Ramsløgpesto

Når man her i foråret på en gåtur i skoven, en park eller hvor de nu ellers har fået forvildet sig hen, og duften af hvidløg pludselig rammer én, så ved man at man har fundet det grønne guld: ramsløg. Jeg har her i mit nærområde fulgt planten fra den stod helt spæd til nu hvor den er i fuldt flor, med de yndigste hvide blomster. Egentlig synes jeg sæsonen er gået lige lovlig hurtigt i år, for på mit sankested er bladene faktisk allerede blevet gullige og smagen er ved at blive harsk. Men måske du har adgang til ét sted hvor de stadig står struttende og meget grønne, og i så fald: kom ud og pluk !

Hvis du ikke lige har tid til at omsætte ramsløgene efter sanketuren, så skyl den grundigt, slyng den i en salatslynge og opbevar dem enten i frysepose på køl nogle dage eller frys dem.

Ramsløg var en af de første vilde planter jeg sankede og ramsløgpesto har i en hel del år nu, været en del af mit køkken. Jeg tilbereder ofte en lidt større portion, og fryser den i mindre bøtter. I den del jeg fryser, tilsætter jeg ikke parmesan, fordi jeg synes pestoen bliver knap så god med parmesan i efter den har været på frost. Det er meget let at rive parmesan og røre den i når den skal bruges. Ramsløgpesto kan bruges på rigtig mange måder – helt oplagt sammen med pasta ! Men prøv den også på kogte kartofler, i en sandwich, som tilbehør til kød eller hvor du tænker smagen af hvidløg, umami og noget friskt vil passe til. På billedet herunder har jeg sat et glas ramsløgpesto på et charcuteriebræt, hvor den passede rigtig godt sammen med de fede og krydrede salamier, men også med de lidt ferske tørre oste.

I stedet for pinjekerner kan du bruge f eks solsikkekerner, ligesom du kan vælge en anden tør fast danskproduceret ost i stedet for parmesan. På den måde får du måske en mere nordisk udgave af pestoen med andre smage.

 

Ramsløgpesto:

50 g pinjekerner

Ca.100 g ramsløg

Ca. 1 dl olivenolie, evt mere

100 g parmesan

Frisk kværnet peber

 

Skyl ramsløgbladene grundigt og slyng dem i en salatslynge.

Snit bladene i mindre stykker.

Kom ramsløg, pinjekerner og olien – lidt af gangen – i en blender eller en større skål og kør med stavblenderen.

Riv parmesanosten og rør den i.

Smag til med peber, og evt salt – jeg kommer ikke salt i, da jeg synes parmesanen er salt nok. Husk at pestoen også trækker smag, hvis ikke du bruger den med det samme. Man kan altid smage den til ved brug, evt også med citronskal.

Opbevar pestoen på køl i et lille rengjort og skoldet syltetøjsglas eller en plastbøtte med låg.

Prøv også ramsløgsmør , som er helt vildt let at lave og som bare smager SKØNT ! Eller ramsløgmayonnaise som kan bruges til alt fra røget fisk og i sandwiches.

 

Reklamer