365 retter til børnefamilien: velkendte retter, og sjove påfund.

365-retter-300x300

 

Hun har gjort det igen, Sabine Lemire, udgivet en bog. Denne gang har hun begået en kogebog med 365 retter til børnefamilien, som titlen lyder. Det er nu ikke helt retter alt sammen, men en god blanding af velkendte børnevenlige retter, retter man måske ikke lige tænker børn kan spise og så en hulens masse gode idéer. Idéer til servering, anretning og til måske at få det til at glide lidt lettere ned for de små.

Sabine agiterer for at man tager børnene med i køkkenet, for som hun skriver, så er børn nysgerrige og ved at de selv er med i tilberedningen, mener hun at de måske tør smage på mere ved middagsbordet.

Jeg kan ikke være mere enig med Sabine, og har indtil flere gange slået på tromme for at børn har sin regelmæssige gang i køkkenet. Og nej, jeg har ikke selv børn, og oplever derfor ikke ulvetimen med genstridige trætte børn, så hvad berettiger mig til at hævde en sammenhæng? Som pædagog igennem mere end 11 år, har jeg arbejdet med børn og mad, og dét med fokus på det sanselige. Børn skal have lov at lugte til maden, pille ved den, lege med den. Indenfor en hygiejnemæssig grænse, og med respekt for råvarerne. Men den har de allerfleste børn faktisk fra naturens side, og så har de netop den nysgerrighed Sabine pointerer. De VIL gerne lære om hvor hvad stammer fra, hvordan man tilbereder det, og hvad forskellen på forskellige tilberedningsmetoder er. Her taler jeg selvfølgelig om det store barn, barnet i indskolingsalderen, som er de børn jeg har arbejdet med igennem hele mit pædagogiske liv.

Jeg har fået indtil flere idéer efter jeg har bladret lystigt i bogen!

Sabine må af nogen vide hvilke genvordigheder det kan føre med sig, når man tager børnene med i køkkenet for at tilberede aftensmaden, hun har nemlig hele fire af dem og er alenemor! Hvis man oplever at det bliver til konflikter i køkkenet, så tror jeg det er vigtigt at afstemme forventningerne med sig selv inden man har de små kokke med. I institutionen er det klart defineret hvad børnenes rolle er når vi serverer eftermiddagsmåltidet og morgenmaden. Desuden graduerer vi opgaverne efter kundskaber, og finder langsomt ud af hvor meget et nyt barn kan, samt øger sværhedsgraden lige så stille og roligt for dem alle. Succes-kriteriet er at de børn der er med i køkkenet, for hænderne i det, og tager et medansvar for tilberedning, servering og oprydning. Måske er det blot at skrælle et par gulerødder, eller gøre serveringsvognen klar og tørre borde af. Men de har været med i processen. Og jeg ved godt at det er under anderledes rammer når vi serverer mad i fritidsinstitutionen end når I børnefamilier gør det derhjemme. Og at børn lærer bedst af andre børn. Men jeg holder stadig på, at børn får det mest naturlige forhold til mad ved selv at være en del af tilberedningen af den.

Jeg har flere gange lavet grøntsags-ansigter på tallerkenen til børnene i vores Café, og har på den måde fået dem til at smage på nye grøntsager. I bogen her har jeg fået et par idéer mere til det jeg vil kalde legende mad.

I en institution som den jeg arbejder i, er vi underlagt nogle forskellige ting, såsom hygiejne, en vis økologi % samt økonomi. Samtidig kører vi indimellem også i ring, og laver madplan ud fra hvad vi ved de fleste børn kan lide. Det tror jeg også mange børnefamilier gør. Men børn skal jo også præsenteres for nye smage, teksturer, dufte og konsistens, og derfor kan en bog som “365 retter til børnefamilien” være med til at introducere til fornyelse.

 

Sabine har en legende tilgang, og har også i denne bog sneget de kreative hobby-idéer ind. Eks vis forskellige forslag til at servere den velkendte sandwich på, og du finder f eks to udgaver af det hun kalder roulademadder i bogen. Der er små fif, som at tegne ansigter på de blødkogte æg og en virkelig fin idé med at tegne små ansigter og hilsener til at sætte på frugten der skal med i institution og skole. Der er indtil flere madpakke-idéer i bogen, som jeg tror vil så smilet frem hos poderne.

I skole-vinterferien skal jeg have Madværksted med ungerne, et madværksted hvor vi skal lave eks vis müsli til at servere om morgenen. Udover min egen granola skal vi også lave Sabines Ymerdrys.

Der bliver ikke sparet på hverken frugtfarve eller sukker i bogen, men der skal jo være forskel på hverdag og fest, og der er rigtig mange sunde alternativer at finde også – eks vis æbleparaplyen, fuglereder med sundt slik, müslibarer og rugbrødshapsere.

Sabines franske ophav fornægter sig ikke, og der er bla opskrift på bûche de noel , frølår og en særlig specialitet fra Vendée hvor Sabines franske familie stammer fra, nemlig préfou, et hvidløgsbrød. Hun skriver da også i forordet at hun aldrig har sparet på hvidløg og krydderier, det tror jeg er en klog strategi. Igen har jeg qua min erfaringer med børn og mad, oplevet at de ikke er spor krydderi forskrækkede.

I skole-vinterferien skal børnene have “Allans kartoffelpizza” som du finder opskrift på i bogen – den ved jeg bliver ét sikkert hit.

Bogen er inddelt i kategorier så det er let at slå op i de forskellige afsnit, og der er billeder til alle 365 retter/idéer. Man får ikke en bog hvor man i et år, blot kan købe ind efter opskrifterne til aftensmaden, men man får en bog hvor man får idéer til at pifte det velkendte op, turde servere noget nyt for sine børn og kan lade sig inspirere til den ikke alt for sukker-holdige weekendhygge. Og så får man en kogebog, der med de allerfleste opskrifter beviser at børn sagtens kan være med til at tilberede maden.

Bogen er udgivet af Carlsen, og koster 250 kr. Den fås i boghandlere eller kan købes på Sabines hjemmeside.

 

Reklamer

Tun-frikadeller i en travl hverdag

I de forgangne uger har jeg haft drønende travlt. Ikke så meget i køkkenet, men især på mit arbejde og med studiet. Faktisk så travlt at jeg ikke fik overholdt den madplan, jeg ellers lavede sidste weekend. Og så har jeg været træt. Ualmindelig træt. Nogle dage så træt, at jeg ikke orkede købe det sidste ind der manglede, ej heller at lave mad.

Nu står den på nogle fridage. Ikke fridage til at benytte mig af byens mange kultur tilbud, eller til at tage ud i den smukke efterårs skov. Nej den står såmænd på læsning og opgave skrivning. En opgave jeg synes jeg havde styr på hvordan skulle grejes … lige indtil min vejleder stillede de helt rigtige u-ærbødige spørgsmål, fulgt op af en telefonisk coaching. Så nu skal den tænkes om har jeg besluttet. Men det gør ikke spor, for hold op hvor det rykker mig, og min antagelse om mit lederskab og mine tanker om min erhvervsmæssige fremtid!

For at få tankerne på plads, og for at få nogle hvil, har jeg selvfølgelig et par mad-relaterede projekter på tegnebrættet i ugens løb. Det er uden tvivl i køkkenet jeg slapper allermest af.

Ligesom jeg slapper af når jeg har styr på min frokost, som efterhånden er blevet dagens lille helle på min travle arbejdsplads. I den forgangne uge har det skredet noget, og en dag blev det til et stykke knækbrød, en pære og en energibar. Ikke just en frokost der bekom mig. Og det bider sig selv i halen, når ikke jeg får tanket ordentlig op.

Har du det også sådan?

Mange dage misunder jeg de der kan traske ned i en kantine og få frokosten serveret. Men samtidig så består min frokost ret ofte af rester fra middagsmaden og diverse grønt. Og den frokost nyder jeg. Som da jeg i den forgangne uge havde til et par dage, med en simpel nudelsalat og nogle rigtig lækre saftige tun-frikadeller.

Opskriften blev til efter jeg så et af Klidmosters mange bidrag til DM i Hverdagsmad – Jeg brugte mange elementer fra hendes opskrift, men da jeg ikke havde æg og skulle have brugt noget af mit spidskål, kom jeg på lidt ændringer. Nudelsalaten kræver ikke en egentlig opskrift, så derfor blot hvad den bestod af: nudler, spidskål og gulerødder vendt i olie, citronsaft og æbleeddike, toppet med bredbladet persille, cashewnødder samt usaltede pistacienødder (de bedste jeg nogensinde har smagt, fra biogan købt hos Økologisk Supermarked). Salaten kan laves noget mere sexet, og med forskellige mere asiatisk prægede dressinger, min blev til en af de aftener hvor jeg var knap så opfindsom.

Opskriften på tun-frikadellerne får du her:

(1-2 pers., hvis du vil have til frokosten også, så fordobler du bare mængden)

  • 1 *ds tun i vand
  • 1 dl havregryn
  • 1-2 fintrevet gulerødder
  • 1 løg, halvdelen fintrevet, halvdelen i tern (hvis du laver dellerne til børn, så kan du jo rive hele løget, jeg kan bare godt lide at der er lidt bid i.)
  • 1 dl meget fintsnittet spidskål (brug evt mandolinjern)
  • 1 dl skyr
  • Krydr med salt og peber
  • Evt en lille sjat vand til at samle farsen

Hæld væden fra tunen, og lad den dryppe af. Findel tun stykkerne. Bland alle ingredienserne til en fars, og steg dem gyldne i olie ved middel varme til de får en sprød skorpe.

*Dåsetun er faktisk gået hen og er blevet en “luksusvare” i mit køkken, da jeg udelukkende køber dåser, hvor jeg med sikkerhed ved at der bliver taget hensyn til, at der ikke ryger bifangst med i form af delfiner, skildpadder, hajer og sågar fulge med i nettet! Plus at det er fiskeri der udelukkende fanger tun, der rent faktisk er store nok. Så som med alle andre levende fødevarer, spiser jeg det sjældnere og ofrer derfor gerne det ekstra på varen. Hvis du heller ikke ønsker at få en dåse tun i indkøbskurven, der ved dens fangst udsætter truede dyrearter, havbunden og fanges på en ret så grum måde, så gå efter MSC-mærket på pakken.

Denne dåse tun er et eksempel på et MSC-mærket produkt, og så smager den helt vildt godt!

Jeg er helt overbevist om at de vil hitte i de fleste børnemaver også! Og så er de så lette at tilberede, at man ovenikøbet kan tage børnene med i køkkenet og lave dem, alt efter alder, skal de have hjælp til stegningen.

En anden spise, som er let at tilberede i farten er hotdogs. Noget børnene garanteret også vil sætte stor pris på. Hotdogs har de seneste år fået en hel revival, og det i vilde udgaver med nytænkte toppings, anderledes brød og et hav af forskellige spændende pølser. Der er sågar et DM i hotdog … mine var nu ret så klassiske, dog med pølser fra Hanegal. Det gode ved at lave dem selv, er at man ved hvad der kommes i og på – en slags JunkdeLuxe.