærteform eller bland det med en anden rest mørdej til endnu en tærte!

Pæretærte m. crunch

pæretærte/LaCucinaNada


Noget af det bedste ved denne årstid er de modne danske pærer, at sætte tænderne i sådan en saftig sød pære …. mums. Pærer kan bruges til alt muligt, de kan syltes, de kan kommes i salater, nydes til oste, laves til kompot og så er de bare gode at bage med!

Her har jeg bagt en simpel tærte, en tærte der består af en mørdej, pærer lagt ovenpå og som så er toppet med revet marcipan, en smule rørsukker og friske hasselnødder. Hasselnødderne er også i sæson lige nu, og det er bare om at plukke løs af dem hvis du har adgang til et træ. Toppingen giver et sprødt låg, og et godt crunch når man tygger i et stykke, ligesom denne mørdej bliver sprød i kanten. En rigtig efterårsbebuder af en tærte.


 

Mørdej:
100 g smør
150 g hvedemel
80 g rørsukker
1 æg

Fyld:
4 pærer
100 g marcipan
1 spsk rørsukker
En god håndfuld (friske) hasselnødder

Bland mel m smør hakket i mindre stykker, bland det med fingrene. Tilsæt sukker og rør dejen sammen med ægget til du får en sammenhængende dej.

Opbevar dejen på køl imens du gør resten klar.

Skyl og tør pærerne, skær dem i halve og skær kernehuset ud. Skær pærerne en gang mere, sådan at du har brede både.

Riv marcipanen groft. Halvér nødderne.

Drys en smule mel på køkkenbordet, og rul dejen ud. Læg dejen i en tærteform, og tryk den godt op af kanterne. Hvis du ikke bruger en slip let form, husk da at pensle formen en smule så dejen ikke hænger i.

Fordel pærerne på dejen, eks vis i en sol med de bredeste ender mod kanten. Fordel marcipanen og nødderne over pærerne og strø sukker udover.

Bag tærten i ca. 35 min. på 175 grader.

Nyd den lun, evt m creme fraiche til.


Du finder flere lækre opskrifter med pære her.

Lækkerier med pærer

PærerLaCucinaNada

Det er sæson for danske pærer lige nu, og det er bare om at nyde dem! Dels er de jo lækre blot som de er, men de egner sig også rigtig godt til at blive bagt, til desserter og til at sylte. Og lad dig nu ikke skræmme med det der med at sylte frugt, for det er faktisk smadder let. Jeg har samlet mine opskrifter med den smukt formede frugt her, mon ikke der er noget der kan friste?

Pærer kan både henkoges og syltes, her er to bud på syltede pærer: Pærer syltede i Muscat og Vanille-citron syltede pærer. Begge er rigtig lækre til is, kager og ost. Også skåret tyndt ovenpå et surmælksprodukt eller morgengrøden.

Kog en mos af pærer, og brug dem i en Pæretrifli.

Eller bag med pærer f eks en Tarte Tatin m. 3 slags frugt, høj aktuel lige nu da den har blommer og æbler udover pærer. En anden lækker kage er en crumble, der med sin sprøde overflade og bløde pærer gør ganen rigtig glad; Pærecrumble m.marcipan og nødder.

Hvilken er din favorit med pærer? Er du mest til æbler eller pærer? Har du mon et godt tip til at bruge pærer i maden/bagværket?

Pærecrumble/LaCucinaNada