Mujaddara, en guddommelig fattigmandsret fra Mellemøsten

Mujaddara/LaCucinaNada

Er der et køkken som jeg synes slet ikke får nok opmærksomhed, så er det det mellemøstlige! Der er så mange retter, som tolkes fra egn til egn og som har sit nationale kende som er afsindig lækre. Især er det der mange krydderier som gør at jeg er VILD med dét køkken. Selv halv kedelige grøntsager får nyt liv når de piftes op med allehånde, koriander, spidskommen, kanel osv. Og så er udbuddet af vegetariske retter enormt, hvilket gør at jeg ofte tyr til de eksotiske opskrifter fra især Libanon, Palæstina og Irak.

Som barn elskede jeg når min Far en sjælden gang gik i køkkenet, eller når han havde lækkerier med hjem fra sine rejser eller som han havde fået af sine venner. For dengang var der ikke velassorterede grønthandlere som i dag, og han skulle derfor tænke kreativt når han skulle diske op med retter fra sin hjemstavn. Hvad jeg ikke var klar over dengang, var at den mad han havde forladt i Ramallah i høj grad består af vegetariske retter, og en hulens masse opskrifter på lækkert grønt tilbehør. Og jeg kendte slet ikke omfanget af linser, bønner og ærter som bruges i de køkkener. Det gør jeg i langt højere grad i dag, og denne ret summerer det bedste i én servering: det bløde, det sprøde, det krydrede, det sødlige og det syrlige.

Mujaddara/LaCucinaNada

Opskriften er udviklet i samarbejde med ASA Spice som en måned (til d.12.2.15) sælger krydderierne som en blanding – Nadas Mujaddara, simpelthen. Du kan selvfølgelig også vælge at lave retten med hele krydderier, men det gør det nu engang lettere i en travl hverdag, at have krydderierne samlet i ét. Blandingen kan sagtens bruges til andre retter, eks vis udblødte kogte kikærter som steges let af i blandingen, eller du kan krydre lam med den.

Blandingen består af: Spidskommenfrø, Korianderfrø, Safran, Allehånde, Kanel, Kommen, Cayennepeber og Laubær. Alle stødte og afmålt sådan at forholdet passer til retten.

Jeg har ladet mig inspirere til et miks fra flere lande til min opskrift, i denne indgår rosiner og så har jeg tilsat oliven for at få lidt mere syrlighed til retten. Begge dele kan udelades.

Mujaddara er en klassisk ”fattigmandsret” fra mellemøsten, hvor den laves i flere udgaver, men altid består af ris, linser og som prikken over i´et, de sprødstegte løg på toppen. Spis den som den er, som en mættende vegetarisk ret, gerne med yoghurt og eks vis stegt aubergine eller andre grønne små-retter til, eller server den som tilbehør til eks vis kylling.

Retten tager kun 35 min. at tilberede.

Opskriften er til 1 pers.

Mujaddara/LaCucinaNada

Mujaddara:

50 g grønne linser (brune kan også bruges)

50 g basmati ris

4 spsk olivenolie

1 tsk med top Mujaddara mix

Groft salt

1 stor håndfuld korender eller rosiner

1 stor håndfuld oliven uden sten

Samt

1 mellemstort løg

Ca.0,5 dl smagsneutral olie

2 nip groft, eller flagesalt

Evt. chiliflager ved servering

 

Sæt linserne i kog med rigelig vand, og lad dem simre i 10 min.

Skræl løget, og skær det i meget tynde ringe. Varm olien op i en sauterpande til de syder – test med en tændstik, og kom løgene heri. Steg dem sprøde, og lad dem dryppe af på fedtsugende papir. Steger du løg til flere portioner, steg dem da lidt ad gangen.

Hæld olien fra panden, og tør den let over. Varm nu olivenolie op i panden, og kom krydderi blandingen på panden sammen med risene. Rør godt i risene, sådan at de suger krydderierne til sig. Hæld linser og det meste af vandet fra linserne på, og lad det simre i 15 min. ved svag varme under låg.

Smag til med salt, og kom oliven og rosiner/korender ved, og lad det hele trække under låg i 10 min.

Ved servering toppes med de ristede løg, og evt et drys chiliflager.

TIP: retten kan udvides med kikærter, for at få endnu mere fylde. Desuden kan den laves af en rest ris eller linser.

MadbloggerUdfordringen#5: #NordiskJul-Sjælevarmer

MadbloggerUdfordringen#5NordiskJulLaCucinaNada

Umiddelbart lød det jo som en ret så let udfordring, Nordisk Jul. Tag begrebet lidt i munden, tyg på det, luk øjnene, og forestil dig så hvad du forbinder med det. For mit indre har jeg set sådan helt klassisk op pyntede julehjem for mig, sådan nærmest som tegnet af Carl Larsson. En hel masse nisser. Bukke bundet af halm. Løgblomster i massevis. Juletræer pyntet med flagranke, trommer og trompeter som en salut til nederlaget i 1864 og et forsøg på oprejst pande ind i danskheden.

Men det med danskheden er jo lidt skægt når vi taler jul. I hvert fald den jul der kommer på middagsbordet, adventssøndagene, julefrokosterne og i form af varme drikke ifølge med snask, for der er julen knap så nordisk når det kommer til stykket. Og så igen, er det ikke netop det udsyn som går helt tilbage til de skatte vikingerne hjembragte fra togterne, op igennem middelalderen og frem til i dag, der har bragt os eksotiske krydderier, appelsiner, mandler, rødvin og andre fremmede sager der indgår i nutidens mad-jul?

Med det i tankerne har jeg haft pønset på en hyldest til den del af danskheden der igennem årtusinder har favnet mangfoldigheden helt ind i køkkenerne, og har ladet sig inspirere til et miks af nordiske råvarer og elementer fra sydlige og fjerne egne. Den tager afsæt i noget meget nordisk, nemlig æblet. Den er en kærlighedserklæring til varme, sødlige, pebrede og eksotiske krydderier, som min jul ikke ville være foruden. Og så er den en hyldest til noget af det jeg forbinder enorm meget med jul, sjælevarmeren, eller den varme drik om du vil.

Tag den med i termokanden så I har noget at varme jer på, på vandreturen, eller gør den klar til når I kommer hjem med juletræet. Drik den når du har vintersnue, eller blot fordi du har lyst.

MadbloggerUdfordringen#5LaCucinaNada


 

#NordiskJul Sjælevarmer: (1 pers.)

25 cl ufiltreret æblemost

1 snapseglas snaps/akvavit (O.P Anderson laver en rigtig fin neutral økologisk én af slagsen

4 kardemommefrøkapsler

1 kanelstang alt efter tykkelse, ellers flager fra en tyk

3 hele allehånde

1 stjerneanis

1/4 tom vanillestang

Evt 1/4 tsk muscovado,- eller rørsukker. Alternativt æblesirup.

2-3 skiver æble

Mas kardemommekapslerne let, eller varm dem på en tør pande sådan at kapslen slipper frøet. Kom alle krydderierne i en the-si (jeg bruger engangsfiltre, og binder en knude på den).

Hæld æblemost og sukker i en gryde, og varm forsigtigt op til sukkeret opløses. Læg nu sien i, og lad det simre ved laveste varme i min.10 min. Hæld snapsen i og lad den simre med i ca.5 min. Smag til. Tag sien op af gryden.

Skær et par af æbleskiverne i halve og lad dem varme med kortvarigt. Skær en rille i den sidste æbleskive, og sæt den på glasset efter du har hældt sjælevarmeren i.

Nyd den varm, og glæd dig over Kongen af nordiske frugter i samspil med varme krydderier fra sydens sol og varme. Glædelig Jul.


I dette nr. af FairNOK finder du en lignende opskrift, nemlig på min Æbletoddy med rom. Den er mere sødlig end denne æble-sjælevarmer, som er med den meget nordiske snaps.

Billederne er inspirerede af stylingen til netop disse opskrifter – tak til den dygtige fotograf Line Falck for at lære mig et par tips!

 

 

 

 

 

 

 

Krydderi på tilværelsen

Ja altså ikke i overført betydning, men den slags man krydrer maden med. Og det er den slags krydderi dette indlæg ganske kort handler om. Ved dagens tullen rundt mellem staderne i Torvehallerne, faldt jeg i snak med den skønne og inspirerende Nadia Bouchet der har Krydderiet. Nadia gør sig udpræget i kvalitetsprodukter, og har til min glæde også økologiske krydderier. Det er denne serie fra Provence d´antan, indkøbt i Frankrig:

Er de ikke bare smukke, de dåser?

Et krydderi jeg fandt særlig interessant var en blanding fiskekrydderi, herbes de poissons, og det fordi jeg ofte har svært ved at krydre fisk. Nadia gav mig et fif til at røre det i en fiskefars, da krydderiblandingen smager særlig godt i fiskefrikadeller. Blandingen består af: fennikel, rosa peber, kardemomme og selleri. Vi fik os en længere snak om hendes udvalg af sirup, eddiker og krydderier, og jeg var fristet til at købe indtil flere af slagsen. Jeg fik et par prøver med hjem, så jeg kunne eksperimentere lidt med smagen og prøve mig frem, hvilket allerede har fået mig overbevist. Så Nadia, vi ses snart igen i “Krydderiet”!

Du kan evt finde Krydderiet, Torvehallerne KBH på facebook og følge de nye varer der kommer og bla finde opskriften på en cocktail jeg bare MÅ smage: en Mimosa Daiquiri, lavet på mimose sirup der forhandles i “Krydderiet”!

Og fiskefrikadeller blev det (og hun havde så ganske ret, mums de smagte virkelig af noget …)