Kransekage

Velvidende at de fleste nok først laver kransekage om næsten et år, så vælger jeg at dele opskriften på mine nok mest vellykkede kransekager her umiddelbart efter nytår alligevel. Der er ikke meget hokuspokus over selve kransekagemassen, det er nok snarere formen på dem og afbagningen der kan drille lidt. I denne masse har jeg tilsat en smule flydende honning, som viste sig at gøre massen lettere at arbejde med, og som samtidig giver dem et lille smagspift.

Udover den lille hemmelige ingrediens, er dette helt klassiske kransekager uden smagstilsætning og andre dikkedarer. Har du lyst til at lege lidt med formatet så se min opskrift på Kransekagehjerter m.frysetørrede rabarber og pistacienødder

 

Hvordan kan det egentlig være at vi ikke laver kransekage noget oftere? Det smager jo virkelig godt! F eks kunne man jo bage kransekage til eftermiddagskaffen, til fødselsdagsbordet eller til at nyde på en sommeraften med liflig sødlig vin.

Kransekage:

ca. 18-20 stk.

250 g marcipan

1,5 æggehvide

200 g flormelis

2 spsk flydende akaciehonning

Riv, eller skær flager af marcipanen ned i en skål. Tilsæt flormelis og honning, og ælt det ind i marcipanen. Hæld æggehviden ved, lidt ad gangen og ælt massen til den er sammenhængende. Massen er noget klistret, så du kan også køre den på en røremaskine.

Lad massen stå og trække sig sammen en halv times tid inden du former kransekage-stykkerne.

Kom bagepapir på en bradepande.

Form nu små pølser af ca 30 gram stykket, og sæt dem efterhånden på bagepladen. Dyp en smørekniv i koldt vand og brug den til at danne lige og skarpe ender med ved at presse fladen på kniven mod enderne. Med tommel,- og pegefinger (pincetgrebet) trykkes stykkerne op  i en trekant, en tagryg om man vil. Lad stykkerne stå og tørre lidt ind inden bagning.

Ved bagning sætter du en ekstra bageplade under, sådan at du undgår at stykkerne brænder på i bunden.

Bag kransekagestykkerne v.180 grader i ca.12 min. midt i ovnen. De skal være let gyldne når de er færdige, men ikke hårde udenpå – de bliver hårdere når de køler af. Lad dem køle helt inden du evt kommer glasur på.

Glasur:

1/2 æggehvide

Ca. 100 g flormelis

Rør flormelis lidt af gangen i æggehviden til den er fast nok til at du kan trække en top op.

Kom glasuren i et lille cornette eller en lille sprøjtepose, sæt kransekagestykkerne på en bagerist med bagepapir nedenunder og dekorer dem – så du ikke får “fødder” på glasuren. Lad dem stå til glasuren er helt tør, og kom dem derefter i en kagedåse el lign til de skal spises.

Kransekagehjerter m. frysetørrede rabarber

Kransekage/LaCucinaNada

Så er nytårsløjerne i gang på La Cucina Nada!

På årets sidste aften hører kransekage sig til, og jeg bager det som oftest uanset om jeg står for nytåret eller ej – jeg ELSKER simpelthen kransekage! Især når man bruger gode råvarer til bagningen, og her er marcipanen jo den væsentligste ingrediens, så brug en rigtig god en, hvor procentdelen af mandler er høj.

At  bage kransekage kræver altså ikke konditorevner – særligt hvis du ikke sigter efter et overflødighedshorn, for man kan bage kransekage i alskens former, hvor det klassiske tårn og overflødighedshornet er nogle af de festligste, og man kan vælge at bage dem i de små velkendte aflange stykker. Eller bage kransekage konfekt.

Jeg ynder at forme kransekagemassen som tal, bogstaver, i stjerner eller som her, hjerter, og supplerer med små kugler som jeg maser let flade og pynter med nødder – de bruges som ekstra fyld ved anretningen af kransekagen. Tallene kan f eks både være årstallet man går ud af, og året man går ind i – så kan man jo f eks spise det forgangne år først. Noget jeg ikke har leget så meget med, er at tilsætte en smag til kransekagen, så det skulle prøves af.

Og sikke et vellykket resultat!

Jeg har valgt at komme frysetørrede rabarber i for at få et snert af sommer, og suppleret med limeskal for friskheden. Du kan pynte dine kransekager med nær sagt hvad som helst, selv kan jeg bedst lide nødder, og evt at pensle dem i bunden med chokolade. Glasur er jeg normalt ikke så pjattet med, men en smule på kransekagerne i anledning af nytåret er jo festligt – og hvorfor så ikke lege med farven (og smagen) her? Du kan farve din glasur med både saft og sirup, men også med pulver af et bær, og da jeg lå inde med brombær pulver fra Mill & Mortar kunne jeg ikke dy mig for at lege med det. Af nødder valgte jeg denne gang usaltede pistacienødder da de er så smukke, og matcher limen på fineste vis.

Du laver kransekagemassen sådan her:

200 g marcipan

100 g flormelis

1/2 æggehvide (gem resten til at “lime” med)

Skallen af 1 usprøjtet lime + saften af 1/2 lime

3 tsk frystørrede rabarber

* * * * *

Ælt det hele sammen, hold igen med æggehvide, da massen ikke må blive for klistret.

Del dejen i tre-fire dele, og tril pølser på tykkelse med en tyk finger, ca.30 cm lange. Tril dem på en bagepapir med en smule flormelis på.

Form nu pølserne til hjerter, og mas enden forsigtigt sammen der hvor hjertet samles. Lim evt ved at dyppe fingeren i en smule æggehvide og smør det på. Lim også evt “sprækker” på samme måde.

Hvis du pynter med pistacienødder, så sæt dem med et let tryk ned i hjerterne inden bagning.

Bag hjerterne på en bageplade med bagepapir på, sæt en bagplade nedenunder hvis din ovn giver kraftig undervarme. Bag dem ved 200 grader i 8-10 min. – hold godt øje med dem. De er færdige når de er let lysebrune.

– Der bliver til ca. 4 hjerter af denne portion, hvis du skal bage til en del, så lav en dobbelt portion.

Jeg pyntede som sagt med glasur, som jeg blot rørt af flormelis og en anelse brombærpulver. Det ene hjerte fik også en smule af de frysetørrede rabarber, trykket forsigtigt ned i den våde glasur.

Tip: du kan også bruge andre slags frysetørrede bær, både de og pulver af bær fås hos Specialkøbmanden, i Mad & Vin og andre specialforretninger.

* * * * *

Kransekagerne kan som sagt også bages som små brød, her triller du ligeledes kransekagemassen til pølser, og skærer dem ud i den størrelse du ønsker. Tryk brødene i enderne så de får en så lige kant som muligt, og lav en lille tag-ryg med tommel og pegefinger så de danner en spids kant. Eller lad fantasien råde, og leg med formerne.

Opbevar kransekagen i en kagedåse, eller anden lufttæt beholder til den skal spises – den kan sagtens bages et par dage før.

OBS. Hvis massen bliver klistret undervejs (det gør den af varmen fra fingrene), så læg den på køl og arbejd videre med den når den er kølet ned. Lad være med at blande mere flormelis i, det gør kransekagen tør.

HUSK: hvis du spiser hjerterne ved midnat nytårsaften, så server søde eller halvsøde bobler til, ellers hviner det sure mod det søde.

Godt nytår!