Citronkage m. kokos

Citronkage/LaCucinaNada

Jeg overraskes jævnligt over egne evner i køkkenet. Sådan i al beskedenhed. Som i går eftermiddags f eks hvor jeg fik lyst til at bage mig en fridagskage, og scannede køkkenet igennem for ingredienser, landede på noget med citron. Dét noget blev til en meget luftig citronkage, sådan helt i stil med citronmånen. Den tager sig ikke ud som den klassiske måne, da jeg ikke havde noget naturlig gul farve, men derimod kom en anelse af den skønne orange jeg har i glasuren. Du kan selvfølgelig farve din glasur som du lyster, eller blot have den hvid. Jeg dekorerede med kokoschips, som jeg kvaste let. Simpelthen fordi kokos og citron passer så eventyrlig godt sammen, hvis du spørger mig. Og så gør det jo ikke noget at det ser pænt ud, vel? Du kan i stedet rive skallen af en økologisk citron som pynt. Men prøv med de lækre sprøde kokoschips, de er altså bare lækre. Urtekram har dem i sit sortiment, og ellers kan de findes i Helsekostbutikker. Selv har jeg dem altid på lager, fordi jeg ofte topper min morgenmad med dem.

Det endte med at blive så god en kage, at jeg nu deler opskriften her på bloggen. Det var nu ellers slet ikke planlagt. Og selvom citronmåne-dillen har foretaget sig i madbloggerland, så går den jo aldrig rigtig af kage-mode, vel?

Af denne opskrift bliver der til én stor springform, eller to af de små.

Citronkage m. kokos:

250 g smør

250 g rørsukker

4 store æg

Saften af 1 økologisk citron samt kallen af 2 økologiske citroner

250 g hvedemel

2 tsk bagepulver

Glasur:

Ca. 200 g flormelis

Saften af 1 økologisk citron

Evt lidt naturlig frugtfarve

+ koldt vand til glasuren har en fast og ikke for flydende konsistens

_ _ _ _ _

Tænd ovnen på 200 grader, og sæt risten næstnederst.

Smelt smørret, og hæld det i en større skål. Pisk nu smør og sukker sammen.

Bland mel og bagepulver.

Pisk æggene i smørblandingen ét ad gangen.

Pres citronerne, og hæld halvdelen af saften i dejen. Riv begge citroner, uden at du får det hvide med, og kom det ligeledes i.

Hæld nu melet i lidt ad gangen, og pisk dejen ensartet.

Beklæd springformen(e) med bagepapir, og hæld dejen heri. Bag kagen/kagerne i ca. 30 min. – lav strikkepindstesten.

Lad kagen køle af, og rør imens glasuren. Når kagerne er afkølede kommes glasuren på – hæld fra midten, og hjælp evt glasuren udover hele kagen med en dejskraber. Drys nu kokoschips udover imens glasuren er våd.

 

 

 

Rabarber Crumble m.kokos

Rabarbercrumbleblog

Crumble kan man lave med mange slags frugter og bær, og det er en meget let dessert at lave. Den må være blevet til ud fra hvad-mon-jeg-har-i-skabet, tænker jeg, for det er jo lidt en gang ruskomsnusk-kage. Men godt er det. Blandingen mellem den bagte frugt og det sprøde knasende låg er noget af det bedste i følge min søde tand. Særligt hvis frugten eller bærrene er let syrlige. Mums.

Crumble er en god dessert at lave når man har gæster, for den kan stå og passe sig selv i ovnen, imens I nyder hovedretten!

Nu det er rabarber sæson er det helt oplagt at lave en Crumble med de let syrlige lyserøde stængler, velvidende at de hverken er en frugt eller et bær.

Min Crumble-dej veksler lidt mellem hvad jeg har på lager, f eks er marcipan ret lækkert i. Her har jeg kommet kokosflager i, der passer afsindig godt til rabarber.

* * * * *

La Cucina Nada´s Rabarber Crumble m. kokos:

– 4-6 pers.-

5 rabarber

75 g smør

2 spsk honning

En stor håndfuld mandler

To store håndfulde havregryn

En stor håndfuld kokosflager (jeg brugte Urtekrams “Ristede Kokoschips”

Skyl rabarberne og skær dem i små stykker. Læg dem i bunden af et ildfast fad.

Hak mandlerne groft.

Bland havregryn med mandler, og smuldr smørret i sådan at “dejen” bliver lidt sammenhængende i klumper, og at smørret fordeler sig over så mange af grynene som muligt.

Mas kokosflagerne let, og bland dem i.

Fordel “dejen” ovenpå rabarberne, og giv den øverst honning fordelt så godt som muligt.

Bag desserten i ovnen ved 175 grader i ca. 35 min., eller til den er let gylden. Hold øje med den undervejs så den ikke bliver brændt i overfalden.

* * * * *

Nyd Crumblen lun, gerne med en fuldfed cremefraiche, double cream eller flødeskum til. Eller blot som den er.

Rabarbercrumbleblog2

Har du prøvet at spise crumble til morgenmad? Nøj det er godt.

Du finder flere opskrifter med Rabarber på La Cucina Nada, bla på Rabarber Milk Shake, Rabarber Snegle og Rabarber Tiramisu.